Mægleren

Ud for et anonymt hus uden navn og uden nummer i Pinsker Street i Tel Avivs centrum standsede en agent, der hed Efraim, han trådte ind og gik forbi elevatoren og hen til en låst dør for enden af en gang. Døren havde hverken greb eller håndtag. Han trak et instrument, som lignede en lille fjernbetjening til et tv-apparat, op af lommen og rettede det mod døren. Nogle kraftige låsedele faldt ned med et skarpt klik et sted inde på den anden side af døren, og den åbnede sig ind til et af de mange tilflugtssteder, der ejedes af Mossad, Israels hemmelige politi. Der var fire værelser - to med køjesenge, hvor Efraim og hans tre kolleger sov, et lille køkken, hvor de tilberedte deres enkle måltider, samt et stort rodet arbejdsværelse, hvor de tilbragte mange timer hver dag med at planlægge en operation, der havde ligget så godt som stille i seks år, men pludselig var blevet meget højt prioriteret af Mossad.

De fire var medlemmer af en kidon, en lille, fast enhed bestående af meget dygtige agenter i marken, hvis primære bestilling var snigmord. Hurtige, effektive og lydløse drab. Deres mål var de af Israels fjender, som ikke kunne bringes for retten, fordi domstolene ikke havde nogen jurisdiktion. De fleste mål befandt sig i arabiske og islamiske lande, men man brugte også kidon'er i den tidligere sovjetblok, i Europa, i Asien, ja selv i Nordkorea og USA. Gruppen havde ingen begrænsninger, ingen restriktioner, intet, der kunne hindre den i at myrde dem, der ville ødelægge Israel. De mænd og kvinder, der var medlemmer af en kidon, havde fuld ret til at dræbe for deres land. Når et mål var blevet skriftligt godkendt af den siddende premierminister, blev der lagt en handlingsplan og organiseret en enhed, og den pågældende fjende af Israel var så godt som død. Det havde sjældent været svært at opnå en sådan godkendelse.

Efraim smed en pose med kager på et af klapbordene, hvor Rafi og Shaul sad og pløjede sig igennem researchmaterialet. Amos sad henne i et hjørne ved computeren og studerede et kort over Bologna i Italien.

Det meste af deres materiale var gammelt, herunder nogle sider med stort set ubrugeligt baggrundsstof om Joel Backman, oplysninger, der var blevet indsamlet for flere år siden. De vidste alt om hans kaotiske privatliv - de tre ekskoner, de tre børn, de tidligere partnere, veninderne, klienterne, de gamle, men nu mistede venner fra magtens inderkreds i Washington. Da det for seks år siden var blevet godkendt, at han skulle dræbes, havde en anden kidon haft travlt med at samle baggrundsmateriale om Backman. En foreløbig plan om at dræbe ham ved en bilulykke i Washington var blevet skrottet, da han pludselig erklærede sig skyldig og flygtede i fængsel. End ikke en kidon kunne nå ham, så længe han sad i beskyttelsesforvaring i Rudley Statsfængsel.

Baggrundsmaterialet var kun vigtigt nu på grund af sønnen. Siden Backmans overraskende benådning og forsvinden syv uger tidligere havde Mossad haft to agenter til at overvåge Neal Backman. De blev udskiftet hver tredje eller fjerde dag, så ingen i Culpeper i Virginia skulle blive mistænksomme; de små byer med nysgerrige naboer og politibetjente, der kedede sig, var en kæmpestor udfordring. En af agenterne, en køn dame med tysk accent, havde faktisk snakket med Neal på Main Street. Hun udgav sig for at være turist og spurgte om vej til Montpelier, præsident James Madisons hjem, der lå lige i nærheden. Hun flirtede, eller forsøgte så godt, som hun kunne, og var villig til at gå endnu længere, men han bed ikke på krogen. De havde skjult mikrofoner i hans hjem, og de aflyttede hans samtaler over mobiltelefonen. Fra et laboratorium i Tel Aviv kunne de læse alle hans e-mails på kontoret og ligeledes dem derhjemme. De holdt opsyn med hans bankkonto og med hans brug af kreditkort. De vidste, at han havde været på en kort tur til Alexandria seks dage tidligere, men de vidste ikke hvorfor.

