Critz sov i et par timer og tog så hjemmefra, længe inden indsættelseshalløjet gik i gang. Kort efter daggry blev han og hans kone fløjet af sted til London i et af hans nye arbejdsgivers mange private jetfly. Dér skulle han tilbringe to uger, hvorefter han skulle tilbage til Beltways trædemølle som ny lobbyist og fortsætte et gammelt spil. Han hadede tanken. I årevis havde han set taberne krydse gaden og starte en ny karriere, der gik ud på at vride armen rundt på tidligere kolleger, sælge deres sjæl til hvem som helst, der havde tilstrækkeligt med penge til at købe den indflydelse, de reklamerede med. Det var en rigtig rådden virksomhed. Han var træt af det politiske liv, men desværre kendte han ikke til andet.
Han kunne holde foredrag, måske skrive en bog, hænge på i et par år i håb om, at nogen huskede ham. Men Critz vidste, hvor hurtigt de, der engang havde magt, bliver glemt i Washington.
Præsident Morgan og direktør Maynard var blevet enige om at holde på Backman-historien i fireogtyve timer indtil et godt stykke tid efter indsættelsen. Morgan var ligeglad, han ville være på Barbados på det tidspunkt. Men Critz følte sig ikke bundet af nogen aftale, især ikke af aftaler lavet med folk som Teddy Maynard. Efter en lang middag med masser af vin ringede han omkring klokken to om natten i London til en journalist på CBS med speciale i Det Hvide Hus og fortalte i al fortrolighed hovedtrækkene i Backman-benådningen. Som forudset bragte CBS historien i det tidlige morgensladderprogram, og inden klokken otte buldrede nyheden rundt i hele Washington.
Joel Backman var blevet tildelt fuld og betingelsesløs benådning i elvte time!
Der var ingen detaljer om hans løsladelse. Da man sidst havde hørt fra ham, havde han været gemt væk i et højsikkerhedsfængsel i Oklahoma.
I en meget nervøs by startede dagen med, at nyheden om benådningen kom stormende ind på scenen og konkurrerede med nyheden om den nye præsident og hans første dag i embedet.
Det fallerede advokatfirma Pratt & Bolling lå nu på Massachusetts Avenue, fire blokke nord for Dupont Circle, hvilket ikke var nogen dårlig beliggenhed, men dog heller ikke nær så fornem som det gamle kontors beliggenhed på New York Avenue. Nogle få år tidligere, da Joel Backman ledede firmaet - dengang hed det Backman, Pratt & Bolling - havde han insisteret på at betale den højeste leje i byen, så han kunne stå foran de kæmpestore vinduer i sit kæmpestore kontor på ottende etage og kigge ned på Det Hvide Hus.
Nu var der ingen udsigt til Det Hvide Hus, der var heller ingen mægtige kontorer med storslåede udsigter; bygningen var i tre etager, ikke otte. Og firmaet var skrumpet ind fra to hundrede højt betalte advokater til omkring tredive advokater på sulteløn. Den første konkurs - almindeligvis omtalt i branchen som Backman I - havde decimeret firmaet, men partnerne havde også på mirakuløs vis undgået at komme i fængsel. Backman II skyldtes tre års voldsomme kampe og sagsanlæg indbyrdes mellem de overlevende partnere. Firmaets konkurrenter holdt meget af at sige, at Pratt & Bolling brugte mere tid på at sagsøge sig selv end på at sagsøge dem, de var hyret til at sagsøge.
Denne tidlige morgen var konkurrenterne dog tavse. Joel Backman var en fri mand. Mægleren var igen på fri fod. Ville han gøre comeback? Vendte han mon tilbage til Washington? Var det overhovedet sandt? Sikkert ikke.
Kim Bolling var for tiden spærret inde på en alkoholafvænningsklinik, og derefter ville han blive sendt direkte til en privat psykiatrisk klinik. De sidste seks års uudholdelige pres havde drevet ham ud over kanten, så langt, at der ikke var nogen vej tilbage. Opgaven at forholde sig til det seneste mareridt vedrørende Joel Backman blev lagt på Carl Pratts temmelig brede skuldre.
