Anita sad i bilen, og nu så hun Thor dukke op i sidespejlet. Hun så hans høje skikkelse i hurtigt trav. Han åbnede døren og satte sig ind.
Han fortalte hende hurtigt, hvad han vidste, og hun sagde, – Så forældrene er underrettet?
– Det går jeg ud fra. Men vi går derind nu og tager over. Palle og hans folk klarer det tekniske, og vi får deres rapporter senere.
Hun så på ham. – Ingen vidner?
Han rystede på hovedet. – Ikke endnu.
– Hvorfor ikke?
– Det er et ret øde sted. Selv om det ligger så tæt på husene. Hvis nogen har set det – en lille dreng, der bliver overfaldet og kvalt ved højlys dag – ville de så ikke have ringet?
– Så du regner med, at han slap af sted med det?
– Det ser sådan ud, ikke?
Hun nikkede. Han havde ret. Nogen var allerede sluppet af sted med det.
– Lad os komme i gang, sagde han. De steg ud.
Rækkehusene var af ældre dato, langtfra pralende, ydmyge, funktionelle boliger. Et kvarter for unge familier. Om nogle år ville det måske endda være det, ejendomsmæglerne kaldte ‘attraktivt’. Foran nogle af husene var den lille forhave omdannet til holdepladser for biler. Foran nummer 11 var forhaven belagt med brosten. Der var plads til to biler, men der holdt kun en – en sort Mercedes af ældre dato. På hoveddøren sad et emaljeskilt med påskriften ‘Her bor Irene, Henrik og August Helskov’.
Thor ringede på, og lidt efter åbnede en kvindelig betjent døren.
– KA Banke? sagde Thor. Den lyshårede betjent i den lyseblå skjorte nikkede, og Thor sagde, – Hvid og Belling, Drabsafdelingen. Jeg har lige fået sagen overdraget af Palle Christensen.
KA Banke nikkede. – Jeg har underrettet faren. Han taler i telefon med sin kone nu.
Thor sagde, – Hvordan var hans reaktion?
KA Banke så på ham. – Chok. Lammelse.
– Hvorfor er han hjemme nu?
– Han arbejder hjemme. Han har sit kontor her.
– Ventede han drengen hjem?
– Han forklarer, at drengen lige er begyndt i skolen efter ferien. Tredje klasse. Det var almindeligt, at August fulgtes hjem med to kammerater. Han gik altid gennem anlægget dernede. Så han ventede August hjem.
– Og moren?
– Ja, hun er jurist. Arbejder for et advokatfirma inde i byen. Han ringede til hende med det samme, men hun tog den ikke. Han lagde besked, og hun har lige ringet tilbage.
Thor nikkede. – Har du mulighed for at hjælpe os med et par ting nu?
KA Banke nikkede. – Selvfølgelig.
– Palle Christensen og hans folk er i området resten af dagen. De prøver at finde vidner. Teknikerne tager sig af området derude. Men det ville være en stor hjælp, hvis du ville få navne og adresser på Augusts klassekammerater – dem, han fulgtes med. Palle siger, du er god til empatisk afhøring.
– Nogen skal jo gøre det, sagde KA Banke.
– Jo før du kan tale med de børn, jo bedre. Jeg vil gerne vide, om de fulgtes, hvor de skiltes, hvad tid ... og selvfølgelig om de så nogen, talte med nogen. Om August var bange. Om der var et eller andet.
– Jeg er med, sagde KA Banke.
Thor nikkede og gav hende sit kort. – Her er mit mobilnummer. Ring til mig, så snart du har talt med de børn og deres forældre.
De gik ind i huset. Der var en aflang entre med slidt parketgulv. En dør ind til køkkenet. Der var hvidmalet og almindeligt. Det var et smalt hus i to etager. Et hus uden overraskelser, tænkte Anita. To, måske tre værelser ovenpå, køkken og stue nedenunder. Sikkert et terrassobadeværelse. Udgang til haven fra stuen.
De gik efter KA Banke ind i stuen, som også var hvidmalet og almindelig, pæn på en lidt upersonlig måde med en stor, mørkegrå hjørnesofa, lave reoler, fladskærm på væggen, et elipsebord med fire stole i spiseafdelingen, plakater i skifterammer på væggene, og et ryddeligt arbejdsbord med en computer mod den ene væg.
Henrik Helskov sad på den grå sofa og stirrede på sin mobiltelefon. Han så op, da de kom ind. Han rejste sig, og Anita sagde, – Jeg hedder Anita Hvid. Det her er min kollega Thor Belling. Vi er fra Drabsafdelingen. Det er os, der skal efterforske drabet på August.
Henrik Helskov så ud til at være midt i tredverne. Han var en tynd mand med en moderne, strittende frisure. Hans adamsæble bevægede sig op og ned. Det var ikke til at se, om han havde grædt. Han var grålig i ansigtet og kløede sig konstant på hagen med en fraværende lille bevægelse, som fik Anita til at tænke på en atlets rituelle handlinger før et løb eller et spring.
Henrik Helskov sagde, – Jeg har lige talt med min kone. Hun kommer i løbet af et kvarter.
Thor sagde, – Henrik, vi forstår godt, hvordan du har det nu. Men det er vigtigt, at vi stiller dig nogle spørgsmål så hurtigt som muligt.
Den tynde mand så på ham med opspærrede øjne. – Ja.
Anita sagde, – Skal vi sætte os? og Thor tog en af stolene fra spisebordet, mens Henrik Helskov langsomt satte sig på sofaen. De hvide gardiner var trukket for. Alligevel var den lyse stue oplyst og varm. Døren ud til haven var lukket.
Thor sagde, – Hvornår ventede du August hjem?
