Mægleren

I fængslets dyb havde han drømt om Zürich, byen med de blå floder og rene, skyggefulde gader og moderne forretninger og smukke, seriøse mennesker, som alle var stolte af at være schweizere, og som alle passede deres ting. I sit tidligere liv havde han kørt i de lydløse elektriske sporvogne, når han skulle ind til finanscentret. Dengang havde han som regel haft alt for travlt til at rejse, været alt for betydningsfuld til at forlade sine aktiviteter i Washington, men Zürich var et af de få steder, han havde besøgt. Det var en by efter hans smag. Der var ikke for mange turister og ikke for meget trafik, og man brugte ikke tiden på at glo på kirker og museer og tilbede de sidste to tusinde år. Slet ikke. Zürich drejede sig om penge, den raffinerede håndtering af penge i modsætning til den utilslørede griskhed efter penge, som engang havde været Backmans speciale.

Han sad igen i en sporvogn, som han var steget på tæt ved banegården, og nu kørte han roligt hen ad Bahnhofstrasse, hovedgaden i Zürichs centrum, hvis den overhovedet havde nogen. Klokken var næsten ni om morgenen. Han sad mellem den sidste bølge af elegant klædte unge bankmænd på vej til UBS og Credit Suisse og tusinde andre mindre kendte, men lige så rige institutioner. Mørke jakkesæt, skjorter i forskellige farver, men ikke ret mange hvide, dyre slips med større knuder og færre mønstre, mørkebrune sko med snørebånd, ingen kvaster. Stilen var ændret en smule i de sidste seks år. Den var som altid konservativ, men med et stænk af dristighed. Ikke helt så elegant som hos de unge forretningsfolk i hans hjemby Bologna, men ganske nydelig.

Alle sad og læste et eller andet, mens de kørte. De mødte sporvogne, som kom fra den modsatte retning. Marco foregav at være opslugt af sit eksemplar af Newsweek, men i virkeligheden sad han og betragtede sine medpassagerer.

Ingen kiggede på ham. Ingen syntes at føle sig stødt over hans bowlingsko. Faktisk havde han set et tilsvarende par på en afslappet klædt ung mand tæt ved banegården. Hans stråhat tiltrak sig heller ingen opmærksomhed. Sømmen på hans bukseben var blevet repareret en smule, efter at han havde købt et sysæt i hotellets reception og derefter havde brugt en halv time på at forsøge at lægge bukserne op uden at stikke sig til blods. Hans tøj kostede kun en brøkdel af det, han så rundt omkring sig, men han var ligeglad. Det var lykkedes ham at nå frem til Zürich uden Luigi og alle de andre, og med en lille smule mere held ville han klare det.

På Paradeplatz mødtes sporvognene fra øst og vest og havde endestation. De tømtes hurtigt, og de unge bankfolk spredtes i flokke, der styrede hen mod de forskellige bygninger. Marco fulgte efter vrimlen af mennesker, men han havde dog først efterladt sin stråhat under sædet i sporvognen.

Intet havde ændret sig de sidste seks år. Paradeplatz så ud, som den plejede - en åben plads med små butikker og caféer. Bankerne rundt om pladsen havde ligget der i hundrede år; nogle meddelte deres navne på neonskilte, andre var skjult så godt, at man ikke kunne finde dem. Med øjnene gemt bag solbrillerne indsugede han så meget af omgivelserne, som han kunne, mens han holdt sig tæt bag ved tre unge mænd med sportstasker slængt over skuldrene. De så ud til at være på vej hen til Rhineland Bank på pladsens østlige side. Han fulgte efter dem indenfor, ind i forhallen, hvor festen begyndte.

Informationsskranken stod samme sted som for syv år siden, og faktisk virkede den velplejede dame bag skranken en anelse bekendt. "Jeg vil gerne tale med hr. Mikel Van Thiessen," sagde han så dæmpet som muligt.

"Marco Lazzeri." Han ville bruge navnet 'Joel Backman' senere, ovenpå, men han tøvede med at bruge det her. Forhåbentlig havde Neals e-mails til Van Thiessen bevirket, at han var opmærksom på dette alias. Bankmanden var blevet bedt om at blive i byen, hvis det da var muligt, i den næste uges tid.

Hun talte i telefonen samtidig med, at hun skrev på et tastatur. "Det varer lige et øjeblik, hr. Lazzeri," sagde hun. "Har De noget imod at vente?"