De overvågede også Backmans mor i Oakland, men det var begyndt at gå meget hurtigt tilbage for den stakkels dame. I flere år havde de diskuteret forslaget om at give hende en af giftpillerne fra deres mægtige arsenal. Derefter ville de lokke hendes søn i baghold til begravelsen. Men ifølge reglementet for en kidon var det forbudt at dræbe familiemedlemmer, medmindre bemeldte medlemmer også var indblandet i truslen mod Israels sikkerhed.

De ønskede Backman død, men de ønskede ham også i live et par timer, inden han døde. De skulle snakke lidt med ham, stille ham nogle spørgsmål, og hvis der ikke kom noget svar, vidste de, hvordan de skulle få ham til at snakke. Alle snakkede, når Mossad virkelig ønskede at få svar.

"Vi har fundet seks agenter, der taler italiensk," sagde Efraim. "To af dem kommer til møde her klokken tre i eftermiddag." Ingen af de fire talte selv italiensk, men alle talte perfekt engelsk såvel som arabisk. Tilsammen kunne de desuden otte andre sprog.

De havde alle fire kamperfaring, var blevet godt trænet i brugen af computere og var dygtige til at krydse grænser (med eller uden papirer), til forhør, forklædning og forfalskning. Og de var i stand til at dræbe med koldt blod uden anger. Deres gennemsnitsalder var fireogtredive, og de havde alle været involveret i mindst fem vellykkede kidon-drab.

Når deres kidon var fuldt operationsklar, ville den have tolv medlemmer. Fire skulle udføre selve drabet, og de andre otte skulle sørge for dækning, overvågning og taktisk support, og så skulle de rydde op efter drabet.

"Nej, ikke endnu," svarede Efraim. "Og jeg ved ikke, hvornår vi får en. Det her går gennem sikkerhedstjenesten."

"Der er en halv million indbyggere i Bologna," sagde Amos nærmest til sig selv.

"Fire hundrede tusinde," sagde Shaul. "Og hundrede tusinde af dem er studerende."

"Vi skal have fat i et billede af ham," sagde Efraim, og de andre standsede midt i det, de var i gang med, og kiggede op. "Der er et fotografi af Backman et eller andet sted, et, der blev taget kort efter løsladelsen fra fængslet. Det kan vi sikkert skaffe en kopi af."

De havde masser af gamle fotografier af Joel Backman. De havde studeret hver eneste centimeter af hans ansigt, hver eneste rynke, hver eneste åre i hans øjne, hvert eneste hår på hans hoved. De havde talt hans tænder, og de havde kopi af hans tandlægejournal. Deres specialister i den anden ende af byen, nemlig i Israels Centrale Institut for Efterretning og Special-opgaver, bedre kendt som Mossad, havde fremstillet glimrende computerbilleder af Backman, som han ville se ud nu, seks år efter, at man sidst havde set ham. Der var en række digital-billeder af Backmans ansigt, dengang han vejede hundrede kilo, hvilket han gjorde på det tidspunkt, da han erklærede sig skyldig. Og der var en række billeder af Backman, hvor han vejede omkring firs kilo, den vægt, han angiveligt skulle have nu. De havde arbejdet med hans hår, givet det den naturlige farve og givet det den farve, som man kunne forvente hos en tooghalvtredsårig mand. De farvede det sort og rødt og brunt. De klippede det og lod det være lidt langt. De satte mange forskellige par briller på hans næse, og så gav de ham skæg, først et mørkt skæg og dernæst et gråt.

Men det var i sidste instans øjnene, det hele kom an på. Det var vigtigt at studere øjnene.

Selv om det var Efraim, der var leder af gruppen, havde Amos størst anciennitet. Han var blevet sat på Backman-sagen i 1998, da Mossad første gang hørte rygter om den JAM-software, der blev sat til salg af en magtfuld lobbyist i Washington. Gennem deres ambassadør i Washington forsøgte israelerne at købe JAM og troede, at de havde fået en aftale i hus, men så blev de skubbet til side, da Backman og Jacy Hubbard gik et andet sted hen med deres varer.

Salgsprisen var aldrig blevet kendt. Handlen var aldrig blevet gennemført. Nogle penge skiftede hænder, men af en eller anden grund leverede Backman ikke produktet.

