Isolationsafdelingen i Rudley Statsfængsel havde fyrre identiske celler, der hver var fire en halv meter på hver led, uden vinduer, uden tremmer, med grønmalede cementgulve, betonvægge og en dør, der var af solidt metal og havde en smal åbning forneden til madbakker samt et lille åbent kighul, så vagterne kunne kigge ind en gang imellem. Afdelingen var fyldt med politimeddelere, narkostikkere, mafiaangivere samt et par spioner - mænd, man blev nødt til at holde spærret inde, fordi der var masser af mennesker udenfor, der med fornøjelse ville skære halsen over på dem. De fleste af de fyrre indsatte i beskyttelsesforvaring på Rudley havde selv anmodet om at komme på isolationsafdelingen.
Joel Backman lå og prøvede på at falde i søvn, da to fængselsbetjente smækkede hans dør op og tændte lyset. "Fængselsinspektøren vil tale med dig," sagde den ene, og der var ingen yderligere forklaring. De kørte tavse af sted i en fængselsbil hen over Oklahomas iskolde prærie, forbi andre bygninger med ikke så højsikrede kriminelle, indtil de ankom til administrationsbygningen. Backman, som uden nogen klar begrundelse var blevet lagt i håndjern, blev gennet indenfor, op ad to trapper og så hen ad en lang gang til det store kontor, hvor der var tændt lys, og hvor der foregik noget betydningsfuldt. Han opdagede et ur på en væg; klokken var næsten elleve om aftenen.
Han havde aldrig tidligere mødt fængselsinspektøren, hvad der slet ikke var usædvanligt. Af mange gode grunde brugte inspektøren ikke at gå rundt til fangerne. Hans stilling var ikke en, han var blevet valgt til, så han interesserede sig ikke for at motivere tropperne. Sammen med ham var der tre andre mænd i jakkesæt, alle alvorligt udseende mænd, der havde siddet og snakket sammen i et stykke tid. Selv om tobaksrygning var strengt forbudt på kontorer ejet af den amerikanske stat, var et askebæger fyldt op, og en tyk tåge hang oppe under loftet.
Uden nogen form for præsentation sagde fængselsinspektøren: "Sæt Dem derhenne, mr. Backman."
"Mig en fornøjelse at træffe Dem, mine herrer," sagde Backman og kiggede rundt på de andre mænd i lokalet. "Hvorfor er jeg her?"
"Det er det, vi skal diskutere."
"Vil De være så venlig at fjerne mine håndjern? Jeg lover, at jeg ikke slår nogen ihjel."
Inspektøren knipsede til den nærmeste fængselsbetjent, der hurtigt fandt en nøgle frem og befriede Backman. Så skyndte betjenten sig ud af lokalet og smækkede døren efter sig til betydeligt mishag for inspektøren, der var en meget nervøs mand.
Han pegede og sagde: "Det her er agent Adair fra FBI. Det her er mr. Knabe fra Justitsministeriet. Og det her er mr. Sizemore, ligeledes fra Washington."
Ingen af de tre bevægede sig hen i retning mod mr. Backman, der stadig stod op og så temmelig forvirret ud. Han nikkede til dem i et halvhjertet forsøg på at være høflig. Hans hilsen blev ikke gengældt.
"Vær venlig at sætte Dem," sagde fængselsinspektøren, og Backman satte sig endelig ned. "Tak. Som De ved, mr. Backman, skal der indsættes en ny præsident i morgen. Præsident Morgan er på vej ud. Lige nu befinder han sig i Det Ovale Værelse, hvor han kæmper med beslutningen om, hvorvidt De skal tildeles fuld benådning."
Backman fik pludselig et voldsomt hosteanfald, der delvist var fremkaldt af den næsten arktiske temperatur i hans celle og delvist af chokket over at høre ordet 'benådning'.
Mr. Knabe fra Justitsministeriet rakte ham en flaske vand, som han drak begærligt af, så det løb ned over hans hage, og som til sidst kvalte hans hoste. "Benådning?" mumlede han.
