Affæren havde varet i tre måneder, lige siden hun havde fået Lyse frikendt ved appelsagen i Landsretten.
Han var idømt tre måneder ved Byretten for vold mod en kioskejer på Vesterbro, og under andre omstændigheder var sagen aldrig kommet for Landsretten. Men Lyse havde venner, som ikke var interesseret i, at han kom i fængsel, og de havde hyret Leunbach Anderson Advokater til at gå efter en frifindelse ved appelsagen.
Hun havde fået sagen af Mikael Leunbach, seniorpartneren, som havde set på hende med et lille grin den formiddag, hvor de havde siddet på Mikaels kontor.
Hun havde læst siderne i sagen fra Byretten og sagt til Mikael, – Det her er jo det rene pis. Han er udpeget af et vidne. Han har ikke noget alibi. Han er filmet af kioskens overvågningssystem. Tre måneder. Hvorfor fanden har han appelleret? Han burde være lettet.
Mikael grinede stadig lidt. – Lyse arbejder for Willy Gustavsen.
Hun betragtede sin chef. – Og Gustavsen betaler for en appelsag?
– Ja. Han var herinde. Han har svært ved at undvære Lyse i tre måneder.
Hun lagde mappen på Mikaels bord. – Siden hvornår er vi begyndt at tage den slags, Mikael?
Mikael lænede sig tilbage og så på hende. Han smilede ikke længere, og hun fortrød sit spørgsmål. Mikael var en køn dreng, en Birkerøddreng med en god eksamen og en velorganiseret advokatpraksis i en ung alder. Bag ham kunne hun gennem de høje vinduer se ejendommen overfor i Store Kongensgade.
– Vi har altid taget den slags, sagde han. – Det ved du godt. Det hører med.
– At få voldsmænd frikendt, fordi de arbejder for Willy Gustavsen? Den ene dag slår vi et slag for den lille mands ytringsfrihed, den næste forsvarer vi smågangstere?
Mikael trak på skuldrene. – Det er gynger og karruseller, ikke? Det skal køre rundt. Og selv en mand som Lyse er i sin gode ret til at få sin sag prøvet ved en højere instans.
– Hvis han har en Willy Gustavsen til at betale.
Hun kunne se, at Mikael Leunbach ikke var i humør til at høre på moralprædiken om firmaets sagsprofil og anseelse.
– Hvordan fanden har du tænkt dig, at jeg skal få ham frikendt?
Mikael rettede sig op i stolen og lænede sig ind over sit skrivebord. Hans grå jakke sad pænt. – Det er et amatørspørgsmål, sagde han. – Se det som en prøve.
Han rejste sig. – Du kan godt, sagde han og knappede jakken.
Han havde ret.
Hun havde fået Lyse frikendt i den store, gamle retssal i Bredgade. Det var en blanding af flere ting. Lyse var ikke tidligere straffet – mærkeligt nok – og den dag i Bredgade lignede han – fordi hun havde bedt ham om det – en tilforladelig borger i tweedjakke og sorte Levi’s. Han havde endda været hos frisøren, så hans gyldne hår ikke længere så for olieret og uappetitligt ud.
Hun havde tidligere erfaret, hvordan dommerne i Landsretten af og til havde ringe tålmodighed over for appelsager af mindre grov karakter. De anså det i nogle tilfælde for spild af rettens tid. Somme tider dømte de hårdere end Byretten, somme tider frikendte de. Det var ikke til at vide.
Hun havde effektivt sået tvivl om vidnets troværdighed – manden var alkoholiseret og dårligt seende – og Lyse havde oprigtigt forklaret, hvordan han havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, havde set voldsmanden løbe hen ad Absalonsgade og derefter selv var blevet pågrebet og fejlagtigt udpeget, da han forsøgte at komme ofret til undsætning.
Det hjalp heller ikke den langsommelige anklager, at kioskejeren – ofret – siden episoden var blevet sigtet og varetægtsfængslet for omfattende momssvindel og socialt bedrageri, eller at han havde forsøgt at bestikke lægen på Bispebjerg til at medtage en skulderskade, som han havde fået to måneder tidligere.
Hun havde påstået frikendelse med henvisning til de mangelfulde beviser. Selv videooptagelserne fra kiosken virkede til hendes fordel. De hakkende billeder viste en slank mand med kasket ovenfra, men selve den påståede voldshandling foregik uden for billedet.
Hun havde næsten måttet lægge bånd på sig selv for ikke at virke for meget ovenpå, da hun sagde, – Jeg ville mene, at de billeder kan forestille en hvilken som helst.
Hun kunne se, at både dommeren og de to domsmænd betragtede hende velvilligt, og at især den ene domsmand havde svært ved at holde øjnene helt åbne under anklagerens monotone og uendelige referat af sagen fra Byretten.
Under voteringen havde hun slet ikke været i tvivl, og hun følte sig næsten euforisk. Det var en prøve. Du kan godt. Ja, det kunne hun, og da kendelsen faldt, havde hun ikke længere tanke for de retlinede protester, hun havde brugt over for sin chef.
Lyse havde takket hende og inviteret hende på en drink.
Hun havde ikke noget, hun skulle nå.
