På afstand så han, hvordan hun tappert humpede af sted med sin stok hen ad fortovet på Via Minzoni. Han fulgte efter og var snart nået næsten op bag ved hende. I dag var hun iført brune ruskindsstøvler, der sikkert var gode til at støtte fødderne. Støvlerne var med lave hæle. Flade sko ville have været mere behagelige, men hun var trods alt italiener, og derfor var det vigtigere at være smart klædt på. Den lysebrune nederdel nåede ned til knæene. Hun var iført en stram uldtrøje i en højrød farve, og det var første gang, han så hende, hvor hun ikke var godt pakket ind som værn mod kulden. Ingen overfrakke skjulte hendes nydelige figur.
Hun gik meget forsigtigt og med en let halten, men samtidig også med en beslutsomhed, der rørte ham. Det var bare for at komme hen på Nino og drikke kaffe og undervise en time eller to i italiensk. Og det var alt sammen for hans skyld!
Og pengenes.
Et kort øjeblik tænkte han på hendes penge. Til trods for den vanskelige situation, hun befandt sig i på grund af hendes stakkels mands sygdom og hendes sæsonarbejde som turist-guide, så var hun ikke desto mindre i stand til at klæde sig smart og bo i en smukt indrettet lejlighed. Giovanni havde været professor. Måske havde han været meget sparsommelig gennem årene, og nu belastede hans sygdom så deres budget.
Lige meget. Marco havde sine egne problemer. Han havde netop mistet fire hundrede dollars i kontanter og sin eneste livline til verden udenfor. Folk, der ikke burde vide noget om hans opholdssted, kendte nu hans nøjagtige adresse. Ni timer tidligere havde han hørt sit rigtige navn blive brugt på Via Fondazza.
Han sagtnede farten og lod hende gå først ind på Nino, hvor hun atter blev modtaget af Ninos drenge som et højt elsket familiemedlem. Så gik han rundt om blokken for at give dem tid til at få hende placeret, pylre om hende, bringe kaffe, snakke lidt og udveksle den nyeste sladder. Ti minutter efter, at hun var ankommet, gik han ind ad døren og fik et stort knus af Ninos yngste søn. En ven af Francesca var en ven for livet.
Hendes humør skiftede så meget, at Marco ikke vidste, hvad der ventede ham. Han var stadig rørt over hendes varme i går, men han vidste også, at ligegyldigheden kunne være vendt tilbage i dag. Da hun smilede og greb hans hånd og startede kindkysseriet, vidste han straks, at undervisningstimen ville blive højdepunktet på en ellers elendig dag.
Da de endelig var blevet alene, spurgte han til hendes mand. Der var ikke sket nogen forandring. "Det drejer sig kun om dage," sagde hun med sammenbidte tænder, som om hun allerede havde accepteret døden og var klar til at sørge.
Han spurgte til hendes mor, signora Altonelli, og fik en fuldstændig rapport. Hun var i gang med at bage en pæretærte, en af Giovannis yndlingsspiser, bare for at han kunne nyde duften fra køkkenet.
"Og hvordan har Deres dag så været?" spurgte hun.
Det var umuligt selv at opdigte nogle begivenheder, der var værre end dem, han havde oplevet. Lige fra chokket over at høre sit rigtige navn blive råbt i mørket til at være vidne til et omhyggeligt arrangeret tyveri, nej, han kunne ikke forestille sig en værre dag.
"En dramatisk oplevelse under frokosten," sagde han.
"Fortæl mig om den."
Han fortalte om sin vandretur op til San Luca, til det sted, hvor hun var faldet, hendes bænk, udsigten, den aflyste undervisningstime hos Ermanno, frokost med Luigi, ildebranden, men ikke at han havde mistet sin taske. Det var først, da han havde fortalt historien, hun bemærkede, at han ikke havde den med sig.
"Der er så lidt kriminalitet i Bologna," sagde hun halvvejs undskyldende. "Jeg kender udmærket Caffè Atene. Det er ikke et sted, hvor der kommer tyveknægte."
Det var højst sandsynligt ikke italienere, havde han lyst til at sige, men det lykkedes ham blot at nikke alvorligt som for at sige: Ja, ja, sikke tider, vi lever i.
Da de var færdige med at sludre, skiftede hun spor og sagde, at hun var i humør til at gå i krig med nogle udsagnsord. Han sagde, at det var han ikke, men hans humør var uden betydning. Hun heglede ham igennem fremtidsformen af abitare (at leve) og vedere (at se). Så fik hun ham til at indsætte begge udsagnsord i alle former i hundrede tilfældige sætninger. Der var ikke på nogen måde tale om, at hun var distræt, tværtimod så slog hun ned på hver eneste forkerte udtale. En grammatisk fejl udløste en øjeblikkelig irettesættelse, som om han netop havde fornærmet hele landet.
