Poul havde netop afsluttet sin frokost med statsministeren i Folketingets restaurant.
- Nu skulle vi have en slivovitz, sagde ministeren.
- Nej tak, sagde Poul. - Selv om den ville gøre kaffen her en tjeneste.
Ministeren smilede. Han var i godt humør. Poul havde set ham ugen igennem på fjernsyn, hvor han optrådte på valgmøder. Når man så ham sådan, kunne man tvivle på, om han ville få ret mange stemmer. Ministeren havde mistet den stramkæbede dynamik og det spændte kropssprog. Og Poul havde lagt mærke til, at nyhedsoplæserne næsten alle – når de dukkede op i billedet efter et klip fra et valgmøde – lige kiggede ud under øjenbrynene og sagde, - Jah …, før de gik over til næste indslag.
De gik ned ad den lange trappe. Ministeren sagde, - Kan du mærke, at der er sådan en vis … afstand?
- Mellem hvad?
- Mellem mig og alle andre.
- Næ, sagde Poul.
De trådte ned på asfalten nedenfor den høje indgangsdør. Det var blevet til et fast ritual efter torsdagsfrokosten. De talte ikke om det, de gik bare over pladsen og ind i haven foran biblioteket. Den første gang, det var sket, havde ministeren foreslået, at de gik derover for at slå mave.
- Må du godt … jeg mener, skal du ikke have sikkerhedsfolk med?
Ministeren havde grinet ulvegrinet. – Jeg har jo dig, Poul, sagde han.
På deres ture derover havde Poul lagt mærke til, hvordan de besøgende i haven reagerede når de så statsministeren. Man kunne se, at de først så på ham, derpå så bort, og derpå så på ham igen, men denne gang med en lidt for tydelig skødesløshed, som om de ville pointere, at de ikke lagde noget særligt i det. Ældre mennesker, som ofte bar bøger eller mapper, og tydeligvis havde ærinde på Det Kongelige Bibliotek og ofte færdedes her, hilste med et afmålt, - ‘dag, og et nik. Af og til med et smil og en nikken. Indtil videre havde ingen forsøgt at engagere dem i samtale.
Den første gang havde statsministeren efter en tid, hvor de gik frem og tilbage på en af gangene, sagt, - Er du nervøs?
Poul sagde, - Jeg har det, som om jeg skal beskytte dig.
Ministeren smilede og sagde, - Du ligner faktisk også lidt en sikkerhedsvagt. Hvis du vil, kan du stikke den ene hånd ind i jakken og sige et par ord ned i ærmet engang imellem. Det gør de.
- Hvorfor det?
- Pistol og mikrofon.
Poul havde gjort det.
- Ja, ikke samtidig, nødvendigvis, sagde ministeren. - Det er jo ikke Clinten.
Det var blevet til lidt af en spøg mellem dem, og ministeren smilede, når Poul løftede den ene hånd og sagde noget ned i jakkeærmet.
- Hvad er det, du siger?
- Kalla-kalla.
- Hvor har du det fra? Kalla-kalla?
- Det var min søsters dreng, Lille-Kim. Han kaldte en walkie-talkie for en ‘kalla-kalla’. Han havde sådan en i legetøj. Så sagde han kalla-kalla og trykkede på en knap. Så sagde den, du ved, beeep.
Solsorten så dem, da de var nået fem-syv meter ind. Hans puls steg. Han opdagede, at han trods forberedelserne ikke havde troet på det overhovedet. Petras ord kom til ham. Han er en modig mand. Solsorten blev siddende og betragtede roligt de to mænd – statsministeren, som var lidt mindre, end han havde forestillet sig, og vagten, som lignede den amerikanske skuespiller George Clooney påfaldende, og som var lidt højere end statsministeren. Han så de to slentre ned ad den fjerneste gang, de var vel femogtyve meter fra ham. Han lod sin puls falde, mens han fulgte de to skikkelser. Han så, at vagten var klædt i helt almindeligt tøj, lidt som han selv, og han tænkte, at det var smart fundet på. Diskret. Men han lod sig ikke snyde. Han så vagten løfte sin arm og bøje hovedet let frem mod ærmets åbning. Så han stod i radiokontakt med andre. Det betød, at han havde tænkt rigtigt, da han besluttede at skyde vagten. Først, tænkte han nu. Han rejste sig og tog vaskeskindshandskerne op af lommen. Skyd vagten i hovedet, skyd ministeren i hovedet. Han satte sig roligt i bevægelse over mod bedet, hvor pistolen lå. Så han kom alligevel. Den modige mand. Der var modige mænd, tænkte han, som var ligeglade med, at nogen kunne finde på at skyde dem.
Poul havde lagt mærke til, at haven var tom. Han så op på de gamle fløje, som omsluttede gården. Så fik han øje på manden, der gik roligt i samme retning som dem selv, men ovre på den modsatte langside. Han kunne se mandens kasket. Han så ham tage sine solbriller af og stikke dem i brystlommen på sin jakke. En typisk lærd type, tænkte han. Han sagde, - Her er godt nok fredeligt i dag.
Ministeren sagde, - Jeg fyrede den med ‘Kundskabens Akse’ af forleden.
- Okay? sagde Poul. - Blev den værdsat?
- Nej, sagde ministeren.
- Hvorfor ikke?
- Årh, det var en af præsterne, som besværede sig på et møde. De kan være så, ja, jeg ved ikke … jeg tænker altid på dem som nogen, der spiser dagens ret på et cafeteria.
