Jeg går hen til Fieldings skrivebord igen og sætter mig i hans stol, mens mine fingre rører ved noget glat og tyndt i en af hans kittellommer. Jeg trækker et firkantet stykke gennemsigtigt, papirtyndt plastic op.
»CFC havde ikke brug for at gøre et dårligt førstehåndsindtryk hos FBI, men jeg er sikker på, at du kan ændre det.« Det siger Benton, som om han fortryder det, han lige har spurgt mig om, som om han er ked af det, han lige har konfronteret mig med som efterforsker.
Jeg snuser til plasticen, som Fielding må have pillet af et smertestillende plaster med eucalyptusduft og tænker fortørnet: Ja, netop, FBI. Jeg er så kisteglad for, at jeg kan ændre skide FBI’s opfattelse af mig.
»Jeg vil nødig, at du skal synes dårligt om alting her, alt, hvad du er kommet hjem til,« fortsætter Benton. »Det vil ikke være til nogen hjælp, hvis du gør det. Der er en masse, der skal ordnes, men det skal vi nok finde ud af. Det ved jeg, vi gør. Jeg er ked af, at vores samtale var nødt til at gå i visse retninger. Jeg er virkelig ked af, at vi blev nødt til at gå ind i alt det her.«
»Lad os tale om Douglas og David.« Jeg husker ham på de navne, han refererede til for et par minutter siden. »Hvem er det?«
»Jeg er ikke spor i tvivl om, at du får sat din vilje igennem og får stedet her til at køre, får det gjort til det, det var meningen, det skulle være, nemlig enestående og helt i top. Bedre end noget, de har i Australien, i Schweiz, ja, selv bedre end nogen af de steder, hvor de gjorde det først, og det indbefatter også Dover, ikke? Jeg har fuldstændig tillid til dig, Kay. Det må du aldrig glemme.«
Jo mere Benton forsikrer mig om sin tillid, jo mindre tror jeg på den.
»Politiet respekterer dig, og det samme gør militæret,« tilføjer han, og det tror jeg heller ikke på.
Hvis det passede, ville han ikke være nødt til at sige det. Og hvad så? tænker jeg derpå med en fjendtlighed, der synes at dukke op ud af det blå. Jeg har ikke brug for, at folk kan lide mig eller respekterer mig. Det er ikke nogen popularitetskonkurrence. Er det ikke det, Briggs altid siger? Det er ikke nogen popularitetskonkurrence, oberst, eller hvis han vil være mere personlig: Det er ikke nogen popularitetskonkurrence, Kay, og så smiler han skævt og har et jernhårdt glimt af hæmningsløshed i øjnene. Han er pisseligeglad med, om der er nogen, der kan lide ham, og trives rent faktisk med, at folk ikke bryder sig om ham, og det vil jeg også begynde at trives med. De kan gå ad helvede til alle sammen. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, og det er da noget. Jeg vil gøre noget, åh ja, det vil jeg. Ingen skal tro, at jeg bare kommer hjem og tager imod, ikke gør noget ved det, lader hvem det så end er, få sin vilje. Nej. For helvede da, nej. Det kommer ikke til at ske. Den, der kunne finde på at tro det, kender mig allerhelvedes dårligt.
»Hvem er Douglas og David?« spørger jeg igen, og jeg lyder kort for hovedet.
»Douglas Burke og David McMaster,« siger Benton.
»Dem kender jeg ikke. Hvordan kender du dem?« Nu er det mig, der står for afhøringen.
»FBI’s Boston-filial, Bostons sikkerhedstjeneste. Du har endnu ikke lært de lokale at kende, ikke nøglepersonerne, men det kommer du til. Det indbefatter også kystvagten. Jeg skal nok hjælpe dig med at lære dem alle sammen at kende heromkring, hvis du da vil lade mig gøre det. For en gangs skyld kunne jeg være dig til nytte. Jeg har savnet at være nyttig for dig. Jeg ved, du er rystet.«
»Jeg er ikke rystet.«
»Du er helt opkogt, og du ser chokeret ud. Det var ikke min mening at chokere dig. Det er jeg ked af, at jeg har. Men det er noget, jeg har haft brug for at få at vide at flere forskellige grunde.«
»Og er du så tilfreds?«
»Det er altafgørende at vide, hvor du står i alt det her, og hvilken rolle du spiller i det,« siger han, mens jeg står og holder det tynde plasticstykke, en firkant på størrelse med en pakke cigaretter.
Jeg løfter det op mod lyset og kan se Fieldings store fingeraftryk på den gennemsigtige plastic og nogle mindre, der må være mine. Fielding overbelaster altid sine muskler, han er altid øm og forstrakt, især når han misbruger anabolske steroider. Når han er tilbage ved sine gamle dårlige vaner, lugter han som mentolhostesaft.
»Hvad har sikkerhedstjenesten og kystvagten at gøre med det, vi taler om?« Jeg åbner skrivebordsskufferne og kigger efter Nuprin, Motrin eller Bengay-plastre, efter Tigerbalsam, efter hvad som helst, der kan bekræfte min mistanke.
»Liget af Wally Jamison lå i vandet i havnen ved kystvagtstationen. Lige under næsen på dem. Og det tror jeg var meningen,« svarer Benton, mens han ser på mig.
»Eller måske var det kajen, for den ligger øde hen efter mørkets frembrud. En af de få kajer i området, som man kan køre ud på i bil. Jeg kender sgu godt det område. Og det gør du også. Vi kender det, og nogle af de mennesker, som arbejder der, ville formentlig vide, hvem vi er, vi har gået rundt der så mange gange, lige ved siden af det sted, hvor vi opholder os, når vi en sjælden gang kan slippe af sted med at komme væk og være alene og være høflige over for hinanden.« Jeg lyder sarkastisk og ondskabsfuld.
»Der er kun adgang for personale. Må jeg spørge, hvad det er, du leder efter? Jeg er sikker på, det viser sig at være noget, der står frit fremme.«
»Det er min klinik. Hele det her sted er min klinik. Jeg leder sgu efter det, der passer mig. Frit fremme eller ej.« Min puls flyver af sted, og mine følelser er i oprør.
