De spiste frokost sammen med senatoren i en lille vietnamesisk restaurant tæt ved Dupont Circle, et sted, hvor de mente, at der nok ikke var nogen lobbyister og folk fra gamle dage, som - hvis de så dem sammen - straks ville starte en af de hidsige rygtestrømme, der holdt byen i live og skabte trafikpropper. Mens de ved et bord bagest i restauranten kæmpede med krydrede nudler, der næsten var for stærke at spise, lyttede Joel og Neal i omkring en time til fiskeren fra Ocracoke, der fortalte dem endeløse historier om sin storhedstid i Washington. Han sagde mere end én gang, at han ikke savnede det politiske liv, men alligevel var hans erindringer om den tid fyldt med intriger, humor og mange venskaber.
Clayburn havde startet dagen med den opfattelse, at en kugle i hovedet ville have været alt for godt til Joel Backman, men da de sagde farvel på fortovet uden for restauranten, bad han ham om at komme op og se hans båd, og tage Neal med. Joel havde ikke fisket siden sin barndom, og han vidste, at han aldrig ville komme op til Outer Banks, men af ren taknemlighed lovede han det.
Joel var tættere på en kugle i hovedet, end han nogen sinde ville opdage. Da han og Neal efter frokosten spadserede hen ad Connecticut Avenue, blev de nøje overvåget af Mossad. En skarpskytte sad parat bag i en lejet pickup. Men den endelige godkendelse fra Tel Aviv manglede stadig. Og der var fyldt med mennesker på fortovet.
I telefonbogen på sit hotelværelse havde Neal fundet frem til en herreekviperingsforretning, der reklamerede med omforandringer på stedet. Han var ivrig efter at hjælpe, og det var meget nødvendigt, at hans far fik sig noget nyt tøj. Joel købte et marineblåt jakkesæt med vest, en hvid skjorte med stiv flip, to slips, lærredsbukser og andet afslappet hverdagstøj samt to par sorte sko. Det samlede beløb blev tre tusinde og et hundrede dollars, og der blev betalt kontant. Bowlingskoene blev puttet i en skraldespand, selv om ekspedienten havde lovprist dem.
Præcis klokken fire om eftermiddagen, da de sad i en Starbuck kaffebar på Massachusetts Avenue, tog Neal sin mobiltelefon frem og trykkede det nummer, major Roland havde udleveret. Han rakte telefonen til sin far.
Det var Roland selv, der tog den. "Vi er på vej," sagde han.
"Værelse 520," meddelte Joel, mens hans holdt øje med de andre kaffedrikkere. "Hvor mange kommer der?"
"Det er en helt pæn flok," sagde Roland.
"Jeg er ligeglad med, hvor mange mænd De har med, bare De efterlader dem alle sammen nede i forhallen."
"Det gør jeg."
De glemte alt om kaffen og gik det korte stykke vej tilbage til Hotel Marriott, mens hvert eneste af deres skridt blev nøje overvåget af nogle velbevæbnede Mossad-agenter. Der var stadigvæk ikke sket noget i Tel Aviv.
Neal og Joel Backman havde blot været på hotelværelset et par minutter, da der blev banket på døren.
Joel kastede et nervøst blik hen på sin søn, der stivnede og så lige så bekymret ud som sin far. Det her kunne være afslutningen, sagde Joel til sig selv. Den uforglemmelige rejse, der startede i Bolognas gader, til fods, så i taxa, så en bus til Modena, en taxa hele vejen til Milano, flere små vandreture, flere taxaer, så toget til Stuttgart, men med en ikke planlagt afstikker til Zug, hvor en anden chauffør tog imod pengene og transporterede ham til Zürich, to sporvogne, derefter Franz og den grønne BMW med hundrede og halvtreds kilometer i timen hele vejen til München, hvorfra han blev bragt hjem i Lufthansas varme og indbydende arme. Det her kunne være rejsens afslutning.
"Hvem er det?" spurgte Joel, da han trådte hen til døren.
"Wes Roland."
Joel kiggede gennem dørspionen, men kunne ikke se nogen. Han tog en dyb indånding og åbnede døren. Majoren var nu iført blazer og slips, og han var alene og tomhændet. I hvert fald så det ud, som om han var alene. Joel kiggede hen ad gangen, og fik øje på nogen, der forsøgte at gemme sig. Han lukkede hurtigt døren og præsenterede Roland for Neal.
"Her er passene," sagde Roland, idet han stak hånden i lommen og trak to slidte pas op. Det første var med mørkeblåt omslag, og der stod AUSTRALIA med guldbogstaver. Joel åbnede det og kiggede først på fotografiet. Teknikerne havde brugt billedet fra sikkerhedskontrollen i Pentagon, gjort hans hår en del lysere, fjernet brillerne og et par rynker og havde fået et ret godt billede ud af det. Hans navn var Simon Wilson McAvoy. "Ikke dårligt," sagde Joel.