De var kørt i taxa til Vesterbro, og i baren på Hotel Copenhagen havde de fejret sejren. Hun var blevet beruset, hvilket hun sjældent var, og hun havde ikke for alvor noget imod det, da Lyse begyndte at lægge an på hende. Det føltes som en naturlig ting. Noget, hun kunne forholde sig distanceret til på ét plan, men som hendes krop havde forholdt sig til uden noget særligt forbehold. Det føltes som en næsten selvfølgelig fortsættelse af det, hun havde gjort. Hun havde fået en af Willy Gustavsens bøller frikendt, selv om hun ikke tvivlede på, at han var skyldig. At Lyse under sit tilforladelige, midlertidige soignerede look faktisk var ret lækker, gjorde sådan set kun det hele endnu bedre.
– Jeg bor oppe på femte, havde han sagt efter den tredje drink. Hun drak vodka, Lyse drak whisky.
– Du bor simpelthen på hotellet? sagde hun. Selv det passede ind i det billede, hun havde dannet sig i løbet af dagen.
Han smilede til hende. – Du ved godt, at jeg arbejder for Willy, sagde han. – Det er Willy, der betaler dit salær.
– Hvad har Willy med hotellet at gøre?
– Han ejer det, sagde Lyse.
Hvis hun ikke havde været fuld, var hun aldrig kørt med ham op i elevatoren. Men hun var både fuld og sejrsstolt. Og det havde ikke varet mere end et minut, da de var kommet indenfor på hans værelse øverst oppe over Vesterbros gader, før han havde foretaget den sidste af de manøvrer, som han muligvis havde haft i tankerne længe, og hun havde givet efter og i løbet af et kvarter erfaret, at hun og Lyse var seksuelt kompatible i en grad, som nu, tre måneder senere, havde fået hende til at vende tilbage til Hotel Copenhagen hver onsdag klokken to om eftermiddagen for, som Lyse sagde, ‘at få en hårdt tiltrængt omgang dolk’.
Selv hans beskrivelse af det, de foretog sig om eftermiddagen hver onsdag, forekom hende både dækkende og acceptabel, hvor hun før ville have afvist det som en vulgær fantasi hentet fra en amerikansk B-film.
Det fandtes.
Den enkle sandhed var, at hun godt kunne lide en mand, som i virkeligheden ikke brød sig om hende, men som nød at behandle hende på en måde, som hun før ville have følt sig frastødt af.
Så enkelt var det.
Det var virkeligt.
Det var ordløst og virkeligt.
Lyse betragtede hende som en overklassepige, som tænkte for meget. Og da han én gang havde forstået, at hendes overklassepigekrop var et hundrede procent modtagelig for det, han kunne, havde han sagt, – Du kommer bare igen.
Og han havde tilføjet, med sit smil, – Igen og igen og igen.
Hun havde haft seksuelle fantasier så længe, hun kunne huske. Det var normalt at have seksuelle fantasier. Men de var fantasier. Hun var blevet voksen i bevidstheden om, at disse fantasier var private, og at de ikke hørte hjemme i realiteternes verden. Seksuelle fantasier var svagt ydmygende og primitivt, noget, man kunne gøre sig morsom over. Kirurgen og sygeplejersken. Godsejeren og stuepigen. Det var noget lurvet og pornografisk. Hvis det ikke havde været for prøven, Mikael Leunbach havde sat hende på, hvis ikke det havde været for Lyse og hans virtuose fornedrelse af hende, hvis ikke det havde været for den omstændighed, at hans foragt for hende harmonerede så fuldkomment med hendes nydelse ved at blive fornedret – havde hun stadig været den samme fornuftige og frustrerede pige. Tanken kunne få hende til at gyse.
Hendes opdragelse havde lært hende at indordne sin seksualitet under livets øvrige realiteter. Kærlighed. Ægteskab. Moderskab. Et pænt hjem. Orden og stabilitet. Og frem for alt et borgerligt, let fortrængende og frustreret kompromis, som holdt én fast på den pæne, lige vej, og som med årene åd enhver tilskyndelse til at efterstræbe det, som Lyse gav hende, når han på en og samme tid fornedrede hende og tilfredsstillede hende, så hun var ved at besvime.
Den kvindelige advokat og gangsteren.
Men denne seksuelle fantasi var virkelighed. Den var selvsagt også hemmelig. Når hun forlod Hotel Copenhagen, begyndte selvbebrejdelserne. Der var noget galt med hende. Hun burde gå til en psykolog. Hun burde rydde op i sit liv. Men hun vidste godt, at det var hjernesnak. Der fandtes ikke den psykolog, som kunne bortrationalisere længslen efter Lyses hænder og krop.
Når hun gik hen ad Istedgade for at praje en taxa, betragtede hun narkomanerne på hjørnet. Hun forstod noget, hun ikke før havde forstået. Hun forstod, hvordan det var at være afhængig af noget, som man ikke burde være afhængig af, men som man alligevel ville gøre næsten hvad som helst for at få.
Den dag havde hun været sammen med Lyse for tolvte gang. Ingen vidste, hvor hun var. Hendes position på kontoret tillod hende let at opfinde forklaringer. Hun tjente penge hjem, ingen spurgte til hendes kommen og gåen.
Sollyset oplyste med mellemrum gaden. Hun var stadig ør efter det hiv på Lyses joint, som han altid tilbød hende, og som hun altid tog imod. Røgen fik alting til at forsvinde og gjorde følelsen af hans hånd mellem hendes ben stærkere. Hun havde bedt ham om ikke at lave mærker på hendes krop. – Hvem fanden skulle se dem? sagde han. Men han behøvede ikke at lave mærker.
Hun tog sin mobiltelefon frem, tændte den og så, at der var et ubesvaret opkald. Hun prajede en taxa, satte sig ind og ringede, mens bilen kørte hende væk fra Vesterbro.