9.

Henrik kom fra Søborg. De fandt vejen med parcelhuse, netop som solen brød igennem og fik temperaturen i bilen til at stige voldsomt.

– Her, sagde Thor og holdt ind. – Æblerosevej 12. Ja, det er ikke Gentofte.

– Gentofte ligger lige ovre på den anden side af motorvejen.

– Jeg ved det. Men der er verdener til forskel.

– Vil du sige, at Henrik og Irenes hus i Nordvest er sådan cirka gennemsnittet af Søborg og Gentofte?

Han smilede. – Måske. Måske lidt under gennemsnittet. Hvis man kan gøre det op på den måde.

– Der er et eller andet, der fortæller mig, at Brøssners nok ikke ser meget til Henriks forældre, sagde hun og kiggede op mod huset.

– Jeg tror, du har ret.

De steg ud og gik hen mod parcelhuset, som var opført i mokkafarvede sten og havde blyindfattede ruder. Haven var prydelig på en enerverende, smaragdgrøn måde, som fik Thor til at kigge efter skilte på plænen med ‘græsset må ikke betrædes’. Han udvidede det til ‘– hvis du gør det alligevel, bider Bull røven af dig’.

De ringede på, og en kraftig mand med krøllet hår og gråt fuldskæg åbnede. – Erling Helskov? sagde Thor. – Hvid og Belling, Drabsafdelingen. Må vi lige tale med dig?

Erling Helskov lukkede døren helt op uden at sige noget. De gik ind.

De fulgte manden gennem den mørke entre ind i stuen, hvor der herskede den samme form for orden som ude i haven. Orange lædersofa, lænestol, fodskammel og brunlige tæpper, som matchede de mokkabrune murvægge. Huset var mørkt, og det første, Thor lagde mærke til, var et stort, indrammet fotografi af August, som stod midt på en afsyret skænk. På hver side af billedet stod et tændt fyrfadslys. Der lugtede af kaffe og cerutter. Rundt omkring på de brune murstensvægge hang malerier, som næsten måtte være malet af nogen i familien. Han så et stort billede, der forestillede en blåviolet kat, der sad ved roret i en jolle, som bevægede sig hen over et forblæst hav. Katten havde en pibe i munden og en hvid matroshue på hovedet. Den smilede.

Helskov sagde, – Det er vel om August.

– Ja, sagde Anita. – Vi beklager det tab, I har lidt.

– August var en god dreng, sagde Helskov. – Vi er meget kede af det. Min kone er knust. Hun ligger derinde nu.

– Var I tæt på ham?

– Det kan man ikke påstå, sagde Helskov. – Nej, vi har ikke set noget til dem længe.

– Hvorfor det?

– Vi har aldrig været fine nok til Henriks kone. Hun bryder sig ikke om os. Hun er af en meget fin familie. Faren er politimand. Chef.

– Ja, det ved vi, sagde Thor. – Hvordan vil du beskrive din svigerdatter?

Helskov trak vejret ind, som om han helst ville være fri, men sagde så, – Snobbet. Emsig. Nedladende. Selvglad. Typisk Gentofte-dulle.

Erling Helskov udtalte ‘Gentofte’ som ‘Sjangtofte’ og lagde lidt overklasse i stemmen, som når Thor så fimset ud og sagde ‘bedåårende’.

– Javel.

– Misforstå mig ikke. Hun er sgu da meget sød. Lidt strid. Det, min anden søn, René, kalder ‘en mand med patter’. Dygtig advokat. Så var det jo heldigt, at hun fandt sammen med Henrik, kan man sige. For ham. Troede vi.

– Hvordan det?

