Han var kommet hjem til sin tomme lejlighed. Der var ingen spor af Thelma. Måske var hun aldrig rigtig faldet til. Eller måske hørte hun bare mere til et andet sted.
Ensomheden generede ham ikke, tværtimod.
Han kogte te i køkkenet. Der var et panel af ældre, lysegule fliser over køkkenbordet. Denne sommeraften kom lyset ind fra gården, et ferskenfarvet, svagt solnedgangslys, som blandede sig med skæret fra lysstofrøret i loftet. Thelma kunne ikke komme ud i køkkenet uden at udtrykke kritik af såvel fliser som lysstofrør.
- Hvordan kan du leve med de pisgule rædsler og den gyserbelysning? sagde hun.
Han havde sagt, - Nej, det kunne godt være, man skulle skifte det ud.
Mens dampen steg op fra kedlen, opdagede han nu, at han ikke havde den mindste lyst til at skifte noget ud. Det betød næsten intet for ham, hvordan der så ud i hans køkken. Det betød næsten alt for Thelma. Han kunne ikke forklare det.
Det ringede på døren.
Han havde netop sat sin kop på bordet foran sofaen. Han rettede sig op og gik ud i gangen og lukkede op.
Udenfor stod Gurli med noget, der lignede en potteplante i armene, omviklet med lysegrønt, tyndt papir.
- Hej, Poul, sagde hun.
- Hej Gurli. Han smilede til hende. - Tak for sidst.
- Ja, det er mig, der takker, sagde hun.
Han åbnede døren helt. - Kom indenfor, sagde han.
Hun gik ind i hans korridor, mens hun sagde, - Det var sådan en hyggelig aften. Gorm og jeg syntes, det var så hyggeligt. Så jeg ville lige smutte forbi og give dig og din søde forlovede en lille blomst.
De gik ind i stuen.
- Hun er flyttet, sagde Poul.
Gurli satte potteplanten på hans spisebord. - Flyttet? sagde hun.
- Ja. I dag.
Hun så på ham. - Jamen …
Poul trak på skuldrene. - Vil du have en kop te?
Gurli stod på gulvet og så på ham. - Er Thelma flyttet?
- Ja.
- Jamen … hvorfor det?
Poul sagde, - Ja, vi … vi nærmest brød med hinanden, da vi kørte hjem ude fra jer. Og så i dag flyttede hun hjem til sig selv. Nu skal jeg koge noget vand.
Hun fulgte efter ham ud i køkkenet. Hun stod i døråbningen til det smalle lokale, mens han satte kedlen på. Han så på hende. - Men det var hyggeligt ude hos jer, sagde han.
- Jeg forstår det ikke, sagde hun. - I virkede ellers så … glade.
- Jeg synes ikke, Thelma virkede specielt glad.
Hun trak på skuldrene. - Det ved jeg ikke. Jeg kender hende jo ikke. Måske var hun lidt stille.
Han trak på skuldrene.
- Og I venter barn og alting, sagde hun.
- Ja, barnet bliver jo født, uanset, hvor vi opholder os, Gurli.
- Det var da trist, sagde hun og rystede på hovedet.
- Det er, som det er, sagde han. - Det gik faktisk meget let.
- Hvad mener du?
- Ja, da vi sad i bilen. Jeg kunne mærke på hende, at der var noget galt. Kender du ikke det? Der er ikke noget galt, sådan på overfladen, men under overfladen ligger der måske et eller andet, som lægger hele stemningen, indtil det kommer op.
- Joh, men …
- Og så kom det op, sagde han. - Hun sagde, at det ikke fungerede. At hun savnede sit eget hjem. Det er jo klar snak, ikke?
Gurli sagde, - Jo, hvis det er på den måde. Stakkels dig … du må være fuldstændig sønderknust.
Poul sagde, - Er grøn te okay med dig? Det er sjældent, jeg drikker kaffe herhjemme.
Inde i stuen satte hun sig i sofaen, mens han tog papiret af potteplanten.
- En kaktus, sagde han. - Tak.
