Butikkerne på Via Rizzoli lukkede op klokken ti lørdag formiddag, og Marco stod og ventede, mens han studerede varerne i vinduerne. Han stod med fem hundrede friske euro i lommen, sank en klump og sagde til sig selv, at han ikke havde andet valg end at gå ind og klare sit første rigtige indkøb i Italien. Han havde lært ord og sætninger udenad, indtil han faldt i søvn, men da døren lukkede sig bag ham, bad han til, at der var en ung ekspedient, som talte perfekt engelsk.
Ikke et ord. Det var en ældre herre med et varmt smil. På mindre end et kvarter havde Marco peget og stammet og indimellem klaret sig fint, når han havde spurgt til størrelser og priser. Han gik ud af forretningen med et par billige og ungdommelige vandrestøvler i den stil, han havde set nogle gange i universitetskvarteret, når det havde været skidt vejr, samt en sort, vandtæt vindjakke med hætte, der kunne rulles ind i kraven. Og han gik derfra med næsten tre hundrede euro i lommen. At spare penge var blevet vigtigt for ham.
Han skyndte sig tilbage til lejligheden, skiftede til støvlerne og vindjakken og gik ud igen. Den tredive minutter lange spadseretur til Bologna Centrale tog næsten en time, fordi han gik ad en meget snoet rute med mange omveje. Han kiggede sig aldrig tilbage, men smuttede i stedet for ind på en café en gang imellem, hvor han studerede de forbipasserende fodgængere, eller han standsede pludselig op ved et konditori og beundrede lækkerierne, mens han holdt øje med genspejlingerne i ruden. Hvis de fulgte efter ham, ønskede han ikke, at de skulle vide, han var på vagt. Og det var vigtigt at få lidt øvelse. Luigi havde fortalt ham mere end én gang, at han snart ville forsvinde, og så ville Marco Lazzeri være helt alene i verden.
Spørgsmålet var, hvor meget han kunne stole på Luigi? Hverken Marco Lazzeri eller Joel Backman stolede længere på nogen.
På banegården blev han et kort øjeblik bekymret, da han trådte ind, så de mange mennesker, studerede ankomst- og afgangstavlerne og kiggede sig desperat rundt for at finde billetsalget. Af gammel vane ledte han også efter, at der skulle stå noget på engelsk. Men han var ved at lære at skubbe bekymringerne til side og bare gå videre. Han stillede sig i en kø, og da en billetluge blev åbnet, trådte han hurtigt frem, smilede til den lille dame på den anden side af ruden og sagde venligt: "Buon giorno. Vado a Milano." Jeg skal til Milano.
Hun nikkede straks.
"Alle tredici é venti," sagde han. Klokken tretten tyve.
"Sì, cinquanta euro," sagde hun. Halvtreds euro.
Han gav hende en 100-euroseddel, fordi han gerne ville have nogle småpenge, og så gik han derfra med billetten i hånden, mens han gav sig selv et skulderklap. Da han havde en time, inden toget gik, forlod han stationen og spadserede et stykke ned ad Via Boldrini, indtil han fandt en café. Han fik sig en panino og en øl og nød begge dele, mens han kiggede ud på fortovet, hvor han dog ikke ventede at se noget interessant.
Eurostar-toget ankom præcist, og Marco fulgte strømmen af mennesker, der havde travlt med at stige om bord. Det var hans første togtur i Europa, så han var ikke helt klar over reglerne. Han havde studeret sin billet under frokosten, men havde ikke fundet noget pladsnummer. Der så ud til at være frit valg, så han tog den første vinduesplads, han fandt. Hans vogn var mindre end halvfyldt, da toget satte sig i bevægelse præcis klokken tretten tyve.
De var snart ude af Bologna, og landskabet fløj forbi. Jernbanesporet fulgte M4, motorvejen fra Milano til Parma, Bologna, Ancona og hele Italiens østkyst. Efter en halv times kørsel var Marco allerede skuffet over sceneriet. Det var svært at nyde landskabet, når man suste igennem det med hundrede og tres kilometer i timen; alting blev temmelig udflydende, og et smukt landskab var væk på et øjeblik. Og desuden lå der alt for mange fabrikker klumpet sammen langs med jernbanesporet.
Snart fandt han ud af, hvorfor han var den eneste i vognen, der var bare en smule interesseret i landskabet udenfor. Dem over tredive var fortabt i aviser og blade og så totalt afslappede ud, ja, så oven i købet ud til at kede sig. De yngre sov trygt. Efter et stykke tid faldt Marco også i søvn.
