Poul havde læst meget om statsministerens pompøst betitlede manifest om indvandrerne og de fremmede, men af en eller anden grund havde han aldrig hørt eller læst det.
De foregående torsdage havde han tilbragt i København i selskab med ministeren. Statsministeren havde sagt, - Indtil valget er jeg en ensom person, Poul. Det er kaos.
- Det havde du vel også regnet med.
- Ja, men … du ved, jeg ved, at det er rigtigt, men der er to sider af det.
- Der er altid to sider, sagde Poul.
- Den anden side, sagde ministeren, - er den virkelige verden.
- Ja.
- Den politiske verden.
- Ja.
Statsministeren stod i sit kontor, henne ved vinduet. Man kunne høre den dæmpede lyd af trafik.
- Jeg kan ikke rigtig gøre andet end at vente på det valg, sagde han.
- Og det er kaos?
Ministeren gik hen til det runde bord, der stod frit i lokalet. Han skænkede et glas vand fra en flaske. - Jeg ville ønske, det var overstået.
- Det bliver det. Du ved hvornår.
Ministeren drak. Poul så hans adamsæble hoppe op og ned. Han satte glasset fra sig og førte håndryggen over munden. Poul sad i sofaen.
Ingen af dem sagde noget en tid. Poul prøvede at mærke mandens energi. Han mærkede kun en uro omkring hans skikkelse.
Så sagde ministeren, - Det bliver under alle omstændigheder noget andet. Noget helt andet. Valgkampen … jeg kan godt love dig, at der er nogen, der skærer tænder.
- Hvem skærer tænder?
- Folk i partiet. Det føles … ja, det føles, som om der slet ikke er noget parti mere.
- Det er der måske heller ikke.
Statsministeren havde set på ham og smilet for første gang, siden Poul var kommet. - Du er en meget konsekvent mand, Poul.
- Men jeg er heller ikke statsminister, sagde Poul. Han rejste sig. Det føltes som en dag, hvor ingen rigtig sad ned. Det føltes, som om man kun kunne sige noget af betydning med lange intervaller, og derfor virkede det naturligt at gå lidt omkring. Han gik hen og skænkede en kop kaffe fra den dyre termokande på bordet.
Mens han rørte sukker i sin kop, sagde han, - Somme tider slipper man et eller andet fri. Måske uden at vide det. Fordi man ikke kan lade være. Men det vil åbenbart ud.
Ministeren nikkede.
Poul sagde, - Det kan føles, som om man har gjort noget forfærdeligt. Jeg kan huske den eneste gang, min far virkelig skældte mig ud.
Ministeren så på ham.
- Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige tænker på det nu. Jeg var vel femten. Jeg havde gjort noget forkert. Noget farligt.
- Hvad?
- Vi var – min far og jeg – vi var hos farvehandleren. Eller, min far var derinde. Jeg var med. Der var en parkeringsplads udenfor. Min far havde en Renault 4. Blå. Jeg havde tit set, hvordan han kørte den – den havde sådan et underligt gear. Paraplygear, hed det. En stang, der stak ud af instrumentbrættet, vandret. Så krummede det opad. Jeg vidste, hvor gearene lå.
Ministeren havde sat sig i sin stol bag det store skrivebord. Han så opmærksomt på Poul.
- Mens min far var inde i butikken, fik jeg den tanke, at jeg ville bakke vognen ud – nøglen sad i – og parkere lige ved siden af. Du ved, i den næste bås.
- Ja?
- Jeg vidste, at jeg kunne gøre det. Jeg tænkte, at det var en god spøg. Det var jo ikke, fordi jeg ville køre vildt rundt i bilen. Bak ud, kør ind. Så ville jeg se, om min far lagde mærke til noget. Jeg havde en idé om, at han måske ikke ville opdage det, ikke?
- Jo. Ministeren smilede let med blikket rettet mod bordet.
- Hvis han ikke opdagede det, ville det være sådan en hemmelig sejr for mig.
- Ja. Ministeren nikkede. - Du ville have klaret det.
- Ja, jeg ville have vist mig selv, at jeg kunne manøvrere en bil let og elegant, uden at nogen opdagede det.
