- Jamen, jeg troede, du og Poul var … forelskede, sagde Kara til Thelma, da de havde sat sig på verandaen i huset, hvor Kara boede.
- Det troede jeg også, sagde Thelma, - men … men det var vi så åbenbart ikke alligevel.
Kara så på hende, en sort kvinde med et grønt tørklæde om sit sorte, krøllede hår. Der var varmt og stille på verandaen – det var her, Kara første gang havde truffet Poul, den uvirkelige eftermiddag, efter at Karas mand var blevet dræbt, da han kørte ind i en flok køer, som havde trådt hegnet omkring marken ned.
Hun tænkte på den dag nu, på sine børn, Elias og Sarah, og sin mand, Nils-Poul, som havde arbejdet i mange år for Thelmas far på fabrikken. Og hun tænkte på Thelma den dag – Thelma, som måske kunne have afværget ulykken, men som ikke gjorde det, fordi hun troede, at hendes stedmoder kørte den bil, som Karas mand havde kørt.
Men mest tænkte hun på manden Poul, som hun kun havde set den ene gang. Han var en meget flot mand, men det var ikke det, der havde gjort det største indtryk på hende. Det var mandens rolige maner, hans evne til at være tilstede og ikke lægge en masse overflødige ord hen over noget, som ingen kunne gøre godt med ord. Hun huskede, at han var gået med ind i huset og havde hjulpet hende med at hente noget at drikke til det chokerede selskab på verandaen. Det havde ikke forbløffet hende, da Thelma havde fortalt hende, at hun ventede denne Pouls barn.
Kara sagde, - Hvorfor er I ikke forelskede?
- Fordi … han er så anderledes, sagde Thelma. - Han er så … sød.
Kara løftede øjenbrynene.
Thelma sagde, - Men han er … han er sød overfor alle.
- Er det dårligt?
Thelma virrede med hovedet. - Jeg kan ikke forklare det, Kara.
Kara sagde, - Hvor gammel er Poul?
- Han er 48.
Kara nikkede. - Han har levet meget længere end dig, baby.
- Ja, men derfor behøver han vel ikke …
- Han holder af dig, Thelma.
- Ja, men han forstår ikke, at jeg kommer fra en anden slags familie.
- Aha, sagde Kara. - Hvordan ved du det?
- Da vi … ja, altså, den aften, vi blev enige om, at jeg skulle flytte hjem? Det var mig, der sagde det. Vi havde været til middag hos nogen af hans såkaldte venner. Jeg har aldrig følt mig så udenfor i hele mit liv.
- Venner?
- Ja, nogen af hans gæster. Fra ‘Ærligt nærvær’. Hans eneste interesse her i livet.
Kara sagde, - Du mener, sådan som andre mennesker interesserer sig mest for klassisk dansk møbelkunst?
Thelma sagde, - De var så forfærdelige, Kara. De var … ja, de var da søde nok, men det hjem … det var simpelthen som en parodi.
- På hvad?
- På … på danskerne, du ved. Hr. og fru Kakkelbord.
Kara løftede igen øjenbrynene. - Hvad mener du?
Thelma sagde, - De var bare så almindelige. Talte om ligegyldigheder.
- Var de fattige? spurgte Kara.
- Nej – de var bare småborgerlige og intetsigende.
- Ja, sagde Kara. - Og det er ikke lige dig.
- Men Poul, han var som en fisk i vandet. Han havde åbenbart hjulpet dem med et eller andet problem. Han var i godt humør, og jeg tænkte bare, du ved, det her sker ikke. Det er ikke min kæreste, der sidder og smalltalker med de hyggehejsatyper.
Kara tænkte et øjeblik på den by i Somalia, hun havde forladt som ung, da hun havde truffet Nils-Poul og var blevet forelsket i ham. Hun så landsbyen for sig, de små lerklinede huse med tagene af bølgeblik, den store, blå himmel og børnene med bare fødder, klædt i laset tøj. Så rettede hun igen opmærksomheden mod Thelmas problemer.
- Jeg tror måske, Poul er lidt som præsten hjemme, sagde hun.
- Præsten?