Konduktøren vækkede ham, da han stod og sagde noget komplet uforståeligt på italiensk. Han opfattede ordet 'biglietto' i andet eller tredje forsøg og rakte ham hurtigt sin billet. Konduktøren stirrede vredt på den, som om han kunne finde på at smide den stakkels Marco af ved den næste bro, men så gav han den pludselig et slag og rakte den tilbage med et stort grin.
En time senere lød der over højttaleren en rablende stemme, der sagde noget med Milano, og nu begyndte landskabet at ændre sig meget voldsomt. De var snart helt opslugt af den store by, og toget sagtnede farten, standsede, men begyndte så at køre igen. Det kørte forbi den ene boligblok efter den anden fra efterkrigstiden; de var stuvet tæt sammen, og der var brede gader mellem dem. Ermannos guidebog oplyste, at der boede fire millioner mennesker i Milano, som var en meget betydningsfuld by, Norditaliens uofficielle hovedstad, landets finans-, mode-, medie- og industricentrum. En hårdtarbejdende industriby, selvfølgelig med et smukt centrum og en seværdig katedral.
Der kom flere spor til, og de lå spredt ud som en vifte, da de kørte ind på Milano Centrales mægtige sporterræn. De standsede under stationsbygningens vældige kuppel, og da Marco trådte ned på perronen, blev han overrasket over, hvor stor stationen var. Da han gik hen ad perronen talte han mindst en halv snes andre spor, der lå i perfekte, lige rækker, de fleste med tog, der tålmodigt ventede på passagerer. Han standsede op for enden af perronen, midt i strømmen af passagerer, der kom og gik, og studerede afgangene: Stuttgart, Rom, Firenze, Madrid, Paris, Berlin, Genève.
Hele Europa lå inden for hans rækkevidde, kun nogle få timers kørsel herfra.
Han fulgte skiltene hen til hovedindgangen og fandt taxaholdepladsen, hvor han stod i kø et kort stykke tid, inden han satte sig ind på bagsædet af en lille hvid Renault. "Malpensa lufthavn," sagde han til chaufføren. De bevægede sig i sneglefart gennem Milanos tætte trafik, indtil de nåede uden for centrum. Tyve minutter senere drejede de fra autostradaen og kørte ind til lufthavnen. "Quale compagnia aerea?" spurgte chaufføren over skulderen. Hvilket luftfartsselskab?
"Lufthansa," sagde Marco. Ved Terminal 2 fandt chaufføren en ledig plads ved kantstenen, og Marco fyrede endnu fyrre euro af. De automatiske døre åbnede sig for en stor flok mennesker, og han var taknemlig for, at han ikke skulle nå et fly. Han tjekkede afgangene og fandt, hvad han søgte: et direkte fly til Dulles Airport. Han gik rundt i terminalen, indtil han fandt Lufthansas check in-skranke. Der stod en masse mennesker i en lang kø, men på grund af den typiske tyske effektivitet blev køen hurtigt mindre.
Det første emne var en køn rødhåret kvinde på omkring femogtyve, der så ud til at rejse alene, hvilket han foretrak. En person med ledsager kunne fristes til at snakke om den fremmede mand i lufthavnen med den temmelig mærkelige anmodning. Hun stod som nummer to i køen ved business class-skranken. Mens han betragtede hende, fik han også øje på emne nummer to: en denimklædt student, med langt, usoigneret hår, ubarberet ansigt, slidt rygsæk og en University of Toledo-sweatshirt - den perfekte kandidat. Han stod et godt stykke nede i køen og lyttede til musik i et par lysegule hovedtelefoner.
Marco fulgte efter den rødhårede, da hun forlod skranken med sit boardingcard og sin håndbagage. Der var stadig to timer til flyafgang, så hun spadserede gennem menneskemængden og ned til den toldfrie butik, hvor hun standsede op for at kigge på det sidste nye i schweiziske ure. Da hun ikke fandt noget, hun ville købe, drejede hun om hjørnet til en aviskiosk, hvor hun købte to modeblade. Da hun begyndte at gå i retning mod gaten og den første sikkerhedskontrol, tog Marco mod til sig og gik i gang. "Undskyld, frøken, undskyld mig." Hun kunne ikke lade være med at vende sig om og kigge på ham, men hun var alt for mistænksom til at sige noget.
