Thor gik ned ad gangen til Richard Brøssners forkontor. Der var varmt og indelukket på stationen. Han svedte. På kontorerne svedte hans kolleger. Han nikkede til dem, mens de sad bøjet over deres arbejde med persiennerne rullet ned, så de kunne se deres skærme. Hvis folk ellers kunne opføre sig ordentligt, tænkte han, kunne vi alle sammen sidde ude i Fælledparken og drikke fadøl.
I chefens forkontor sad Alice på sin plads, som om hun aldrig havde tænkt sig at gå hjem. Alice Hansen var Richard Brøssners vagthund. Ingen kom ind til Brøssner uden Alices godkendelse. Det var en gammeldags afdeling, et sted, hvor ordene ‘flad ledelsesstruktur’ ville afstedkomme tomme blikke. Alice var en lille, indtørret dame med en forkærlighed for grimme cardiganer. I dag bar hun trods varmen en udtjent grøn model, som ville have været mere på sin plads i en hundekurv.
– Er Richard gået? sagde han.
Alice så op. – Nej, han er her endnu. Hvorfor?
– Fordi jeg skal tale med ham.
– Jeg ved ikke, om han har tid, Thor. Han er ved at gå. Og han ... sekretæren bøjede sig frem og sænkede stemmen, – han er ikke rigtig frisk.
– Hvad skal det sige?
Hun skar en grimasse. – Jeg ved ikke. Jeg er lidt bekymret for ham. Han er bleg om gællerne, synes jeg.
– Er han syg?
– Du kender ham. Han er aldrig syg. Men måske er han det alligevel.
Han nikkede. – Ikke desto mindre, Alice. Jeg skal tale med ham. Det er vigtigt.
Alice trykkede på det gammeldags samtaleanlæg, som hun og Brøssner havde kommunikeret på, så længe Thor kunne huske. Hun sagde lavmælt, – Belling vil gerne tale med dig.
Brøssners stemme gjaldede metallisk ud i kontoret. – Send ham ind.
Alice nikkede nådigt til ham, og Thor gik hen til døren.
Richard Brøssner sad bag sit skrivebord, lyseblå skjorte med let opsmøgede ærmer, slipset løsnet, læsebriller på den fyldige næse. Han havde det, Thors mor ville have kaldt ‘store knogler’. Han var ikke tyk, men han var heller ikke nogen actionman. Han havde et tungt ansigt og en krans af tyndt, gråt hår over ørerne, som en mere moderne indstillet mand nok ville have barberet ned.
Han så op. – Thor, sagde han, – dig har jeg ikke set i dag.
Thor satte sig over for chefen. – Har du fået en sag ovre fra Palle her til eftermiddag?
Brøssner rystede på hovedet. – Nej. Hvorfor?
Thor trak vejret ind. – Jeg er ked af det, Richard, men jeg har desværre noget meget trist at fortælle dig.
Brøssner rettede sig op i stolen. Thor kunne se, hvordan han allerede holdt på sig selv. – Så sig det, Thor, sagde han.
– Jeg har lige overtaget en sag fra Palle Christensen. Det drejer sig om et barnemord. Og jeg må fortælle dig, at det er din datters dreng, August, som er blevet dræbt. Det gør mig forfærdelig ondt, Richard. Jeg kommer lige derude fra.
Richard Brøssner sad i solen. Solen blev reflekteret i et vindue overfor, og i det øjeblik så Brøssner ud, som om han var oplyst af projektører. Han sad helt stille.
Endelig sagde han, – Hvordan?
– Han er blevet kvalt. Han blev fundet under buskadset for enden af haven klokken halv tre.
Han kunne se, hvordan Brøssner gjorde sig umage for at skjule sine følelser. Hans hage var let løftet, som om han stod ret og modtog en reprimande uden at have lov til at forsvare sig.
Han sagde, – Er Irene og Henrik underrettet?
– Ja. Jeg har talt med dem begge to. Det var Irene selv, der gjorde mig opmærksom på, at du er hendes far.
Brøssner åndede ud og sænkede hovedet. Thor kunne høre ham trække vejret gennem næsen. Brøssners kontor lugtede varmt af blyant og støv. Sådan havde det altid været. Men nu var ikke altid. Sådan her havde de aldrig siddet. Nu var alting anderledes.
Brøssner rejste sig op. – Jeg bliver nødt til at tage hjem. Nina. Og Irene. Har I nogen ... jeg mener, har I nogen anelse om, hvordan det er sket? Hvem det er?
Han var gullig nu. Rastløs og gullig. En stor mand i chok. Thor sagde, – Nej, ikke endnu. Anita og alle Palle Christensens folk er i gang. Richard?
Brøssner så lige på ham. – Hvad?
– Anita er hos din datter. Og vi har ingen anelse om, hvem der har gjort det. Men vi finder ham, Richard. Men der er en ting.