»Der er ikke offentlig adgang til kajen. Det er ikke alle og enhver, der kan køre ud på den i bil,« svarer Benton, mens han bekymret ser på mig. »Det var ikke meningen at forskrække dig i den grad.«
»Vi går da tit derover, og der er ingen, der beder om at se vores id. De står ikke og vifter med maskinpistoler. Det er et turistområde.« Jeg er påståelig og aggressiv, og det har jeg ikke lyst til at være.
»Kystvagtstationen er ikke noget turistområde. Der er en vagtport, som man skal igennem for at komme ud på molen,« siger Benton helt roligt, helt rimeligt, og han bliver ved med at se på sin iPhone. Han ser på den og så på mig, frem og tilbage, og læser os begge to.
»Jeg savner det. Lad os snart tage derover et par dage.« Jeg prøver på at lyde sød, fordi jeg opfører mig forfærdeligt. »Bare os to.«
»Ja, det gør vi. Snart,« siger han. »Så får vi snakket og får redt det hele ud.«
Jeg ser den forbløffende klart for mig, vores yndlingssuite, der når ud i vandet som en fingerspids på Fairmont Hotel på Batterikajen, klos op ad kystvagtstationen. For mit indre blik ser jeg havnens krappe mørkegrønne vand og kan høre det slå ind mod pæleværket, som om jeg rent faktisk var der. Jeg kan høre dokkerne knage, rigningen slå mod masterne og de dybe bastoner fra hornene på de store skibe, som om det altsammen kunne høres lige uden for Fieldings kontor.
»Og så tager vi ikke telefonen, og vi går lange ture og får roomservice og kigger på fuldriggerne og bugserbådene og tankskibene fra vinduet. Det ville være dejligt. Synes du ikke også, det ville være dejligt?« Men jeg lyder ikke sød, da jeg siger det. Jeg lyder anmassende og vred.
»Det gør vi her i weekenden, hvis du har lyst. Hvis vi kan,« siger han, mens han læser noget på sin iPhone og scroller ned med tommelfingeren.
Jeg flytter min kaffe, og hjørnet af skrivebordet ser ud til at være rundt, ikke firkantet. For meget koffein, og mit hjerte slår hårdt. Jeg føler mig svimmel og irritabel.
»Jeg hader, at du ser på din telefon hele tiden,« siger jeg, inden jeg kan nå at standse mig selv. »Du ved, hvor meget jeg hader, at du gør det, når vi taler sammen.«
»Det er altså nødvendigt lige nu,« siger han, mens han kigger på den.
»Kør af på motorvej 93, ud på Commercial Street, og så er man der.« Jeg bliver ved. »Det er en nem måde at komme af med et lig på. Kør det derud, og smid det i havnen. Uden tøj, så de spor, der kunne have været fra bagagerummet, for eksempel, sikkert blev vasket væk.« Jeg lukker den nederste skuffe og lyder underlig, også over for mig selv, mens jeg fraværende mumler: »Smertestillende plaster. Nej. Og jeg har heller ikke set nogen i mine skrivebordsskuffer. Kun tyggegummi. Jeg har aldrig brugt tyggegummi. Jo, da jeg var barn. Dubble Bubble til halloween, med det farvestrålende gule vokspapir, som er snoet i enderne.«
Jeg kan se det. Jeg kan lugte det. Min mund løber i vand.
»Her er en hemmelighed, jeg aldrig har fortalt nogen. Jeg genbrugte det. Jeg tyggede det og pakkede det ind igen. I flere dage, indtil der ikke var nogen smag tilbage.«
Min mund løber i vand, og jeg synker flere gange.
»Jeg holdt op med at tygge tyggegummi, da jeg holdt op med gys eller guf til halloween. Hør bare, nu har du mindet mig om gys eller guf, og det er noget, jeg ikke har tænkt på i jeg ved ikke hvor mange år. Jeg forstår ikke, hvordan det pludselig er kommet ind i hovedet på mig. Nogle gange glemmer jeg, at jeg nogensinde har været barn. At jeg nogensinde har været ung og dum og tillidsfuld.«
Mine hænder ryster.
»Det er bedst ikke at være glad for noget, man ikke har råd til, så jeg gjorde det til en vane ikke at bruge tyggegummi.«
Jeg dirrer.
»Det er bedst ikke at se ud, som om man er vokset op i underklassen, især da hvis man rent faktisk er vokset op i underklassen. Hvornår har du set mig med tyggegummi? Det bruger jeg ikke. Det er underklasse.«
»Der er ikke noget ved dig, der er underklasse.« Benton iagttager mig forsigtigt, vagtsomt, og jeg kan se, hvad der lyser ud af øjnene på ham. Jeg gør ham bange.
Men jeg kan ikke holde op. »Jeg har fandeme arbejdet hårdt hele livet for ikke at se ud som underklasse. Du kendte mig ikke, dengang jeg begyndte på min karriere og ikke havde nogen anelse om, hvordan folk var i virkeligheden, folk, som har fuldstændig kontrol over en, folk, som man rent faktisk forguder, og hvad de er i stand til at lokke en ud i, så man aldrig mere føler det samme over for sig selv. Og så begraver man det som det dunkende hjerte under gulvbrædderne i den der fortælling af Edgar Allan Poe, men man ved altid, at det er der. Og man kan ikke fortælle det til nogen. Selv ikke, når det holder en vågen om natten. Man kan ikke engang fortælle det menneske, der står en nærmest, at der ligger dette kolde, døde hjerte under gulvbrædderne, og at det er ens egen fejl, at det er der.«
»Nej, hold nu op, Kay.«
»Det er sært, at alt det, vi elsker, synes at være så tæt på noget hadefuldt og dødt,« er det næste, der dukker op i mit hoved. »Nå ja, ikke alt.«
»Er du okay?«
»Jeg har det fint. Jeg er bare stresset, og hvem fanden ville ikke være det? Vores hus ligger et stenkast fra Norton’s Woods, hvor der blev slået en mand ihjel i går, og han har måske været på Courtauld Gallery på samme tid som Lucy og jeg sommeren før den 11. september, og det tror hun i øvrigt skete på grund af os. Liam Saltz var der også, på Courtauld, en af foredragsholderne. Jeg mødte ham ikke på det tidspunkt, men Lucy har ham på cd. Jeg kan ikke huske, hvad det var, han talte om.«
»Jeg kunne godt lide at vide, hvorfor du nu nævner ham.«
»Et link på en webside, som Jack af en eller anden grund havde været inde på.«
Benton siger ikke noget, og hans blik viger ikke fra mig.