Det var Pratt, der havde udtalt det skæbnesvangre 'ja' toogtyve år tidligere, da Backman havde foreslået ægteskab mellem deres to små firmaer. Det var Pratt, der havde arbejdet energisk i seksten år med at rydde op efter Backman, mens firmaet voksede, og salærerne strømmede ind, og alle etiske grænser blev overskredet i en grad, man sjældent havde set. Det var Pratt, der hver uge havde kæmpet med sin partner, men som med tiden var kommet til at nyde frugterne af deres kæmpestore succes.
Og det var Carl Pratt, der selv havde været tæt på at komme under anklage, lige inden Joel Backman heroisk tog skraldet for dem alle. Backmans tilståelsesaftale og den aftale, der frikendte firmaets andre partnere, medførte en bøde på ti millioner dollars og førte direkte til den første konkurs: Backman I.
Men konkurs var bedre end fængsel, mindede Pratt sig selv om næsten dagligt. Han luntede rundt i sit beskedne kontor tidligt denne morgen, mens han mumlede for sig selv og desperat forsøgte at overbevise sig selv om, at nyheden simpelthen ikke var sand. Han stod ved sit lille vindue og kiggede over på den grå murstensbygning overfor og spurgte sig selv, hvordan det kunne gå til. Hvordan kunne en falleret advokat, der var frataget sin bestalling, en forhenværende advokat/lobbyist, der var kommet i unåde, overtale en ikke-genvalgt præsident til at tildele ham en sidste-øjebliks-benådning?
Da Joel Backman blev sendt i fængsel, var han formodentlig den mest berygtede økonomiske forbryder i Amerika. Alle ønskede at se ham blive hængt op i galgen.
Men Pratt måtte indrømme over for sig selv, at hvis nogen i verden kunne skabe et sådant mirakel, var det Joel Backman.
Pratt satte sig med telefonen et par minutter og gjorde brug af sit omfattende netværk af Washingtons rygtesmede og storskrydere. En gammel ven, der på en eller anden måde havde overlevet i lovkontoret under fire præsidenter - to fra hvert parti - kunne til sidst bekræfte, at det var sandt.
"Hvor er han?" spurgte Pratt tryglende, som om Backman kunne dukke op i Washington D.C., hvad øjeblik det skulle være.
"Det er der ingen, der ved," lød svaret.
Pratt låste sin dør og kæmpede mod trangen til at åbne den flaske vodka, han havde stående på sit kontor. Han havde været niogfyrre år, da hans partner var blevet sendt i fængsel i tyve år uden mulighed for prøveløsladelse, og han havde ofte tænkt over, hvad han ville gøre, når han var niogtres, og Backman kom ud igen.
I dette øjeblik følte Pratt det, som om han var blevet snydt for fjorten år.
Retslokalet havde været så stuvende fuldt, at dommeren udskød retsmødet i to timer, så man kunne få organiseret behovet for siddepladser og få dem prioriteret. Alle de prominente nyhedsmedier fra hele landet krævede en siddeplads eller ståplads. Store kanoner fra Justitsministeriet, FBI, Pentagon, CIA, NSA, Det Hvide Hus og Kongressen pressede på for at få siddepladser, idet de alle hævdede, at netop deres interesser bedst kunne varetages, hvis de alle var til stede for at overvære lynchningen af Joel Backman. Da tiltalte endelig viste sig i den højspændte retssal, blev forsamlingen pludselig helt stille, mens den eneste lyd kom fra retsreferenten, der var ved at gøre sin stenografmaskine klar.
