Drabschefens hjem udstrålede en gammeldags, kultiveret form for liv, som var meget anderledes end noget, Thor selv havde kendt til i sit liv. Nina Brøssner havde hverken uddannelse eller arbejde. Alligevel virkede hun som et glad og udadvendt menneske. Hun havde åbenbart nok i at være fru Brøssner. Det var svært at forestille sig, hvordan hun havde fået tiden til at gå i alle de år, hvor hun slet og ret havde været sin mands kone.
Nina Brøssner var en pæn, lidt trivelig dame med en flot frisure. Richard gik forrest, stillede fraværende sin mappe i den store entre og gik videre ind i stuen. Thor gik bag ham.
Nina Brøssner stod ved vinduet med ryggen til. Da hun vendte sig, kunne Thor se, at hun havde grædt, men siden da havde vasket sit forgrædte ansigt. Hun var bleg, og han så hendes læber skælve.
– Nina, sagde Brøssner og gik hen mod sin kone.
– Irene ringede, sagde hun. – Jeg tænkte, du havde fået besked.
Brøssner nikkede. Thor stod henne ved døren til stuen. Han ønskede, at han var et andet sted.
Han så de to omfavne hinanden. Han hørte Brøssner begynde at græde med ansigtet presset mod sin kones skulder. Det var en uhæmmet lyd. Brøssner udstødte nogle dybe, brummende hulk, der lød som, – Årrrhhh!
Thor så ned.
Han hørte Nina sige, – Sådan, Richard. Ja, sådan, og da Thor løftede blikket, forstod han mere af sin chefs liv, end han havde gjort i de forgangne tyve år. Han forstod i det øjeblik hemmeligheden ved Brøssners liv og ægteskab. Han havde altid forestillet sig, at det var Richard, der var familiens overhoved, og det var det måske også set udefra. Det var Richard, der bestred et betydningsfuldt offentligt embede. Det var ham, der ledede en afdeling af politifolk, som pågreb drabsmænd. Det var ikke svært at se, hvordan Brøssner også i sit private liv havde autoritet. Thor kunne se Brøssner som far til Irene her i disse stuer. Han kunne næsten høre Brøssner grine eller miste besindelsen og skælde ud. Han kunne se Brøssner være Brøssner, og nu forstod han, at Brøssner kun kunne være Brøssner i kraft af Nina, som nu trøstede ham. Brøssners ægteskab var ikke et eksempel på et gammeldags, mandsdomineret magtforhold.
Nina var stærkere end sin mand. Det var tydeligt. Og i det øjeblik følte Thor sig ensom. Det var let at pege fingre ad ægteskaber som Brøssners. Lillemor derhjemme med sine bridgedamer, far på kontoret. Middagsmad på klokkeslæt. Orden i sagerne. Rollefordeling. Manden med bukserne på og den følgagtige lille kone. Det var almindeligt, at folkene i afdelingen – inklusive ham selv – kom med små ondskabsfuldheder om Brøssners. Disse små bemærkninger udsprang selvfølgelig af deres egne fordomme om chefens liv, som de reelt ikke kendte meget til.
Hvad de aldrig havde forstået, var den sofistikerede balance af tillid, som eksisterede mellem ægtefællerne. Brøssner havde en at komme hjem til, som var stærkere end han selv på afgørende punkter. Og det kunne Brøssner godt lide.
Thor så det nu, og han følte sig fattig.
Der blev ikke sagt noget. Brøssners omfavnede hinanden, indtil Richard var kommet nok til hægterne til at tørre sine øjne, give sin kone et kys på kinden og sige, – Thor var rar at køre mig hjem. Han har været derude. Han har set August. Og han har talt med Henrik og Irene.
Nina nikkede og betragtede sin mand, som om hun ville forvisse sig om, at han kunne stå oprejst ved egen kraft. Brøssner trak vejret ind og sagde, – Undskyld mig et øjeblik.
Han gik ud af stuen.
Nina sagde, – Det var venligt af dig, Thor. Du kan tro, Richard er glad for, at du kørte ham hjem.
– Det var det mindste, jeg kunne gøre. Det gør mig ondt.
– Ja, sagde hun. – Det gør også os ondt.
– Alice Hansen vil tale med direktøren i aften. Hun mener ikke, at Richard skal sidde som chef for efterforskningen.
– Selvfølgelig skal han ikke det, sagde hun. – Det kan han slet ikke holde til.
Thor nikkede. Hun sagde, – Må jeg byde dig en drink? Vi skal selv have en.
– Ja tak.
Hun gik hen til et bord ved væggen. Der stod en stor sølvbakke med flasker og glas. Han så hende skænke gin og Martini. Hun gjorde det med automatiske bevægelser, som fortalte ham, at det gjorde hun hver dag. En drink før maden.
