Politidirektør Uffe Granitz lyttede. Han kendte Bellings opklaringsprocent, som Richard Brøssner ikke forsømte nogen mulighed for at vifte ham om næsen med, når de diskuterede budgetter, mandskabstimer og besparelser.
Og han følte stor lettelse. Han havde ingen grund til at tvivle på, at Belling havde opklaret drabet på Brøssners barnebarn. Det var næsten for godt til at være sandt.
Han havde haft et ubehageligt møde med direktøren for instituttet efter Ekstrabladets forsideoverskrift ‘DRABSCHEFS BARNEBARN KVALT’. Tidligere episoder gav ham anledning til at tro, at der var nogen på instituttet, som fodrede pressen med oplysninger. Direktøren derude var enig, og han havde beklaget. Alligevel havde Granitz været nødt til at indskærpe ham, at det var uacceptabelt, og at han ville skride til handling, hvis der ikke blev ryddet op. Granitz vidste, at direktøren var kompetent. Mødet havde været kedeligt for dem begge.
Nu sagde han til Belling, – Tror du på ham? Hvad hedder han?
– Henrik Helskov.
– Tror du på ham?
Belling gengav hurtigt, hvordan han havde afhørt Helskov med empati og intuitivt bragt familieforholdene op. – Jeg vidste, at han bar på et eller andet. Men det kom som en overraskelse for mig, at det var dét. Men han tog springet. Det sker jo.
– Er han sindsforvirret?
– Det vil jeg bestemt ikke udelukke.
Granitz tænkte. En hurtig opklaring af netop dette drab ville være at foretrække. En familietragedie foranlediget af en mand, som var blevet vanvittig. En ulykke. Men også et hurtigt afsluttet kapitel.
– Hvordan med tekniske spor? Tidsrammen? Kan han have gjort det?
– Indtil videre ja. Vi afventer resultatet af obduktionen. Men vi har ingen tekniske spor, som modsiger ham. Han siger, han bar havehandsker. At han lagde dem i skraldespanden, som blev afhentet i går morges.
– Okay, sagde Granitz. – Her er mit forslag. Du sigter og varetægtsfængsler ham, når I har fået en formel tilståelse i en advokats nærværelse. Så fremstiller vi ham senere i dag og beder om fire ugers varetægt og mentalundersøgelse. Det er vel berettiget?
– Ja.
– Jeg beder med det samme instituttet om at fremskynde rapporten. Den får du senere i dag. Hvis tingene passer sammen, vil jeg have Helskov anbragt på Lundager. Jeg har ikke tillid til sikkerheden på instituttet. Der er nogen, der kontakter pressen derude.
– Det ved jeg.
– Under alle omstændigheder. Jeg vil ikke have Helskov i Vestre eller i arresten, hvis det her kommer ud. Hvis vi stadig mener, at han er manden, hvis vi stadig mener, at han har gjort det i et anfald af sindssyge, når vi er færdige i dag, så vil jeg have ham mentalundersøgt så hurtigt som muligt. Det kan ske på Lundager. Der kan de også forvare ham. Er du enig?
– Ja.
– Og du er sikker på, at du ikke har mulighed for at stille ham et spørgsmål – noget teknisk, hvad ved jeg – som kunne pille det fra hinanden?
– Jeg tænker, sagde Thor. – Men jeg kan ikke finde noget på stående fod.
– Ja, men så gør vi sådan. Jeg vil tilråde, at du og Anita hurtigst muligt foretager en grundig afhøring af Irene Helskov. Tror du, at hun ved det?
– Ikke bevidst. Hun har muligvis en ubevidst mistanke. Men hun har næppe formuleret den klart for sig selv.
– Nej, det håber jeg ikke. Hvis I kan afhøre hende i dag – i en advokats nærværelse – er vi nået længere på kortere tid, end vi havde lov at håbe.
– Det var en tilfældighed.
– Det tror jeg ikke, sagde Uffe Granitz. – Jeg tror, Helskov har fundet en eller anden form for fred i at kunne tilstå over for dig. Det har du oplevet før, ikke?
– Jo, men aldrig så hurtigt og uventet.
– Godt arbejde.
– Vi får se.
– Ring til mig klokken fjorten. Så ser vi, hvordan landet ligger.