Backman blev ført hen til forsvarsbordet, hvor hans lille hær af advokater sad tætpakket rundt om ham, som om man forventede, at der ville blive skudt fra pøblen på tilskuerpladserne. Det ville nu slet ikke have været nogen overraskelse, hvis der blev tale om skyderi, selv om sikkerhedskontrollen var så streng, som drejede det sig om et præsidentbesøg. På første række lige bag forsvarsbordet sad Carl Pratt og omkring en halv snes andre af mr. Backmans partnere eller snart forhenværende partnere. De var blevet visiteret grundigt og med god grund. For selv om de sydede af raseri over manden, heppede de også på ham. Hvis hans tilståelsesaftale faldt igennem på grund af en eller anden forhindring eller uoverensstemmelse i sidste øjeblik, så ville de igen være jaget vildt med ubehagelige retssager ventende lige om hjørnet.
Nu sad de i det mindste på forreste række, ude sammen med tilskuerne og ikke ved forsvarsbordet, hvor forbryderne hørte hjemme. De var i det mindste i live. Otte dage tidligere var Jacy Hubbard, en af deres mest betydningsfulde partnere, blevet fundet død på Arlington Kirkegård, et fingeret selvmord, som ikke ret mange troede på. Hubbard var en forhenværende senator fra Texas, der havde opgivet sin plads i Senatet efter fireogtyve år med den ene, men dog ikke offentliggjorte hensigt at tilbyde sin betydelige indflydelse til den højest bydende. Selvfølgelig kunne Joel Backman ikke lade så stor en fisk gå uden om sit net, så han og resten af Backman, Pratt & Bolling havde hyret Hubbard for en million om året, fordi gode gamle Jacy kunne skaffe sig adgang til det Det Ovale Værelse, når som helst han ønskede det.
Hubbards død havde gjort underværker med henblik på at få Joel Backman til at se sagen fra statens synspunkt. Det dødvande, som havde forsinket tilståelsesforhandlingerne, blev pludselig brudt. Ikke blot ville Backman nu acceptere tyve års fængsel, han ønskede også, at det kom til at gå hurtigt. Han var meget ivrig efter at komme i beskyttelsesforvaring!
Statens advokat den dag var en højtstående karriere anklager fra Justitsministeriet, og med en så stor og så fornem forsamling af tilskuere kunne han ikke lade være med at føre sig frem. Han var simpelthen ude af stand til kun at sige ét ord, når han kunne bruge tre. Scenen var hans, det var et sjældent øjeblik i en lang og kedelig karriere, og nationens øjne hvilede på ham. Med høj og trættende stemmeføring kastede han sig ud i en oplæsning af anklageskriftet, og det blev hurtigt tydeligt, at han så godt som intet dramatisk talent havde og slet ingen flair for scenekunst, selv om han virkelig anstrengte sig. Efter en otte minutter lang meningsløs monolog sagde dommeren, idet han søvnigt kiggede hen over kanten af sine læsebriller: "Vil De være så venlig at sætte farten op og samtidig dæmpe stemmen."
Der var atten anklagepunkter, alt sammen påståede forbrydelser, der varierede fra spionage til forræderi. Da alle punkter var blevet læst op, var Joel Backman så smædet, at han hørte til i samme kategori som Hitler. Hans advokat mindede øjeblikkelig retten og alle de andre tilstedeværende om, at ingen af anklagepunkterne var blevet bevist, at det faktisk blot var en opremsning af den ene side af sagen, nemlig anklagerens voldsomt farvede synspunkter. Han forklarede, at hans klient kun ville erklære sig skyldig i fire af de atten punkter - ulovlig besiddelse af militærdokumenter. Så oplæste dommeren den lange tilståelsesaftale, og i tyve minutter var der ikke andre, der sagde noget. Skuespillerne på forreste række gennemspillede scenen med et raseri, der ikke havde meget med virkeligheden at gøre.
På bageste række sad Neal Backman, Joels ældste søn, gemt væk mellem tilskuerne. Han var på det tidspunkt stadig partner i Backman, Pratt & Bolling, men det skulle snart være slut. Han overværede retsforhandlingerne i en tilstand af chok og var ude af stand til at tro på, at hans engang så magtfulde far erklærede sig skyldig og snart ville blive begravet i en statslig straffeanstalt.