»Du og jeg går på The Biscuit, når jeg er hjemme på weekend, og måske har vi været der på samme tid som Johnny Donahue og hans veninde fra MIT,« fortsætter jeg og kan ikke følge med mine egne tanker. »Vi elsker Salem og alle olierne og stearinlysene i butikkerne der, og det er de samme butikker, som sælger jernspigre, djævleben. Vores yndlingsudflugtssted i Boston er lige ved siden af det sted, hvor liget af Wally Jamison blev fundet om morgenen efter halloween. Er der nogen, der udspionerer os? Er der nogen, der kender til alt, hvad vi foretager os? Hvad ærinde havde Jack i Salem til halloween?«
»Liget af Wally er blevet anbragt, hvor det lå, fra en båd, ikke kørt derud ad kajen,« svarer Benton, og jeg har ingen anelse om, hvor han har den oplysning fra.
»Alle de her ting til fælles. Man skulle tro, vi boede i en lille provinsby.«
»Du ser ikke ud til at have det godt.«
»Er du sikker på, det var en båd? Jeg har det, som om jeg har en hedetur.« Jeg rører ved min kind, trykker min hånd ind mod den. »Du gode gud. Det bliver det næste. Der er virkelig meget at glæde sig til.«
»Den kendsgerning er mere relevant, at der er nogen, som helt overlagt smed hans lig i vandet, hvor hundred-fods-kuttere har hjemhavn med vagter om bord.« Benton holder øje med hver en bevægelse, jeg gør. »Og ved daggry kommer det administrative personale og andre ansatte på arbejde, og kajen bruges som parkeringsplads. Alle disse mennesker står ud af deres biler og ser et lemlæstet lig ligge i vandet. Det er råt. At slå en lille dreng ihjel i hans egen have, mens hans forældre er inde i huset, er råt. At slå nogen ihjel i Norton’s Woods en søndag, hvor der spilles Super Bowl, mens der bliver afholdt et VIP-bryllup, er råt. At gøre alt dette i vores eget nabolag er råt. Ja.«
»Først ved du, at det er en båd. Dernæst ved du, at det var et VIP-bryllup, ikke bare et bryllup, men et VIP-bryllup.« Jeg spørger ikke, jeg konstaterer. Han ville ikke sige det, hvis han ikke vidste det. »Hvorfor var Jack i Salem? Hvad skulle han der? Man kan ikke engang opdrive et hotelværelse i Salem til halloween. Man kan ikke engang køre dertil, så mange mennesker er der.«
»Er du sikker på, du har det godt?«
»Tror du da, det er noget personligt?« spørger jeg, mens jeg er besat af tanken om, hvor lille verden er. »Jeg kommer hjem, og det er så min velkomst. At få al denne hæslighed og død og svig og forræderi smidt lige i fjæset, praktisk talt.«
»I nogen grad, ja,« siger Benton.
»Nå, men tak for det.«
»Jeg sagde: ‘I nogen grad.’ Ikke alting.«
»Du sagde, at du tror, det er personligt. Jeg vil gerne vide helt nøjagtigt, hvordan det er personligt.«
»Prøv at falde lidt ned. Træk vejret langsomt.« Han rækker ud efter min hånd, og jeg vil ikke lade ham røre mig. »Langsomt, langsomt, Kay.«
Jeg trækker mig væk fra ham, og han lægger hånden i skødet igen, ned til sin iPhone, som blinker rødt hvert andet sekund, mens sms’erne lander. Jeg har ikke lyst til, at han skal røre ved mig. Det føles, som om jeg ikke har nogen hud.
»Findes der noget at spise her på stedet? Jeg kan ringe efter noget,« siger Benton. »Måske er det lavt blodsukker. Hvornår har du sidst fået noget at spise?«
»Nej. Det kan jeg ikke nu. Jeg har det fint. Hvorfor siger du ‘VIP’?« hører jeg mig selv spørge.
Han ser på sin telefon igen, hvor det lille røde lys blinker sit signal. »Anne,« siger han til mig, mens han læser det, der lige er kommet ind. »Hun er på vej, hun er tilbage her om et par minutter.«
»Hvad mere? Jeg kan downloade scanningen herinde og se på den.«
»Hun har ikke sendt den. Hun har prøvet på at ringe til dig. Men du sidder jo helt klart ikke ved dit skrivebord. Der var hemmelige agenter til stede ved brylluppet. De ydede beskyttelse til en VIP, men det er jo helt klart, at det ikke var ham, der havde brug for det,« siger Benton. »Der var ingen, der holdt øje med ham, der havde brug for beskyttelse. Vi vidste ikke, at han ville befinde sig der.«
Jeg tager endnu en dyb indånding, og jeg prøver at diagnosticere et hjerteanfald, hvis det nu er sådan et, jeg er ved at få.
»Har agenterne set, hvad der skete?« Mount Auburn må være det nærmeste hospital. Jeg har ikke lyst til at komme på hospitalet.
»Dem, der stod ved yderdørene, kiggede ikke på ham og så det ikke. De så folk styrte hen omkring ham, da han faldt sammen. Der var ingen grund til, at han skulle være interessant, og agenterne blev på deres post. Det var de nødt til. Hvis det nu skulle være en afledningsmanøvre. Man skal altid blive på sin plads, når man er på beskyttelsestjeneste; det er en sjælden undtagelse, at man tager et andet fokus.«
Jeg fokuserer på ubehaget i brystkassen og min stakåndethed. Jeg sveder og er svimmel, men der er ingen smerter i armene. Ingen smerter i ryggen. Ingen smerter i kæben. Ingen udstrålende smerter, og hjerteanfald forårsager ikke ændret tænkemåde. Jeg ser på mine hænder. Jeg holder dem foran mig, som om jeg kan se, hvad der er på dem.
