- Du sagde noget om, at vi er inviteret til middag hos nogle af dine venner i aften?
- Gorm og Gurli, sagde han. - Det er rigtigt.
- Hvem er Gorm og Gurli?
- Et ægtepar, jeg har haft ude i ‘Ærligt nærvær’.
- Okay, sagde hun. – Og det har du lyst til?
- Jeg ved godt, du ikke drikker for tiden, sagde han. - Og du behøver ikke at tage med.
- Det er okay.
- Gorm og Gurli er vældig rare, sagde han. - Gurlis bror Bjarne er der vist også.
- Alle tiders, sagde Thelma.
Det endte med, at de kom til at diskutere det.
- Kender du overhovedet de der Gorm og Gurli? sagde Thelma.
- Det kan du bande på, selv om – jeg har kun mødt ham én gang og Gurli to. Men jo, jeg kender dem i hvert fald godt nok til at spise frikadeller med dem.
Thelma virkede skeptisk, tænkte han. Hun sagde ikke noget en tid, og Poul læste adspredt i en avis, mens de sad ved hans spisebord.
Så sagde hun, - Omgås du tit med de … gæster, du har haft? Altså sådan privat?
- Njarh … ikke tit. Men det her er sådan lidt en speciel ting, fordi de mente, de havde fået noget ud af besøget. Det er sådan nærmest en takkemiddag, tror jeg.
- Så du sagde ja af høflighed?
- Nej … nej, jeg sagde ja, fordi det lød hyggeligt.
- Hvad laver de? Altså, hvad for nogen mennesker er de?
Han lagde avisen. - Det er svært at sige. De er lidt ældre end mig. Jeg tror, Gorm har haft en virksomhed af en art. Gurli … ja, jeg tror de er på efterløn begge to. Og så bor hendes bror Bjarne hos dem.
- Hvorfor det?
- Ja, han har vist haft nogle problemer, noget med noget konkurs.
- Okay, sagde hun. - Det lyder som en sjov aften.
Han sagde, - Du behøver ikke at tage med.
- Det bliver du ved med at sige. Vil du ikke have mig med, da?
- Jeg har kun sagt det én gang. Eller – jeg kan ringe afbud. Vi kan gå i biografen eller noget.
- Jeg ved ikke, om jeg er i stødet til at spise frikadeller med hr. og fru Kakkelbord og svoger Bjarne.
Poul grinede. - Det er sådan set meget præcist, af en fordom at være.
- Hvad mener du med det?
- Ja, hr. og fru Kakkelbord – sådan kan de godt virke.
- Men?
- Ja, det er jo en fordom, ikke? Ligesom det ville være en fordom, hvis man beskrev dig og din far som … jeg ved ikke, nogen Louisiana-snobber.
- Louisiana-snobber?
- Ja, du ved, hvad jeg mener. Overklasse, kunstnerisk anlagt, penge, godt vant … alt det elitære halløj, man kunne finde på at sætte på jer som familie.
Hun så på ham et stykke tid, og han mærkede en vis kulde.
- Er det sådan, du ser os?
- Nej, det gør jeg ikke. Det ved du godt. Jeg ser dig og din far som de mennesker, I er. Fordi jeg kender jer. Folk er lette at rubricere ud fra deres smag eller deres sociale status, men de er jo altid helt anderledes, når man kommer tættere på dem.
- Louisiana-snobber? gentog hun. - Ja, ja, så har man hørt det med.
- Hør nu, sagde han, - jeg synes ikke, I er snobber. Men hvis du selv kan karakterisere Gorm og Gurli som hr. og fru Danmark, uden at du nogensinde har mødt dem, så må du jo også forstå, at alle kan beskrives med den slags fraser. Selv dig og din far.
- Okay, sagde hun, - okay. Jeg tænker bare på, at jeg kommer til at virke lidt udenfor i det selskab.
Han tænkte, at hun var femogtyve, og at hun sikkert havde ret. Især hvis hun allerede tænkte sådan.
- Jamen, jeg kan da bare melde afbud.
- Nej. Nej, det skal du ikke.
- Tag da med! Hvis vi keder os, tager vi tidligt hjem.
- Jeg ved ikke, sagde hun. - Jeg ved det ikke.
Gurli havde makeup på, og stramme, hvide cowboybukser. Hun havde gjort noget ud af sig selv. Gorm var i lærredsbukser og skjorte, blå, og lugtede af den samme aftershave som i Toldkammeret.
Der var lys i entreen, da han og Thelma blev lukket ind.