"Nej," sagde han. Vente? Han havde drømt om dette øjeblik i årevis. Han satte sig i en stol, lagde benene over kors, fik øje på skoene og gemte så sine fødder under stolen. Han var sikker på, at han blev iagttaget fra en halv snes forskellige kameravinkler lige nu, og det var godt nok. Måske ville de opdage, at det var Backman, som sad i forhallen, måske ville de ikke. Han kunne næsten se dem deroppe, som de sad og gloede på skærmene, kløede sig i hovederne og sagde: "Måske, men han er meget tyndere, ja, han er faktisk mager."

Fem minutter senere dukkede en fyr, der så ud til at være sikkerhedsvagt, pludselig op og kom hen til ham; manden, som havde et barskt ansigtsudtryk og var klædt i et jakkesæt af dårlig kvalitet, sagde: "Hr. Lazzeri, vil De følge med mig?"

De kørte op i en privat elevator til tredje sal, hvor Marco blev ført ind i et lille lokale med tykke vægge. Alle vægge syntes at være tykke i Rhineland Bank. To sikkerhedsvagter ventede. Den ene smilede, men den anden gjorde ikke. De bad ham placere begge hænder på en biometrisk scanner. Den ville så sammenligne hans fingeraftryk med de aftryk, han fik taget for snart syv år siden her på det samme sted, og når man havde tjekket, at de passede sammen, ville der være endnu flere smil, et mere behageligt lokale, tilbud om kaffe eller juice. Hvad De måtte ønske, hr. Backman.

Han bad om appelsinjuice, fordi han ikke havde spist morgenmad. Sikkerhedsvagterne var forsvundet ind i deres hule igen. Hr. Backman blev nu serviceret af Elke, en af hr. Van Thiessens kønne assistenter. "Han kommer ud om et øjeblik," forklarede hun. "Han havde ikke ventet Dem i dag."

Det er ret svært at lave aftaler, når man gemmer sig i et toiletaflukke. Joel smilede til hende. Det var slut med gode gamle Marco nu. Han var lagt til hvile efter at have været på banen i godt to måneder. Marco havde tjent ham godt, holdt ham i live, lært ham en smule italiensk, ført ham rundt i gaderne i Treviso og Bologna og præsenteret ham for Francesca, en kvinde, han ikke sådan lige kunne glemme.

Men Marco ville også tage livet af ham, så han skrottede ham der på tredje sal i Rhineland Bank, mens han sad og kiggede på Elkes sorte stilethæle og ventede på hendes chef. Marco var forsvundet og ville aldrig mere vende tilbage.

Mikel Van Thiessens kontor var indrettet med henblik på at ramme hans gæster med et kraftigt højrehook. Der var kraft i det store persiske gulvtæppe. Kraft i lædersofaen og læderstolene. Kraft i det gamle mahogniskrivebord, der ikke ville kunne være i cellen i Rudley Statsfængsel. Kraft i det imponerende opbud af elektroniske apparater, der stod til hans disposition. Han mødte Joel ved den mægtige egetræsdør, og de gav hinanden hånd, men ikke som gamle venner. De havde kun mødtes én gang tidligere.

Mens Joel havde tabt sig næsten tredive kilo siden deres sidste møde, så havde Van Thiessen taget næsten lige så meget på. Han var også blevet meget mere grå og var ikke nær så frisk og skarp som de unge bankmænd, Joel havde set i sporvognen. Van Thiessen førte sin kunde hen til læderstolene, mens Elke og en anden assistent vimsede rundt for at sørge for kaffe og kage.

Da de var blevet alene, og døren var lukket, sagde Van Thiessen: "Jeg har læst om Dem."

"At De har bestukket en præsident for at blive benådet, hr. Backman. Men er det virkelig så let derovre?"

Joel kunne ikke sige, om han spøgte eller ej. Joel var ganske vist i godt humør, men han havde ikke lyst til også at udveksle vittige bemærkninger.

"Aviserne er i hvert fald fyldt med spekulationer." Hans tonefald var mere anklagende end jovialt, og Joel besluttede sig for ikke at spilde tiden. "Tror De på alt, hvad De læser i aviserne?"

"Der er tre grunde til, at jeg er her i dag. Jeg ønsker adgang til min bankboks. Jeg ønsker en oversigt over min konto. Jeg ønsker at hæve ti tusinde dollars i kontanter. Derefter har jeg måske et par ønsker mere."

Van Thiessen stoppede en småkage i munden og tyggede hurtigt. "Ja, selvfølgelig. Jeg tror ikke, at vi har problemer med nogen af disse ting."