»Da du så Jack i sidste uge, lugtede han da af mentol?« spørger jeg, og derefter siger jeg: »Hvor er han? Hvad er det helt nøjagtigt, han har gjort?«
»Hvad er det med mentol?«
»Ekstrastærke Nuprin-plastre, Bengay-plastre, sådan noget.« Jeg rejser mig fra Fieldings skrivebord. »Hvis han har dem på hele tiden og stinker af eukalyptus, af mentol, så plejer det at være tegn på, at han ødelægger sig selv fysisk, at han prøver at sprænge alle muskler i fitnesscentret og i sine taekwondo-turneringer, har kronisk og akut ondt i muskler og led. Steroider. Når Jack er på steroider, så ... Det har altid været optakten til andre ting.«
»Efter hvad jeg så i sidste uge, vil jeg sige, at han er på et eller andet.«
Jeg er allerede ved at tage Fieldings kittel af igen. Jeg lægger den sammen til en nydelig firkant og lægger den på hans skrivebord.
»Er der et sted, hvor du kan lægge dig?« siger Benton. »Jeg tror, du skulle lægge dig. Vagtstuen nedenunder. Der er en seng. Jeg kan ikke køre dig hjem. Der kan du ikke være lige nu. Jeg vil ikke have, du forlader denne bygning, ikke uden mig.«
»Jeg har ikke brug for at lægge mig. Det hjælper ikke noget. Det vil bare gøre det værre.« Jeg går ud på Fieldings badeværelse og snupper en pose til en affaldsspand fra en kasse under vasken.
Benton kommer på benene og kigger på det, jeg gør, holder øje med mig, mens jeg lægger den sammenfoldede kittel ned i posen og går tilbage til badeværelset. Jeg skrubber hænder og ansigt med sæbe og varmt vand. Jeg vasker alle de steder på min hud, der kan have været i kontakt med det stykke plastfolie, jeg fandt i lommen på Fieldings laboratoriekittel.
»Stoffer,« meddeler jeg, da jeg sætter mig igen.
Benton går tilbage til sin stol, anspændt, som om han kan springe op igen, hvad øjeblik det skal være.
»Et depotplaster, som helt sikkert hverken er Nuprin eller Motrin. Jeg ved ikke, hvad det er, men det finder jeg ud af,« lader jeg ham vide.
»Det stykke plastic, du rørte ved?«
»Medmindre du da har forgiftet min kaffe.«
»Måske et nikotinplaster.«
»Du ville ikke forgifte mig, vel? Hvis du ikke vil være gift længere, er der enklere løsninger på det.«
»Jeg kan ikke se, hvorfor han skulle være på nikotin, medmindre det skulle være som stimulans? Det vil jeg da tro. Noget i den stil.«
»Det er ikke noget i den stil. Engang levede jeg af nikotinplastre, og jeg har aldrig haft det sådan som nu, ikke engang da jeg ville tænde en smøg, mens jeg stadigvæk gik rundt med et 21-milligrams plaster. En rigtig junkie. Det er mig. Men ikke narko, ikke det her, hvad det så end kan være. Hvad har han gjort?«
Benton stirrer på sit kaffekrus og kører med fingerspidserne hen over AFME’s våbenmærke på den sortglaserede keramik. Hans tavshed bekræfter det, jeg har mistanke om. Hvad Fielding så end er blandet ind i, hænger det sammen med alt andet: med mig, Benton, Briggs, en død fodboldspiller, en død lille dreng, manden fra Norton’s Woods, døde soldater fra Storbritannien og Worcester. Som fly, der lyser op i natten, forbundet med et tårn, forbundet i et mønster, og som undertiden synes at stå stille i den mørke luft, men de har været et sted, og de er på vej et sted hen, de er individuelle kræfter, som er en del af noget større, noget ufatteligt stort.
»Du bliver nødt til at stole på mig,« siger Benton stille.
»Har Briggs været i kontakt med dig?«
»Der er nogle ting, som er foregået gennem nogen tid. Har du det godt? Jeg vil ikke gå, før jeg ved, at du har det godt.«
»Det er det her, jeg er uddannet til, det, jeg har ofret så meget for.« Jeg beslutter mig for at acceptere det. Accept gør det lettere for mig at vide, hvad jeg skal gøre. »Et halvt år har jeg været væk fra dig, været væk fra alle, har givet afkald på alt, så jeg kunne komme hjem til noget, der er foregået gennem nogen tid. En eller anden dagsorden.«
Jeg er lige ved at tilføje akkurat ligesom i begyndelsen, hvor jeg knap nok endnu var retspatolog og var alt for naiv til at have den ringeste anelse om, hvad der foregik. Da jeg var hurtig til at gøre honnør for autoriteterne, og, endnu værre, at stole på dem, og meget værre, at respektere dem, og så endnu værre, at beundre dem, og værst af alt, at beundre John Briggs så meget, at jeg ville gøre alt, hvad han ønskede, absolut alt. På en eller anden måde er det nu lykkedes mig at havne det samme sted. Det samme en gang til. En dagsorden. Løgne og endnu flere løgne, og uskyldige mennesker, som kan kasseres. Forbrydelser, der bliver udført fuldstændig koldblodigt, det har jeg set. Joanne Rule og Noonie Pieste er livagtigt til stede i mine tanker, så virkelige, som de nogensinde har været.
Jeg ser dem ligge på skrammede rullebårer med rust i de svejsede sammenføjninger og hjul, der sætter sig fast, og jeg kan huske, at mine fødder klæbede mod det gamle, hvide stengulv, som ikke blev holdt rent. Der var altid blod i lighuset i Cape Town, lig parkeret overalt, og i den uge, jeg var der, så jeg tilfælde, der var lige så ekstremt groteske som det afrikanske kontinent er ekstremt i sin storslåede skønhed. Folk, der var ramt af tog og kørt over på motorvejen, dødsfald i hjemmet og narkodøde i blikbyerne, et hajangreb i False Bay og en turist, der var død efter et fald på Taffelbjerget.
Jeg får den irrationelle tanke, at hvis jeg går nedenunder og ind i mit kølerum, vil ligene af disse to dræbte kvinder vente på mig der, ligesom de gjorde den decembermorgen, efter at jeg var fløjet i nitten timer på monkeyclass for at hente dem. Men de var allerede blevet undersøgt på det tidspunkt, hvor jeg nåede frem, og det samme ville have været tilfældet, hvis jeg var fløjet to gange lydens hastighed med Concorden eller havde været i nabolaget, da de blev myrdet. Det var umuligt for mig at nå frem til dem hurtigt nok. Deres lig kunne lige så godt have været i et filmstudie, så iscenesat var de. Uskyldige unge kvinder, der blev myrdet på grund af en nyhed i medierne, på grund af magt og indflydelse og stemmer, og jeg kunne ikke standse det.
