Poul så manden komme ind gennem døren med en hund i snor. Af og til havde folk en hund med, og Poul var ikke vild med det. Sådan et kræ forstyrrede tit samtalen, og desuden var det synd.
Denne hund så nu ret fredsommelig ud. En lille terrier på størrelse med en stor kat.
Han rejste sig fra Ekstrabladet, hvor han lige havde læst, at en yngre, attraktiv kvinde, der hed ‘Helena’, slet og ret, var ‘smaskforelsket’ i en, han heller ikke kendte. Det stod endda på forsiden, så han gik ud fra, at det bare var ham, der som sædvanlig ikke fulgte med i samfundsudviklingen.
- Goddag, sagde han.
Manden for enden af hundesnoren så på ham bag et par store, gammeldags plasticbriller med røgfarvet glas. - Goddag, hr. Helweg, sagde han. Hans stemme var hæs og fik manden til at virke gammel.
Terrieren vimsede lidt om Pouls ben, og han kunne mærke dens stærke hale slå et par gange mod sin læg.
- Sød hund, sagde han og bøjede sig ned og kløede terrieren på dens firkantede snude. - Hvad hedder den?
- Romlund, sagde manden.
- Romlund? gentog Poul. - Det var et sjovt navn til en hund. Det lyder næsten, som om den er opkaldt efter en eller anden.
- Det er den også, sagde manden med den hæse stemme. - Den er opkaldt efter kolonialhandler Romlund, som i mange år drev forretning på Vesterbrogade. Men ham er De nok for ung til at huske.
- Ja, sagde Poul. - Må jeg byde Dem på en kop kaffe?
- Jo, tak, sagde manden. - Ja, Deres kaffe er jo nærmest herostratisk berømt, som man siger. Så den vil jeg nødig gå glip af.
Poul gik hen til ‘Napolitana’en, mens han sagde, - Er De i familie med denne kolonialhandler Romlund?
- Næ nej, sagde manden bag ham, - Næ, men jeg tjente hos ham som bydreng, da jeg var ung. Han var et fint menneske. Det var hos ham, jeg havde mine gyldne år.
Poul vendte sig om. - Som bydreng? Det må være en del år siden. Men de senere år har måske ikke været helt så gyldne?
Manden trak på skuldrene, mens han så på Poul gennem de røgfarvede brilleglas. - Nej. Nej, de har sandt at sige været noget irrede og matterede i det. Men nu kan man da gudskelov også snart se en ende på det.
Poul kom godt med kaffe i metalholderen og pressede den hårdt sammen med sit lille stempel. Han havde en fornemmelse af en tung energi bag sig og spekulerede på, om manden mon led af en uhelbredelig sygdom. Han tændte maskinen.
- Mit navn er Henning Ebbesen, sagde manden, da de lidt efter sad på hver sin side af Pouls skrivebord.
Poul sagde, - Hvad kan jeg gøre for Dem, hr. Ebbesen?
Henning Ebbesen rørte i sin kaffe. - Jeg tror i virkeligheden ikke, De kan gøre ret meget. Det er ikke min erfaring, at vi mennesker kan gøre ret meget for hinanden. Vi er alle alene.
Poul tog en slurk af sin espresso, før han sagde, - Det er sandt. Vi er alle alene.
- Åh, det er jeg glad for, De siger, sagde Ebbesen. - Der er så mange mennesker nu til dags, som insisterer på det modsatte. At vi skal komme hinanden ved og den slags. Men ved De hvad, det har nu altid forekommet mig at være lidt af en floskel.
- Det ved jeg da ikke, sagde Poul. - Hvis man er klar over, at man er alene, sådan fundamentalt set, så er det vel ingen skade til med lidt medmenneskelighed i ny og næ.
- Næ, såmænd. Ikke at man har mærket meget til den.
- De sagde før, at Deres senere år har været svære.