Den seks år lange pause i jagten på Joel Backman havde givet Amos rigeligt med tid til at udfylde nogle huller. Han troede - hvad også hans overordnede gjorde - at det såkaldte Neptun-satellitsystem var noget, som Røde Kina havde skabt, at kineserne havde brugt en god luns af deres statsfinanser på at bygge systemet, at de havde stjålet værdifuld teknologi fra amerikanerne for at kunne bygge det, at det på fremragende vis var lykkedes for dem at skjule opsendelsen af systemet og at narre de amerikanske, russiske og israelske satellitter, og at de havde været ude af stand til at reprogrammere systemet, således at de kunne standse de forstyrrelser, som JAM havde forårsaget. Neptun var ubrugelig uden JAM, og kineserne ville give Den Kinesiske Mur for at få fingrene i JAM og i Backman.

Amos - og Mossad - troede også, at Farooq Khan, det sidst overlevende medlem af trioen og hovedmanden bag software-programmet, var blevet fundet af kineserne og myrdet for otte måneder siden. Mossad havde været på sporet af ham, da han forsvandt.

De troede også, at amerikanerne stadig ikke vidste, hvem der havde bygget Neptun, og denne svipser i det amerikanske efterretningsvæsen var en fortsat, ja nærmest permanent belastning. Amerikanske satellitter havde domineret himmelrummet i fyrre år og var så effektive, at de kunne se gennem skyer, opdage et maskingevær i et telt, opfange en elektronisk overførsel fra en narkohandler, aflytte en samtale i et hus og finde olie i ørkenen ved hjælp af infrarøde billeder. De overgik langt alt, hvad russerne havde sendt op. At et andet system med en lige så god eller endnu bedre teknologi skulle være blevet udviklet, konstrueret og opsendt, og at dette system skulle kunne operere uden CIA's og Pentagons viden ville være utænkeligt.

Israelske satellitter var rigtig gode, men ikke så gode som amerikanernes. I efterretningsverdenen så det nu ud, som om Neptun var mere avanceret end noget system, USA nogen sinde havde opsendt.

Men det var alt sammen kun formodninger, for ikke ret meget af det var blevet bekræftet. Den eneste kopi af JAM var blevet gemt væk. Og de, der havde skabt systemet, var alle døde.

Amos havde levet med sagen i næsten syv år, så han var begejstret for at have fået en ny kidon på plads, og han havde travlt med at lægge planer. Tiden var knap. Kineserne ville sprænge det halve Italien i luften, hvis de troede på, at Backman ville dø mellem murbrokkerne. Amerikanerne ville måske også forsøge at få fat i ham. På deres egen jord var han beskyttet af forfatningen med dens mange forfatningsmæssige rettigheder. Loven krævede, at han skulle behandles retfærdigt, og derefter blev han gemt væk i fængsel og beskyttet fire-og-tyve timer i døgnet. Men på den anden side af kloden var han et taknemligt offer.

En kidon var blevet brugt til at neutralisere nogle få egenrådige israelere, men aldrig derhjemme. Amerikanerne opererede på samme måde.

Neal Backman opbevarede sin nye, meget smalle bærbare computer i den gamle slidte mappe, han slæbte med hjem hver aften. Lisa havde ikke bemærket den, fordi han aldrig tog den op. Han havde den altid med sig og havde den inden for rækkevidde og aldrig mere end et par skridt borte.

Han lavede en lille smule om på sin morgenrutine. Han havde købt et rabatkort hos Jerry's Java, en helt ny kaffe- og doughnut-kæde, som forsøgte at lokke kunder til med tilbud om mange slags kaffe samt gratis aviser, blade og trådløs internet-adgang. Man havde overtaget en tidligere drive in-restaurant i udkanten af byen, peppet den op og indrettet den i moderne stil, og i løbet af de første to måneder var den blevet en drønende succes.

Der holdt tre biler foran ham ved bestillingslugen. Han sad med sin bærbare på knæene, lige under rattet. Da han nåede frem til lugen, bestilte han en dobbelt mokka, uden flødeskum, og ventede på, at bilerne foran ham skulle bevæge sig fremad. Han tastede løs med begge hænder, mens han ventede. Da han var kommet på, gik han hurtigt ind på KwyteMail. Han skrev sit brugernavn - Grinch123 - derefter sin adgangskode - post hoc ergo propter hoc. Nogle få sekunder efter var den der - den første besked fra hans far.

