- Ja, så døde hun, den stakkels kvinde, sagde Henning Ebbesen.
Poul skænkede kaffen til sin aldrende gæst. Romlund havde allerede lagt sig under sin herres stol.
- Det er rart at se dig igen, sagde Poul.
- I lige måde, Helweg, sagde Henning og kom sukker i sin kaffe.
- Det må have været en hård tid for dig. Og Romlund.
Henning Ebbesen betragtede ham, og Poul bemærkede, at mandens fugleagtige halsbevægelser var væk. - Hård? sagde han. - Det har jeg såmænd ikke tænkt over.
- Ikke det? sagde Poul.
- Nej, ikke sådan … ja, det var hårdt for Elise.
- Ja.
- Men også … hvad skal jeg sige – befriende. Hun var vitterlig meget syg. Men nu er hun begravet, og advokat Nissen har fået nøglen til hendes lejlighed. Alt har jeg bortskaffet. Det er utroligt, hvad man får samlet sammen i løbet af sådan et liv. Alene hendes tøj …
- Ja.
Ebbesen trak på skuldrene. - Det var godt, jeg kom derover.
- Det har Elise nok også tænkt, sagde Poul.
- Hun sagde til mig, Helweg, en aften, vi sad med teen – Elise kunne godt lide hybente – så sagde hun, ved du hvad, Henning, sagde hun, hun sagde, ved du hvad, Henning, det er i grunden ikke så slemt, som jeg havde troet.
- At dø?
- Ja. Det var det, hun mente.
- Og det var det ikke?
- Nej, det var … ja, det var meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg var ligesom med i det, forstår du, Helweg.
Poul var glad for, at Henning Ebbesen var gået over til ‘du’ og ‘Helweg’.
- Så Elise fik en fredelig død?
- Ja, det må man sige. Ja, det var stille og roligt.
Poul sad lidt uden at sige noget, mens Henning drak af sin kaffe.
- Ah, sagde han. - Det er bedre end hybente.
- Du har fået drukket noget hybente.
Henning skar en grimasse. - Ja, for pokker. Ja, det smager da udmærket, men det er jo det rene nonnepis ved siden af din java. Jeg tror, sagde han, - jeg tror, at hvis jeg fik en kop hybente igen om tre år, så ville jeg med det samme føle mig hensat til Elises sygeleje.
- Om tre år, sagde Poul.
Henning nikkede. - For nu at tage et tilfældigt tidspunkt.
Poul drak af sin kaffe, før han sagde, - Jeg går ud fra, Henning, at når du siger ‘om tre år’, så –
Han så Henning Ebbesen smile henover sine kraftige, røgfarvede briller. - Du er så gennemskuelig som glas, Helweg, sagde han, - jeg vidste, vi ville nå frem til det.
- Til hvad? sagde Poul og smilede tilbage.
- Jeg vidste det, i det sekund, jeg havde sagt ‘tre år’. Der røg lige en tanke igennem min hjerne. Nu bider Helweg på, tænkte jeg. Og det gjorde du.
- Jeg forstår ikke …
- Jo, du gør, og du ved det.
- Jeg …
- Hold nu op. Det er såre simpelt, Helweg. Jeg har tænkt meget på dine ord. Og jeg har lagt planerne om selvmord bort.
- Det glæder mig.
- Da jeg sad der med Elise, virkede det ikke længere … ja, det virkede ikke som nogen mulighed. Herregud, hun havde jo gerne byttet med mig, ikke? Og jeg opdagede, at jeg fandens nødig ville bytte med hende. Jeg tænkte, Henning, den dag kan tidsnok komme. Og så tænkte jeg, at det var det samme, du havde sagt.
- Sagde jeg det?
Henning trak på skuldrene. - Jeg kan ikke huske ordene, men jeg huskede, at vi havde talt om noget i den retning.
- Jeg kan huske, at jeg sagde til kulturministeren, at døden ikke var noget at være bange for.
Henning Ebbesen satte en imponeret mine op ved at løfte øjenbrynene og trække mundvigene ned. - Kulturministeren? Ingen ringere.
- Han var her for at lære at spænde af.
- Javeel, ja, nikkede Ebbesen. - Så det var han?
- Ja, og statsministeren, sagde Poul. - Det var hans ide, at ministrene skulle komme herop på skift.
- Jaså, nikkede Ebbesen. - Og general Napoleon? Var han også med?
- Det er sandt, Henning.
- Ja ja, sagde Henning hurtigt. - Ja, hvis du siger det.
Poul sagde, - Så jeg har haft travlt, mens du har været væk.