"Fuld benådning, med nogle få krav tilknyttet."
"Jamen hvorfor?"
"Jeg ved ikke hvorfor, mr. Backman, og det er heller ikke min opgave at forstå, hvad der sker. Jeg er bare budbringer."
Mr. Sizemore, der blot var blevet præsenteret som 'fra Washington' og ikke var blevet bebyrdet med hverken titel eller tilknytningsforhold, sagde: "Det er en handel, mr. Backman. Til gengæld for fuld benådning skal De gå med til at forlade landet, aldrig mere at vende tilbage og at leve med en ny identitet et sted, hvor ingen kan finde Dem."
Ikke noget problem, tænkte Backman. Han havde slet ikke lyst til at blive fundet.
"Jamen hvorfor?" mumlede han igen. Man kunne faktisk se, at flasken i hans venstre hånd rystede.
Da mr. Sizemore fra Washington opdagede, at flasken rystede, gav han sig til at studere Joel Backman, lige fra hans kortklippede grå hår til hans slidte, billige løbesko og de sorte fængselssokker, og han kunne ikke lade være med at mindes billedet af manden, som han så ud tidligere. Han kom til at tænke på forsideillustrationen af et magasin, som viste et lækkert fotografi af Joel Backman, der var ulasteligt klædt i et sort, skræddersyet italiensk jakkesæt og overmåde selvsikkert kiggede ind i kameraet. Håret var længere og mørkere, det kønne ansigt var federe og uden rynker, taljevidden var stor og vidnede om mange gode frokoster og fire timer lange middage. Han elskede vin og kvinder og sportsvogne. Han ejede et jetfly, en yacht, et hus i Vail, hvilket han alt sammen meget gerne talte om. Oven over billedet hed det i den dristige overskrift: MÆGLEREN - ER DETTE DEN MAND, DER HAR NÆSTMEST MAGT I WASHINGTON?
Magasinet lå i mr. Sizemores taske sammen med en tyk sagsmappe på Joel Backman. Han havde løbet det hele igennem på flyveturen fra Washington til Tulsa.
Ifølge artiklen i magasinet hed det sig, at mæglerens indkomst på det tidspunkt lå et godt stykke over ti millioner dollars om året, men han havde været en smule drilagtig over for journalisten. I det advokatfirma, han havde grundlagt, var der ansat to hundrede advokater, hvilket ikke var særlig meget efter Washington-målestok, men uden tvivl var firmaet det mest magtfulde i politiske kredse. Det var en lobbymaskine, ikke et sted, hvor rigtige advokater udøvede deres hverv. Mere noget i retning af et bordel for rige virksomheder og udenlandske regeringer.
Man måtte sandelig sige, at den mægtige mand var faldet langt, tænkte mr. Sizemore for sig selv, da han betragtede den rystende flaske.
"Jeg forstår det ikke," lykkedes det Backman at få hvisket.
"Og vi har ikke tid til forklaringer," sagde mr. Sizemore. "Det her er en hurtig handel, mr. Backman. Desværre kan De ikke få tid til at overveje den nøjere. Der kræves en hurtig beslutning. Ja eller nej. Ønsker De at blive her, eller ønsker De at leve under et andet navn på den anden side af kloden?"
"Hvor?"
"Vi ved ikke hvor, men det finder vi ud af."
"Vil jeg være i sikkerhed?"
"Kun De selv kan besvare det spørgsmål, mr. Backman."
Mens mr. Backman tænkte over sit eget spørgsmål, rystede han endnu mere på hovedet.
"Hvornår skal jeg af sted?" spurgte han langsomt. Hans stemme var ved at genvinde sin kraft, men et nyt og voldsomt hosteanfald lå hele tiden på lur.
"Straks," sagde mr. Sizemore, der havde overtaget ledelsen af mødet og henvist fængselsinspektøren, FBI og Justitsministeriet til at være tilskuere.
"De mener altså lige nu?"