Ikke blot kunne jeg ikke standse det. Jeg hjalp til med, at det kunne ske, fordi jeg gjorde det muligt, at det kunne ske, og jeg hører igen, hvad konstabel Gabriels mor sagde om hadforbrydelser og at blive belønnet for dem. Mit kontor i Dover ligger lige ved siden af Briggs’ kommandorum. Jeg husker, at nogen flere gange gik forbi min lukkede dør, mens jeg talte med hende. Hvem det så end var, gjorde vedkommende holdt mindst to gange. Det strejfede mig på det tidspunkt, at nogen måske stod og ventede på at komme ind, men kunne høre gennem døren, at jeg talte i telefon, og derfor ikke ville afbryde. Det mest sandsynlige svar er, at der var nogen, der lyttede. Briggs har sat gang i noget, eller nogen, der er allieret med ham, har, og Benton har ret, det har stået på et stykke tid.
»Men så har dette halve år jo ikke været andet end et politisk trick. Det er trist. Det er tarveligt. Det er skuffende.« Min stemme ryster ikke, og jeg lyder fuldstændig rolig, sådan som jeg er, inden jeg gør noget.
»Er du okay? Vi skulle nok gå nedenunder, hvis du er okay. Anne er her. Hende skal vi snakke med, og så bliver jeg nødt til at tage af sted.« Benton har rejst sig og står henne ved døren og venter på mig med telefonen i hånden.
»Lad mig gætte en gang. Briggs har sikret sig, at jeg fik denne stilling, så han kunne holde den åben for den, som han i virkeligheden har tænkt på.« Jeg fortsætter, og mit hjerte er blevet langsommere, og mine nerver føles mere rolige, som om de er på normal styrke igen. »Han ville have mig til at holde stolen varm. Eller var jeg en undskyldning for at få stedet her etableret, for at få MIT, Harvard, alle pingerne om bord, for at berettige bevillinger til tredive millioner?«
Benton læser noget mere, mens sms’erne falder ned fra den tynde luft, den ene efter den anden.
»Han kunne have sparet sig en masse besvær,« siger jeg og rejser mig fra skrivebordet.
»Du skal da ikke holde op,« siger Benton og læser noget, som en eller anden lige har sendt til ham. »Den tilfredsstillelse skal du ikke give dem.«
»‘Dem.’ Så der er mere end én.«
Han svarer ikke, men taster med tommelfingrene.
»Ja ja, der har altid været mere end én. Du kan selv vælge,« siger jeg, mens vi går ud sammen.
»Hvis du holder op, giver du dem lige nøjagtig det, de ønsker,« siger han, mens han læser og scroller ned på sin telefon.
»Den slags mennesker ved ikke, hvad de ønsker.« Jeg lukker Fieldings dør bag os og sikrer mig, at den er låst. »Det er bare noget, de tror.«
Vi begynder at gå ned i min projektilformede bygning, som på grå dage og mørke nætter har samme farve som bly.
Jeg fortæller Benton om aftrykket fra en håndskrift på en blok med notatskemaer, mens vi glider nedad i en elevator, som jeg har undersøgt på markedet og valgt, fordi den reducerer energiforbruget med 50 procent. Det kan ikke være tilfældigt, at Fielding var interesseret i en programtale, som dr. Liam Saltz lige har holdt for Storbritanniens regering, siger jeg, mens tallene skifter på det digitale skilt, og vi sagte synker fra etage til etage i det bløde skær fra LED-belysningen i mit miljøvenlige hejseværk, som ingen af dem, der arbejder her, sætter den mindste pris på, efter hvad jeg har hørt. Der er mest klager over, at den er for langsom.
»Han er det ene yderpunkt, og DARPA er helt sikkert det andet, men ingen af dem har selvfølgelig altid ret.« Jeg beskriver dr. Saltz som it-forsker, ingeniør, filosof, teolog, hvis drivkraft, hvis kunst helt sikkert ikke er krig. Han hader krige og dem, der fører dem.
»Jeg kender alt til ham og hans kunst.« Det siger Benton ikke i nogen positiv mening, mens vi standser blødt, og ståldørene glider næsten lydløst op. »Jeg husker helt tydeligt dengang på CNN, hvor du og jeg havde en kontrovers på grund af ham.«
»Jeg kan ikke huske nogen kontrovers.« Vi er tilbage i modtagelsesområdet, hvor Ron strunk holder vagt bag sin glasvæg, nøjagtig som vi forlod ham for flere timer siden.
På opdelte videoskærme kan jeg se biler, der står parkeret bag ved bygningen, SUV’er, der ikke er dækket af sne og har lyset tændt. Agenter eller hemmeligt politi, og jeg husker, hvordan vinduerne lyste op i MIT-bygningerne, der tårner sig op bag ved CFC’s indhegning, jeg husker, at jeg lagde mærke til det, da Benton kørte os hertil, og nu ved jeg hvorfor. CFC har været under overvågning, og FBI og politiet gør sig ikke nogen umage med at skjule deres tilstedeværelse nu. Jeg har det, som om CFC er lukket ned.
Lige siden jeg tog af sted fra Lighuset i Dover, har jeg været ledsaget eller låst inde i en sikker bygning, og grunden til det er ikke den, jeg blev præsenteret for, i hvert fald ikke den eneste grund. Der var ingen, der prøvede at få mig hjem så hurtigt som muligt, fordi der var et lig, der blødte inde i kølerummet. Det var en hastesag, men i hvert fald ikke den eneste og måske ikke engang den vigtigste begrundelse. Visse personer har brugt det som en undskyldning til at ledsage mig, visse personer såsom min niece, der var bevæbnet og legede bodyguard, og jeg kan ikke tro andet, end at Benton var blandet ind i den beslutning, ligegyldigt hvad han vidste eller ikke vidste på det tidspunkt.
»Måske kan du huske, at han prøvede at score dig,« siger Benton, mens vi går hen ad den grå gang.
»Det lader til, at du tror, jeg har sex med hvem som helst.«
»Ikke hvem som helst,« siger han.
Jeg smiler, jeg griner næsten.