- Og hvis han opdagede det?
Poul sagde, - Jeg vidste godt, at jeg ikke måtte. Jeg vidste, at det var udelukket, at han ville give mig lov, hvis jeg spurgte. Men jeg tænkte, at han ville tilgive mig, fordi jeg havde klaret det, og fordi der ikke var sket noget.
Ministeren sagde, - ‘Du skal nok lære at køre bil, min dreng’, mens han nikkede.
- Ja, noget i den retning. Jeg tænkte ikke på, at det kunne gå galt. Jeg vidste, præcis, hvordan jeg skulle gøre det.
Ministeren så over på ham. - Gjorde du det så?
Poul nikkede. - Jeg satte mig over i hans sæde, tjekkede at bilen stod i frigear og startede. Så slap jeg håndbremsen. Jeg koblede ud og fandt bakgearet. Og så koblede jeg forsigtigt til igen, så bilen begyndte at trille ud.
- Og hvad så?
- Der skete to ting. Da bilen havde trillet lidt, så jeg i bakspejlet. I spejlet så jeg min far stå henne i døren til farvehandlerens butik. Han stod helt stille. Og så begyndte han at løbe over mod bilen.
Det andet var, at jeg hørte nogen slå på taget af bilen. Ikke min far – det her var i den anden side. Jeg kom til at slippe speederen, så motoren gik ud. Det gav sådan et søk i bilen. Stille og roligt. Så rev min far døren op og sagde, jeg skulle stige ud. Jeg gjorde, som han sagde. Han trak mig i armen om bag bilen. Der stod en dame – jeg havde overhovedet ikke anet, at der var nogen. Hun var hvid i hovedet. Hun holdt en lille pige i flyverdragt i hånden. Jeg vidste, at det hele var forfærdeligt. Så sagde min far, så både jeg og damen med barnet kunne høre det, men han sagde det til mig, han sagde, - Poul, der var du en meter fra at køre den lille pige over.
Ministeren så på ham.
- Han sagde, sæt dig ind i bilen. Jeg gjorde det. Det tog kun et øjeblik, men jeg kunne se dem i bakspejlet. Han har så undskyldt, hvad jeg havde gjort. Det var sådan en lille tullepige, du ved. Så satte han sig ind, og vi kørte hjem. Han sagde ikke noget i bilen.
- Men da I var kommet hjem.
- Da vi var kommet hjem, gik vi ind i stuen. Jeg vidste, at det ikke var slut endnu. Jeg vidste, at det farlige var slut. Det farlige var overstået, men det var ikke slut endnu. Jeg rystede. Min mor var der og spurgte, hvad der var sket. Og så skældte min far mig ud. Han – han var jo chokeret. Han havde set det næsten ske. Han fortalte min mor, hvad jeg havde gjort, og så skældte han mig ud. Mand, han skældte mig ud. Der var ikke noget med repressalier, ikke noget med stuearrest. Men han råbte ad mig. Du ved, har du nogen idé, om hvad du var ved at gøre? Og den slags.
- Det havde min far godt nok også gjort, nikkede ministeren. - Og det, der var værre.
- Jeg blev endnu mere chokeret. Det var slet ikke hans stil. Han var meget velovervejet. Jeg havde aldrig set ham sådan. Jeg var spændt i hele kroppen. Selv om der ikke var sket noget.
- Men på et hængende hår, sagde ministeren.
- Ja, det kan man roligt sige. Da han var færdig, sagde han, at jeg skulle gå op på mit værelse og tænke over det. Det gjorde jeg så. Jeg græd deroppe, både af skam og af skræk. Og lettelse, vil jeg tro. Og så … ja, så var det overstået.
Lidt efter sagde statsministeren, - Jeg … ja, jeg forstår ikke rigtig, hvorfor du kom til at tænke på det nu.
Poul sagde, - Hvis nu min far ikke havde skældt mig ud.
- Ja?
- Hvis han nu havde set, at der ikke var sket noget og roligt havde viftet damen af med en nonchalant undskyldning og sagt til mig, at det måtte jeg ikke …
- Ja?
