Irene Helskov kom hjem, netop som hendes mand havde sat fire kopper på spisebordet. Thor havde set ham gøre det med frygtsomme, søvngængeragtige bevægelser, da hoveddøren gik, og en kvinde med stort, mørkt hår og en nærmest maskulin, mørk spadseredragt kom ind i stuen. Hun var forgrædt. Hendes hæle klikkede på parketgulvet. Han rejste sig.
Han sagde, – Irene Helskov? Mit navn er Thor Belling. Jeg arbejder i Drabsafdelingen. Min partner Anita Hvid og jeg står for efterforskningen af Deres søns død. Det gør mig ondt.
Hun så på ham med åben mund et øjeblik, før hun vendte sig mod sin mand. Thor så hende gå hurtigt over gulvet. Hun løftede armene og begyndte at slå løs på Henrik, som netop havde sat en hvid kaffekande på det hvide bord.
– Din satans slapsvans, råbte hun, mens hun slog ham. – Din slappe skid. Hvad har du gjort? Hvad har du ...
Thor trådte hen bag dem ved spisebordet. Han satte hænderne på Irene Helskovs overarme og trak hende tilbage. – Irene, sagde han, – Irene.
Hun rev sig løs og vendte sig. – Lad mig være, råbte hun. – Lad mig for helvede bare være.
Han sagde, – Jeg beklager. Jeg ved, at det her er et stort chok. Men din mand er også chokeret. Du bliver nødt til at beherske dig.
– Beherske mig? sagde hun, mens gråden igen overmandede hende, – siger du, at jeg skal beherske mig?
Han nikkede. – Der er ingen mening i at slå på din mand. Vi er her for at hjælpe jer. Og det er vigtigt, at vi får talt med jer. Jeg kan forstå, at du er advokat?
Hun stirrede vantro på ham. – Hvad fanden har det med noget at gøre?
– Det er ikke din mands skyld. I har begge fået et chok. Det kender du som advokat. At folk er chokerede.
Irene Helskovs ansigt fortrak sig i en hånlig grimasse. – Siger du, at jeg skal være professionel?
– Jeg siger, at vi er nødt til at tale det igennem.
– Hvad er der at tale igennem? Hvad? Jeg bliver ringet op og får at vide, at mit barn er blevet myrdet, fordi den slapsvans ikke kan holde ordentligt øje med sin dreng, selv om han går herhjemme i bare fødder og fiser den af.
– Din mand havde netop skrællet gulerødder til August, sagde Thor. – Og vi forstår, at det var normalt, at August sommetider legede nede i anlægget efter skoletid.
Henrik Helskov stod for enden af bordet med blikket rettet mod gulvet. Thor fastholdt morens blik, og Irene Helskov lod til at slappe af. Hun åndede ud. Hun lukkede øjnene og lod hovedet falde forover. – Sådan, sagde Thor og lagde en hånd på hendes skulder. – Jeg ved, det er slemt.
Hun så op. – Jeg kender godt dig, sagde hun. Hendes stemme var rolig nu. Hun var en flot pige, tænkte han. Han kunne se hende i retten. Han ville nødig være hendes modstander der eller nogen andre steder. Han kunne se hende charmere dommere og domsmænd. Han kunne se hende procedere, veltalende, overbevisende. Pæn.
– Kender du mig? sagde han. – Hvordan det?
– Du arbejder for min far. Min far har tit talt om dig. Jeg har set dig derinde.
– Hvem er din far da?
– Richard. Richard Brøssner.
Thor nikkede langsomt. – Javel, sagde han. – Ja, selvfølgelig. Jeg ved godt, at Brøssner har en datter, der hedder Irene. Det gør mig ondt. Jeg synes, du skal sætte dig ned og drikke en kop kaffe. Så taler Anita med dig om lidt.
Han gjorde tegn til Anita, og de gik ud i entreen.
– August er Brøssners barnebarn, sagde han lavmælt. – Tal med dem igen. Jeg kører ind på stationen.
– Hvorfor det?
Han så på hende. – Jeg bliver nødt til at tale med Brøssner med det samme.
– Skal han ikke høre det fra Irene?
Han rystede på hovedet. – Nej. Han er vores chef. Jeg har hørt ham tale om August. Hvad er chancerne for, at chefens barnebarn bliver myrdet? Bortset fra det chok, Brøssner får, har det også konsekvenser for efterforskningen. Han kan ikke være chef for efterforskningen på sit eget barnebarns morder, vel?
– Skal jeg sige til dem, at du underretter Brøssner?
– Ja. Sig det, når jeg er gået. Hvis hun selv insisterer på at fortælle ham det, så ring til mig.
Hun gik ind i stuen. Henrik og Irene Helskov sad på hver sin side af det hvide spisebord og drak kaffe. Hun satte sig ned for bordenden og løftede koppen, som drengens far havde skænket.