»Du har det bedre,« siger han og rører kærligt ved min arm, mens han går ved siden af mig.
Hvad det så end er for noget, der kom ind i mit system, er det væk nu, og jeg ville ønske, det ikke var sådan en gudsforladt tidlig morgentime. Jeg ville ønske, at der var nogen i sporsikringslaboratoriet, så vi kunne kigge på den plastfolie, jeg har været i berøring med. Vi skulle nok først prøve scanning-elektron-mikroskopet, derefter Fourierspektroskopi eller hvad for nogle detektorer, der nu skal til for at finde frem til, hvad det er, der er på Fieldings smertestillende plastre. Jeg har aldrig taget anabolske steroider og har ikke nogen personlig erfaring med, hvordan det ville føles, men jeg kan ikke forestille mig, at det var det, jeg kunne mærke ovenpå. Ikke så hurtigt.
Kokain, ecstacy, lsd, som alt sammen øjeblikkeligt kunne trænge ind i mit system gennem huden, forhåbentlig var det heller ikke noget af den slags, men hvad ved jeg om, hvordan det ville føles? Ikke et opiat som fentanyl, der er det mest almindelige stof, der bruges på plaster. Et stærkt smertestillende middel som fentanyl ville ikke have fået mig til at reagere, som jeg gjorde, men igen, jeg er ikke sikker. Jeg har aldrig været på fentanyl. Alle reagerer forskelligt på medikamenter, og ukontrollerede stoffer kan være forurenede og have forskellige doser.
»Er det sandt? Du virker som dig selv.« Benton rører igen ved mig. »Hvordan har du det? Er det sikkert, at du er okay?«
»Det har fortaget sig, hvad det så end var for noget. Jeg ville ikke tage sagen, hvis det ikke var væk igen, hvis jeg følte mig i den mindste grad indisponeret,« siger jeg. »Jeg regner med, du er på vej til obduktionsstuen.« Eftersom det er den, vi stiler imod.
»En drink. Ja så.« Han er tilbage ved Liam Saltz. »Han støder ind i dig på CNN og inviterer dig på en drink med ham ved midnatstid. Det er ikke helt normalt.«
»Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det skal forstås. Men jeg føler mig ikke smigret.«
»Hans ry for kvindetække ligger på linje med visse politikeres, som vi skal undlade at nævne. Hvad er modeordet nu om dage? Sexafhængig?«
»Joeh, hvis du absolut skal bruge et ord.«
Vi går forbi røntgenstuen, og døren er lukket, men det røde lys er slukket, fordi scanneren ikke er i brug. Underetagen er tom og stille, og jeg spekulerer over, hvor Marino er henne. Måske er han sammen med Anne.
»Har han været i kontakt med dig siden da? Hvornår var det? Et par år siden?« spørger Benton. »Eller måske med nogen af dine bonkammerater på Walter Reed eller i Dover?«
»Ikke med mig. Jeg kender ikke til, om der har været andre, bortset fra at ingen, der har nogen forbindelse til militæret, ligefrem er fan af dr. Saltz. Han bliver ikke anset for at være patriotisk, og det er i virkeligheden ikke fair, hvis man analyserer det, han rent faktisk siger.«
»Problemet er, at ingen lader til at forstå, hvad nogen siger længere. Folk hører ikke efter. Saltz er ikke kommunist. Han er ikke terrorist. Han har ikke begået højforræderi. Han ved bare ikke, hvordan han skal holde sin ildhu i ave og holde sin store mund lukket. Men han er ikke interessant for regeringen. Eller rettere sagt, det var han ikke.«
»Og det er han så pludselig blevet.« Jeg går ud fra, at det er det, Benton mener.
»Han var ikke hos den britiske regering i går. Han var ikke engang i London.« Benton venter til nu med at fortælle mig dette, mens vi gør holdt foran de låste ståldobbeltdøre ind til obduktionsstuen. »Jeg vil ikke tro, at du har fundet den del på internettet, da du prøvede at få hoved og hale på aftrykket af Jacks håndskrift,« tilføjer Benton i et tonefald, der er fuldt af bibetydninger. En antydning af fjendskab, ikke rettet mod mig, men mod Fielding.
»Hvordan kan det være, at du ved, hvor Liam Saltz har været eller ikke har været?« spørger jeg på samme tid, som jeg tænker på det, Benton nævnte ovenpå. Han omtalte begivenheden i Norton’s Woods som et VIP-bryllup og nævnte, at der var sikkerhedsfolk til stede. Hemmelige agenter, fortalte Benton, selvom det var på et tidspunkt, hvor jeg ikke tænkte så klart, som jeg burde.
»Han holdt sin programtale over satellit på storskærm. Der var mange tilhørere fra den britiske regering i Whitehall,« siger Benton, som om han selv havde været der. »Der var et eller andet i vejen, noget med familien, så han var nødt til at rejse ud af landet.«
Jeg tænker på manden bag ved disse lukkede ståldøre. En mand, hvis armbåndsur må have været sat til britisk tid, da han døde. En mand med en gammel robot, der blev kaldt MORT, stående i sin lejlighed, den samme robot, som Liam Saltz og jeg havde udtalt os imod for at overtale magtens mænd til at afvise brugen af den.
»Er det derfor, Jack søgte efter ham, søgte efter RUSI eller hvad det nu end var, han søgte efter i går morges?« spørger jeg, mens jeg scanner låsen op til obduktionsstuen.
»Jeg gad vide, hvordan det er gået til, om han måske har fået en opringning og så har søgt på ham, eller om han har vidst, at han var i Cambridge efter noget,« svarer Benton. »Der er masser af ting, jeg nok gad vide, og som forhåbentlig vil blive besvaret snart. Men jeg ved i hvert fald, at dr. Saltz var til bryllup her. Datteren af hans nuværende kone, hvis biologiske far skulle føre hende op, men så fik svineinfluenza.«
»Jeg sendte dig en sms,« siger Anne til mig, og hun er indhyllet i blåt, mens hun står og arbejder ved en computer, som står inde i en vandtæt kasse af rustfrit stål med det forseglede tastatur sat op i en højde, der passer til, at man kan skrive stående. Bag ved hende på obduktionsbordet ved arbejdsstation ét, som nu er skinnende ren, ligger manden fra Norton’s Woods.