- Det var hele den energi … skideballen hørte med til det, jeg havde gjort. Det hang sammen. Det hele var forfærdeligt, farligt, anspændt og kaotisk – og så skældte han mig ud, og så var energien blevet udløst.
- Hvad er pointen? sagde ministeren.
Poul grinede. - Pointen? Hvad for en pointe?
- Du fortalte den historie, fordi jeg sagde, at det er kaos. Nu.
- Der er ikke nogen pointe. Det er, som det er. Og det virker. Det virker perfekt. Skulle min far ikke have skældt mig ud? Nogen vil sige, at han skulle have givet mig en rolig, pædagogisk formaning. Det gjorde han ikke – han blæste realiteten ud af trompeten. Det, jeg havde gjort. Det, han havde set. Den måde, det havde påvirket ham på, den måde det kunne have påvirket barnet, hendes mor og hele resten af vores liv, hvis jeg havde trillet hen over den lille. Det skete, det var virkeligt, og enhver form for analyse af det er fuldstændig ligegyldig. Det var bare sådan, og det kunne ikke være på andre måder.
Lidt efter sagde ministeren, - Pyha, jeg fik da helt klamme hænder.
- Ja, det gjorde jeg også. Dengang. Det hørte også med.
Ministeren virkede underligt oprømt, tænkte Poul. Ministeren sagde, - Du er god til den slags, Poul.
- Hvad?
Ministeren slog ud med armene. - Alt det her. Alt det her cirkus. På en eller anden måde virkede den historie sådan, at alt det her … nå ja. Det går jo nok. Jeg er bare viklet meget ind i det.
Denne torsdag skulle de mødes igen og gå en tur i haven foran Det Kongelige Bibliotek, mens de talte om det, der nu var at tale om. Men statsministerens manifest spøgte i Pouls tanker, og han bebrejdede sig selv, at han aldrig havde hørt eller læst det i sin helhed. Han fandt det på internettet og så det, inden han skulle af sted.
Statsministeren havde indkaldt til ekstraordinært pressemøde, og der var mange journalister til stede. Han så ministeren træde ind og stille sig bag talerstolen af klar plexiglas. Han hørte ham sige
Ja, goddag, alle sammen. Jeg har indkaldt til møde, fordi jeg har noget at fortælle jer alle sammen. Jeg skal gøre det kort. I min tid som regeringsleder har jeg efterhånden fået en ubehagelig smag i munden. Den bunder i, at jeg ikke længere, rent personligt, kan bakke op om den udlændingepolitik, vi har ført i de sidste år. Jeg mener, at det er nødvendigt for landet, at alle får mulighed for at tage stilling til, om vi tjener os selv – og andre – ved at føre denne politik.
Der var stille i salen.
Derfor vil jeg nu og her udskrive folketingsvalg til tirsdag den 18. september. For mig markerer dette valg to ting. For det første markerer det afslutningen på mit parlamentariske samarbejde med Støttepartiet, som jeg ikke agter at indgå i regering med mere.
For det andet markerer valget en stillingtagen hos den danske befolkning. En stillingtagen og en klar tilkendegivelse af vores standpunkt i verden. Er vi et lukket land eller et åbent land? Er vi egoister, eller er vi mennesker, som formår og ønsker at dele vor rigdom med andre?
Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er en stor beundrer af USA. Min beundring skyldes, at USA er bygget op af mennesker fra hele kloden. I Amerika lever man hver dag med en medmenneskelig, social udfordring, som vi herhjemme ikke kan forestille os. Det er bestemt ikke uden problemer. Men det kan lade sig gøre.
Hvis jeg skulle få vælgernes mandat til igen at danne regering efter valget, vil det ske under andre former. Jeg vil slå til lyd for en langt mere ambitiøs indvandrings- og integrationspolitik. Jeg mener, at dette område er det vigtigste af alle. Det definerer os som mennesker. Det definerer os som folk. For mig er dette valg af allerstørste betydning, fordi jeg føler, at det er af den allerstørste betydning for Danmark.
Tak.
Poul standsede klippet. Han tænkte, at det var en god tale, ministeren havde holdt. Han slukkede computeren og gik over på stationen for at tage toget til København.