Tiltalte blev til sidst kaldt op til dommersædet, hvor han stillede sig med front mod dommeren og kiggede op på denne med så megen arrogance, som han kunne mønstre. Mens advokater hviskede ham i begge ører, erklærede han sig skyldig i de fire punkter og blev derpå ført tilbage til sin plads. Det lykkedes ham at undgå at få øjenkontakt med nogen.
Der blev fastlagt en dato til domsafsigelsen den efterfølgende måned. Da Backman blev lagt i håndjern og ført væk, stod det klart for de tilstedeværende, at han ikke ville blive tvunget til at røbe sine hemmeligheder, og at han ville blive spærret inde i meget lang tid, mens alle hans komplotter lige så stille gik i opløsning. Forsamlingen var længe om at bryde op. Journalisterne fik kun halvdelen af den historie, de gerne ville have haft. De store mænd fra de forskellige kontorer forlod retssalen uden at sige et ord - nogle var tilfredse med, at hemmelighederne var blevet bevaret, andre var vrede over, at forbrydelserne ikke var kommet frem i lyset. Carl Pratt og de andre plagede partnere skyndte sig hen på den nærmeste bar.
Den første journalist ringede til kontoret lidt før klokken ni om morgenen. Pratt havde allerede varskoet sin sekretær om, at sådanne samtaler kunne ventes. Hun skulle sige til alle, at han havde travlt i retten med en større sag og sikkert først ville være tilbage på kontoret om et par måneder. Snart var telefonlinjerne glødende, og en dag, der skulle have været produktiv, blev totalt ødelagt. Alle advokaterne og de øvrige ansatte lagde alt til side og snakkede ikke om andet end Backman-nyheden. Adskillige holdt øje med fordøren og forventede halvvejs, at spøgelset ville vende tilbage.
Alene bag en lukket dør sad Pratt og nippede til en Bloody Mary, mens han så nonstop-nyheder i fjernsynet. Heldigvis var en busfuld danske turister blevet kidnappet på Filippinerne, ellers ville Joel Backman have været dagens tophistorie. Men han kom ind på en klar andenplads, og alle mulige eksperter var blevet hentet ind, pudret og placeret i studiet under projektørerne, hvor de snakkede løs om mandens legendariske forbrydelser.
En forhenværende Pentagon-chef kaldte benådningen "et potentielt slag mod vores nationale sikkerhed" . En pensioneret højesteretsdommer, der så lige så gammel ud, som han var, nemlig et godt stykke over halvfems, kaldte det ganske forudsigeligt "en krænkelse af den almindelige retsfølelse" . En ung senator fra Vermont indrømmede, at han ikke vidste ret meget om Backman-skandalen, men ikke desto mindre var han begejstret for at være på direkte tv og sagde, at han havde tænkt sig at kræve alle mulige slags undersøgelser. En unavngiven embedsmand fra Det Hvide Hus sagde, at præsidenten var "meget bekymret" over benådningen og havde planer om at gennemgå sagen, hvad det så skulle betyde.
Og så videre og så videre. Pratt blandede sig en ny Bloody Mary.
På sin jagt efter en skandale havde en 'korrespondent' - ikke blot en 'journalist' - gravet historien om senator Jacy Hubbard op, og Pratt rakte ud efter fjernbetjeningen. Han skruede op for lyden, da et stort fotografi af Hubbards ansigt tonede frem på skærmen. Den forhenværende senator var blevet fundet død med en kugle i hovedet, ugen før Backman erklærede sig skyldig. Det, der til at begynde med havde set ud som selvmord, blev senere kaldt mistænkeligt, selv om man ikke havde fundet nogen mistænkt. Pistolen var ikke mærket og formodentlig stjålet. Hubbard havde været aktiv jæger, men havde aldrig brugt pistol. Krudtresterne på hans højre hånd så mistænkelige ud. En obduktion viste en kraftig koncentration af alkohol og barbiturat i hans krop. At der var alkohol, var forventeligt, men Hubbard var ikke kendt for at bruge sovemedicin. Han var blevet set nogle få timer inden i selskab med en smuk ung kvinde på en bar i Georgetown, hvilket var ret typisk.