Hun havde været spærret inde hele dagen i sin lejlighed sammen med en døende ægtemand og en travl mor. Undervisningstimen var hendes eneste mulighed for at få brugt noget energi. Men Marco var udmattet. Han kunne mærke trætheden oven på dagens belastende oplevelser, men Francescas konstante krav fjernede hans tanker fra trætheden og forvirringen. Der var hurtigt gået en time. De ladede op med mere kaffe, og hun kastede sig ud i konjunktivens dunkle og vanskelige verden: nutid, datid og førdatid. Til sidst begyndte han at kludre i det. Hun forsøgte at holde ham oppe med forsikringer om, at konjunktiv får mange studenter til opgive. Men han var træt og parat til at opgive.
Han overgav sig efter to timer, hvor han var totalt drænet for kræfter og trængte til endnu en lang spadseretur. Det tog et kvarter at sige farvel til Ninos drenge. Glad fulgte han hende tilbage til hendes lejlighed. De gav knus og kindkyssede og aftalte at studere videre i morgen.
Hvis han gik den direkte vej, var der femogtyve minutters gang til hans lejlighed, men det var over en måned siden, at han havde taget den direkte vej, når han skulle nogen steder hen.
Han begyndte at vandre af sted.
Klokken fire om eftermiddagen befandt seks kidon-medlemmer sig forskellige steder på Via Fondazza - én drak kaffe på en fortovscafé, tre spadserede rundt et stykke derfra, én kørte frem og tilbage på en scooter, og én kiggede ud ad et vindue på tredje sal.
En lille kilometer derfra, uden for den centrale del af byen, på anden sal oven over en blomsterforretning ejet af en ældre jøde, sad de fire andre kidon-medlemmer og spillede kort, mens de ventede i nervøsitet. Den ene af dem, Ari, var en af Mossads bedste engelsksprogede forhørsledere.
De spillede uden at sige ret meget. Den kommende nat ville blive lang og ubehagelig.
Hele dagen havde Marco kæmpet med det problem, om han skulle vende tilbage til Via Fondazza eller ej. FBI-drengene var der måske stadig og var klar til endnu en ubehagelig konfrontation. Han var sikker på, at det ikke ville være så let at slippe af med dem endnu en gang. De ville ikke bare opgive og sætte sig på et fly. De havde chefer derhjemme, som forlangte at se resultater.
Selv om han langtfra var sikker, havde han en stærk fornemmelse af, at Luigi stod bag tyveriet af hans Silvio-taske. Branden havde ikke været en rigtig brand; det var snarere en afledningsmanøvre, en grund til at få lyset til at gå ud for at dække over, at en eller anden snuppede tasken.
Han stolede ikke på Luigi, fordi han ikke stolede på nogen som helst.
De havde hans lille smartphone. Neals koder var deri et sted. Kunne de brydes? Kunne sporet føre tilbage til hans søn? Marco havde ikke den fjerneste idé om, hvordan den slags ting fungerede, hvad der var muligt, og hvad der var umuligt.
Han havde stor lyst til at forlade Bologna. Hvor han skulle tage hen, og hvordan han skulle komme derhen, var spørgsmål, som han endnu ikke havde fundet svar på. Nu strejfede han omkring og følte sig sårbar, næsten hjælpeløs. Hvert eneste ansigt, der kiggede på ham, var endnu en person, som kendte hans rigtige navn. Ved et busstoppested, hvor der stod mange mennesker, sprang han køen over og steg op i en bus, selv om han ikke vidste, hvor den kørte hen. Bussen var fyldt med trætte pendlere, der stod skulder ved skulder, mens bussen skrumplede af sted. Gennem vinduerne betragtede han fodgængerne i de utrolig fyldte arkader i byens centrum.
I sidste øjeblik sprang han af og spadserede et lille stykke hen ad Via San Vitale, indtil han fik øje på en anden bus. Han kørte rundt i næsten en time og stod til sidst af i nærheden af banegården. Han lod sig drive med af strømmen af mennesker, men styrtede så pludselig tværs over Via dell Indipendenza hen til busterminalen. Indenfor fandt han tavlen med afgangstider og så, at der gik en bus til Piacenza om ti minutter, en tur på halvanden time med stop undervejs. Han købte en billet for tredive euro og gemte sig på toilettet indtil sidste øjeblik. Bussen var næsten fyldt. Sæderne var brede og havde høj ryg med nakkestøtte, og da bussen langsomt kørte gennem den tætte trafik, var Marco lige ved at falde i søvn. Så greb han sig selv i det, for det duede ikke at sove.
