Klokken kvart i fjorten havde Helskov godkendt og vedstået en nedskrevet tilståelse i overværelse af Thor og en advokat ved navn Allan Trier. Derefter var Helskov blevet ført til Dommervagten og fremstillet. Det var en formalitet. Både påstanden om varetægtsfængsling i fire uger, ønsket om umiddelbar overførsel til Lundager og mentalundersøgelsen blev imødekommet. Det tog under et kvarter.
Thor sagde til Henrik, – Nu sker der det, at du bliver kørt i forvaring på Lundager ude i Ballerup. Vi vil så hurtigt som muligt få et møde i stand med dem, som står for mentalundersøgelsen. Jeg kommer derud i morgen.
Henrik virkede rolig. – Jeg forstår, sagde han.
Efter at han var blevet ført ud, sagde Allan Trier, – Jeg skal da lige love for, at der kommer skub i sagerne, når det går galt i selveste drabschefens egen familie.
Allan Trier var en net mand i halvtredserne. Thor sagde, – Det er en tilståelsessag, Trier.
– Ja, det skal jeg love for.
– Hvad mener du med det?
– Ikke noget, sagde advokaten og smilede let. – Somme tider falder tingene jo i hak meget hurtigt, ikke?
– Jo. Men hvis du har bemærkninger til tilståelsen eller den måde, den er opnået, skulle du måske have sagt det tidligere.
– Jeg har ingen bemærkninger. Hvad skulle det være? Men jeg noterer mig da, at der er elementer af forventet efterbevilling, ikke sandt? Sæt nu, at obduktionen viser, at Helskovs tilståelse ikke holder.
– I så fald handler vi selvfølgelig derefter.
Trier nikkede. – Misforstå mig ikke, hr. Belling.
– Jeg misforstår ikke noget. Jeg udfører bare mit arbejde.
Trier nikkede og forlod Dommervagten.
Ovenpå ventede Anita sammen med Irene. Han ringede til Uffe Granitz på vej op ad trappen og aflagde rapport.
Politidirektøren sagde, – Jeg sidder her med obduktionsrapporten. Den skulle ligge på din mail.
– Jeg er på vej op fra Dommervagten.
– Det er klart. Men jeg har læst rapporten. Og jeg kan fortælle dig, at den ikke modsiger Helskovs forklaring. Drengen er kvalt af en, som bar handsker. Der er fundet mikroskopiske rester af et gråt skindmateriale, som stemmer overens med det, man finder i visse typer havehandsker.
– Gråt, sagde Thor. – Det er noteret.
– Så langt, så godt, sagde Uffe Granitz. – Hvad nu?
– Anita og jeg afhører Irene om et øjeblik.
– Fint, sagde politidirektøren. – Ring til mig, når I er færdige.
Han lukkede telefonen og gik ned ad gangen til sit og Anitas kontor. Anita sad ved sit bord. Irene stod med ryggen til henne ved vinduet. Hun havde ikke sit arbejdstøj på, men lignede en mindre officiel person, i cowboybukser og en kort læderjakke.
Han sagde, – Jeg er klar.
De gik over til afhøringslokalet, og han bad Irene om at tage plads, før han sagde, – Jeg skal lige veksle et par ord med Anita.
– Min advokat er ikke kommet, sagde Irene og satte sig på stolen, hvor hendes mand havde afgivet sin tilståelse.
– Så venter vi. Hvem er din advokat?
– Min chef. Mikael Leunbach.
– Okay. Tag dig en kop kaffe.
Irene sagde, – Hvad foregår der? Jeg har ikke hørt et ord fra Henrik.
– Vi tager det om et øjeblik.
De gik ud på gangen, og Thor lukkede døren.
Anita så på ham med øjenbrynene løftet.
Han sagde, – Henrik har tilstået.
Hun kneb øjnene lidt til og så sidelæns på ham. – Hvad?
Han fortalte hende, hvad der var sket. Han kunne se, hvordan hun lyttede, ventede, tænkte og gjorde sig sine egne tanker.
Han sagde, – Det hænger sammen. Indtil videre.
– Det ville være godt, hvis vi havde de handsker, ikke?