Van Thiessen nærmest løb ud af rummet og smækkede døren bag sig. Smerten i Joels mave skyldtes ikke sult. Hvis hjulene faldt af nu, havde han ingen plan B. Så ville han forlade banken uden noget som helst, måske nå over Paradeplatz og ind i en sporvogn, og når han var der, ville han ikke have noget sted at tage hen. Flugten ville være slut. Marco ville være tilbage, og Marco ville til sidst tage livet af ham.

Da tiden pludselig stod stille, tvang han sig til at tænke på sin benådning. Med den var hans tavle visket ren. Den amerikanske stat kunne ikke presse schweizerne til at spærre hans konto. Schweizerne spærrede ikke bankkonti. Schweizerne var immune over for pres! Det var grunden til, at deres banker var fyldt med rov fra hele verden.

Elke hentede ham og bad ham om at følge med hende nedenunder. I sit tidligere liv ville han have fulgt med Elke hvorhen, det skulle være, men nu var det kun nedenunder.

Han havde været nede i boksafdelingen under sit forrige besøg. Det var nede i kælderen, flere etager under jorden, men kunderne fandt aldrig ud af, hvor langt de steg ned i den schweiziske jord. Alle døre var tredive centimeter tykke, alle vægge så ud til at være lavet af bly, og der var overvågningskameraer i alle lofter. Elke overgav ham igen til Van Thiessen.

Begge hans tommelfingre blev undersøgt for matchende aftryk. En optisk scanner tog et billede af ham. "Nummer syv," sagde Van Thiessen og pegede. "Jeg kommer derhen," sagde han og gik ud gennem en dør.

Joel gik hen ad en kort gang og forbi seks vinduesløse ståldøre, indtil han nåede frem til den syvende. Han trykkede på en knap, alle mulige ting raslede og klikkede derinde, og døren gik til sidst op. Han trådte indenfor, hvor Van Thiessen stod og ventede.

Rummet var på omkring tolv kvadratmeter, og op ad tre vægge var der individuelle bokse, hvoraf de fleste var nogenlunde på størrelse med en stor skotøjsæske.

Van Thiessen trådte lidt til højre og bøjede sig ned mod L2270. På boksens lille tastatur trykkede han nogle tal, så rettede han sig op og sagde: "Hvis De vil være så venlig."

Under Van Thiessens vagtsomme blik trådte Joel hen til sin boks og trykkede koden. Mens han gjorde det, hviskede han sagte de tal, der for evigt var prentet i hans hukommelse. "Enogfirs, femoghalvtreds, fireoghalvfems, treoghalvfems, treogtyve." En lille grøn lampe begyndte at blinke på tastaturet. Van Thiessen smilede og sagde: "Jeg venter henne ved indgangen. Bare ring, når De er færdig."

Da Joel var blevet alene, tog han stålkassen ud af boksen og fjernede låget. Han tog den forede kuvert op og åbnede den. Dér var de fire Jaz-2-gigabyte disketter, som engang havde været en milliard dollars værd.

Han gav sig selv et kort øjeblik, men ikke mere end tres sekunder. Her var han trods alt i sikkerhed, og hvis han havde lyst til at tænke lidt tilbage, hvad galt var der så i det?

Han tænkte på Safi Mirza, Fazal Sharif og Farooq Khan, de højt begavede unge mænd, der havde opdaget Neptun og derefter udviklet en masse software til at manipulere systemet med. De var alle døde nu, dræbt på grund af deres naive grådighed og deres valg af advokat. Han tænkte på Jacy Hubbard, den fremfusende, selskabelige og utroligt karismatiske forbryder, der havde narret sine vælgere gennem hele sin karriere og til sidst var blevet for grådig. Han tænkte på Carl Pratt og Kim Bolling og de mange andre partnere, som han havde fået ind i deres blomstrende firma, og de liv, der var blevet ødelagt på grund af det, han holdt i hånden lige nu. Han tænkte på Neal og den ydmygelse, han havde påført sin søn, da skandalen væltede ind over Washington, og fængsel ikke blot blev en kendsgerning, men også et tilflugtssted.

Og han tænkte på sig selv, men det var ikke egoistiske tanker, ikke selvmedlidende tanker, og han forsøgte heller ikke at lægge skylden over på andre. Men indtil nu havde hans liv været et frygteligt rod. Han ville gerne gøre det om og leve livet på en helt anden måde, men han havde ingen tid at spilde på den slags tanker. Du har kun nogle få år tilbage, Joel eller Marco eller Giovanni, eller hvad helvede dit navn nu er. Hvorfor gør du ikke - for første gang i dit elendige liv - det, der er rigtigt, i stedet for det, der er profitabelt?