Det andet var med marineblåt omslag, og der stod CANADA med guldbogstaver udenpå. Samme fotografi og det canadiske navn Ian Rex Hatteboro. Joel nikkede anerkendende og rakte dem begge til Neal, så han også kunne se dem.
"Der er en del problemer vedrørende anklagejuryens undersøgelse af benådningsskandalen," sagde Roland. "Det har vi ikke diskuteret endnu."
"Major, De og jeg ved udmærket, at jeg ikke er involveret i den sag. Jeg forventer, at CIA overbeviser folkene ovre i Hoover-bygningen om, at jeg er uskyldig. Jeg havde ingen anelse om, at benådningen var undervejs. Det er ikke min skandale."
"De vil måske blive indkaldt til at give møde for anklagejuryen."
"Fint. Jeg kommer frivilligt, men der vil blive tale om et meget kort møde."
Roland så ud til at være tilfreds. Han var bare sendebud. Han begyndte at kigge sig rundt efter sin del af aftalen. "Hvad så med softwaren?" spurgte han.
"Den er ikke her," sagde Joel unødvendigt dramatisk. Han nikkede til Neal, der forlod værelset. "Lige et øjeblik," sagde han til Roland, hvis øjenbryn hævedes samtidig med, at han kneb øjnene sammen.
"Er der problemer?" spurgte han.
"Overhovedet ikke. Disketterne ligger bare i et andet værelse. Jeg beklager, men jeg har i den sidste, alt for lange tid opført mig som en spion."
"Det er ikke en dårlig vane for en mand i Deres situation."
"Det er vist blevet en livsform."
"Vores teknikere leger stadigvæk med de to første disketter. Det er et virkelig imponerende stykke arbejde."
"Mine klienter var nogle dygtige drenge, og nogle gode drenge, men de var bare for grådige. Som visse andre."
Der blev banket på døren, og Neal trådte ind igen. Han rakte kuverten til Joel, der tog de to disketter op og rakte dem til Roland. "Tak," sagde han. "Det krævede mod."
"Nogle mennesker har mere mod end forstand, tror jeg."
Udvekslingen var slut. Der var ikke mere at sige. Roland gik hen til døren. Han greb fat i håndtaget, men kom så i tanke om noget. "Bare til Deres orientering," sagde han alvorligt, "så er CIA temmelig sikre på, at Sammy Tin er ankommet til New York her i eftermiddag. Med fly fra Milano."
"Tak, bør jeg vel sige," sagde Joel.
Da Roland havde forladt hotelværelset med kuverten, lagde Joel sig på sengen og lukkede øjnene. Neal fandt to øl frem fra minibaren og lod sig falde ned i stolen ved siden af. Han ventede et par minutter og drak lidt af sin øl, men spurgte så til sidst: "Far, hvem er Sammy Tin?"
"Det vil du ikke ønske at vide."
"Jo. Jeg ønsker at vide alt. Og nu fortæller du mig det."
Klokken seks om aftenen standsede Lisas mors bil uden for en frisørsalon på Wisconsin Avenue i Georgetown. Joel steg ud og sagde farvel. Og tak. Neal kørte derfra i fuld fart, ivrig efter at komme hjem.
Neal havde lavet aftalen per telefon et par timer tidligere, efter at han havde overtalt den unge pige i receptionen ved at love fem hundrede dollars ekstra i kontanter. En korpulent dame, der hed Maureen, ventede; hun var ikke specielt glad for at skulle arbejde over, men var alligevel ivrig efter at se, hvem der ville betale så mange penge for en hurtig gang hårfarvning.
Joel betalte, takkede både pigen i receptionen og Maureen for deres fleksibilitet og satte sig så foran spejlet.
"Vil De have det vasket?" spurgte Maureen.
"Nej. Lad os gøre det hurtigt."
Hun stak fingrene i hans hår og spurgte: "Hvem har lavet det her?"
"En dame i Italien."
"Hvilken farve har De tænkt Dem?"
"Grå, kraftig grå."
"Naturlig grå?"
"Nej, mere end naturlig grå. Det skal være næsten hvidt." Hun rullede med øjnene hen mod den unge pige. Det er sandelig nogle underlige kunder, vi har en gang imellem.
Maureen gik i gang med arbejdet. Pigen gik hjem og låste døren bag sig. Efter et par minutter spurgte Joel: "Skal De også på arbejde i morgen?"
"Niks, det er min fridag. Hvorfor?"
"Fordi jeg gerne vil komme herind ved middagstid til en ny gang farvning. I morgen har jeg lyst til noget, der er mørkere og kan skjule den grå farve, som De giver det nu."
Hendes hænder standsede midt i arbejdet. "Hvad skal det gøre godt for?"
"Mød mig her ved middagstid, så betaler jeg tusinde dollars i kontanter."
"Ja, selvfølgelig. Og hvad med i overmorgen?"
"Det er tilstrækkeligt, når jeg får fjernet noget af det grå igen."
