Solsorten fløj op over Alperne.
Han kunne selv bestemme. Han kunne gøre det, som han ville. Han rejste let. I flyets lastrum under ham lå hans læderkuffert, som vejede syv kilo. Den indeholdt hans tøj, hans toiletsager og et par bøger.
Solsorten var iført et mørkt jakkesæt, en lyseblå skjorte uden slips og sorte mokkasiner med gummisåler.
Han så ud på skyerne, mens han fløj op over Europa. Han følte sig afslappet. Han havde købt billet på Business Class, og hvis nogen skulle spørge, havde han i sinde at fortælle, hvem han var, og at han skulle på ferie i København.
Maskinen gav et pludseligt hop, som udløste et dæmpet gisp i kabinen. Solsorten kiggede ud gennem vinduet. I højttaleren over ham sagde en mandsstemme, - We are experiencing some turbulent weather here over the mountains. Please remain seated with your seat belts fastened.
Solsorten greb om plasticglasset med øl, ikke fordi han var bange, men fordi han nødig ville have, at det væltede ned fra det lille bord foran ham. Han vippede bordet op og tog en lille slurk af sin øl.
Flyet hoppede i luften, og han betragtede vingen udenfor, og kom til at tænke på Lemeks søn, som ville være ingeniør. Vingen flaprede op og ned og fik ham til at tænke på en lineal. Den havde en overraskende elasticitet. Han rettede blikket lodret ned mod jorden. I små glimt kunne han se bjergene dernede mellem skyerne, som hidsigt for forbi i små totter. Han kunne se snoede veje. Han drak lidt mere af sin øl. Somme tider gav maskinen så voldsomme hop, at han i et kort øjeblik mistede ligevægten. Det var en ubehagelig følelse, men han følte ingen frygt. Han blev ved med at studere billedet gennem vinduet. Over skyerne skinnede solen altid, tænkte han. Han holdt af at flyve. Ikke at han havde fløjet meget i sit liv. Han havde aldrig fløjet rigtig langt, han havde aldrig været i Amerika eller i Orienten. Han havde aldrig haft hverken tilskyndelsen eller nogen direkte årsag til at rejse langt væk, og i tankerne længtes han allerede lidt mod det øjeblik, hvor han ville stige ud af flyet i sit hjemland igen. Han forestillede sig terminalen, og hvordan han ville gå gennem den med sin kuffert, og hvordan det ville føles, når han satte sig ind i sin bil på parkeringspladsen og begyndte den sidste del af hjemrejsen, en rigere mand, på vej ud gennem byen til omfartsvejen og videre op i terrænet mod sit ensomme hus.
Det fik hans tanker til at rette sig mod den tid, som lå imellem nu og det øjeblik.
Han så lige frem. Flyets voldsomme bevægelser var ved at aftage.
Tre dage senere vendte han hjem til sit hotel på en aflang plads tæt på kongefamiliens palads.
Han havde brugt de tre dage til at beslutte, hvordan han ville gøre det, og til sin tilfredshed havde han opdaget, at det var meget let. Han havde haft svært ved at forstå, hvordan et land overhovedet kunne fungere på den måde. Man så ikke hverken politi eller soldater på gaderne. Foran de elegante varehuse så man ingen sikkerhedsvagter. Landet virkede frit, sorgløst. Alle virkede rige, alle havde pæne tænder. Solsorten havde taget indtrykkene ind. Det var godt for ham.
Det bedste var, at de faktiske forhold lod til at stemme overens med oplysningerne i det andet brev, han havde modtaget fra Paris fem dage før sin afrejse.
Brevet var et computerprint. Et helt almindeligt, usigneret stykke papir. Der stod
T. is extremely accessible. Previous eight thursdays T. has at two o clock afternoon habitual taken informal walk with one advisor/guard (male) in library courtyard situated between parliament building complex and harbour canal.
Det kunne ikke være lettere. I dag var onsdag. Allerede mandag havde han sendt en sms til landsmanden. Han havde skrevet ‘OK’. Mindre end et minut senere var beskeden blevet returneret med endnu et ‘OK’.
Solsorten anede ikke, hvem landsmanden var, kun, at han boede i København. Landsmanden anede intet om ham selv, kun at han kom hjemmefra og havde brug for en tjeneste.
Han smilede til portieren. - Any messages? sagde han. - 409.
Han så portieren – en pige i hvid bluse og sort nederdel – kigge i rummet, hvor hans nøgle havde hængt, da han tjekkede ind. Han så hende se på en gul lap, som var klæbet fast derinde, før hun bøjede sig ned og åbnede et skab under hylden med de små rum. Hun tog en grøn plasticpose ud.
- Your shoes, sagde hun og smilede til ham.
- Ah, good, sagde Solsorten. Han skar en grimasse. - I need special shoes for walking in your beautiful city. So much walking!
Pigen smilede til ham. - Thank you, sagde hun.