Han lagde disketterne ned i kuverten, puttede kuverten i sin dokumentmappe og stillede så stålkassen tilbage i boksen. Så ringede han efter Van Thiessen.

Da de var kommet tilbage på Van Thiessens kontor, fik han overrakt en mappe med et stykke papir i. "Det er en oversigt over Deres konto," sagde han. "Den er ganske enkel, for som De ved, har der ingen aktiviteter været."

"Selvfølgelig." Joel lukkede mappen og gav den tilbage. "Jeg ønsker ikke at beholde den. Har De skaffet kontanterne?"

"Jeg vil gerne overføre hundrede tusinde til en bank i Washington D.C. Kan De anbefale en?"

"Godt. Vær venlig at overføre pengene og åbn samtidig en fælles opsparingskonto. Jeg skal ikke bruge checks, men vil blot foretage udtræk."

"Joel Backman og Neal Backman." Han var ved at vænne sig til sit navn igen og dukkede sig ikke længere, når han sagde det. Han krøb ikke sammen i frygt og ventede på kanonilden. Han syntes faktisk om det.

"Jeg har brug for lidt hjælp til at komme tilbage til USA. Kan De få Deres sekretær til at tjekke afgangene med Lufthansa til Philadelphia og New York?"

"I dag, så hurtigt som muligt. Jeg vil gerne undgå lufthavnen her. Hvor langt er der til München herfra med bil?"

"Jeg foretrækker at forlade bygningen nede fra kælderen, i en bil ført af en person, som ikke er klædt som chauffør. Det må heller ikke være en sort bil, men en, som ikke tiltrækker opmærksomhed."

Van Thiessen holdt op med at skrive og kastede et forbavset blik over på ham. "Er De i fare, hr. Backman?"

Van Thiessen tænkte over dette et kort øjeblik og sagde så: "Vil De gerne have os til at bestille flybilletterne?"

Joel trak Giovannis pas frem. Van Thiessen studerede det i lang tid, men hans ellers så rolige bankmandsansigt røbede ham. Han var forvirret og bekymret. Til sidst spurgte han: "De ønsker altså at rejse med en anden persons pas, hr. Backman?"

"Banken her kan ikke være med til noget kriminelt. Hvis dette pas er stjålet, så ..."

"Der er vist ingen grund til, at vi lader os forsinke af amerikansk immigrationspolitik, hr. Van Thiessen. Skaf De nu blot de afgangstider. Jeg afhenter selv billetterne. Få Deres sekretær til at bestille dem over bankens konto. Træk så beløbet på min konto. Skaf mig en bil og en chauffør. Træk ligeledes dette beløb på min konto, hvis De vil være så venlig. Det er alt sammen meget enkelt."

Det var jo bare et pas. For helvede da, andre kunder havde tre-fire stykker af slagsen. Van Thiessen gav det tilbage til Joel og sagde: "Udmærket. Ellers noget?"

"Ja, jeg har brug for at gå på nettet. Jeg formoder, at Deres computere er sikre."

Grinch. Med en smule held skulle jeg ankomme til USA i aften. Skaf en ny mobiltelefon i dag. Lad den ikke være ude af syne. Ring i morgen tidlig til Hilton, Marriott og Sheraton i Washingtons centrum. Spørg efter Giovanni Ferro. Det er mig. Ring straks til Carl Pratt i formiddag, på den nye telefon. Pres ham hårdt for at få senator Clayburn til Washington. Vi betaler hans udgifter. Sig, at det er vigtigt, han kommer. For at gøre en gammel ven en tjeneste. Acceptér ikke et nej. Ikke flere e-mails før jeg kommer hjem. Marco

Efter en hurtig sandwich og en cola på Van Thiessens kontor forlod Joel Backman bankbygningen siddende på passagersædet i en skinnende grøn BMW firedørs-sedan. Og for at det ikke skulle være løgn, sad han med en schweizisk avis oppe foran ansigtet, indtil de var kommet ud på motorvejen. Chaufføren hed Franz. Franz forestillede sig, at han var en lovende Formel 1-kører, og da Joel lod et ord falde om, at han havde temmelig travlt, lagde Franz sig ud i den venstre kørebane og drønede af sted med hundrede og halvtreds kilometer i timen.

31