- Uden tvivl, sagde Henning. - Så må man jo håbe, at det får betydning for regeringen, hvad du har gjort.
Poul kunne se, at manden undertrykte et smil, og han tænkte, at jo mere, han sagde, at ministerbesøgene var den pure sandhed, jo mere ville Ebbesen bliver overbevist om det modsatte.
- Du er ikke nogen tilhænger af regeringens politik?
- Pøh, sagde Henning. - De fjolser har jo afmonteret alt, hvad der hedder selvstændig tænkning og åndsliv. Ren sovjetisk kommissærtænkning. Løbet hærgende og hurtigt gennem kulturen, som rabarber gennem en høj kvinde. Næ, Helweg, der skal mere til end en gang ‘Ærligt nærvær’, er jeg bange for. Så den må du længere ud på landet med.
- Du kan selv spørge Lars inde i ALDI.
De sad igen et stykke tid.
Endelig sagde Ebbesen, - Men hvem banker røven på en bankrøvers datter, når en bankrøver går og røver bank?
Poul så hans fiffige smil. - Hvad? sagde han.
- Ja, du kender godt den fjollede sang, ikke? Og hvem banker røven –
- Jo, sagde Poul. - Den kender jeg godt. Jeg forstår bare ikke, hvorfor du –
- Jo, sagde Henning, - jeg tænker på, hvem går du til, når du har problemer?
- Det ved jeg da ikke. Indtil videre klarer jeg mig selv.
- De er ingen grund til at blive irriteret, Helweg. Jeg mener bare, at det der er helt efter bogen, når man måske har siddet lidt for længe og været så klog. Ikke at du ikke er klog, men –
- Jeg ved ikke, hvad du taler om.
Henning smilede stadig. - Jeg tror, man kalder det omnipotente fantasier.
- Hvad?
- Ja, når Helweg i ‘Ærligt nærvær’ begynder at fortælle, at han har behandlet regeringen, så ved man, at det næste bliver tinge-linge-later, ikke?
Poul løftede opgivende hænderne og lod dem falde ned på bordet.
- Jeg siger jo, at det er sandt, Henning! Mens du har været væk, har hele regeringen været her. På skift.
Hennings smil blev bredere. - Jeg ved det godt, Helweg.
- Det er rigtigt!
- Ja ja, så siger vi det.
Poul rejste sig. - Jeg går ind og henter ALDI-Lars. Det her finder jeg mig ikke i.
Henning sagde, - Ha ha, Helweg, jeg har talt med Lars. Jeg ved det godt. Jeg ved godt, at alle de høje herrer – og damer – har været her.
Poul stod på gulvet. - Hvorfor fanden sidder du så og lader, som om jeg er idiot?
Henning satte en uskyldig, saglig mine op. - Årh, jeg ved ikke, Helweg. Det var måske et vink med en vognstang.
- Hvordan det? sagde Poul og satte sig ned.
- Ja, det lyder bare, som om du er blevet sindssyg, når du siger det sådan lige ud. Bare så du ved det.
De sad et stykke tid. Så sagde Henning, - Så er det måske også dig, der har gjort landet den tjeneste at få statsministeren til at udskrive valg? For det taber han da. Så på den måde bør du jo have en eller anden medalje af Dronningen. For … patriotisk heltedåd.
Poul sagde, - Jeg vidste ikke, at du var ræverød, Henning.
Henning nikkede. - Jo. Det vil sige – Elise var glødende kommunist. Meget af det, hun fortalte mig der, på sit dødsleje, gav mig en ny indsigt. Man kan sige, at jeg i en sen alder har fået øjnene op for Karl Marx’ geniale lære.
- Du laver gas med mig.
Henning Ebbesen nikkede. - Ja, det er jeg bange for. Næ, Elise var såmænd venstrekvinde, men det hjalp hende ikke. Da manden med leen bankede på.
Poul så længe på ham. Så sagde Ebbesen, - Der er ingen grund til at glo olmt, Helweg. Jeg spøger.
Poul sagde, - Jeg kunne bedre lide dig, dengang du kun talte om at tage livet af dig.
Ebbesen smilede koket. - Jeg ved det, Helweg.
Senere den dag så Poul et billede af en, han kendte, men først ikke kunne huske, hvem var, mens han læste Helsingør Dagblad. Overskriften lød, ‘Lokal kunstner gennembanket’. Han læste artiklen.