"De kommer ikke tilbage til Deres celle."
"Pokkers også," sagde Backman, og de andre kunne ikke lade være med at smile.
"En fængselsbetjent venter uden for Deres celle," sagde inspektøren. "Han kommer med de ting, De gerne vil have med."
"Der står altid en fængselsbetjent og venter uden for min celle," vrissede Backman til inspektøren. "Hvis det er den lille sadistiske satan til Sloan, så bed ham om at hente mine barberblade og snitte sine egne håndled."
Alle gjorde en synkebevægelse og ventede på, at ordene skulle forsvinde ud gennem ventilationskanalerne, men i stedet for skar de gennem den forurenede luft og rumlede rundt i lokalet et øjeblik.
Mr. Sizemore rømmede sig, flyttede sin vægt fra den venstre balle til den højre og sagde: "Der sidder en herre og venter i Det Ovale Værelse, mr. Backman. Siger De ja til aftalen?"
"Venter præsidenten på mig?"
"Det kan man godt sige."
"Han skylder mig en hel del. Det var mig, som fik ham anbragt der."
"Det her er ikke det rette tidspunkt til at diskutere den slags, mr. Backman," sagde mr. Sizemore roligt.
"Gengælder han min tjeneste?"
"Jeg er ikke indviet i præsidentens tanker."
"De går altså ud fra, at han er i stand til at tænke."
"Nu ringer jeg blot og siger til dem, at svaret er nej."
"Vent lidt."
Backman tømte vandflasken og bad om en mere. Han tørrede sig om munden med et ærme og sagde så: "Det er noget i retning af et vidnebeskyttelsesprogram, ikke sandt?"
"Det er ikke et officielt program, mr. Backman. Men en gang imellem har vi brug for at skjule mennesker."
"Hvor tit mister I så et?"
"Ikke ret tit."
"Ikke ret tit? Så er der altså ingen garanti for, at jeg vil være i sikkerhed."
"Der er ingen garantier. Men Deres odds er ret gode."
Backman kiggede på fængselsinspektøren og spurgte: "Hvor mange år har jeg tilbage her, Lester?"
Lester blev pludselig hentet ind i samtalen igen. Ingen kaldte ham Lester, et navn han hadede og aldrig brugte. På navneskiltet på hans skrivebord stod der blot L. Howard Cass. "Fjorten år, og De bedes tiltale mig inspektør Cass."
"Rend mig i røven. Det mest sandsynlige er, at jeg er død om tre år. En kombination af underernæring, hypotermi og skødesløshed med helbredet skulle klare den sag. Lester her kører virkelig en hård linje, drenge."
"Kan vi gå videre?" spurgte mr. Sizemore
"Selvfølgelig siger jeg ja til aftalen," sagde Backman. "Det ville ethvert fjols gøre."
Mr. Knabe fra Justitsministeriet rørte endelig på sig. Han lukkede en mappe op og sagde: "Her er papirerne."
"Hvem arbejder De for?" spurgte Backman mr. Sizemore.
"De Forenede Staters præsident."
"Vil De så sige til ham, at jeg ikke stemte på ham, fordi jeg sad i fængsel. Men jeg ville helt sikkert have gjort det, hvis jeg havde haft chancen. Og sig til ham, at jeg sagde tak. Vil De det?"
"Selvfølgelig."
Hoby skænkede endnu en kop grøn te, koffeinfri denne gang, fordi det næsten var midnat, og rakte den til Teddy, der var pakket ind i et tæppe og sad og stirrede ud på trafikken bag ved dem. De befandt sig på Constitution Avenue på vej ud af byens centrum og var næsten fremme ved Roosevelt-broen. Den gamle mand tog en slurk og sagde: "Morgan er for dum til at sælge benådninger, hvorimod Critz bekymrer mig."
"Der er oprettet en ny konto på øen Nevis," sagde Hoby. "Den dukkede pludselig op for to uger siden, åbnet af et ukendt firma, som ejes af Floyd Dunlap."