Hun rakte ham glasset. Han sagde, – Vi skal nok finde ham.
Hun nikkede. – Det er jeg ikke i tvivl om.
– Jeg har kun talt med Irene, sagde hun. – Hun kommer senere. Har du talt med både hende og Henrik?
Han nikkede. – Anita Hvid og jeg har talt kort med dem.
– Hvordan tog Henrik det?
Han trak på skuldrene. – Han er chokeret. Han sagde ikke meget. Han ventede August hjem, hvad øjeblik det skulle være.
– Henrik, sagde hun. – Vi elsker vores datter, Thor, og vi elskede August. Henrik ... ja, Henrik har vi desværre aldrig elsket.
Han nippede til sin drink, hvor han stod. – Det er måske også meget forlangt. At man skal elske sin svigersøn.
Hun så på ham. – Vil du ikke sidde?
De satte sig i hver sin ende af den gule sofa. Nina Brøssner sagde, – Alt det vil Irene fortælle dig om. Jeg kender jo rumlen. Jeg ved godt, hvordan I tager fat, og det skal I også gøre. Men nu fortæller jeg dig det. Henrik har aldrig været vores livret. Og du kan lige så godt vide fra starten, at vores forhold til Irene ikke har været det samme, siden hun fandt ham.
– Hvorfor?
Hun gav et lille fnys. – Det er banalt, og det lyder måske grimt. Men lige børn leger bedst, ikke? Det siger man jo.
– Og Henrik og Irene er ikke lige børn?
– Nej. Det kan man ikke sige.
– Hvorfor det?
Han bemærkede, hvor rolig hun var. Hun sagde, – Irene har altid været en klog pige. Dygtig, venlig. Stædig. Vi mente, at hun var en pige, der forstod, hvad hun ville. Hun har altid været målrettet. Derfor forstod vi ikke, hvad hun ville med Henrik. Hun kunne have fået hvem som helst.
Nina Brøssner betragtede ham som for at se, om hendes ord provokerede ham med deres bitterhed.
– Du mener, at Henrik ikke er hendes ligemand?
– Ja, det er lige præcis, hvad jeg mener.
Nu var hendes tonefald utilsløret bittert, næsten hånligt. Han tog imod udfordringen. – Hvordan det?
– Årh, du ved. Henrik kommer fra et miljø, som er meget forskelligt fra vores, Thor. Det behøver ikke at være en ulempe, men det var det her.
– Hvordan?
– Henrik er en flink fyr. Men han har aldrig lagt skjul på, at han ... hvordan skal jeg sige det? At han var stolt over at få en pige som Irene. Det betød meget for ham. At gifte sig med en pige fra Gentofte.
Han smilede let. – Henrik er nok ikke den første mand, der har giftet sig opad.
Hun så roligt på ham. – Giftet sig opad. Ja, det sagde man jo førhen. Og det er sandt. Det var, hvad han gjorde. Og det har Irene betalt for.
– Hvordan det?
– Henrik har altid regnet med, at han ville blive forsørget. Gift med en jurist, som gjorde det godt.
– Han arbejder vel også selv?
Nina Brøssner fnøs. – Ja, det siger han. Men gør han? Han har aldrig haft meget at byde på. Lidt det ene, lidt det andet. Han er veg. Jeg ved godt, at det ikke er et ord, man bruger mere. Men han er veg. Han har altid været veg.
– Men de fik August.
– Ja. Det er næsten det eneste gode ved det. Men nu er August også væk. Nu er der ingenting tilbage.
Nina Brøssner tømte sit glas.
Thor reviderede sine indtryk, mens han tav. Den følelse af beundring for chefens ægteskab, som han havde følt før, da hun havde trøstet sin mand, var afløst af noget andet. En nøgternhed rejste sig i ham. Der var langt fra Nina Brøssners kærlige trøst til hendes uvenlige, definitive ord om Henrik Helskov. Hvad havde han forventet? Noget andet. Henrik Helskov havde mistet sit eneste barn i dag. Synet af Brøssners omfavnelse på gulvet i den pæne stue havde forledt ham til at forvente en kærlighed, som rakte længere end rummet, de befandt sig i.
Nu følte han den afstand, der lå mellem hjemmet i Gentofte og den dræbte drengs hjem i Nordvest. Geografisk var det ikke nogen stor afstand. Men den føltes stor nu. Han tænkte på Henrik Helskov og følte sig modløs. Irene Brøssners stræbsomme målrettethed havde fejlet. Hun havde trodset sine forældre. Skuffet dem. Det virkede firkantet, gammeldags og uforsonligt. Hvilken trøst ville Irene få, når hun kom hjem til sine forældre?