– Hvad? sagde Brøssner. Han stod med den ene hånd lagt på overkanten af ryglænet på sin stol. – Hvad?
– Jeg ved ikke, hvordan reglerne er. Men du skal ikke sidde her som chef, vel? Ikke nu. Vi kan ikke referere til ofrets morfar. Jeg ved ikke, om du er inhabil eller hvad, men ...
Han så på sin chef. Brøssner tog sig endnu mere gusten ud i det skarpe refleksionslys fra vinduet overfor. En film af sved lå over hans isse. – Inhabil? gentog han.
Thor rejste sig. – Du kan ikke være chef for den efterforskning, mener jeg.
– Hvem, sagde Brøssner, – hvem kan du forestille dig skulle være mere velegnet end jeg, Thor? Hvem?
– Det kan du ikke byde hverken dig selv, din familie eller os. Det duer ikke. Det er derfor, jeg kom med det samme. Du skulle ikke bare have den sag ind på dit bord, vel? Kan du ikke se det? Palle vidste ikke, at August er dit barnebarn.
Brøssner nikkede kort. Thor kunne se, at han havde forstået det. I nikket lå en kort anerkendelse af, at Thor havde beskyttet ham. Men ikke mere.
– Jeg sætter pris på din indsats, sagde Brøssner. – Og du har muligvis ret.
– Muligvis? Richard, hvis vi skal køre det her straight, så skal du gå hjem nu, og du skal ikke komme igen, før efterforskningen er færdig. Det må du forstå. Det vil alle andre forstå.
Han kunne se Brøssner vakle. Thor forstod ham. Brøssner var en gammel elefant. Nogle gamle elefanter kæmpede, længe efter at det ikke gav nogen mening. Andre gav op.
Thor sagde, – Din familie har brug for dig. Og vi har brug for, at du ikke er her, hvis vi skal løse det her. Sådan er det bare.
– August, sagde Brøssner. – Lille August. Årh, nej.
Thor sagde ingenting.
Brøssner så på ham, stadig i sin ubeslutsomme position bag bordet. – Havde de misbrugt ham?
– Nej. Han er blevet kvalt, formentlig på stedet. Det er gået hurtigt.
Brøssner satte sig igen i sin stol. Thor rejste sig og gik hen til det lille køleskab i Brøssners reol. Han tog en flaske vand, åbnede den og skænkede et glas.
Han satte det på bordet. Brøssner havde taget telefonen. Han sad med røret i den ene hånd, pegefingeren på den anden på apparatets afbryder. – Jeg kan ikke, sagde han. – Nina ...
Thor tog røret fra hans hånd og lagde det på. – Drik lidt vand, Richard.
Brøssner drak. Thor hørte døren gå og vendte sig om. Alice Hansen stod i døren med sin taske. – Jeg går nu, sagde hun.
Thor nikkede. Men Alice blev stående. – Er der sket noget? sagde hun.
Thor nikkede. – Luk lige døren.
Alice lukkede døren og kom nærmere. Thor fortalte hende, hvad der var sket. Han så Alices smalle ansigt blive hårdt. Hun kastede et blik hen på rækken af indrammede fotos på Brøssners bord. – Lille August? hviskede hun. – Åh, Richard.
Han så Alice gøre det, han ikke selv kunne. Hun gik rundt om Brøssners skrivebord og lagde armene om sin chef. – Åh, Richard, sagde hun igen. Hun græd ikke.
Han ville gøre noget. Men han vidste ikke hvad. Han gik hen til vinduet. Solen reflekterede ikke længere i vinduet overfor. Kontoret henlå i et blåligt eftermiddagslys. Han stod med ryggen til de to ældre mennesker.
Lidt efter hørte han Alice sige, – Nu kører Thor dig hjem til Nina, Richard. Hører du?
Brøssner mumlede et eller andet. Alice sagde, – Nej, nej. Du skal hjem nu. Og Thor kører dig. Ikke, Thor?
– Jo, sagde han.
– Og så bliver du hjemme. Hører du? Du bliver hjemme. Jeg taler med direktøren i aften, og så kan du ringe herind i morgen. Men nu skal du hjem. Så tager Thor og Anita sig af det her. Ikke, Thor? sagde hun igen.
– Jo, det gør vi.
Han kørte Brøssners bil. Brøssner sad ved siden af og stirrede ret frem. De talte ikke. Brøssners boede i Gentofte, Thor havde været der flere gange. Det var blevet en smuk sensommeraften.
Han parkerede ved fortovet, og Brøssner så på ham. – Går du med ind?
– Hvis du vil.
– Det er nok bedst. Du ved mere end jeg.
– Ikke meget.
– Det er lettere både for Nina og for mig, hvis du er der, Thor.
Han nikkede, og de steg ud. Brøssner gik forrest op ad havegangen til den hvide villa. Thor gik bag ham. Brøssner så ud, som om han var hundrede år gammel.