- Hej! sagde Gurli og gav Poul et hurtigt, lidt akavet klem. - Godt, I kunne komme. Hej, sagde hun og gav Thelma hånden.
- Hej, sagde Thelma. - Jeg hedder Thelma.
Gurli så meget glad ud, som om hun ikke kunne se andet end glad ud. - Jeg vidste ikke, at Poul havde sådan en ung, smuk kæreste! Hej, Thelma! Det er min mand, Gorm.
Gorm gav Thelma hånden. - Hej, Thelma, og velkommen.
- Tak, sagde Thelma.
Hun fik øje på en mand, der kom ud af en af dørene til entreen i parcelhuset. Hun havde aldrig været inde i et parcelhus, der i den grad fik en til at tænke på et parcelhus. Alle parcelhuses moder, tænkte hun. Manden, der kom ud fra stuen, eller hvor det nu var, han kom ud fra, lignede Gurli lidt. Han var let overvægtig, med det samme brune hår og brune øjne som sin søster. Han var iført cowboybukser og en sweatshirt.
Gurli sagde, - Og det er min bror, Bjarne.
- Hej, sagde Bjarne og løftede hånden til hilsen.
- Det er Poul og Thelma, sagde Gurli, stadig med sin lidt hektiske værtindestemme. - Jamen, træd nærmere.
- Jeg kan se, at du er i lykkelige omstændigheder, sagde Gurli til Thelma, mens de gik ind i stuen. - Vil du have et glas juice? Jeg mener, Gorm laver en god drink, men nu om stunder drikker man ikke, når man venter sig, vel?
- Nej, sagde Thelma.
Gurli kneb ansigtet sammen i et smil og rystede på hovedet, - Nej, vel? De unge er så fornuftige nu om stunder.
Poul drak Gorms velkomstdrink – en gin og tonic – med velbehag. Den smagte godt. Det var lige, hvad han trængte til, selv om han normalt ikke drak.
- Det var lige, hvad jeg trængte til, sagde han, da de havde skålet, og Gurli havde budt velkommen endnu en gang.
Han følte sig opladet.
Der opstod en kort stilhed, da de indledende manøvrer var tilendebragt, og Poul så sig om i stuen. Pæne lædermøbler, et stort tv, der var gjort pænt og rent. Det virkede som et hyggeligt hjem, og han tog en håndfuld jordnødder til, da Gurli rakte skålen frem mod ham. De stod i en lille klynge.
- Gode nødder, sagde han.
- Ja, det siger Gorm også tit, sagde Gurli og gav sit lille grin, der endte med det umiskendelige lille snort.
Han grinede lidt, men fangede ud af øjenkrogen Thelmas ansigt, som hun lagde en anelse på sned, som i ekstrem vantro.
Så var der stille igen. Poul havde en følelse af, at i festligt lag var Gurli den festlige, mens Gorm var den, der trak hende lidt i den anden retning, sagde ‘Gurli …’, hvis hun snortede lidt for ofte eller så lidt for glad ud. Han vidste ikke med svogeren, Bjarne. Han havde ikke sagt noget endnu.
Da han gjorde det, var det, - Det er så dig, der kører det der ‘Ærligt nærvær’.
Poul nikkede. - Ja, det er mig.
Bjarne sagde, - Jeg har jo læst om dig i Dagbladet.
- Ja, de har skrevet om dig flere gange, ikke, Poul? sagde Gurli.
- Jo, sagde Poul.
Bjarne sagde, - Jeg ved ikke rigtig, hvad du laver derinde. Var der ikke postkontor?
- Jo, men det blev lukket.
- Men hvadøh … sagde Bjarne.
- Det er sådan en slags samtalested, Bjarne, sagde Gurli og sendte Poul et hurtigt smil, som for at undskylde, at hun forklarede på hans vegne.
- Samtalested?
- Ja, sagde Poul. - Et sted, hvor man kan komme, hvis man trænger til at tale med en fremmed.
Bjarne nikkede langsomt. - Om hvad? Jeg mener, hvorfor skulle man tale med en fremmed?
Poul fangede et lille glimt af Thelma. Hun så ud, som om hun morede sig i det skjulte.
Poul sagde, - Somme tider har folk nogen ting, de gerne vil snakke om med nogen, som de ikke går op og ned ad til hverdag. Du ved, en, som måske kan se tingene lidt udefra.
Bjarne nikkede. - Okay. Ligesom Kirkens Korshær.
- Ja, sagde Poul. - Lidt som Kirkens Korshær.
- Folk, der skal tales fra at tage piller, nikkede Bjarne.