Neal holdt vejret, mens han læste, åndede derpå lettet op og kørte langsomt fremad i køen. Det virkede! Den gamle havde fundet ud af det!

Marco. Vores beskeder kan ikke spores. Du kan sige hvad som helst, du vil, men det er altid bedst at sige så lidt som muligt. Jeg er glad for, at du er kommet ud fra Rudley. Jeg går på hver dag på dette tidspunkt - præcis klokken 7.50 østlig zonetid. Jeg må løbe. Grinch

Han lagde den bærbare over på passagersædet, rullede vinduet ned og betalte næsten fire dollars for en kop kaffe. Da han kørte derfra, holdt han øje med computeren for at se, hvor langt signalet gik. Han drejede ned ad vejen og kørte omkring tres meter, og så var signalet væk.

Sidste november, efter Arthur Morgans overraskende nederlag, begyndte Teddy Maynard at udtænke sin strategi for at få Backman benådet. Med sin sædvanlige omhyggelige planlægning forberedte han også den dag, da muldvarpene skulle lade slippe ud, hvor Backman opholdt sig. Med henblik på at give kineserne et vink - og det skulle være på en måde, der ikke vakte mistanke - gik Teddy i gang med at lede efter den perfekte sladrehank.

Hun hed Helen Wang, var femtegenerations-kineser og havde arbejdet otte år i Langley som analytiker i asiatiske spørgsmål. Hun var intelligent, køn og talte udmærket mandarin-kinesisk. Teddy fik hende midlertidigt ansat i Udenrigsministeriet, og dér gik hun i gang med at opdyrke kontakter med diplomater fra Røde Kina, hvoraf nogle selv var spioner, og hvoraf de fleste konstant var på jagt efter nye agenter.

Kineserne var berygtede for deres aggressive taktik, når de rekrutterede spioner. Hvert år blev femogtyve tusinde kinesiske studenter indskrevet på amerikanske universiteter, og det hemmelige politi holdt øje med dem alle. Kinesiske forretningsfolk forventedes at samarbejde med det centrale efterretningsvæsen, når de vendte hjem. De tusindvis af amerikanske virksomheder, der gjorde forretninger på fastlandet, blev konstant overvåget. Man undersøgte og holdt øje med deres ledende medarbejdere, og så henvendte man sig en gang imellem til oplagte kandidater.

Da Helen Wang 'tilfældigvis' lod det slippe ud, at hun havde arbejdet et par år i CIA, og at hun håbede på snart at vende tilbage, tiltrak hun sig straks opmærksomhed hos efterretningscheferne i Beijing. Hun sagde ja tak til en invitation fra en ny bekendt om at spise frokost i en prangende restaurant i Washingtons centrum og senere middag. Hun spillede sin rolle smukt, var altid tilbageholdende over for deres indledende tilnærmelser, men sagde altid modvilligt ja. Hendes detaljerede notater blev personligt overleveret til Teddy efter hvert møde.

Da Backman så pludselig blev løsladt fra fængslet, og det stod klart, at han var blevet gemt væk og ikke ville dukke op til overfladen igen, lagde kineserne et vældig stort pres på Helen Wang. De tilbød hende hundrede tusinde dollars for oplysninger om hans opholdssted. Hun syntes at være skræmt over tilbuddet og afbrød kontakten i et par dage. Med perfekt timing fik Teddy hendes kontrakt i Udenrigsministeriet ophævet og fik hende hentet tilbage til Langley. I to uger havde hun intet at gøre med sine gamle spionvenner på den kinesiske ambassade.

Så ringede hun til dem, og betalingen voksede snart til fem hundrede tusinde dollars. Helen blev grov og forlangte en million, idet hun hævdede, at hun satte både sin karriere og sin frihed på spil, og at det var meget mere værd. Kineserne var enige.

Dagen efter, at Teddy blev fyret, ringede hun til sin kontaktperson og udbad sig et hemmeligt møde. Hun gav ham et stykke papir med instrukser om at overføre penge til en bankkonto i Panama, der i al hemmelighed var ejet af CIA. Når pengene var kommet frem, sagde hun, ville hun mødes med dem igen, og hun ville medbringe oplysninger om Joel Backmans opholdssted. Hun ville også give dem et nyt fotografi af Joel Backman.