»Undskyld,« siger jeg åndsfraværende, mens jeg tænker på Liam Saltz og er bekymret for, hvad hans forbindelse til denne døde mand kan være, altså ud over robotter og i særdeleshed MORT. »Min telefon er på mit kontor, og der har jeg ikke været inde,« siger jeg til Anne, og derefter spørger jeg Benton: »Har han andre børn?«
»Han bor på Charles Hotel,« svarer Benton. »Der er nogen på vej for at tale med ham. Men for at besvare dit spørgsmål, ja, det har han. Han har et antal børn og stedbørn fra adskillige ægteskaber.«
»Jeg ville gerne fortælle dig, at jeg ikke var tryg ved at uploade hans scanninger og sende dem over e-mail,« siger Anne derpå til mig. »Jeg ved ikke, hvad det er, vi har at gøre med her, og mente, at det var bedst at være på den helt sikre side. Hvis du skal være herinde, bliver du nødt til at tage operationstøj på.« Dette siger hun til Benton. »Jeg har ingen anelse om, hvad ham her har været udsat for, men han har ikke sat nogen alarmer i gang. I det mindste er han da ikke radioaktiv. Hvad det så end er, der er inde i ham, gudskelov.«
»Jeg går ud fra, at alt var roligt på hospitalet. Ingen episoder,« siger Benton til hende. »Jeg bliver her ikke.«
»Sikkerhedsvagten fulgte os ind og ud, og vi så ingen andre – ingen patienter, ingen fra personalet, i hvert fald.«
»Har du fundet noget i ham?« spørger jeg hende.
»Jeg kan spore metalstykker.« Annes hænder i handskerne bevæger sig hen over computerens tastatur og klikker på musen. Begge dele er for nylig blevet dækket af industrisilikone. Det er tydeligt, at Fieldings sjuskede tilstedeværelse er forsvundet fra obduktionsstuen, og jeg kan se vand i vasken på station ét – min arbejdsstation – og en stor svamp, og operationsinstrumenterne ligger skinnende rene og i nydelig orden på skærebrættet. Jeg får øje på en svaber, der ikke stod her før, og en slibesten på et laboratoriebord.
»Jeg er helt paf,« siger jeg til hende, mens jeg ser mig omkring.
»Ollie,« siger hun og klikker på musen. »Jeg ringede til ham, og så kørte han tilbage og fik sat skik på stedet.«
»Det mener du ikke.«
»Det er ikke, fordi vi ikke har prøvet, mens du har været væk. Jack har brugt denne arbejdsstation, og vi har lært at holde os væk.«
»Hvordan kan der være metal, som ikke viste sig på CT-scanningen?« Benton kigger på, at hun scroller ned gennem de filer, hun oprettede i neuroscanningslaboratoriet, og kigger efter de billeder, hun vil vise fra MR-scanningen.
»Hvis det er rigtig småt.« Jeg forklarer ham, hvordan det kan lade sig gøre. »En tærskel på mindre end 0,5 millimeter, så ville jeg ikke regne med, det blev opdaget på CT. Det er derfor, vi gerne ville udelukke den mulighed ved at bruge MR, og det har åbenbart været en god ide.«
»Men måske ikke, hvis han var i live,« siger Anne og klikker på en fil. »Man vil ikke ret gerne have noget magnetisk inde i et levende menneske, fordi det vil vride sig rundt. Det vil bevæge sig. Ligesom metalspåner i øjnene på folk, der har et job, hvor det er en arbejdsrisiko. De ved det måske slet ikke, indtil de får en MR-scanning. Men så ved de det. For satan, som de da så ved det. Eller hvis de har kropspiercinger, som de ikke fortæller os om, og det har vi set tilstrækkelig mange gange,« siger hun til Benton. »Eller, himlen forbyde det, en pacemaker. Metal bevæger sig, og det bliver varmet op.«
»Nogen teorier?« spørger jeg hende, for jeg kan ikke forestille mig en begivenhed eller et våben, der kunne forårsage det, der lige har fyldt skærmen ud.
»Har du selv et bud?« svarer hun, mens vi kigger intenst på højopløselige billeder af de indre skader i den døde mand, et mørkt forvrænget område, der begynder lige inden for knaphulssåret og bliver mindre og mindre tydeligt, jo dybere det trænger ind i organerne og brystkassens bløddele.
»På grund af magnetfeltet får man artefakter med partikler, der er helt utroligt små. Lige her.« Jeg udpeger det for Benton. »De her meget mørke og forvrængede områder, hvor der ikke er noget signal. Man får den her lysende artefakt langs med sårkanalen, eller det, der er tilbage af sårkanalen, fordi signalet er blevet blæst ud af metallet. Han har en eller anden slags magnetiske fremmedlegemer inden i sig, det er helt sikkert.«
»Hvad kunne det være?« spørger Benton.
»Jeg bliver nødt til at udtage noget af det og analysere det.« Jeg tænker på det, Lucy har sagt om termit. Det ville være magnetisk på samme måde som geværkugler. Begge dele er metalsammensætninger, der har jernoxid til fælles.
»Nul komma fem millimeter? På størrelse med et støvkorn?« Bentons blik er optaget af andre tanker.
»Lidt større,« svarer Anne.
»På størrelse med krudtslam, partikler af ikkeforbrændt krudt,« tilføjer jeg.
»Et projektil som en pistolkugle kunne fragmenteres til stykker så små som krudtpartikler,« siger Benton eftertænksomt, og jeg kan mærke, at han forbinder det, jeg siger, med noget andet, og jeg tænker på min niece og spekulerer over, hvad hun helt nøjagtigt har sagt til ham, mens de tidligere var sammen i hendes laboratorium. Jeg tænker på hajspyd og nanosprængstoffer, men der er ingen varmeskader, ingen brandsår. Det ville ikke give nogen mening.
»Det er ikke noget projektil, jeg nogensinde har set,« siger Anne, og jeg er helt enig. »Ved vi mere om, hvem han kan være?« Hun mener den afdøde på bordet. »Jeg prøvede ikke på at smuglytte.«
»Forhåbentlig snart,« svarer Benton.
»Det lyder, som om du godt kunne have en ide om det,« siger Anne til ham.
»Vores første spor var, at han viste sig i Norton’s Woods på samme tid, som dr. Saltz var inde i bygningen, og det var noget, vi skulle tjekke på grund af visse interesser, som disse to ville have til fælles.« Han mener robotter, går jeg ud fra.