- Det kan ske.
- Skilsmisse.
- Ja, men …
- Voldsramte kvinder.
- Det behøver ikke at være så dramatisk, sagde Poul. - Det kan også bare være folk, som føler sig lidt ensomme.
- Eller druk, foreslog Bjarne. - Der er nok at gå i gang med.
- Ja, men …
Poul tænkte på, om Gorm og Gurli havde fortalt Bjarne, at de selv havde været ude hos ham. Det irriterede ham lidt, at Bjarne blev ved med at se ud, som om han prøvede at komme i tanker om flere og flere kalamiteter.
Poul sagde, - Altså, grunden til at vi er her i aften er faktisk, at Gorm og Gurli her selv kom ud til mig en dag, fordi de gerne ville tale med en fremmed … hvilket vi så ikke er mere, kan man sige.
Han så sig gemytligt omkring.
Bjarne så på sin søster. - Har dig og Gorm været ude i ‘Ærligt nærvær’? Det har I sgu da ikke sagt noget om, Gurl.
- Nej, men …
- Jeg vidste ikke, at I havde problemer, sagde Bjarne.
- Jamen, det har vi sådan set heller ikke, sagde Gurli og smilede til sin bror, mens hun med øjnene sendte Poul et advarende blik.
Gurli forsvandt ud i køkkenet, og de stod lidt i stuen.
Lidt efter sagde Bjarne, - Har du mange af de der voldsramte kvinder?
Poul sagde, - Nej. Nej, jeg tror, det er lidt overdrevet. Jeg tror ikke, der er så mange af dem, som de skriver i aviserne. Det er mere –
Til hans forbløffelse sagde Thelma, - Jeg læste forleden, at der er mere end 800 kvinder i Danmark, der får tæsk hver dag.
Der var nogle sekunders pause, før Poul sagde, - 800? Hver dag?
Og Bjarne sagde det, som han egentlig selv ville have sagt. - 800 … hvordan ved de det?
Thelma sagde, - Det ved jeg ikke. Det er vel et statistisk gennemsnitstal.
Poul mødte Bjarnes blik. Bjarne havde trukket øjenbrynene lidt op, som om han ville sige, det kan godt være, du er klog, men hende der er da ligegodt klogere.
Poul følte sig irriteret, men kunne ikke finde på noget at sige, som virkede relevant. Så han sagde, - Under alle omstændigheder, 800 kvinder. Hver dag. Det er da ufatteligt.
- Ja, sagde Bjarne, - man skulle da tro, at de på et tidspunkt lærte at opføre sig ordentligt.
Poul følte Thelmas blik på sig, og et øjeblik havde han ondt af Bjarne. Han håbede, at Thelma ikke ville fortsætte med at lokke Bjarne på glatis.
Han rømmede sig og sagde, - Nej, altså, for lige at gøre det klart, Bjarne, det, jeg laver i ‘Ærligt nærvær’ er mere et spørgsmål om at sludre lidt om hverdagens helt almindelige problemer. Det kan være … pludselig kunne han ikke komme i tanker om ét eneste af hverdagens helt almindelige problemer. Han sagde, - Måske en selvstændig erhvervsdrivende, som har problemer med –
- Kassekreditten, foreslog Bjarne.
- Njarh, eller, jo, det kan også være økonomiske ting.
- Laver du så også revision? spurgte Bjarne. - Ja, for jeg har selv været selvstændig, du ved, og det der med bilagene, det er sgu tit der, man knækker nakken.
Igen mærkede han Thelmas blik på sig, og han tænkte, at hvis det ikke var for det blik, ville han slet ikke føle sig ilde til mode, men måske bedre i stand til at tackle Bjarnes bemærkninger og måske endda gasse lidt med ham. Det virkede ikke muligt nu.
Gorm, som ikke havde sagt noget, sagde nu, - Bjarne, Poul er ikke revisor. Det er mere almindelige ting.
- Hvad jeg ikke forstår, sagde Bjarne, - er, hvorfor dig og Gurli var ude i det der ‘Ærlige nærvær’.
- Jamen, det var det, jeg taler om, sagde Gorm, - ganske almindelige ting, som man trænger til at få vendt med nogen, som ligesom kan se det med friske øjne.
- I kunne da bare have vendt dem med mig, sagde Bjarne.
- Jo, men du er jo en del af familien, sagde Gorm.
Bjarne sagde, - Det der ‘Ærligt nærvær’? Betyder det, at du altid er ærlig?
- Ja, sagde Poul. Han turde ikke se på Thelma.