"Og hvem er han så?"
"En af Morgans fundraisere."
"Hvorfor Nevis?"
"Det er det mest populære sted for offshoreaktiviteter i øjeblikket."
"Og vi har den under opsyn?"
"Totalt opsyn. Og hvis der kommer overførsler, vil det ske inden for de næste otteogfyrre timer."
Teddy nikkede let og kiggede til venstre, hvor han kunne se en del af Kennedy Center. "Hvor er Backman?"
"Han er vej ud af fængslet."
Teddy smilede og nippede til sin te. De krydsede broen i tavshed, og da Potomacfloden var bag dem, spurgte han endelig: "Hvem får så fat i ham?"
"Betyder det noget?"
"Nej, det gør det ikke. Men det bliver ganske morsomt at iagttage kappestriden."
Iført en godt slidt, men stivet og presset kakifarvet militæruniform, hvor alle mærker og distinktioner var pillet af, og skinnende sorte feltstøvler samt en tung marineblå parkacoat med en hætte, som han trak godt op om hovedet, spankulerede Joel Backman ud af Rudley Statsfængsel klokken fem minutter over midnat, fjorten år før planlagt. Han havde siddet i isolationsfængsel i seks år, og da han drog derfra, medbragte han en lille kanvastaske med et par bøger og nogle fotografier. Han så sig ikke tilbage.
Han var tooghalvtreds, skilt, ruineret, totalt fremmed over for to af sine tre børn, og fuldstændig glemt af hver eneste ven, han nogen sinde havde haft. Ikke en eneste af dem havde gidet opretholde kontakten med ham efter hans første år i fængsel. En gammel veninde, en af de utallige sekretærer, han havde jaget i sine luksuriøse kontorer, havde skrevet i ti måneder, indtil det stod i The Washington Post, at FBI havde fundet ud af, at det var ret usandsynligt, at Joel Backman havde lænset sit firma og sine klienter for de mange millioner, der først havde gået rygter om. Hvem gider være penneven med en ruineret advokat i fængsel? Men hvis denne er rig, gider man måske godt.
Hans mor skrev til ham en gang imellem, men hun var enoghalvfems år gammel og boede på et billigt plejehjem i nærheden af Oakland, og for hvert brev fik han det indtryk, at det ville blive hendes sidste. Han skrev til hende en gang om ugen, men tvivlede på, at hun var i stand til at læse det, og han var næsten helt sikker på, at personalet hverken havde tid eller lyst til at læse det for hende. Hun skrev altid: "Tak for brevet", men nævnte aldrig noget af det, han havde skrevet om. Han sendte hende et kort ved særlige lejligheder. I et af sine breve havde hun indrømmet, at ingen andre huskede hendes fødselsdag.
Støvlerne var meget tunge. Da han traskede hen ad fortovet, blev han klar over, at han havde tilbragt det meste af de forløbne seks år i strømpefødder, uden sko. Man tænker mange underlige ting, når man bliver lukket ud uden varsel. Hvornår havde han sidst haft støvler på? Og hvornår ville han kunne tage de forbandede tingester af igen?
Han standsede op et øjeblik og kiggede op mod himlen. En enkelt time hver dag havde han haft tilladelse til at spadsere rundt på et lille stykke med græs uden for den bygning, han sad
i. Altid alene, altid overvåget af en fængselsbetjent, som om han, Joel Backman, forhenværende advokat, der aldrig havde affyret et våben i vrede, pludselig kunne blive farlig og gå til angreb. 'Haven' var omgivet af et tre meter højt ståltrådshegn med pigtråd øverst. Bag ved hegnet var der en tom dræningskanal, og bag ved den var der en endeløs og træløs prærie, som strakte sig helt til Texas, gik han ud fra.