Den almindelige teori var, at damen havde listet tilstrækkeligt med sløvende stoffer i ham til at gøre ham bevidstløs og derefter overgivet ham til de professionelle mordere. Han var blevet slæbt ud til en afsidesliggende del af Arlington-kirkegården og skudt i hovedet. Hans lig var blevet lagt til hvile på hans brors grav, en dekoreret helt fra Vietnam. Et nydeligt træk, men de, der kendte ham, hævdede, at han sjældent talte om sin familie, og ikke ret mange havde nogen sinde hørt om den afdøde bror.
Den gængse teori gik ud på, at Hubbard blev dræbt af de samme mennesker, som også ønskede at dræbe Joel Backman. Og i flere år bagefter betalte Carl Pratt og Kim Bolling temmelig mange penge for professionelle livvagter bare for det tilfælde, at deres navne stod på den samme liste. Det gjorde de åbenbart ikke. Detaljerne i den skæbnesvangre aftale, som havde spiddet Backman og dræbt Hubbard, var blevet udarbejdet af disse to, og efterhånden havde Pratt slækket på sikkerheden omkring sig selv, dog gik han stadig altid med en Ruger på sig.
Men Backman var langt væk, og afstanden voksede for hvert minut. Underligt nok tænkte han også netop på Jacy Hubbard og de mennesker, der havde dræbt ham. Han havde masser af tid til at tænke - fjorten timer i en udslået køjeseng om bord på et raslende transportfly gjorde meget for at sløve sanserne, i hvert fald for et normalt menneske. Men for en netop løsladt fange, der lige var trådt ud af seks års isolationsfængsel, var flyveturen ganske opkvikkende.
Hvem der end havde dræbt Jacy Hubbard, så ville vedkommende også gerne dræbe Joel Backman, og mens han skrumplede af sted i otte kilometers højde, lå han og spekulerede over en række vigtige spørgsmål. Hvem havde drevet lobbyvirksomhed for at få ham benådet? Hvor havde de tænkt sig at gemme ham? Hvem var 'de' helt nøjagtigt?
Behagelige spørgsmål, faktisk. Mindre end fireogtyve timer tidligere var det nogle andre spørgsmål, han havde spekuleret over: Forsøger de at sulte mig til døde? Fryse mig ihjel? Er jeg langsomt ved at miste forstanden i denne fire en halv gange fire en halv meter store celle? Eller er jeg ved hurtigt at miste den? Vil jeg nogen sinde få mine børnebørn at se? Har jeg lyst til det?
Han holdt mere af de nye spørgsmål, selv om de var nok så bekymrende. I det mindste ville han komme til at gå hen ad en gade et eller andet sted og indånde luften og mærke solen og måske sætte sig ind på en café og nyde en kop stærk kaffe.
Han havde engang haft en klient, en velhavende kokainimportør, der var blevet fanget i en af narkopolitiets undersøgelser. Klienten havde været så stor en fisk, at FBI tilbød ham et nyt liv med et nyt navn og et nyt ansigt, hvis han ville sladre om colombianerne. Og han sladrede, og efter lidt kirurgi blev han genfødt i den nordlige del af Chicago, hvor han drev en lille boghandel. Flere år efter havde Joel kigget ind en dag og fundet sin klient, der gik rundt med et lille fipskæg, rygende på en pibe og med et intellektuelt og afslappet udseende. Han havde fået en ny kone og tre papbørn, og colombianerne anede intet om det.
Det er en stor verden derude. Det er slet ikke så svært at gemme sig.
Joel lukkede øjnene, lå helt stille og lyttede til de fire motorers regelmæssige brummen og forsøgte at sige til sig selv, at hvor han så end var på vej hen, ville han ikke bryde sig om at leve som en mand på flugt. Han ville tilpasse sig, han ville overleve, han ville ikke leve i frygt.