- Ja, sagde Kara. - En hellig mand. Han var også god mod alle. Han gjorde ikke nogen forskel på folk.
- Poul er ikke nogen hellig mand, sagde Thelma i et tonefald, som antydede, at hun fandt betegnelsen latterlig.
- Er du sikker på det?
Thelma sagde, - Hvorfor skulle han være hellig?
- Det ved jeg ikke. Der er nogen, som er sådan. Men ikke mange.
- Jeg ved ikke, hvad en hellig mand er, sagde Thelma. - Problemet er, at jeg skal have et barn med Poul.
Kara smilede. - Måske bliver det et helligt barn, sagde hun.
Men Thelma stirrede ud gennem verandaens glas, ud mod den grønne plæne, som Kara slog to gange om ugen. - Jeg ved ikke, sagde hun. - Jeg forstår ikke, hvad der foregår.
- Elsker du ham? sagde Kara.
Thelma rettede blikket mod hende. - Det spurgte min far også om.
- Det vil jeg tro, nikkede Kara. - Hvad svarede du?
- At jeg ikke ved det. Hvordan fanden skal man vide, om man elsker en person, når den person … han sagde ikke noget, Kara. Jeg sagde, at jeg gerne ville hjem, og han sagde bare okay. Det var fint med ham. Så hvad siger det om hans kærlighed? Hvad?
Efter nogle sekunder sagde Kara, - Så han elsker hele verden, og du ved ikke rigtig?
Thelma så på hende. - Det kan man vel godt sige.
Kara smilede. - Det kunne være værre, Thelma. Det kunne være meget værre.
Men Thelma så ikke ud, som om hun var enig.
Kara sagde, - Hvad med barnet? Hvad siger han til det?
Thelma gjorde en lille bevægelse med hovedet. - Det er også det … han tager så let på det.
- Let?
- Ja, han … det er det samme igen. ‘Barnet bliver jo født, uanset, hvor vi bor, Thelma’, siger han.
- Det er da også rigtigt.
- Ja, det er rigtigt. Men hvis jeg sagde det, ville det lyde som det mest åndssvage i hele verden, ikke? Jeg ved godt, at barnet bliver født, uanset, hvor vi bor.
Kara sagde, - Der er da ikke noget forkert i at tage tingene let, baby.
Thelma begyndte at græde. Kara lod hende sidde og sagde ikke noget.
Lidt efter sagde Thelma, - Problemet er, at jeg tror, at man ikke rigtig kan elske sådan en som Poul. Eller – man kan ikke lade være, men det er aldrig en kærlighed, som kommer igen. Den kommer igen til alt og alle. Som om han ikke gør forskel.
- Måske gør han ikke forskel.
Thelma så på hende. - Tror du virkelig, at der findes sådan nogen mennesker, Kara.
- Jeg tror, at du leder efter noget, som måske ikke findes. Du kunne finde en mand, som slet ikke elskede noget eller nogen. Eller du kunne finde en mand, som kun elskede dig og ikke ville have, at du talte med andre. Nu skal du have et barn med en mand, som åbenbart elsker … verden. Livet. Og så bliver du ked af det, fordi en mor har brug for, at faren skal holde særligt af hende.
- Jamen, han holder af mig, græd Thelma. - Jeg kan bare ikke finde ud af det.
Kara rejste sig og lagde armene om Thelma. Hun havde kendt Thelma, siden hun var lille. Thelma havde endda været kæreste med hendes egen søn, Elias, som var i Amerika nu. Hun rokkede Thelma roligt frem og tilbage, mens hun trøstede hende og tænkte på Poul Helweg, hvis kærlighed var for meget for Thelma at kapere. Hun kunne ikke finde nogen forløsende ord. Hun tænkte, at Poul ville smile og ryste let på hovedet, hvis han sad her nu. Kara følte sig tættere på manden Poul end på Thelma, men hun kunne ikke forklare sig selv – og slet ikke Thelma – hvorfor. Det var bare sådan. Og hvis man ikke accepterede det … hvis man ikke accepterede det, tænkte Kara, så fik man det som Thelma.
Endelig sagde hun, - Thelma, baby, dit barn får en god far. Og en god mor. Du må bare stole på, at alting går, som det skal.