- Har du grønne fingre? spurgte Gurli.
- Mig? Nej. Nej, jeg ved intet om blomster. Thelma sagde, at jeg kunne finde på at gå ind i en blomsterforretning og bede om en buket clamydia.
Gurli gav sit lille snort. Så blev hun alvorlig igen. - Nej, men jeg tænkte på en kaktus af en speciel grund.
- Okay? Hvad var det?
Han så hende stryge en lok hår tilbage henover øret. - Ja, det var lidt ment som en joke. Altså på grund af dig. Det der med at sige tingene lige ud – som pikkene på en kaktus. Jeg ved ikke – det virker lidt åndssvagt nu, men jeg tænkte på dig lidt som en kaktus.
- Javel. Jamen, tak. Jeg tror aldrig, jeg er blevet sammenlignet med en kaktus før.
Hun drak af sin kop.
Telefonen ringede. Poul gik hen og tog den.
Gurli sad stille og betragtede ham i profil mod den blånende himmel over taget overfor. Hun satte koppen, mens han sagde, - Ja, da, Gert.
Gurli rejste sig og fik øjenkontakt med ham. Hun gjorde sit udtryk spørgende og pegede ud mod gangen. Poul smilede og rystede på hovedet.
Så sagde han, - Ja, det er rigtigt. Ja, hun ville helst være hjemme hos sig selv.
Gurli satte sig igen.
Poul sagde, - Det ved jeg ikke, Gert.
Og lidt efter, - Det må tiden vise.
Der var en lang tavshed, mens Gert sagde noget, og Poul stirrede frem for sig. Så sagde han, - Selvfølgelig. Ja, da. Jamen, det kan ikke være andet. Men selvfølgelig gør jeg det. Det er jeg jo.
Lidt efter sagde Poul, - Gert, jeg har en gæst. Men kan vi ikke tales ved en anden dag? Du er velkommen når som helst. Ja. Ja. Jamen, så farvel.
Han lagde røret. - Det var Thelmas far, sagde han. - Rar mand. Møbelfabrikant.
Han satte sig på stolen ved vinduet og tog sin tekop i vindueskarmen.
Så sagde han, - Han ville vide, om jeg stadig betragtede mig som barnets far. Han smilede til hende. - Jeg sagde, at det er jeg jo, så det gør jeg da. Det kan man ligesom ikke lave om på.
Gurli sagde, - Må jeg spørge dig om noget?
- Ja, sagde han. - Lige hvad du vil.
Hun sagde, - Elsker du Thelma, Poul?
Han så på hende. - Elsker? Hvad mener du med det?
Hun skar en grimasse. - Det ved du godt.
- Nej, det ved jeg ikke.
- Du ved ikke, hvad det vil sige at elske nogen?
- Det sagde jeg ikke. Jeg sagde, at jeg ikke ved, hvad du mener med de ord.
- Elsker, gentog hun. - Altså … elsker.
- Hvad betyder det? sagde han.
Hun sagde, - Nu mig og Gorm. Den dag ude hos dig? Du gjorde mig så glad, Poul. Fordi du spurgte ind til alle de ting, som jeg ikke kunne fortælle Gorm.
- Ja?
- Og så … ja, så gik det op for mig, at jeg virkelig elsker min mand, ikke.
- Jo.
Hun rynkede panden. - Jamen, så forstår du da også godt, hvad det vil sige, ikke?
- Nej, jeg forstår, at du har nogle følelser for Gorm, som du kalder at elske. Men det har jo ikke noget med mig at gøre.
- Du ved godt, hvad jeg mener.
- Nej. Jeg forstår, hvad du siger, men jeg ved jo ikke præcis, hvad alle de følelser inde i dig føles som. Jeg stoler ikke så meget på følelser i det hele taget.
Hun virrede med hovedet. - Det forstår jeg ikke.
Han sagde, - Der kan du se.
- Hvad?
