Solsorten var nede for at spise morgenmad klokken halv ni.
I døren til restauranten stødte han næsten ind i Petra, denne dag frisk og klædt på i et professionelt udseende mørkt jakkesæt. Hun havde briller på, og hendes hår var sat op.
- Petra, sagde han og tog hendes arm. - Har du … har du spist?
Hun smilede. - Ja. Jeg skal på arbejde.
Han nikkede. - Jeg … jeg rejser hjem i aften.
- Så vi ses ikke igen, sagde hun, tæt på ham. - Trist.
Han sagde, - Måske …
Han så hendes øjne bag brilleglassene. - Måske hvad?
- Måske ses vi.
Hendes blik gled forbi ham, ud mod glasdørene og gaden. - Min taxa, sagde hun. – Jeg har travlt.
Solsorten sagde, - Har du e-mail?
Hun sagde, - Petrapetra @ hotmail.com.
Han nikkede. - Petrapetra.
- Husker du det?
- Nej, sagde han, - men jeg skriver det ned nu.
Han trak hurtigt sin tegnebog frem, fandt en lap papir, og så hende række en pen frem. Han sagde, - Petrapetra … mens hun sagde, - Behold pennen.
Hun var halvt henne ved glasdøren, da hun vendte sig og løftede sin håndflade op til munden, kyssede den og pustede kysset i retning af Solsorten.
Han så hende forsvinde.
Sollyset stod skråt ned i haven foran biblioteket, da han over middag trådte ind fra den forblæste passage mellem Christiansborg og biblioteket.
Han gik gennem haven, som var omkranset af gamle bygninger. Det var et meget smukt sted, tænkte han. Et velordnet, gammelt sted med flisegange, bassiner og planter og bænke. Han stolede på oplysningerne i brevet fra manden i Paris, men han havde stadig svært ved at tro, at landets statsminister gik tur her, kun i selskab med en enlig vagt.
Vagten, tænkte han.
Solsorten bar en lærredsjakke i mørkegrønt, kraftige, sandfarvede fløjlsbukser og en brunternet kasket. Han havde skiftet sine mokkasiner ud med brune sko med gummisåler. Normalt bar han ikke solbriller, men denne dag havde han et par på med grønne glas. Han bemærkede, at alle, som gik gennem haven, havde kurs mod biblioteket for enden. Han betragtede bygningen, mens han gik ad flisestierne mod den. Det var en tung bygning, belyst bagfra at solen, som glitrede over taget. Bag biblioteket lå havnen. Han fandt vej hen til biblioteket og gik rundt om det. Han nåede havneløbet. Vandet var glat og sølvglinsende.
Han gik tilbage og ind gennem bibliotekets hovedindgang. For første gang mødte han i Danmark et sikkerhedstjek, men forstod, at det udelukkende skulle sikre, at ingen bragte sjældne bøger med ud. Han passerede gennem tjekket og gik ind på biblioteket.
En time og tre kvarter senere trådte han atter ud i gården.
Han mærkede den lette anspændthed, som han huskede fra tidligere. Det var en lidt sitrende fornemmelse, som kom af situationens uvirkelighed, risikoen og bevidstheden om, at kun ét andet menneske i verden vidste noget om den.
Indholdet af skotøjsæsken havde under hans spadseretur fra hotellet været stukket ned i hans bukselinning på ryggen. På vej gennem haven, da han kom, havde han lagt sit våben i et bed, tæt ud mod stensætningen. Han tænkte. Hvis statsministeren og hans vagt virkelig skulle dukke op i haven, ville han gå hen til bedet og tage våbnet op. Han ville forsøge at finde en rute på en sti bag ved målet. Han havde brug for at være under ti meter fra manden. Den lyddæmpede pistol ville afgive et svagt smæld for hvert skud. Han regnede med to eller tre skud mod mandens hoved og ryg. Han ville være nødt til i nogle sekunder at stå helt stille og strække armene ud. Når han havde skudt, ville han lade pistolen falde til jorden, helst ind i et bed. Derefter ville han forlade gården ad vejen rundt om biblioteket. Han ville gå rask.
Han tænkte igen på vagten. Vagten kunne være et problem, og han overvejede en tid, om det ville være klogest at skyde ham også. Han gik gennem gården og så sig omkring. Han satte sig på en bænk og besluttede, at det ville være det bedste. Det betød ikke noget, og det ville give ham yderligere tid.
Han ville gå til højre, når han kom ud til kajen. Han ville gå rask til og være nogle hundrede meter borte, før han ville høre ambulancen og politiets sirener ude fra gården mellem bibliotekshaven og parlamentsbygningen.
Han lukkede sine tanker. Overvejelserne var forbi i hans sind. Han sad på bænken og ventede. Der var måske otte eller ti mennesker på vej gennem haven. Solen skinnede. Der var otte dage til valget, havde Petra fortalt ham.
Han så sig omkring. Et sted slog et ur et slag. Et attentat var risikabelt. Risikoen for at fejle målet var stor. Risikoen for at blive pågrebet var stor. Det var hans erfaring, at jo mere teknik, der var indblandet, jo mere kompleks planlægning, jo mere steg risikoen for at fejle og blive pågrebet. Det bedste var det enkle. I hans hjemland kendte han folk, som smilede let, når talen faldt på omhyggelige attentater med store bomber eller kraftige rifler – især, når de var gået galt. Gå hen til manden og pop ham en i ansigtet eller brystet. Gå væk igen. Det brugte man, hvor han kom fra. Risikoen var der, uanset hvor meget, man gjorde for at overbevise sig selv om noget andet.
Ti minutter over et tænkte han, at manden fra Paris havde overvurderet pålideligheden af sit forberedelsesarbejde. Det forekom ham usandsynligt, at statsministeren skulle komme herind i haven.
Erkendelsen gav ham ingen følelser. Det var et spørgsmål om penge. Hvis manden ikke kom, kunne han rejse sig og gå, og ingen ville nogensinde vide noget. Ingen ville kunne forbinde ham med våbnet i bedet, som han kun havde berørt med de tynde vaskeskindshandsker på hænderne. Handskerne ville han rulle sammen og smide i havnen, når han nåede ud på kajen.
Han tænkte på det øjeblik, hvor han sidst på aftenen ville stige ind i sin bil, mens han skiftevis lagde hovedet lidt tilbage og så ud, som om han nød solen, og kastede blikket hen mod porten.