- Ja, jeg mindes tit min tid hos Romlund, hvor jeg tumlede den store Longjohn på Vesterbros gader. Det står for mig som en tid med lidt schwung over sig. Romlund var et enestående menneske, forstår De. Han var helstøbt. Drev sin forretning snorlige. Han havde ikke tid tilovers for uærlighed og tom snak. Hvis man passede sit, så gjorde man sig fortjent til hans billigelse.
- Og det gjorde De?
- Ja, det mener jeg. Men man kan jo ikke være bydreng hele livet.
- Skal jeg forstå Dem sådan, at De nu har en fornemmelse af, at det er gået ned ad bakke siden?
- Det kan De godt sige, hr. Helweg. Ja.
Poul mærkede næsten ingen energi fra manden. Henning Ebbesen talte, som om hver sætning kunne være den sidste i samtalen.
Poul sagde, - De har aldrig fået familie?
- Åh, jo, sagde Ebbesen. - Jo, jeg har skam været gift.
Poul turde næsten ikke sige, - Men … men det var så også en skuffelse for Dem?
Henning Ebbesens hals var meget tynd. Poul lagde mærke til, at manden med mellemrum udførte nogle vippende bevægelser med hovedet, som fik Poul til at tænke på en fugl, en fugl, hvis hoved var for spinkelt og let til at bære så tunge briller. Ebbesen lod ikke selv til at bemærke bevægelserne.
- Birthe og jeg oplevede den sorg, at vi ingen børn kunne få. Men jeg husker, at jeg egentlig havde det indtryk, at vi havde det ganske godt med hinanden alligevel. Så sker der det, i 77, at jeg ved en tilfældighed opdager, at Birthe igennem en årrække har stået i forhold til min forretningspartner, Herman Lund.
- Det var ikke så godt, sagde Poul.
- Nej. Ja, og så lod jeg mig jo skille. Det er klart. Jeg tror nu også, at Birthe var gået selv.
Poul sagde, - Jeg er ked af at høre, at livet har skuffet Dem, hr. Ebbesen. Men jeg er stadig lidt nysgerrig. Når nu alting er så gråt i gråt, hvorfor er De så kommet til mig?
- Jeg har tænkt mig at gøre en ende på det, sagde Henning Ebbesen. - Men jeg ved ikke, hvad der skal blive af Romlund her.
Poul havde helt glemt terrieren. Han kastede et blik skråt ned under bordet og mødte hundens blik. Romlund havde nærmest moustache, tænkte han. I et kort øjeblik ønskede han, at det var Romlund, han talte med. Ebbesen ville passe bedre til at ligge sammenkrøbet på gulvet.
Han rettede sig op. - Nej, sådan en sød hund overlader man vel ikke bare til sig selv.
Henning Ebbesen sagde, - Men når alt kommer til alt, er den jo kun en hund. Jeg tænkte først på, at jeg egentlig ville gøre en ende både på mit eget og Romlunds liv. Tørre tavlen ren, hvis De forstår. Men så tænkte jeg, at det var synd. Og så tænkte jeg, at jeg ville høre, hvad De mener om det.
Poul sagde, - Om at begå selvmord? Jeg er imod det.
Ebbesens hoved gjorde et lille sidelæns nik. - Ja, det er da klar tale.
- De kan jo nok se, jeg sidder jo ikke her og anbefaler mine gæster at ombringe sig selv.
- Næh, men …
- Og det er såmænd ikke, fordi de store religioner er imod det, selv om deres grunde til at være imod det ofte er tankevækkende. Men jo, jeg kan bestemt ikke tilråde det.
- Jamen, i min situation …
- Selv i Deres situation, hr. Ebbesen.
Ebbesen så lidt skuffet ud, syntes Poul. Han følte, at han måtte give sine ord vægt. - De har Deres ønske om at ende Deres liv overfor livet selv, som De har fået i gave.
- Ja, det siger man jo.
- Men det er jo sandt. Når man pludselig ikke kan se nogen udvej længere, så siger jeg, at man står overfor en udfordring.
- Som er?
- Ja, at finde meningen. At finde sig selv. At forlige sig med det, man har fået og få det bedste ud af det.