"De skulle vel ikke tilfældigvis til Dulles Airport?" spurgte han med et stort smil, mens han lod, som om han var forpustet, som havde han netop løbet for at få fat i hende.
"Jo," svarede hun reserveret. Ikke noget smil. Amerikaner.
"Det skulle jeg også, men mit pas er lige blevet stjålet, så jeg ved ikke, om jeg kan komme med hjem." Han trak en kuvert op af sin lomme. "Det her er et fødselsdagskort til min far. Vil De gøre mig den tjeneste at putte det i en postkasse, når De ankommer til Dulles? Det er hans fødselsdag på tirsdag, og jeg er bange for, at jeg ikke selv når at poste det."
Hun kiggede mistænksomt både på ham og på kuverten. Det var bare et fødselsdagskort, ikke en bombe eller en pistol.
Han hev endnu en ting op af lommen. "Jeg beklager, men der er ikke frimærke på. Her er en euro. Vil De ikke nok hjælpe mig?"
Det stive ansigtsudtryk forsvandt, og hun var lige ved at smile. "Selvfølgelig," sagde hun og tog både kuverten og euroen og lagde tingene i sin taske.
"Mange tak," sagde Marco og var lige ved at græde. "Det er hans halvfemsårsfødselsdag. Mange tak."
"Jamen, det er da ikke noget problem," sagde hun.
Fyren med de gule hovedtelefoner var mere kompliceret. Han var også amerikaner, og han faldt ligeledes for historien om det mistede pas. Men da Marco forsøgte at give ham kuverten, kiggede han sig forsigtigt omkring, som om de var i gang med noget ulovligt.
"Det ved jeg fandeme ikke rigtigt," sagde han og trådte et skridt tilbage. "Det tror jeg ikke."
Marco vidste, at han ikke skulle presse på. Han fjernede sig, mens han sagde så sarkastisk som muligt: "Rigtig god tur."
Mrs. Ruby Ausberry fra York i Pennsylvania var en af de sidste passagerer, der checkede ind. Hun havde undervist i historie på en high school i fyrre år, og nu nød hun at bruge sin pension på at rejse ud til de steder, hun kun havde set i lærebøgerne. Dette var sidste etape af et tre uger langt eventyr, hvor hun havde rejst rundt i det meste af Tyrkiet. Hun skulle blot skifte fly i Milano på vej fra Istanbul til Washington. Den pæne herre henvendte sig til hende med et desperat smil og forklarede, at hans pas netop var blevet stjålet. Og nu ville han ikke kunne nå at sende en hilsen til sin fars halvfemsårsfødselsdag. Hun tog gerne imod kortet og lagde det i sin taske. Hun gik igennem sikkerhedskontrollen og spadserede den lange vej ud til gaten, hvor hun fandt en siddeplads og gjorde sig det behageligt.
Mindre end fem meter bag ved hende tog den rødhårede kvinde en beslutning. Det kunne alligevel godt være en brevbombe. Det så ganske vist ikke tykt nok ud til at indeholde sprængstoffer, men hvad vidste hun egentlig om den slags? Der stod en affaldsspand henne ved vinduet - en slank, forkromet spand med forkromet låg (de befandt sig jo i Milano) - og hun gik roligt derover og smed brevet i affaldsspanden.
Hvad nu, hvis den eksploderer der? tænkte hun, da hun igen sad på sin plads. Det var for sent. Hun ville ikke gå derhen og fiske den op igen. Og hvis hun gjorde det, hvad så? Skulle hun så finde en person i uniform og forsøge at forklare på engelsk, at hun måske stod med en brevbombe i hånden? Hold nu op, sagde hun til sig selv. Hun tog sin håndbagage og flyttede over til den anden side af gaten, så langt fra affaldsspanden som muligt. Men hun kunne ikke få øjnene fra den.
Hun var den første, der steg ind i flyet, da de begyndte at gå om bord, og først da hun sad med et glas champagne, slappede hun endelig af. Hun ville lukke op for CNN, så snart hun kom hjem til Baltimore. Hun var overbevist om, at der ville have været et blodbad i Milanos lufthavn Malpensa.
Marcos taxatur tilbage til Milano Centrale kostede femogfyrre euro, men han diskuterede ikke med chaufføren. Hvad skulle han det for? Returbilletten til Bologna kostede næsten det samme - halvtreds euro. Efter en dags indkøb og rejsen var han nede på omkring et hundrede euro. Hans lille forråd af kontanter skrumpede hurtigt ind.