Mr. Sizemore og agent Adair eskorterede ham. De førte ham hen til en mørkegrøn SUV, som var civil, men alligevel næsten skreg 'statens ejendom' til alle, der så den. Joel steg alene ind på bagsædet og gav sig til at bede. Han lukkede øjnene hårdt i, bed tænderne sammen og bad til Gud om, at bilen ville starte, at hjulene ville bevæge sig, at porten ville gå op, og at papirerne ville være gode nok. Kære Gud, ingen grusomme spøgefuldheder. Kære Gud, lad dette være virkelighed!
Tyve minutter senere spurgte Sizemore: "Er De sulten, mr. Backman?"
Mr. Backman var holdt op med at bede og begyndt at græde. Bilen havde bevæget sig roligt af sted, men han havde ikke haft øjnene åbne. Han lå omme på bagsædet og kæmpede for at holde sine følelser i ave, men tabte slaget.
"Ja," lykkedes det ham at få frem. Han satte sig op og kiggede ud. De befandt sig på en motorvej, og et grønt skilt fløj forbi - Afkørsel Perry. De drejede ind på parkeringspladsen ved et cafeteria, mindre end en halv kilometer fra motorvejen. I det fjerne sås en række store lastbiler med dieselmotorer, der slæbte sig af sted. Joel kiggede på dem et øjeblik og lyttede. Han kiggede opad igen og fik øje på månen, der var halv.
"Har vi travlt?" spurgte han Sizemore, da de trådte ind i cafeteriaet.
"Vi har en tidsplan," lød svaret.
De satte sig ved et bord i nærheden af vinduet, hvor Joel kunne kigge ud. Han bestilte en french toast og lidt frugt, ikke noget tungt, for han var bange for, at hans mave var blevet alt for meget vænnet til den vælling, han havde levet af så længe. Samtalen gik trægt, for de to regeringsdrenge var programmeret til ikke at sige ret meget, og de var slet ikke i stand til bare at småsnakke. Ikke fordi Joel havde noget ønske om at høre, hvad de måtte have at sige.
Han forsøgte at lade være med at smile. Sizemore rapporterede senere, at Backman indimellem kiggede hen på døren og syntes at holde godt øje med de andre gæster. Han så ikke ud til at være bange, tværtimod. Efterhånden som minutterne gik, og chokket tog af, syntes han hurtigt at tilpasse sig og blev oven i købet en smule livlig. Han fortærede to gange french toast og fik sig fire kopper sort kaffe.
Nogle få minutter over fire om natten kørte de gennem porten til Fort Summit tæt ved Brinkley i Texas. Backman blev ført hen til militærbasens hospital og undersøgt af to læger. Bortset fra en forkølelse, lidt hosten og almindelig udtæring var han slet ikke i så dårlig form. Han blev derpå ført ud til en hangar, hvor han mødte en oberst Gantner, der straks blev hans bedste ven. Efter ordre fra Gantner og under dennes nøje overvågning skiftede Joel til en grøn soldaterdragt med navnet HERZOG skrevet oven over den højre lomme. "Er det mig?" spurgte Joel og kiggede på navnet.
"Det er det i de næste otteogfyrre timer," sagde Gantner.
"Og min rang?"
"Major."
"Ikke dårligt."
På et tidspunkt under denne hurtige briefing forsvandt mr. Sizemore fra Washington og agent Adair lige så stille, og Joel Backman så dem aldrig igen. Sammen med den første antydning af sollys trådte Joel ind gennem bagindgangen på et C-130 transportfly og fulgte efter Gantner op til den øverste etage, til et lille køjerum, hvor seks andre soldater var ved at gøre sig klar til en lang flyvetur.
"Tag den køje der," sagde Gantner og pegede på en køje nede ved gulvet.
"Må jeg spørge, hvor vi skal hen?" hviskede Joel."De må gerne spørge, men jeg kan ikke svare."
"Jeg var bare nysgerrig."
"Jeg briefer Dem, inden vi lander."
"Og hvornår er det så?"
"Om cirka fjorten timer."
Da der ingen vinduer var til at distrahere, lagde Joel sig i sin køje, trak et tæppe op over hovedet og snorkede allerede, da flyet lettede.