Ebbesen sukkede. - Det lyder jo meget fint alt sammen, hr. Helweg. Men –
- Hør engang, sagde Poul, - lad mig stille det op på denne måde. Jeg vil sige, at der er to af Dem. De skal tænke på Dem selv som to personer. Der er den hr. Ebbesen, som ikke kan se nogen fremtid og som vil begå selvmord. Og så er der en anden hr. Ebbesen, som jo altså i dag er gået herhen for at tale om det, som den første hr. Ebbesen har i sinde.
- Jah …
- Den hr. Ebbesen, som er gået herhen, er efter min mening den virkelige af de to.
- Siger De det?
- Ja. Den åbne, søgende hr. Ebbesen, om De vil, søger nu efter et råd, som han kan stille sin suicidale tvilling tilfreds med.
Ebbesen mimrede vurderende. – Mjah. Jo, jeg forstår godt tanken.
Poul sagde ikke noget.
- Men … hvad skal jeg så stille op med ham?
- Deres suicidale tvilling?
- Ja. Ham.
- De skal acceptere ham. Men De skal acceptere ham ud fra den forudsætning, at han netop ikke er Dem. De er den anden.
- Den, hvad sagde De, søgende?
Poul nikkede. - Ja, den, der accepterer realiteten og er åben overfor, at denne realitet ændrer sig hele tiden.
- Hmm.
Poul sagde, - Skal vi lave en aftale?
- En aftale?
- Ja. Vi aftaler, at De i de næste dage forsøger at danne Dem en fornemmelse af dualiteten i Dem selv.
- At jeg er to?
- Netop. Og at De så kommer herhen igen om tre dage og fortæller mig, hvad De tænker på.
Ebbesen tøvede. Poul lagde et lille pres på ham. - Jeg mener, hvad har De at miste? Hvis De lader den suicidale side i Dem vinde, er det jo ret uigenkaldeligt. Det kunne være, at den anden hr. Ebbesen – som jeg opfatter som den stærke, virkelige Dem – kunne se tingene i et andet lys.
Henning Ebbesen nikkede langsomt. - Joh, det kunne vi vel aftale.
- Godt, sagde Poul. - Det glæder mig.
Han så manden trisse af sted med sin hund. Han gik hen til den lille reol bag skrivebordet og fandt bogen frem. Den hed ‘I Am That’ og indeholdt et stort antal samtaler med den indiske vismand Sri Nisargadatta Maharaj.
Han så på billedet af manden, for længst død nu, det kornede sorthvide foto af en alvorlig mand med et lidt kødfuldt ansigt.
Han bladrede lidt i bogen. Somme tider sagde han noget til sine gæster, som han mente kom af en inspiration fra netop denne bog. Når det skete, konsulterede han den. Han havde opdaget, at én ting ved mandens lære i hvert fald var sand: Den var så simpel, at man af og til mistede forståelsen af den. Men for det meste var det nok at røre ved bogen.
Han var tilfreds. Han vidste ikke, om Sri Nisargadatta Maharaj ville have skrevet under på det, han netop havde fortalt hr. Ebbesen. Men det gjorde ikke noget.
Han prøvede at finde en passage om ‘nondualisme’, siden han nu selv så ubesværet havde givet den plagede mand sin egen version af ideen. Han fandt et afsnit, som ikke gav den store mening for ham i det øjeblik.
Han indså, at han var identificeret med sine tanker, sit ønske om at finde den rette passage for at berettige det, han havde sagt. Han indså, at det var irrelevant.
Han så på billedet af Sri Nisargadatta, som ikke ligefrem smilede opmuntrende eller særlig guru-agtigt op på ham.
- Jeg fulgte mit hjerte, mester, sagde han. – Jeg kan ikke gøre det bedre.
Han stirrede ned i bogen i det håb, at den alvorlige mand måske lige ville give ham et smil eller et blink. Det skete ikke.
Han satte bogen på plads og gjorde et notat i sin kalender om, at hr. Ebbesen ville komme om tre dage, hvis han ikke forinden havde givet efter for dødsdriften.