Det var næsten mørkt, da toget langsomt kørte ind på stationen i Bologna. Marco var bare en af de mange trætte rejsende, da han steg ud på perronen, men han var meget stolt af dagens resultater. Han havde købt tøj, købt togbilletter, overlevet forvirringen både på stationen og i lufthavnen i Milano, han havde hyret to taxaer og fået sendt sit brev, en meget indholdsrig dag, og intet tydede på, at nogen vidste, hvem han var, eller hvor han var.
Og han var ikke blevet bedt om at vise pas eller nogen form for identifikation.
Luigi havde taget et andet tog, ekspressen klokken elleve femogfyrre til Milano. Men han steg af i Parma og forsvandt i mængden. Han fandt en taxa og kørte den korte tur hen til mødestedet, hans yndlingscafé. Han ventede næsten en time på Whitaker, der var kommet for sent til et tog i Milano og så havde taget det næste. Som sædvanlig var Whitaker i dårligt humør, og det var ikke blevet bedre af, at han skulle have et møde på en søndag. De afgav hurtigt deres bestilling, og så snart tjeneren var væk igen, sagde Whitaker: "Jeg bryder mig ikke om denne kvinde."
"Francesca?"
"Ja, turistguiden. Vi har aldrig brugt hende før, vel?"
"Det er rigtigt, men slap nu lidt af, hun er god nok. Hun aner ikke noget om noget."
"Hvordan ser hun ud?"
"Ganske køn."
"Ganske køn kan betyde hvad som helst, Luigi. Hvor gammel er hun?"
"Det spørgsmål stiller jeg aldrig. Jeg gætter på femogfyrre."
"Er hun gift?"
"Ja, men ingen børn. Hun er gift med en ældre mand, der er meget syg. Han er døende."
Som sædvanlig tog Whitaker notater og tænkte på det næste spørgsmål. "Døende? Hvorfor er han døende?"
"Jeg tror, det er kræft. Jeg stiller ikke så mange spørgsmål."
"Måske skulle du stille nogle flere spørgsmål."
"Måske er der nogle ting, hun ikke har lyst til at snakke om - hendes alder og hendes døende mand."
"Hvor har du fundet hende?"
"Det var slet ikke så let. Sproglærere holder ikke i lange rækker ligesom taxachauffører. En ven anbefalede hende. Jeg spurgte mig omkring. Hun har et godt ry i byen. Og hun var ledig. Det er næsten umuligt at finde en lærer, der er villig til at bruge tre timer hver dag på en elev."
"Hver dag?"
"De fleste hverdage. Hun har sagt ja til at arbejde hver eftermiddag i den næste måneds tid. Det er lavsæson for turistguider. Hun har måske et job én eller to gange om ugen, men hun er skrevet op som tilkaldevagt. Slap af, hun er dygtig."
"Hvad er hendes honorar?"
"To hundrede euro om ugen indtil foråret, når turistsæsonen starter."
Whitaker himlede, som om pengene skulle gå direkte af hans egen lomme. "Marco koster alt for meget," sagde han nærmest til sig selv.
"Marco har selv en storartet idé. Han vil gerne til Australien eller New Zealand eller et andet sted, hvor der ikke vil være sprogproblemer."
"Han vil gerne forflyttes?"
"Ja, og jeg synes, det er en storartet idé. Lad os vælte ham over på nogle andre."
"Det er jo ikke noget, vi kan beslutte, vel, Luigi?"
"Nej, det er det nok ikke."
Salaterne blev serveret, og de spiste i tavshed. Så sagde Whitaker: "Jeg bryder mig nu stadig ikke om denne kvinde. Hold udkig efter en anden."
"Der er ikke andre. Hvad er du bange for?"
"Marco er kendt for at være glad for kvinder. Der er altid risikoen for en affære. Hun kunne godt komplicere tingene."
"Jeg har advaret hende. Og hun har brug for pengene."
"Har hun ingen penge?"
"Det er mit indtryk, at budgettet er temmelig stramt. Det er lavsæson, og hendes mand arbejder ikke."