Henrik Helskov rodede op i sit strittende hår. Han pustede ud gennem næsen. – Jeg ventede ham når som helst. Nu. Han følges hjem fra skole med Hjalte og Mikkel. Det sidste stykke, ned langs stien, går han altid alene. Somme tider hænger de lidt rundt nede på plænen dernede.
– Så du var ikke bekymret?
Helskov rystede på hovedet. – Nej ... nej, jeg sad og arbejdede. Som sædvanlig. Jeg havde været ude i køkkenet og skrælle nogle gulerødder. Til hans eftermiddagsmad.
Thor så hen mod døren ud til gangen, hvor KA Banke stod lænet mod karmen. Hun nikkede.
Anita sagde, – Du arbejder altid hjemme?
– Ja ... ja, jeg har min egen virksomhed. Her.
– Hvad laver du?
Helskov spærrede øjnene op igen, som om han i det øjeblik havde svært ved at huske, hvad han lavede. – Jeg er freelanceskribent. Mest for forskellige turistorganisationer. Jeg skriver om seværdigheder, rejsemål ... restauranter. Mest til amerikanske rejseportaler. På nettet. Mest på engelsk.
– Javel, sagde Thor. – Så i dag var en almindelig dag? August var i skole, du arbejdede her, og din kone ...
– Irene sad i møde, sagde Helskov. – Jeg kunne ikke få fat på hende.
– Hvem arbejder hun for?
– Leunbach Anderson Advokater. I Store Kongensgade. Hun er juniorpartner.
– Javel. Har August på det sidste talt om noget ud over det sædvanlige? Har han talt om nogen, I ikke kendte? En eller anden, som måske færdedes hernede i området? Nogen, I ikke var vant til at høre om?
Anita betragtede manden skråt bagfra. Hverken hun eller Thor brød sig om denne situation. Det var på en måde den mest unaturlige procedure i en drabsefterforskning – ens naturlige indskydelse var at respektere pårørende, som lige havde modtaget et budskab om et drab på en af deres nærmeste.
Alligevel var det vigtigt. Det skete, at drabsmanden var en af ofrets nærmeste. Og hun vidste, at Thor bevidst udnyttede Helskovs sårbare tilstand til at få ham til at sige noget. Hvad som helst. Hun havde set Thor gå direkte ind i et hus og få en person, som ikke engang var mistænkt, til at tilstå uden anden grund, end at den akutte skyldfølelse og chokket over handlingen simpelthen var for svær at tilbageholde.
Helskov sagde, – Nej, det har han ikke talt om. Vi har altid sagt til ham, at han ikke skulle tale med fremmede. Aldrig gå med nogen. Aldrig tage imod noget fra nogen, han ikke kendte. Sådan er han ikke. Han ville aldrig ...
Henrik Helskov bøjede hovedet og skjulte ansigtet i hænderne. Thor sendte hende et blik, og hun kunne se, hvordan Thor lænede sig tilbage og slappede af, mens den dræbte drengs far græd.
De sad en tid, indtil Helskov tog sig sammen og sagde,
– Undskyld. Det er bare ... svært at forstå.
– Du har ikke noget at undskylde, sagde Thor. – Måske vil du give KA Banke her adressen på Augusts to kammerater. Hjalte og ... Mikkel? Vi vil gerne tale med dem hurtigst muligt.
Opfordringen til at foretage sig noget overskueligt fik Henrik Helskov til at rejse sig og gå hen til sit skrivebord.
– Selvfølgelig, sagde han. – Jeg har klasselisten her.
Anita så KA Banke notere adresserne ned i sin lommebog. Det var svært ikke at blive berørt af synet. Henrik Helskovs liv var lige blevet ødelagt, og han havde dårligt nok forstået det endnu.
KA Banke sagde, – Ja, men så vil jeg tale med dem.
Helskov så på hende. Han stod midt på gulvet. Han havde bare fødder, og hun lagde mærke til, at de var pæne. Solbrændte. Helskov var nok et par år yngre end hun selv. En pæn fyr. Hun så ham omfavne KA Banke. Det overraskede hende, men kun lidt. Det var KA Banke, der havde fortalt Henrik, hvad der var sket. Hun havde uden tvivl gjort det på en måde, som havde fået Henrik til at føle sig tæt forbundet med den kvindelige kriminalassistent. Det var ikke ualmindeligt. Alligevel overraskede det hende lidt, at Helskov så ligefremt stod med armene om KA Banke så længe. Et øjeblik lignede han en høj, tynd dreng, som kun søgte trøst.
Da KA Banke var gået, tog Helskov sig sammen. Hans udtryk var nu alvorligt og beslutsomt. Det ville skifte hurtigt og ofte i den næste tid.
Han sagde, – Irene må være her om et øjeblik. Skal jeg lave noget kaffe?
– Det er fint, sagde hun. Igen følte hun medlidenhed. Der var noget hjerteskærende ved manden. Det skete ofte, at chokerede mennesker forsøgte at stive sig selv af ved at tilbyde at gøre noget helt almindeligt. Engang havde en gammel mand, hvis kone netop var blevet kørt ihjel af en flugtbilist, stukket hende en tyver ‘til en is’. Hun havde taget imod den. Hun havde endda købt en Københavnerstang og spist den med tårer i øjnene. Det føltes rigtigt og helt forkert på samme tid. Hun havde været yngre dengang.
Thor sad på sin stol med benene over kors, mens Helskov gik over til køkkenafdelingen og satte vand på. I denne situation talte hun og Thor aldrig sammen indbyrdes, men hun kunne mærke på Thor, at han indtil videre havde opgivet at hive noget ud af Helskov og nu ventede på Augusts mor.