Nu var den i gang, nemlig den flugt, som han havde tænkt på lige siden den første dag i Bologna. Han var blevet overbevist om, at hvis han ville overleve, var han nødt til at forsvinde, forlade Luigi og klare sig selv. Han havde ofte spekuleret på, hvordan og hvornår flugten ville begynde. Hvad ville sætte den i gang? Et ansigt? En trussel? Ville han tage en bus eller et tog, en taxa eller et fly? Hvor ville han tage hen? Hvor ville han gemme sig? Ville han med sit mangelfulde italiensk klare sig igennem? Hvor mange penge ville han have på det tidspunkt?
Nu var flugten i gang. Det skete lige nu. Der var ingen vej tilbage.
Det første sted, bussen standsede, var i en lille by, der hed Bazzano og lå femten kilometer vest for Bologna. Marco stod ud af bussen og steg ikke på igen. Endnu en gang gemte han sig på rutebilstationen, indtil bussen var kørt, hvorefter han gik over på den anden side af gaden og ind i en bar, hvor han bestilte en øl og spurgte bartenderen, hvor det nærmeste hotel lå.
Over øl nummer to spurgte han, hvor banegården lå, og fik at vide, at der ikke var nogen banegård i Bazzano. Der var kun busser, meddelte bartenderen.
Albergo Cantino lå omtrent midt i den lille by, kun fem-seks gader længere henne. Det var mørkt, da han henvendte sig ved skranken, uden bagage, hvad der blev bemærket af den signora, som passede stedet.
"Jeg vil gerne have et værelse," sagde han på italiensk. "I hvor mange nætter?"
"Kun én."
"Prisen er femoghalvtreds euro."
"Udmærket."
"Må jeg se Deres pas?"
"Det har jeg desværre mistet."
Hun hævede mistroisk de plukkede og malede øjenbryn og rystede så på hovedet. "Jeg beklager."
Marco lagde to 100-eurosedler på skranken foran hende. Det var tydeligt, at der var tale om bestikkelse: Tag pengene, glem alt om at udfylde papirer og giv mig en nøgle.
Mere rysten på hovedet og mere panderynken.
"De skal vise pas," sagde hun. Så foldede hun armene over brystet og skød hagen opad, klar til næste ordveksling. Hun var indstillet på at vinde.
Da Marco var kommet udenfor igen, begyndte han at gå rundt i den fremmede bys gader. Han fandt en anden bar og bestilte kaffe, ikke mere alkohol, for han var nødt til at holde hovedet klart.
"Hvor kan jeg finde en taxa?" spurgte han bartenderen.
"På rutebilstationen."
Præcis klokken ni om aftenen gik Luigi rundt i sin lejlighed og ventede på, at Marco skulle komme tilbage til sin lejlighed inde ved siden af. Han ringede til Francesca, og hun meddelte, at de havde studeret om eftermiddagen, ja, faktisk havde det været en rigtig god lektion. Strålende, tænkte han.
Det var en del af planen, at han skulle forsvinde, men Whitaker og Langley mente, at det først ville være om et par dage. Havde de allerede mistet ham? Så hurtigt? De var nu fem agenter, som var lige i nærheden: Luigi, Zellman, Krater samt to andre, der var sendt ned fra Milano.
Luigi havde hele tiden sat spørgsmålstegn ved planen. I en by på Bolognas størrelse var det umuligt at opretholde fysisk overvågning af en person i fireogtyve timer i døgnet. Luigi havde argumenteret ret voldsomt for, at den eneste måde, hvorpå man kunne få planen til at virke, var ved at gemme Backman væk i en lille landsby, hvor hans bevægelsesfrihed var begrænset, hvor han ikke havde ret mange valgmuligheder, og hvor hans gæster var meget mere synlige. Sådan havde den oprindelige plan været, men detaljerne var pludselig blevet ændret i Washington.
Da klokken var tolv minutter over ni, gik der en summelyd i gang ude i køkkenet. Han skyndte sig ud til skærmene. Marco var kommet hjem. Hans fordør gik op. Luigi stirrede på det digitale billede fra det skjulte kamera i loftet i stuen inde ved siden af.
Det var to fremmede - ikke Marco. To mænd i trediverne, klædt helt almindeligt. De lukkede hurtigt, lydløst og professionelt døren og begyndte at kigge sig rundt. Den ene af dem bar på en lille sort taske af en eller anden slags.
De var dygtige, rigtig dygtige. For at bryde låsen op ind til lejligheden skulle man også være rigtig dygtig.
Luigi smilede begejstret. Med en smule held ville hans kameraer optage, at Marco blev fanget. Måske ville de dræbe ham derinde i opholdsstuen, mens kameraerne kørte. Måske ville planen alligevel lykkes.
Han tændte for lyden og skruede op. Sproget var det afgørende her. Hvor var de fra? Hvilket sprog talte de? Men der var ingen lyde, for de bevægede sig rundt i stilhed. De hviskede sammen et par gange, men han kunne næsten ikke høre det.