Whitaker var lige ved at smile, som om det var gode nyheder, han hørte. Han puttede et stort stykke tomat i munden og tyggede lidt, mens han kiggede sig rundt i trattoriaet for at se, om nogen lyttede til deres lavmælte samtale på engelsk. Da han endelig havde sunket tomaten, sagde han: "Lad os tale lidt om e-mail. Marco har aldrig været den store computernørd. I hans storhedstid levede han med telefonen - han havde fire eller fem styk på sit kontor, to i sin bil og en i sin lomme - han jonglerede altid med tre samtaler på én gang. Han pralede af, at han tog fem tusinde dollars bare for at tage imod en telefonopringning fra en ny klient, og al den slags vrøvl. Han brugte aldrig computer. Dem, der arbejdede for ham, har fortalt, at han en gang imellem læste e-mails. Han sendte sjældent nogen selv, og når han gjorde det, var det altid gennem en sekretær. Hans kontor var udstyret med den sidste nye teknologi, men han havde hyret folk til at udføre det hårde arbejde. Han var en alt for stor mand til selv at gøre den slags."
"Hvad med fængslet?"
"Der er ikke noget, som tyder på, at han sendte e-mails. Han havde en bærbar computer, som han kun brugte til breve, aldrig til e-mails. Det ser ud, som om alle svigtede ham, da han styrtede. Han skrev indimellem til sin mor og til sin søn, men han brugte altid almindelig post."
"Det lyder, som om han er total analfabet på området."
"Ja, men Langley er bekymret for, om han kan finde på at forsøge at kontakte nogen udenfor. Han kan ikke gøre det per telefon, i hvert fald ikke nu. Han har ingen adresse, han kan bruge, så almindelig post er sikkert udelukket."
"Han ville være dum, hvis han sendte et brev," sagde Luigi. "Det kunne afsløre, hvor han opholder sig."
"Nemlig. Det samme gælder telefon, fax, alt bortset fra e-mail."
"Vi kan spore e-mail."
"De fleste, men der findes måder at undgå det på."
"Han har ingen computer og ingen penge til at købe en for."
"Det ved jeg, men rent hypotetisk kunne han snige sig ind på en internet-café, bruge en kodet konto, sende e-mailen, derpå fjerne sine spor, betale et mindre beløb for lejen og så gå ud igen."
"Ja, men hvem skulle lære ham, hvordan man gør det?"
"Han kan selv lære det. Han kan finde en bog. Det er usandsynligt, men det er en mulighed."
"Jeg undersøger hans lejlighed hver dag," sagde Luigi. "Hver eneste centimeter. Hvis han køber en bog eller lægger en kvittering fra sig, finder jeg ud af det."
"Tjek alle internet-caféerne i nabolaget. Der er adskillige af dem i Bologna nu."
"Jeg kender dem alle."
"Hvor er Marco lige nu?"
"Jeg ved det ikke. Det er søndag, fridag. Han vandrer sikkert rundt i Bolognas gader og nyder sin frihed."
"Er han stadig bange?"
"Han er skrækslagen."
Mrs. Ruby Ausberry tog en mild sovepille og sov i seks af de otte timer, det tog at flyve fra Milano til Dulles International Airport. Den lunkne kaffe, de serverede før landingen, hjalp ikke meget på søvnigheden, så da flyet taxiede hen til gaten, var hun faldet i søvn igen. Hun glemte alt om fødselsdagskortet, da de blev stuvet sammen i kreaturvogne på landingsbanen og kørt ind til hovedterminalen. Hun glemte også alt om det, da hun stod sammen med de andre passagerer og ventede på at få sin bagage og gå gennem tolden. Og hun glemte det også, da hun fik øje på sit elskede barnebarn, der stod og ventede på hende ved udgangen.
Hun glemte det, lige indtil hun var nået sikkert hjem til York i Pennsylvania og stod rodede rundt i sin skuldertaske for at finde en souvenir. "Åh nej," udbrød hun, da kuverten faldt ud på køkkenbordet. "Jeg havde lovet at poste det her i lufthavnen." Så fortalte hun sit barnebarn historien om den stakkels fyr i Milanos lufthavn, der havde mistet sit pas og ikke kunne nå at sende et kort til sin fars halvfemsårsfødselsdag.
Hendes barnebarn kiggede på kuverten. "Det ligner nu ikke et fødselsdagskort," sagde hun. Hun studerede adressaten: Advokat R. N. Backman, 412 Main Street, Culpeper, Virginia, 22701.
"Der er ingen returadresse," sagde barnebarnet.
"Jeg sender det straks i morgen," sagde mrs. Ausberry. "Jeg håber, det når frem til fødselsdagen."