»Jeg tror ikke, jeg ved, hvem det er,« siger Anne til ham.
»En forsker, som har vundet en nobelpris og ikke længere bor her i landet,« siger Benton, og mens jeg ser på ham sammen med Anne, husker jeg på, at de er kolleger og venner, at han er tryg og fortrolig sammen med hende, viser hende en tillid, som han ikke lægger for dagen over for ret mange. »Og hvis han« – Benton peger på den døde mand – »vidste, at dr. Saltz kom til Cambridge, er spørgsmålet hvordan.«
»Ved vi, om han vidste det?« spørger jeg.
»Lige nu ved vi det ikke med sikkerhed.«
»Så dr. Saltz var altså med til brylluppet. Men ham her havde ikke bryllupstøj på.« Anne peger på det nøgne lig på bordet. »Han havde sin hund med. Og en pistol.«
»Det, jeg ved indtil videre, er, at bruden er en datter fra et andet ægteskab,« siger Benton, som om denne detalje er blevet omhyggeligt undersøgt. »Datterens far, som skulle føre hende op, blev syg. Så hun spurgte så sin stedfar, dr. Saltz, i sidste øjeblik, og han kunne rent fysisk ikke være to steder på én gang. Han fløj til Boston i lørdags og holdt sin tale til den britiske regering i Whitehall via satellit. Noget af et personligt offer. Jeg er sikker på, at det sidste, han havde lyst til, var at komme tilbage til USA og dukke op i Cambridge.«
»Hvad med de hemmelige agenter?« spørger jeg. »For hans skyld? Og hvis det var tilfældet, hvorfor så det? Jeg ved godt, han har fjender, men hvorfor skulle FBI tilbyde beskyttelse af en civil forsker fra Storbritannien?«
»Det er skæbnens ironi,« siger Benton. »Sikkerhedsforanstaltningerne ved dette bryllup drejede sig ikke om ham, det var for dem, der var med til brylluppet, og de fleste kom fra Storbritannien på grund af brudgommens familie. Gommen er Russel Browns søn, David. Både Liam Saltz’ steddatter Ruth og David læser jura på Harvard, og det er én grund til, at brylluppet blev holdt her.«
Russell Brown. Skyggeforsvarsministeren, hvis tale jeg netop havde læst på RUSI’s hjemmeside.
»Han dukker op til sådan et arrangement og er bevæbnet,« siger jeg og går hen imod stålbordet. »En pistol, hvor serienummeret er fjernet?«
»Netop. Og hvorfor?« spørger Benton. »For at beskytte sig selv, eller var han måske en potentiel overfaldsmand? Eller for at beskytte sig selv af en eller anden grund, som ikke havde noget med brylluppet at gøre eller med de mennesker, jeg lige har nævnt?«
»Det var måske noget tophemmeligt teknologi, han var blandet ind i,« foreslår jeg. »Noget teknologi, der var en masse penge værd,« tilføjer jeg. »Teknologi, som nogen ville slå ihjel for.«
»Og måske rent faktisk slog ihjel for,« siger Anne og ser på den døde unge mand.
»Det ved vi forhåbentlig om ikke så længe,« siger Benton.
Jeg ser på den døde mand, der ligger stift på ryggen, hans sammenkrummede fingre og placeringen af hans arme, ben, hænder, hoved, nøjagtigt som de lå tidligere, ligegyldigt hvor meget han er blevet flyttet om på under transport og scanninger. Dødsstivheden er fuldt udviklet, men han kommer ikke til at gøre voldsom modstand, når jeg skal undersøge ham, fordi han er tynd. Han har ikke meget muskelfiber, som calciumionerne kan være blevet fanget i, efter at hans neurotransmittere er holdt op med at fungere. Jeg kan nemt bryde ham. Jeg kan bøje ham efter min vilje.
»Jeg bliver nødt til at tage af sted,« siger Benton til mig. »Jeg ved, at du gerne vil have det her ordnet. Jeg får brug for din hjælp til noget, når du er klar til at tage herfra, og du må ikke tage af sted alene. Vil du sørge for, at hun ringer til mig?« siger han til Anne, der står og sætter labels på prøveglas og bøtter. »Ring til mig eller til Marino,« tilføjer han. »Giv os en melding en time i forvejen.«
»Tager Marino med dig ...?« begynder jeg at spørge.
»Vi arbejder på noget. Han er der allerede.«
Jeg spørger ikke længere, hvad det er, Benton henviser til, når han siger »vi«, og han ser endnu en gang på mig, og hans blik møder mit med samme intimitet som et dvælende kærtegn, og så går han ud af obduktionsstuen. Jeg kan høre lyden af hans fodtrin, der fjerner sig ned ad den hårde klinkegang, derefter hans stemme og en anden stemme, mens han taler med nogen, måske Ron. Jeg kan ikke skelne et eneste ord af det, de siger, men de lyder alvorlige og intense, inden tavsheden igen abrupt tager over. Jeg forestiller mig, at Benton har forladt modtagelsesområdet, og på en skærm bliver jeg overrasket af ham. Han bliver filmet af overvågningskameraerne, mens han går gennem modtagelsen og lyner den rulamsjakke op, som jeg har givet ham for så længe siden, at jeg ikke længere kan huske, hvilket år det var, kun, at det var i Aspen, hvor han engang havde et hus.
Jeg ser ham på det interne tv, hvor han åbner en sidedør ved siden af den massive modtagelsesdør, og så fanger et andet kamera ham uden for min bygning, hvor han går forbi sin grønne SUV, der står parkeret på min plads. Han sætter sig ind i en anden SUV, stor og mørk med kraftige forlygter, hvor sneen pisker gennem lyset, og vinduesviskerne fejer fra side til side, og jeg kan ikke se, hvem det er, der kører. Jeg ser på SUV’en på min snedækkede parkeringsplads, hvordan den bakker, kører fremad og holder stille, mens den store låge går op, og endelig er den ude af syne i det bitterligt kolde vejr klokken fire om natten, hvor alt er tomt, med min mand i passagersædet, ført af nogen, måske hans FBI-ven Douglas, begge på vej mod et mål, som jeg af en eller anden grund ikke har fået noget at vide om.