Ferniseringen af den lokale kunstner Tom Aggers kontroversielle kunstudstilling ‘Sportsidioti’ i Toldkammeret fik onsdag en højst uventet og dramatisk afslutning, da Tom Agger af indtrængende sportstilhængere blev gennembanket og måtte køres til Helsingør Sygehus, hvor han fik 47 sting efter slag og spark. Årsagen til sportsfolkenes vrede var Aggers udstillede værker, heriblandt en serie stærkt satiriske malerier af fodboldtilhængere. Med titler som ‘Lallende Gabehoved’, ‘Brølende Idiot’ og ‘Store Nar’ følte lokale fodboldtilhængere sig så provokeret, at de ikke alene ødelagde de pågældende værker, men altså også gennembankede kunstneren. Tom Agger sendte torsdag en udtalelse til Dagbladet, hvori han oplyser, at ferniseringen efter hans mening var ‘en bragende succes’, og at en tysk galleriejer fra Münchengalleriet ‘Am Günstig’ dokumenterede forløbet på video og agter at udstille de til dels skamferede værker i Tyskland.
‘Jeg kunne ikke have ønsket mig nogen bedre reklame’, siger Tom Agger i sin udtalelse. ‘Denne horde af neo-neanderthalere løftede med ét slag (eller rettere temmelig mange slag) min værker op i den internationale klasse.’ Tom Agger ventes at være klar til at rejse til München til endnu en fernisering, men er stadig indlagt – dog er han blevet overført til et andet sygehus af frygt for yderligere vredestilkendegivelser fra sportsmiljøet. Otte yngre mænd blev anholdt under den tumultagtige seance i Toldkammeret og blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør.
Pouls blik fangedes af en anden artikel med overskriften
Udlændingemanifestet modtaget med glæde og vantro
Hans blik gled ned på artiklen.
Politiske iagttagere mener, at statsministerens uventede udskrivning af valg og hans såkaldte ‘Udlændingemanifest’ er en milepæl i dansk politik. At en statsminister så tydeligt lader moralske, medmenneskelige hensyn træde i forgrunden fremfor politisk strategi, betragtes af flere iagttagere som modigt. Oppositionen jubler, mens kun Støttepartiet har indtaget en position, som af Erik Oberammergau i Information betegnes som ‘en længe imødeset variant af det velkendte, skumlende raseri og fremmedhad’. Det politiske landskab efter valget er genstand for mange gætterier – nogle mener, at statsministeren har afskrevet enhver chance for at genvinde magten, mens unavngivne medlemmer af såvel Arbejderpartiet som Progressivpartiet på ingen måde vil afvise, at regeringens konkrete kovending kan medføre ‘nye og spændende konstellationsmuligheder for en regeringsdannelse henover midten af dansk politik’. Formanden for Progressivpartiet udtaler, - Lad os nu se. Der kan ske meget endnu.
Poul så ud på parkeringspladsen, hvor absolut intet rørte sig. Det var stadig meget varmt. Han tænkte på noget, han havde set i fjernsynet. En videnskabsmand af en slags havde forklaret, at Arktis efter meget at dømme ville smelte i løbet af de næste 50 år, men at det ikke ville betyde, at vandstanden i verdens have ville stige, sådan som mange troede. Han havde anskueliggjort det ved at fortælle, at vandstanden i en drink ikke stiger, når isklumpen smelter – fordi isklumpen før den smelter allerede fortrænger en rummængde, som svarer til den, den fortrænger, efter den er smeltet. Eller noget i den retning. Han havde tænkt, at det var et godt varsel for ejere af lejligheder tæt på havnen i Helsingør. Få dage senere havde han læst, at det ikke passede, men at vandet i verdenshavet – ifald Arktis smeltede – ville stige seks meter. Han vidste ikke, hvad han skulle tro. 50 år var lang tid, men vandet ville selvfølgelig stige gradvist. Hvis man skulle tro på en vandstigning, hvis polerne virkelig smeltede, skulle det i gennemsnit stige med lidt over en meter hvert tiår – hvis det hele skulle nå at være færdigt i løbet af halvtreds år. Han tænkte på, hvad de ville gøre på ‘Sundbusserne’, når de små færger mellem Helsingør og Helsingborg allerede om ti års tid ville ligge markant højere i vandet. De ville blive nødt til at gøre kajen højere, så man stadig kunne gå vandret om bord, eller måske havde de tænkt sig, at man bare måtte tage tilløb og løbe mere og mere skråt opad, når man skulle til Helsingborg og købe cigaretter på overfarten.
Det slog ham, at hvis man den ene dag kunne læse, at vandet ville stige seks meter – hvis Arktis smeltede – og den næste dag kunne læse, at det ville det ikke, det ville slet ikke stige, så var det ikke så underligt, at det også voldte problemer at forudsige, hvem der ville blive statsminister i Danmark efter ‘udlændingevalget’.