- Hvordan gør du det? sagde Bjarne. - Er det ikke svært?
Poul havde indtrykket af Thelmas uskyldigt drillende blik og Gorms appellerende, brune øjne i sin bevidsthed, mens han sagde,
- For det meste er det ikke svært. Men somme tider er det.
Han blev reddet af Gurli, som havde været i køkkenet og nu kom hurtigt tilbage med klaprende hæle mod parketten og sagde,
- Ja, så må I godt træde nærmere, så kan vi spise.
Det var et hyggeligt sted at sidde og spise, tænkte han lidt efter. Han havde en fornemmelse af, at Thelma måske ikke slappede af eller følte, at hun havde så meget at tale om. Gurli havde lavet lammesteg, så Thelmas frikadeller havde været en fordom.
- Det smager dejligt, sagde han og løftede sit glas mod Gurli og så hende løfte sit, mens hun bøjede hovedet en smule frem og smilede til ham med sine brune øjne ud under brynene. - Tak.
Han lagde mærke til, at samtalen til en vis grad forstummede, mens de spiste. Han var sulten, og det passede ham godt, at Bjarne gik til fadet og for en tid ikke stillede spørgsmål. Poul følte en underlig spændthed i sig, som han ikke kunne forstå. Han spiste.
- Mere kød, Poul? sagde Gurli pludselig. Han så op.
I hendes blik så han et enormt ønske om, at han ville bede om mere kød. Og sandheden var, at han godt kunne spise mere. Det var svært at sige nej, når man nu var i gang, og ens værtinde nødede en og var så sød.
- Jo, tak, sagde han.
Gorm ville også gerne have mere, mens Bjarne, som havde drukket det meste af en flaske vin nu, tavst løftede en afværgende håndflade.
Poul så hende gå ud i køkkenet med fadet. Bagfra var hun pænt slank i de hvide bukser. Han lagde mærke til, at hendes bagdel virkede mere hård end Thelmas, når man kiggede på den. Thelmas var fast og rund, men Gurlis virkede hårdere og lidt større.
De drak kaffe inde i stuen. Bjarne havde fået rigeligt at drikke under middagen, og han sagde ikke meget. Han virkede som et barn, der har fået lov til at sidde med ved bordet og tale lidt med de voksne. Nu var han løbet tør, men sad i en læderstol og drak sin kaffe med et glas cognac ved siden af.
Gorm sagde til Thelma, - Jeg kan forstå, at Gert Rudsø er din far?
Thelma, som ikke havde sagt så meget i løbet af måltidet, og som hverken kunne nyde vin, cognac eller kaffe, sagde, - Ja. Kender du ham?
- Ja, sagde Gorm. - Vi kender hinanden gennem mange år. Jeg havde jo Ørbæk.
- Ørbæk?
- Ja, det var min virksomhed. Ørbæk Madsen? I Kvistgaard? Vi lavede lak og maling. Ja, det gør de stadigvæk, men jeg solgte biksen for to år siden. Men jeg har skam leveret lak til Rudsø gennem mange år. Flink mand, din far. Dygtig.
Thelma smilede. - Jeg skal fortælle ham, at jeg har været til middag hos Gorm Ørbæk Madsen.
- Jeg kan huske engang, din far havde produceret en ny serie stole. Det er mange år siden. Han viste mig en af dem, en prototype, har det nok været. Jeg kan huske, han var helt oppe og køre, fordi han ville have, at den skulle matlakeres. Du ved - eller det ved jeg ikke, om du ved - men op til, ja, slutningen af tresserne, der var stolene jo enten lakeret med den blanke, klare lak - eller også var de voksbehandlet eller oliebehandlet.
Thelma nikkede.
- Men så fortalte jeg ham jo om den her nye lak, vi gik og rodede med på det tidspunkt. Silkeglans, kaldte vi den. Og så blev han fyr og flamme på den måde, han jo gør. Så ville han sporenstregs prøve vores nye silkeglans. Jeg kan huske, at jeg ræsede lige over til fabrikken og hentede en bøtte. Så det var hans prototype, som blev lakeret med vores prototype. Det var sgu sjovt. Der var fut i det dengang. Men dengang var du jo en lille pige, hvis du overhovedet var kommet til endnu.
Poul så Thelma, hvordan hendes ansigt for første gang den aften var afslappet og engageret. - Kan du huske, hvad det var for en stol? sagde hun til Gorm.
- Ja, den hed sådan et lokalt navn. Men det gør de vist alle sammen, ikke? Den hed noget i stil med ‘Julebæk’. Kan det passe?