Dan Sandberg havde siddet og dovnet den ved sit skrivebord på The Washington Post hele eftermiddagen, da opringningen kom. Herren i den anden ende præsenterede sig som Joel Backman og sagde, at han gerne ville snakke med ham. På sin nummerviser kunne Sandberg se, at opkaldet var anonymt.
"Den rigtige Joel Backman?" spurgte Sandberg, der samtidig rakte ud efter sin laptop.
"Den eneste, jeg kender."
"Mig en stor fornøjelse. Den sidste gang, jeg så Dem, var i retten, hvor De erklærede Dem skyldig i alle mulige slemme ting."
"Som jeg alt sammen er blevet renset for ved en benådning givet af præsidenten."
"Jeg troede, at De var gemt væk på den anden side af kloden."
"Åh ja, men jeg blev træt af Europa. Jeg savnede min gamle legeplads. Jeg er tilbage og klar til at gå i gang med forretningerne igen."
"Hvilken slags forretninger?"
"Mit speciale, selvfølgelig. Det var det, jeg gerne ville snakke om."
"Det skal være mig en fornøjelse. Men jeg bliver nødt til at stille nogle spørgsmål vedrørende benådningen. Der går en masse vilde rygter."
"Det er det første, vi skal snakke om, mr. Sandberg. Hvad med i morgen tidlig klokken ni?"
"Jeg skal være på pletten. Hvor skal vi mødes?"
"Jeg har præsidentsuiten på Hay-Adams Hotel. Og tag en fotograf med, hvis De har lyst. Mægleren er tilbage i byen."
Sandberg lagde på og ringede straks til Rusty Lowell, hans bedste kilde hos CIA. Lowell var ikke på kontoret, og som sædvanlig var der ingen, som vidste, hvor han var. Han forsøgte en anden kilde i Langley, men forgæves.
Whitaker sad på første klasse i et Alitalia-fly fra Milano til Dulles Airport. Deroppe foran var der gratis drinks, og Whitaker var godt i gang med at forsøge at få en kæp i øret. Opringningen fra Julia Javier havde været et chok. Hun var startet venligt nok med spørgsmålet: "Har nogen set Marco derovre, Whitaker?"
"Nej, men vi leder efter ham."
"Tror I, at I finder ham?"
"Ja, jeg er helt sikker på, at han dukker op."
"Direktøren er meget bekymret lige nu, Whitaker. Hun vil gerne vide, om I finder Marco."
"Sig til hende, at vi finder ham!"
"Og hvor leder I efter ham, Whitaker?"
"Heromkring, i Milano og i Zürich."
"Så spilder I jeres tid, Whitaker, for Marco er dukket op her i Washington. Han var til møde med Pentagon i eftermiddags. Han smuttede mellem fingrene på jer, Whitaker, og fik os til at se dumme ud."
"Hvad!"
"Kom hjem, Whitaker, og lad det gå lidt stærkt."
Femogtyve rækker længere bagude sad Luigi og krøb sammen på sit sæde, mens han gnubbede knæ med en tolvårig pige, der sad og lyttede til noget af det mest sjofle rapmusik, han nogen sinde havde hørt. Han var i gang med den fjerde drink. De var ikke gratis, men han var fuldstændig ligeglad med, hvad det kostede.
Han vidste, at Whitaker sad oppe foran og udtænkte, hvordan han skulle vælte al skylden over på Luigi. Han burde gøre det samme, men lige nu havde han bare lyst til at drikke. Den kommende uge i Washington ville blive temmelig ubehagelig.
Klokken præcis to minutter over seks østlig zonetid kom opringningen fra Tel Aviv med meddelelsen om, at drabet på Backman var aflyst. Træk jer tilbage. Afbryd arbejdet. Pak sammen og forsvind, for denne gang bliver der ikke noget lig.
For agenterne var det en god nyhed. De var trænet til at rykke ud i al hemmelighed, udføre deres job og forsvinde igen uden spor, uden noget bevismateriale. Bologna var et meget bedre sted end de overfyldte gader i Washington.
En time senere tjekkede Joel ud fra Hotel Marriott og begav sig ud på en længere spadseretur i den kølige luft. Han holdt sig til de travle gader og spildte ikke tiden. Det her var ikke Bologna. Washington var en helt anden by efter kontortid. Når først pendlerne var forsvundet og trafikken stilnet af, blev der farligt.
Receptionisten på Hay-Adams Hotel foretrak kreditkort, noget i plastic, noget der ikke kunne gøre bogholderen bekymret. Det var sjældent, at en gæst forlangte at betale i kontanter, men denne gæst ville ikke høre tale om andet. Reservationen blev bekræftet, og med et korrekt smil rakte han en nøgle til mr. Ferro og bød ham velkommen til hotellet.
"Er der nogen bagage?"
"Nej."
Og så var deres lille samtale slut.
Mr. Ferro gik hen mod elevatoren med blot en billig sort lædermappe i hånden.