Poul var 48.
Om halvtreds år ville han være 98. Det var selvfølgelig ikke sikkert, at han ville blive så gammel, men han havde læst, at danskerne blev ældre og ældre og tænkt, ja, det gør vi jo. Hver dag. Hver og en. Men det var ikke ment på den måde. Gennemsnitlevealderen steg, og ét sted havde han læst, at hver anden pige, som fødtes nu, kunne se frem til at blive over hundrede år. De piger kunne altså se frem til at opleve, at vandet steg de seks meter – hvis det altså steg. Han tænkte på, hvad de så skulle se frem til at opleve smeltede i de sidste halvtreds år af deres liv. Men det var jo slet ikke sikkert, at det smeltede, jævnfør forklaringen med drink’en, som havde forekommet ham troværdig og elementær, for så vidt, som han kunne huske sine fysik-timer. Et legeme, der nedsænkes i vand …. hvordan var det nu? Han kunne kun huske den alternative regel for ‘dummernikkerne i klassen’, som lektor Hvid ironisk havde lært dem. ‘Et legeme, som nedsænkes i vand, og som ikke er dukket op igen efter en time, må anses for tabt.’ Lektor Hvid havde sagt, at den regel var nok til ‘dem af jer, der alligevel kun skal være Irmapiger og mælkedrenge’. Nu tænkte Poul, at lektor Hvid ikke ville have haft det let i nutidens skole. Men lektor Hvid var død, og behøvede dermed end ikke at tænke på, om vandet steg eller ej, hvis Arktis smeltede.
Et andet kildent spørgsmål var, om den temperaturstigning, som ville få havene til at stige (eller ikke stige), var forårsaget af menneskenes opvarmning af kloden, eller om den var forårsaget af øget solaktivitet. Også her kunne man læse diametralt modsatte synspunkter, somme tider i den samme avis. Resultatet var, at man i stigende grad, efterhånden som videnskaben blev mere og mere udviklet, ikke vidste ret meget om noget som helst. Det kunne være, sagde sagkundskaben, men det kunne også ikke være, sagde den.
ALDI-Lars kom ind. - Nå, du sidder som sædvanlig på din flade røv og filosoferer, sagde han.
- Skyldig, høje dommer, sagde Poul.
- Har ham Ebbesen været her? Ham med hunden?
- Ja. Ja, han har været her. Han kommer ikke til at opleve det.
- Hvad?
- Ja, at havet stiger.
Lars løftede en hånd. - Jeg sælger aviser, Poul. Men det betyder ikke, at jeg er nødt til at høre på, hvad folk får ud af at læse dem.
- Nej, nej. Hvad med Ebbesen?
- Jeg har da sjældent set så forandret et menneske. Han har vist været væk. Alt det med selvmord? Det er vist gået i glemmebogen. Jeg sagde til ham, ‘Ebbesen, hvad har du røget, og hvor kan man købe det?’.
- Hvad sagde han?
- Han grinede bare og sagde, at han kun røg ‘Manne’, men at man kunne købe ‘det’ inde hos hans genbo. Du ved, Rasmus. Ham, de kalder ‘Hashmus’.
- Ja, han var i et vældigt humør.
- Var det noget, du havde sat i ham? Det var helt underligt.
- Nej, han var vist inde hos dig, før han kom herind.
- Jeg fortalte ham om din ministerrokade, sagde Lars.
- Ja, det kunne jeg forstå.
Lars rystede på hovedet. - Tænk, at han så alligevel ikke vil begå selvmord. Har han vundet i Lotto?
- Nej, sagde Poul, - men han har fulgt et cancerdødsfald i sin familie på tæt hold.
- Ja, sagde Lars, - det kan jo få smilet frem hos selv den mest indebrændte dødbider.
Poul nikkede. - Åbenbart. Var der ellers noget?
Lars hørte ikke efter. Han sagde, - Det havde nu også været synd for hunden. Jeg har sgu tit tænkt på, at den dag Romlund løb rundt ude på parkeringspladsen alene, du …
- Ja?
- Ja, så var det om at få ringet.
- Til hvem?
- Ja, til … ligvognen.
- Ligvognen?
- Ja, du tror da ikke, at jeg var løbet efter Romlund over i blokkene og havde brækket døren ned for at se Ebbesen ligge derinde med hovedet ind i gasovnen?
- De har ikke gas ovre i blokkene, Lars.
- Du ved, hvad jeg mener.
- Ja, sagde Poul. - Jeg ved, hvad du mener.