Der var tale om et egentligt fysisk møde mellem muldvarp og kontaktperson, men det fandt sted på en sådan måde, at ingen ville bemærke noget usædvanligt. Efter arbejde tog hun ind i et Kroger-stormagasin i Bethesda. Hun gik hen til enden af gang nummer tolv, hvor der var udstillet blade og aviser. Hendes kontaktperson slentrede rundt ved hylden med et nummer af Lacrosse Magazine i hånden. Helen tog et eksemplar af det samme blad og stak hurtigt en kuvert ind i det. Hun bladrede temmelig uinteresseret i bladet og lagde det så tilbage på hylden. Hendes kontaktperson rodede lidt i nogle sportsblade. Helen gik igen, men først efter at hun havde set ham tage hendes eksemplar af Lacrosse Magazine.

For en gangs skyld var det ikke nødvendigt med den sædvanlige spionrutine. Helens venner i CIA overvågede ikke mødet, fordi de selv havde arrangeret det. De havde kendt hendes kontaktperson i mange år.

Kuverten indeholdt et enkelt stykke papir - et farvebillede, tyve gange femogtyve, i fotokopi, af Joel Backman, der så ud til at spadsere ned ad en gade. Han var meget tyndere og havde et lille, gråligt fipskæg samt briller i europæisk stil, og han var klædt som en lokal. Med håndskrift stod der nederst på siden: Joel Backman, Via Fondazza, Bologna, Italien. Kontaktmanden kiggede på det, da han satte sig ind i sin bil, og så drønede han af sted til Folkerepublikken Kinas ambassade på Wisconsin Avenue NW i Washington.

Til at begynde med syntes russerne ikke at være interesserede i Joel Backmans opholdssted. Deres signaler blev læst på mange forskellige måder i Langley. Der blev ikke draget nogen forhastede konklusioner, det var umuligt. I årevis havde russerne i al hemmelighed holdt fast ved, at det såkaldte Neptun-system var deres, og dette havde bidraget en hel del til forvirringen hos CIA.

Til efterretningsverdenens store overraskelse magtede Rusland at have omkring hundrede og tres rekognosceringssatellitter i luften, omtrent det samme antal som det tidligere Sovjetunionen. Ruslands massive tilstedeværelse i rummet var ikke blevet mindre i modsætning til, hvad Pentagon og CIA havde spået.

I 1999 meddelte en afhopper fra GRU, det russiske militærs efterretningsvæsen, til CIA, at Neptun ikke var russernes. De var blevet lige så overrumplede som amerikanerne. Mistanken rettedes nu mod Røde Kina, der var langt bagefter i kampen om satellitter.

Russerne ville gerne vide besked om Neptun, men de var ikke villige til at betale for oplysninger om Backman. Da tilnærmelserne fra Langley i stor udstrækning var blevet ignoreret, blev det samme farvebillede, som blev solgt til kineserne, sendt anonymt med e-mail til fire russiske efterretningschefer, der opererede under diplomatisk dække i Europa.

Lækken til saudierne blev ordnet gennem en direktør i et amerikansk olieselskab, der var udstationeret i Riyadh. Hans navn var Taggett, og han havde boet der i over tyve år. Han talte flydende arabisk og bevægede sig så let som enhver anden udlænding i de selskabelige kredse. Han var særlig god ven med en bureaukrat på mellemniveau i det saudiske udenrigsministeriums kontor, og over en kop te en sen eftermiddag fortalte Taggett ham, at hans selskab engang havde haft Joel Backman som advokat. Og Taggett mente desuden at vide - hvad der var mere interessant - hvor Backman gemte sig.

Fem timer senere blev Taggett vækket af en ringende dørklokke. Tre unge herrer i forretningsmands-jakkesæt maste sig ind i hans lejlighed og krævede et par minutter af hans tid. De undskyldte og forklarede, at de var ansat i en afdeling af det saudiske politi, og at det var meget nødvendigt for dem at snakke med ham. Da Taggett blev presset, fremkom han modvilligt med den oplysning, han havde fået besked på at røbe.

Joel Backman gemte sig i Bologna i Italien under et andet navn. Det var alt, hvad han vidste.

De spurgte ham, om han ville tage af sted næste morgen, rejse tilbage til sit selskabs hovedkvarter i New York og lede efter flere oplysninger om Backman. Det var meget vigtigt for den saudiske stat og den kongelige familie.

21