Der var en dæmpet samtale i gang et par køjer længere nede, hvor to soldater fortalte hinanden historier om alle de piger, de havde haft. Han kom til at tænke på Mo, den stikker, som i de sidste fire år havde boet i cellen ved siden af Joels, og som i omkring toogtyve timer i døgnet var det eneste menneske, han kunne snakke med. Han kunne ikke se ham, men de kunne høre hinanden gennem en ventilationsskakt. Mo savnede hverken sin familie, sine venner, sit hjem, mad, drikke eller solskin. Det eneste, Mo snakkede om, var sex. Han fortalte lange, detaljerede historier om sine eskapader. Han fortalte vittigheder, de mest beskidte, Joel nogen sinde havde hørt. Han skrev oven i købet digte om gamle elskerinder og orgier og fantasier.
Han ville ikke komme til at savne Mo og hans livlige fantasi.
Uden at ville det faldt han i søvn igen.
Oberst Gantner rystede ham og hviskede højt: "Major Herzog, major Herzog. Vi skal snakke lidt sammen." Backman klemte sig ud af sin køje og fulgte efter obersten hen ad den mørke, smalle gang mellem køjerne og ind i et lille rum, der lå tæt ved cockpittet. "Sæt Dem ned," sagde Gantner. De satte sig ved et lille metalbord.
Gantner sad med en sagsmappe. "Her er så aftalen," startede han. "Vi lander om cirka en time. Planen går ud på, at De er syg, så syg, at en ambulance fra basens hospital kommer ud til flyet på landingsbanen og henter Dem. De italienske myndigheder vil foretage deres sædvanlige hurtige gennemsyn af papirerne, og de vil måske også kaste et blik på Dem. Men det er ikke særlig sandsynligt. Vi ankommer til en amerikansk militærbase, hvor soldater kommer og går hele tiden. Jeg har et pas klar til Dem. Jeg tager mig af at snakke med italienerne, og så bliver De kørt til hospitalet i ambulancen."
"Italienere?"
"Ja. Har De nogen sinde hørt om Aviano Air Base?"
"Nej."
"Det regnede jeg heller ikke med. Den har været på amerikanske hænder, lige siden vi smed tyskerne ud i 1945. Den ligger i den nordøstlige del af Italien, tæt ved Alperne."
"Det lyder herligt."
"Det er udmærket, men det er en militærbase."
"Hvor længe skal jeg være der?"
"Det er ikke noget, jeg afgør. Mit job går ud på at sørge for at få Dem ud af det her fly og hen på basens hospital. Dér tager en anden over. Kig lige på major Herzogs biografi, bare for alle tilfældes skyld."
Joel brugte et par minutter på at læse major Herzogs opdigtede livshistorie og lære oplysningerne i det falske pas udenad.
"Husk nu, at De er meget syg og har fået beroligende medicin," sagde Gantner. "Bare lad, som om De er i koma."
"Det har jeg været i seks år."
"Har De lyst til en kop kaffe?"
"Hvad er klokken dér, hvor vi er på vej hen?"
Gantner kiggede på sit ur og foretog en hurtig udregning. "Vi lander der omkring klokken et om natten."
"Så vil jeg gerne have kaffe."
Gantner gav ham et papkrus og en termokande og forsvandt så.
Efter to kopper kunne Joel mærke, at motorerne begyndte at arbejde langsommere. Han vendte tilbage til sin køje og forsøgte at lukke øjnene.
Da C-130-transportflyet standsede, bakkede en militærambulance helt hen til bagudgangen. Soldaterne luntede ud, de fleste stadig halvsovende. En båre med major Herzog blev rullet ned ad udfaldsporten og forsigtigt løftet op i ambulancen. Den nærmeste italienske embedsmand sad inde i en amerikansk militær-jeep og overvågede tingene halvhjertet, mens han forsøgte at holde varmen. Ambulancen kørte væk, ikke med særlig stor hastighed, og fem minutter senere blev major Herzog kørt ind på det lille basehospital og gemt væk i et meget lille rum på anden etage, hvor to mand fra militærpolitiet holdt vagt uden for hans dør.