- Ja, du bruger ordet elske, og jeg siger, at jeg ikke stoler så meget på følelser, og selv om det er ret enkle ord, så forstår vi alligevel ikke rigtig, hvad det er, hinanden har så mange følelser om. Under alle omstændigheder skifter følelser hele tiden. Om morgenen synes man én ting, om aftenen tænker man, hvorfor syntes jeg det i morges?
Gurli smilede, mens hun rystede på hovedet. - Jamen … hvis du ikke tror på følelser – hun spærrede øjnene op, som om der ikke var andet at tro på i denne verden end følelser – hvad tror du så på?
Poul sagde, - Virkeligheden.
- Og følelser er ikke virkelige?
- Jo, i det øjeblik, man føler dem, føles de meget virkelige. Men som sagt, de har det med at ændre sig hele tiden.
- Det er sgu da det mest underlige, jeg længe har hørt, sagde Gurli.
Poul grinede. - Jeg kan give dig et eksempel. Kan du lide chokolade?
- Ja, sagde Gurli, - har du noget? Hun gav sit lille snort.
- Nej, sagde Poul. - Men – du kan godt lide chokolade.
- Jeg elsker chokolade.
- Okay. Du ved godt, det feder, ikke?
Hun rettede ryggen. - Siger du, jeg er for tyk?
- Nej, sagde han. - Men du ved godt, at det feder, ikke?
- Det ved enhver skolepige.
- Netop. Men af og til har du lyst til chokolade.
- Ja. Især ‘Toffefee’ – kender du dem?
- Ja, de er gode. Hvad gør du så, når du får lyst til en ‘Toffeefee’.
- Køber en æske, sagde hun. - Hvad ellers?
- Okay. Du har en kraftig lystfølelse efter ‘Toffeefee’.
- Du får det til at lyde helt frækt.
Han ignorerede hende. - Og så spiser du en.
- Én? Det mest sandsynlige er, at Gorm og jeg kværner hele det øverste lag, mens vi ser ‘Kender du typen?’
- Okay, smilede han. - Og så?
- Ja, så lidt senere kommer bondeangeren jo.
- Bondeangeren?
- Ja, når man har spist lidt for mange. Så tænker man jo på den slanke linie igen. Man tænker, du ved, på dellerne.
- Ja.
Hun så på ham. - Poul? Jeg ved simpelthen overhovedet ikke, hvad vi taler om.
Poul sagde, - Vi taler om følelser.
- Og ‘Toffeefee’.
- Kan du ikke se det?
- Se hvad?
- Ja, at det ene øjeblik er Gurlis følelse, at hun må have en ‘Toffeefee’, og lidt senere, når hun har spist dem, så er hendes følelse, at ‘Toffeefee’ er skabt af djævlen selv. Så jeg vil vove at påstå, at dine følelser for chokolade er mildest talt upålidelige. De skifter, som vinden blæser.
Hun lænede sig tilbage. - Nu spurgte jeg dig altså, om du elsker Thelma. Vi taler ikke om chokolade, Poul. Du skal ikke forsøge at manipulere med mig.
- Jeg manipulerer ikke, Gurli. Jeg siger, hvad jeg mener. Og jeg kan ikke give dig et svar på, om jeg elsker Thelma. Da hun sagde, at hun gerne ville flytte hjem, og det ikke fungerede mellem os, tænkte jeg, fint. Så flyt hjem. Vi lever i et frit land. Hvorfor skulle hun blive her, hvis hun hellere vil være et andet sted?
- Jamen, elsker du hende?
Han sagde, - Jeg vil hendes bedste. Jeg vil gerne se hende glad.
Gurli pustede ud. - Meget kan man sige om din ærlighed, Poul, men den er satme ikke særlig romantisk.
- Romantisk? gentog han. - Hvad betyder det?
Hun havde åbenbart ikke travlt, tænkte han. Men det passede ham egentlig fint med lidt selskab, især kvindeligt selskab af en lidt mere moden slags end Thelmas. Det var, som om Gurlis tilstedeværelse blæste en anden energi ind i hans stue.
Hun sagde, - Det er måske også lige meget … altså med den kærlighed. Hvis du skal gøre det så besværligt.