Du skulle aldrig have taget ham.
Se nu, hvordan det er gået.
Kunne det være sådan? Kunne det være sådan, at bagsiden af Brøssners konventionelle, højborgerlige og pæne familieliv var en fordømmende og udelukkende modvilje mod dem, som ikke passede ind?
Selvfølgelig kunne det være sådan.
Hun havde lige fortalt ham, at det var sådan.
Klassesamfundet.
Han tænkte på sine egne forældre, som det var gået dårligt. Han tænkte på sin fars stolthed, da han havde søgt ind ved politiet. Han tænkte på, hvor lidt der skulle til, før hans forældre blev stolte af ham. At der skulle så lidt til, skyldtes at de selv havde så lidt. At deres liv ikke havde været lykkeligt. At hans mor havde søgt trøst hos Vorherre, som i hendes tanker svævede over en kirke i Valby, fordi hans far søgte trøst ved spilleborde på Vesterbro, hvor han havde drukket og spillet familiens fremtid bort.
Han behøvede ikke at anstrenge sig for at forestille sig, hvad hans mor – hvis hun havde levet – ville have haft at sige, hvis hun havde overværet hans ordveksling med Nina Brøssner, mens de drak deres drinks i den gule sofa. Hans mor ville have ment, at Nina Brøssner var et ulykkeligt menneske. Hans mor havde været en mester i at tilgive. Det var Nina Brøssner ikke.
Han rejste sig for at gå. Han havde gjort sit. Richard Brøssner kom ind i stuen. Han havde taget sin jakke af og iført sig en grøn sweater. Nina sagde, – Jeg har lige fortalt Thor om vores syn på Henrik.
Thor så på sin chef. Brøssner sagde, – Stakkels Henrik.
Men Nina sagde, – Ja, det er altid stakkels Henrik.
– Han har lige mistet sin søn, Nina.
– Ja, og hvor var Henrik? Inde i huset, nogle meter derfra. Mens Irene var på arbejde.
– Det er ikke Henriks skyld, Nina, sagde Brøssner.
– Hvordan kan du vide det?
Brøssner gik over til skabet og tog glasset, hun havde skænket til ham. – Vi ved ikke noget om det.
Nina Brøssner sad stadig i sofaen. – Gør vi ikke? Hvor mange gange har vi talt om, at Irene havde to børn at tage sig af, Richard? Du har selv sagt det. Er det ikke sandt?
Efter trøsten kommer vreden, tænkte Thor. Han så på sin chef. Brøssners grå ansigt var udtryksløst. – Det er ikke det, det drejer sig om, sagde han. – Det drejer sig om, at en sindsforvirret person har slået August ihjel. Alt det andet betyder ikke noget nu.
– Jeg synes, det betyder en hel del, sagde hans kone. – Hvis Henrik havde været en anden, havde de ikke behøvet at bo ude i det gyselige kvarter. Hvis han havde lagt sig i selen, hvis han havde haft noget at byde på, var det her måske aldrig sket.
– Nina, sagde Brøssner. – Ikke nu.
Ikke nu? Jo, nu. Lige nu. Thor sagde, – Jeg må tilbage. Jeg er forfærdelig ked af det. Anita og jeg vil gøre vores bedste. Det vil ikke bringe August tilbage, det ved jeg godt. Men vi skal nok finde ham, der gjorde det.
Han nikkede til hende og forlod stuen. Brøssner fulgte ham ud. På trappestenen sagde han, – Du må bære over med Nina. Hun er meget ulykkelig.
– Selvfølgelig, sagde han.
Brøssner nikkede. – Tak for hjælpen.
– Det var ikke meget hjælp.
– Jeg håber, du vil holde mig informeret.
– Selvfølgelig. Selvfølgelig.
De gav hånd. Det føltes underligt. De gav aldrig hånd. Thor mærkede, hvordan Brøssners håndtryk var en tilkendegivelse af, at han trak sig og havde accepteret, at andre måtte lede nu.
Han havde ingen bil. Han gik i retning af en større vej, hvor han kunne praje en taxa. Det var stadig lyst. Det rige kvarter åndede fred og lavmælt idyl. Det var en smuk aften. Alligevel følte han sig nedtrykt. Ikke fordi besøget i Brøssners hjem havde bragt noget for dagen, som han ikke før havde oplevet, når han trådte ind i et hus, hvor et familiemedlem var blevet dræbt, men fordi han af en eller anden grund havde forventet noget andet i Richard og Nina Brøssners solide hjem. Hans forventning havde været ubegrundet og tåbelig.