– Henrik ... ja, hvordan skal jeg sige det, Henrik har aldrig haft særlig meget krudt i røven. Gik ikke meget op i skolen og den slags. Gik faktisk ikke rigtig op i noget. Jeg ved ikke, hvorfor hun faldt for ham. Måske ledte hun efter en mand, der også egnede sig til at være barnepige. Det er jo det, han har været. Han ringede i aftes og fortalte os det. Staklen. Han var helt færdig. Jeg sagde, at de bare kunne komme herud, men det gør de selvfølgelig ikke.

– Så Henrik har ikke nogen uddannelse?

– Nej. Næh, hans bror, René, er elektromekaniker. Men Henrik gad ikke gå på skole. Han ville ud at rejse. Se verden og den slags. Jeg sagde, god idé. Find et job, få noget hår på brystet. Så rejste han til Amerika. Arbejdede et par år på en restaurant. Sådan er Henrik. Rejser om på den anden side af jordkloden for at blive tjener. Nej, der har aldrig været meget cowboy over ham. Det forbløffede os faktisk lidt, at han overhovedet fandt sammen med den stramme strømerdatter – ikke for at sige noget grimt om strømere som sådan.

– Men han har da arbejde?

– Ja, det siger han. Én god ting ved det var, at han lærte engelsk. Eller amerikansk. Det er han sgu god til. Så han skriver sine artikler på nettet om, hvor man går hen og får en god mojito, hvis man skulle være så uheldig at være i Oslo. Men hvor meget han egentlig arbejder, ved jeg ikke. Han har vel gået derhjemme og hygget sig med August, mens Irene gav den som savskærer.

Anita sagde, – Det lyder, som om du opfatter dem som et umage par.

Helskov nikkede. – Ja, det kan man godt sige. Men du ved, hvordan det er. De fleste par er umage, hvis man begynder at pille i det, ikke? Vi har sgu da været skidekede af, at han ikke har haft nosserne til at slå i bordet og sige, hallo, moster, jeg har også en familie, August har også en farmor og en farfar. Men det kan jo være lige meget nu. Det må de selv ligge at rode med. Men det ville ikke undre mig, hvis de gik fra hinanden. Eller at hun gik fra ham. Jeg kunne mærke det på ham i telefonen. Hun lægger selvfølgelig ansvaret på ham. Det forstår man jo på en måde godt. Jeg mener – hun arbejder jo hårdt, ingen tvivl om det. Og Henrik er så den bløde mand, der går derhjemme. Så går der jo let kakaomælk og hygge i den. Okay, han er vist en del på farten, når han skal til Thorshavn og prøvesove sengene på Hotel Halløjsa, så han kan skrive om det. Forstår du, hvad jeg siger? Der er ikke noget grimt i det, vi har bare tit talt om, at han måske var kommet lidt mere op i omdrejninger, hvis han havde fundet sig en pige, der ikke var en mand med patter. Men hende rendte han altså ind i. Og så gik det, som det gik.

Helskov kastede et blik hen på den alterlignende opstilling på den afsyrede skænk. Thor stod stille. De blyindfattede ruder og lysene henne ved fotografiet af den smilende dreng gav ham følelsen af at være i en slags kapel. Der manglede kun en sortklædt farbror henne ved døren og den dæmpede lyd af et elorgel.

– Var Irene hans første kæreste? sagde Anita.

Helskov vendte blikket mod hende. – Det ved jeg ikke. Det må du hellere spørge ham selv om. Han boede hjemme, til han rejste til staterne, og det var ikke, fordi han slæbte damer med hjem, selv om han flyttede ned i Renés værelse i kælderen og havde egen indgang. Men det kan da være, at han fik noget amerikanerfisse. Det vil jeg da håbe for ham.

Anita sagde, – Ved du, hvordan han traf Irene?

– På nettet. Ja, det fortalte han mig. Svært at sætte sig ind i for en gammel radioamatør. Men det gjorde han altså. Han havde ikke noget imod at fortælle det, selv om jeg tænkte, hallo, hvordan fungerer det? Nøgenbilleder? ‘Jeg ser pissegodt ud, min yndlingsfarve er okker, jeg hader Pavarotti, men jeg har en pik på fyrre centimeter. Var det noget?’ Jeg ved det ikke. I starten tror jeg faktisk, at der var en del kissemisse. I starten. Men så opdagede hun vel, at Henrik ikke kunne holde sjoveren kørende ret længe ad gangen.