- Jeg har ikke gjort noget besværligt, Gurli. Det var dig, der absolut ville ind på det.
- Så lad mig sige det på en anden måde … synes du, jeg er tiltrækkende?
- Ja, sagde Poul, - det syntes jeg allerede ude i ‘Ærligt nærvær’.
Hun kneb øjnene lidt til. - Hvordan tiltrækkende?
- Ja, lad mig se … du har sådan en rolig energi. Du hviler i dig selv. Det er tiltrækkende. Du er let at tale med. Du er … når jeg taler med dig, føles det, som om vores kontakt er meget tæt.
- Hvad mere? Hun smilede let.
- Ja, lad mig se. Du har meget smukke hænder. Stærke og brune. Det er tiltrækkende. Dine øjne er pæne. Dine bryster er pæne. Store. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, ude hos jer, at din røv er lidt større end Thelmas – men pæn. Så jo – jeg synes, du er tiltrækkende.
Han så på hende.
Gurli sad helt stille, stadig med øjnene lidt knebet i og et lille smil. Hendes hoved var drejet en lille smule til siden.
- Er det noget, du føler? sagde hun.
- Ja, det er de følelser, der kom ind i mine tanker, fordi du spurgte mig.
- Men du føler måske noget andet i morgen?
- I morgen er det slet ikke sikkert, at jeg tænker på dig. Der er sikkert noget andet i morgen.
- Men, sagde hun, - er det sådan, at du måske en anden dag kan finde på at tænke, du ved, ‘Gurli, hun har sgu da bare en skrivepult af en barm’?
- Det er muligt, sagde han, - men ikke sandsynligt. Som de fleste andre mænd er jeg en beundrer af store bryster. Det lader til at være en ret konstant følelse.
Hun nikkede langsomt. - Hvor romantisk, sagde hun så. - Men jeg forstår godt, hvad du siger.
Så satte hun sin kop på gulvet og rejste sig. Poul rejste sig også.
Gurli sagde, - Ja, men … det var jo en værre historie, Poul. Men jeg håber, at du i hvert fald er glad for kaktussen.
- Det kan du tro. Tak for den, sagde han.
- Selv tak. Jeg … ja, jeg synes, det er interessant at tale med dig. Og jeg er smadderglad for, at du tog dig tid til at tale med mig og Gorm.
- Ja, det var hyggeligt.
De stod lidt på gulvet. Det var tydeligt, at hun skulle gå. Poul sagde, - I er altid velkomne i ‘Ærligt nærvær’.
Hun sagde, - Med hensyn til det ærlige … jeg vil da bare lige sige til dig, at jeg synes, du er en rigtig dejlig mand, Poul. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor Thelma … men det skal jeg ikke blande mig i. Jeg håber bare, at I finder ud af det på en eller anden måde.
- Det gør vi da. Selvfølgelig gør vi det. Og tak for de pæne ord, Gurli.
Hun gav ham et knus ude ved døren. Poul kunne igen mærke hendes moderlige krop og de venlige følelser, hun havde for ham.
- Vi ses, sagde hun ude på afsatsen.
- Det gør vi sikkert, sagde Poul. - Hils Gorm og Bjarne.
Han gik ind i stuen igen, mens han tænkte på Gurli. Hun var let at tænke på. Han bar hendes kop ud i køkkenet og skyllede den. Så kogte han mere vand til sig selv. Da hans nye kop te var klar og stod og trak, lænede han sig mod køkkenbordet. Hans hjerne var tom. Over ham skinnede lysstofrøret, som Thelma ikke brød sig om. Mellem lysstofrøret og loftet summede et insekt. Poul tænkte på, hvorfor det ikke fløj sin vej – måske holdt det på sin egen insektmåde også af lysstofrør. På den modsatte side af gården bag ejendommen var himlen nu blevet mørkeblå. Tagryggen derovre stod skarpt mod den bræmme af rosa, som var de sidste stråler fra den nedgående sol. Der var helt stille. Han tog sin kop og gik ind i stuen.