- Ja. Det er en af de mest populære.
- Det vil jeg tro. Ja, lidt af en klassiker. Især i silkeglans, sagde han og grinede til hende. - Ja, Gurli og jeg har da også af og til snakket om, at det kunne være sjovt at investere i nogle af din fars møbler, men du ved, det var sgu dyrt! Jo, det var fine sager, og vi havde jo Rikke og Michael, som rendte og fedtede møblerne til, såeh … og så kom IKEA til, og i dag kan du jo faktisk få ganske udmærkede møbler for en meget billig penge.
Poul lukkede øjnene og vendte opmærksomheden bort fra deres samtale. Han så Gurlis hvide buksebag for sig.
Da han igen begyndte at høre efter, sagde Gorm, - Nej, det er sgu ikke let at køre sådan en kvalitetsvirksomhed i dag. Det har ikke været så let for din far de senere år.
Thelma så ned, mens Poul så Gorm klappe hende på skulderen og sige, - Men så er det godt, han har dig. Du lyder jo, som om du er inde i sagerne. Jeg tør vædde med, at din far ikke ville have noget imod, hvis du tog over en dag.
Poul så hendes smil komme lidt igen, da hun så på Gorm og sagde, - Det snakker han da om.
- Det er godt, sagde Gorm. - Det er godt, min ven.
Gorm rejste sig. - Gurli, sagde han højt. - Gurli?
Gurli var i køkkenet, men kom i det samme ind med en bakke med vand og øl og en skål med frugt.
- Ja, jeg tænkte, at der måske var nogen, der var blevet tørstige.
- Jeg skulle lige til at spørge, hvor vanderne blev af, sagde Gorm og så sig omkring med et smil.
De brød op ved halvtolvtiden. På det tidspunkt havde Bjarne været stille i flere timer. Poul var træt. De tog afsked. Det havde været hyggeligt.
Thelma kørte. Efter nogle hundrede meter, på vej indad Nørrevej mod Stubbedamsvej og byen, sagde han, - Det var da hyggeligt.
Thelma sagde ikke noget.
Han sagde, - De er da enormt søde.
Og lidt efter, - Synes du ikke?
- Jo, sagde hun. Og lidt efter, - Især Gorm.
Poul kørte videre i stilhed.
Så sagde hun, - Poul?
Han drejede kort hovedet mod hende. - Ja?
- Jeg …
- Er du sløj?
- Nej.
- Hvad så?
- Jeg …
Han mærkede igen den spændte fornemmelse i kroppen. Den var stærkere nu. - Sig det bare, Thelma.
Hun tav.
Han sagde, - Du ved, at du kan sige hvad som helst. Du skal bare sige det.
Hun sagde, - Det funker ikke, vel?
Selv om han vidste, præcis hvad hun talte om, sagde han, - Hvad funker ikke?
- Os.
- Hvordan mener du?
- Ja … sådan. At det ikke funker.
Han tænkte, hvis man ikke synes, det funker, så funker det ikke.
Han sagde, - Okay …
Thelma sagde, - Kan vi ikke … jeg mener, det har ikke noget med barnet at gøre. Men jeg …
Han ventede. Hun græd nu. Hun sagde, - Jeg bliver så ulykkelig, Poul. Jeg kan slet ikke … jeg kan ikke begå mig sammen med alle de mennesker, du kender. Jeg fatter ikke, du kan holde dem ud! Jeg kan ikke holde ud at være nede i din lejlighed. Det er helt anderledes nu. Jeg savner …
- Hvad savner du, skat?
Hun virrede med hovedet og snøftede. - Jeg savner mit eget hjem. Min far. Jeg tænkte på det, da Gorm talte om ham. Om min far. Det er … jeg fik … hjemvé.
Han tænkte. - Det er okay, Thelma. Det er helt okay.
Da han svingede ned ad Kongevejen, sagde hun, - Vi kan godt være kærester, og jeg vil gerne have det barn. Men jeg har brug for at være mig selv, og når jeg hos dig, er det kun dig, der kan være dig selv.
Der har vi det, tænkte han. Han følte sig ramt af ordene, men han sagde, - Hvis du siger det, så er det rigtigt.
Hun begyndte at græde igen, og hun blev ved, mens de kørte ned på Jernbanevej hen til porten ind til gården, hvor han parkerede sin bil.
Han lagde armen om hendes skulder, mens de gik op ad gaden mod opgangen. Alting var anderledes, og han følte sig med ét både ensom og glad.