- Hvad?
- Ja, du ved, folk af den slags, som gerne vil have grønærter og gulerødder i hvid sovs. Tarteletter og hvad ved jeg.
- Jeg elsker tarteletter, sagde Poul. - Og høns i asparges.
- Det er lidt det samme, sagde ministeren. - Hjemme lavede min mor somme tider tarteletter med høns i asparges i.
- Det må jeg huske, sagde Poul.
- Men så kom den igen, ‘Bermudatrekanten’ – det var ham med brillerne, som mente, at han var udsat for forfølgelse af Politiken. Det er det rene, skære nonsens. De trykker næsten alt, hvad han skriver. De kan slet ikke få nok af at se ham blamere sig. Så han sagde et eller andet med Bermudatrekanten – du kender godt det der, når lidt ældre folk prøver at bruge et eller andet smart ord for at vise, at de er med på noderne. Min onkel havde det med at sige ‘bluejeans’ på sådan en lidt kæk facon, du ved. Så vi vidste, at han kendte ordet.
- Hvad sagde du så?
- Jeg sagde bare, nå, mener pastoren Kundskabens Akse.
- Men de grinede ikke?
- Nej nej, de så ud, som de plejer, som om nogen har slået dem i nakken med et bræt. Sad, som om de var døde. Der var vist en embedsmand, der fangede den, men ellers var det som at stikke tungen ud af vinduet.
- Kender du den, sagde Poul, - om de to cowboys, der står og pisser ned i vandet fra en bro? De har lemmet ud over kanten?
Ministeren drejede hovedet og så på ham.
Poul sagde, - Så siger den ene, ‘Vandet er sgu koldt’.
Ministeren smilede.
- Så siger den anden, ‘Ja, og dybt’.
De gik lidt videre. Så sagde ministeren, - Det minder mig om den med ham Texasmillionæren.
Solsorten hørte dem grine derovre. Han havde nået det sted, hvor pistolen lå. Han bøjede sig ned og tog den op. Han stak den ned bag i bukserne og fortsatte sin vandring. Han var næsten nede for enden af gangen, tæt på den store biblioteksbygning. Han bevægede sig instinktivt. Han havde kort tid. Han gik forbi den næste gang og tilbage ad den tredje, som var adskilt fra gangen, hvor de to mænd gik og grinede, af et bed med spinkle træer. Det var perfekt. Gården var tom nu. Han stak sin ene hånd op under jakken og skar en grimasse, som om han kløede sig på ryggen. Om tyve skridt ville han være mindre end tre meter fra de målet.
Han standsede.
Hans hånd lå om pistolens skæfte, da vagten derovre grinede og så på ham gennem væksterne. Vagten smilede og sagde noget til ham.
Solsorten tøvede. Vagten sagde noget igen og vinkede.
Solsorten sagde, - I speak English.
Vagten sagde, - Good. Can we talk to you?
Solsorten smilede. I tankerne så han dem komme tæt på, komme vandrende rundt og ind på hans egen flisegang. Han tænkte, okay, lad dem komme.
- Yes, sagde han.
Kort efter stod de foran ham. Vagten sagde, - Are you from England?
Solsorten sagde nej. Han fortalte, hvor han kom fra.
- Okay, sagde vagten. - That’s good. My friend here tells me a joke, yes? I tell him that is a very old joke. But he will not believe me. If you know this joke, I have won a bet with my friend. You understand?
- Yes, sagde Solsorten.
- Okay, sagde vagten. Så sagde han til statsministeren, - Tell him the joke.
Statsministeren sagde, - Yes …a man visits a Texas millionaire on his big farm. In Texas. The millionaire he says, here, on my farm, you can get into your car and drive all day, but in the evening you have not … øh, drived out of my farm yet. You are still on my land. And the guest says …
Vagten løftede armen. Solsorten så på ham. Vagten stirrede på ham med opspærrede øjne og sagde, - And the guest says? gentog han.
Solsorten sagde, - He says, ‘I had a car like that one time’.
Vagten sagde, - Yes! og grinede.
Solsorten opdagede, at han også selv grinede. Han så statsministeren trække sin tegnebog ud, fiske en seddel ud af den og give den til vagten.
Solsorten så Petras ansigt for sig. Petra ville gerne bo her. Han forstod godt hvorfor. Solsorten havde været her i nogle dage, men han havde stadig ikke forstået, at et land kunne være sådan. Nu, mens de to mænd talte deres eget sprog, men stod nogle meter borte, og han let kunne skyde dem i den øde gård midt i København, tænkte han på kontinentet Afrika og manden, som var hans arbejdsgiver denne dag. Han kunne med to skud forandre dette land for evigt. Han kunne gøre det som bøddel for en afrikansk diktator, som havde en vest behængt med forgyldte øloplukkere, en mand, som arrangerede langvarige henrettelser i sit palads som underholdning. Han tænkte klart, Danmark er et fantastisk land. Hvorfor ødelægge det?
Han stod lidt, mens de talte sammen og stadig sendte ham nik og anerkendte hans tilstedeværelse, og han tænkte, at måske, en dag om mange år, ville han fortælle Petra om denne dag.
Da han mærkede, at situationen med vittigheden var overstået, løftede han to fingre til sin kasket og sagde, - Have a nice day.
De to mænd smilede og vinkede.
Solsorten vendte sig om og forlod haven, selv om han egentlig ikke ville have haft noget imod at blive lidt endnu.