Det gav et gib i Thor, da en stemme sagde, – I skal ikke høre på Erling. Han bliver grim i sin mund, når han er ked af det.

De vendte sig og så en overvægtig kvinde med et gangstativ henne ved døren.

– Ragna, sagde Erling Helskov, – skulle du ikke ligge?

– Det gør ondt, sagde hans kone og begyndte at bevæge sig hen mod dem med sit stativ. Det var underligt at se på. Hun snappede efter vejret, løftede gangstativet lidt frem, tog et skridt, holdt en pause. – Det gør ondt at ligge derinde og tænke på lille August.

Anita sagde, – Vi beklager, fru Helskov, men vi er nødt til at stille nogle spørgsmål.

Ragna sagde, – Efter hvad jeg kunne høre, har Erling svaret på dem. Vi er i sorg.

– Det er klart. Vi er vist også ved at være færdige.

Den tunge kvinde gispede efter vejret. – Nu tænker vi jo på vores egen dreng, og hvad der skal blive af ham. Det er rigtigt, hvad Erling sagde. Hvad skal Irene med ham nu? Der er ikke rigtig nogen, der bryder sig om Henrik. Sådan har det altid været. Lille August elskede sin far. De havde hinanden. Men Irene brugte dem mod hinanden. Der var altid noget galt. Så måtte han ikke få en skål guf. Så var der noget galt med at tage en tur på Dyrehavsbakken. Det skulle altid være åh så fint, og jeg tror, at både Henrik og August fik godt og grundigt ondt i maven over alle hendes fisefornemme ideer.

Thor nikkede. – Javel. Jamen, vi vil sige tak.

Helskov lukkede dem ud. Han sagde, – Det var ikke meget hjælp.

– Som sagt, sagde Thor, – Det er mest rutine. Vi taler altid med den nærmeste familie.

– Nærmeste, gentog Augusts farfar. – Nærmeste og nærmeste.

De nikkede og gik.

Da de kørte bort fra Æblerosevej, sagde Anita, – Vil du lige opsummere for mig?

Thor sagde, – Bramfri, jordbundne typer. Virkede ærlige. Ikke folk, Nina Brøssner ville bryde sig om at se til middag. Det forbløffede mig lidt, at de var så resignerede omkring Henrik. Desillusionerede, dårligt helbred. Ikke decideret lavt selvværd, men ret bevidste om deres egen placering i forhold til Irene og hendes forældre. Skuffelse. Stor kærlighed til August og sorg over at blive holdt udenfor. Det kunne være så godt. Måske har det været et gemytligt hjem, men det er længe siden. Det er svært at forstå, at Erling er Henriks far. Henrik ville aldrig bruge ordet ‘amerikanerfisse’ over for os. Erling er ligeglad. En form for fortrykt stolthed. Vi ved godt, vi ikke hører til blandt de fine, men derfor er vi vel alligevel en slags mennesker. Der var et kunstnerisk islæt. Jeg tror, både Erling og Ragna maler. Det er det samme – de ved godt, at de ikke er dygtige til at male, men de kan godt lide det. Det afleder tankerne.

– Især katten i jollen, sagde Anita.

– Ja, men der var ikke noget mærkeligt ved dem, vel? Jeg mener – de talte da lige ud af posen.

– Det må man sige.

– Jeg afhører Henrik i morgen. Vi er nødt til at få ham til at lukke lige så meget op som sin far.

– Hvis han kan. Det lyder ikke, som om han kan meget. Prøvesove senge på Hotel Halløjsa i Thorshavn?

– Jeg tror, han kan mere end det.