– Jo, men Henrik har ret. Jeg har tjekket med Palle Christensen. De har folk derude. Skraldeposen er skiftet. Jeg har bedt dem om at prøve at spore den, men det er ikke sandsynligt, at de handsker dukker op.
– Spurgte du Henrik, hvordan de så ud?
– Nej.
– Det er vigtigt.
– Ja, men det kan vi jo bare gøre.
Hun nikkede. Han mærkede en let modvilje i hende. Den skyldtes i hans tanker, at hun var utilbøjelig til uden videre at godtage, at efterforskningen havde taget et så afgørende skridt fremad, uden at hun havde været involveret, og at hun derfor ledte efter indvendinger. Hun lod ikke til at kunne komme på andet end det med handskerne. Hun sagde, – Så det første, vi skal fortælle Irene, er, at hendes mand har slået hendes søn ihjel.
– Ja.
– Hvad forventer du?
Han trak på skuldrene. – Jeg forventer ikke noget bestemt.
– Tror du, hun har tænkt på den mulighed?
Han så på hende. – Ja, det tror jeg.
– Det tror jeg også.
En ung mand i et dyrt jakkesæt kom hurtigt hen imod dem.
Thor sagde, – Mikael Leunbach?
Manden standsede. – Ja.
– Jeg hedder Thor Belling, og Anita Hvid her er min kollega.
Leunbach sagde, – Hvad går det her ud på? Jeg ved selvfølgelig, hvad der er sket, men hvad er de nærmere formål med denne afhøring?
Thor sagde, – At kaste lys over drabet på August Helskov.
Advokaten sagde, – Har Irene og hendes mand ikke allerede afgivet forklaring?
– Jo.
– Har politiet ikke prioriteret, at efterforskningen måske var bedre tjent med at brede nettet lidt længere ud i stedet for at belemre familien med formelt forhør?
Thor nikkede. – Jo. Men det forholder sig sådan, at Henrik Helskov her til formiddag af egen tilskyndelse har tilstået drabet på August.
De så den unge advokat blegne. De betragtede ham en tid. Så sagde Leunbach, – Ved Irene det?
– Ikke endnu. Der har ikke været tid.
– Og I har grund til at tro Henriks tilståelse?
– Ja.
Mikael Leunbachs professionelle attitude var midlertidigt lagt bort. Han nikkede langsomt, og Thor kunne se ham gennemgå situationen i tankerne. Advokaten nikkede og sagde, – Lad os komme i gang.
De sad to på hver side af bordet, da Thor sagde, – Irene, jeg afhørte, som du ved, Henrik her til formiddag. Og grunden til, at du ikke har hørt fra ham, er, at han under afhøringen tilstod drabet på jeres søn.
Irene Helskov sad helt stille. Hun så yngre ud i dag. Hendes tykke, brune hår var samlet i en hestehale, og i hendes træk kunne Thor genkende Richard Brøssner.
Hun reagerede ikke. Hun sad stadig stille med blikket rettet mod Thor, som gengav, hvad der var sket.
Hun sagde stadig ikke noget. Mikael Leunbach skiftede stilling i sin stol. – Irene? sagde Thor.
Irene sagde, – Henrik.
De ventede. To gange gentog hun sin mands navn.
Anita sagde, – Hvad tænker du, Irene?
Irene så på hende. – Hvad jeg tænker? Jeg tænker, at mit liv er blevet ødelagt. Hvad ville du tænke?
– Det ved jeg ikke, sagde Anita.
– Nej, det ved du ikke.
– Hvordan tænker du om din mands tilståelse? sagde Thor.
Han kunne se, hvordan Irene sitrede i et forsøg på at tilbageholde sine følelser. Hun sagde, – Hvis han siger det, er det vel rigtigt.
– Har du selv tænkt på, at det kunne forholde sig sådan?
Hun nikkede. – Selvfølgelig har jeg tænkt det.
– Hvorfor det?
– Fordi ... jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Henrik havde det ikke godt. Han havde det aldrig godt.
– Men han holdt vel af August?
– Ja, men han ... Irene tav. Et øjeblik så hun ud, som om hun ville begynde at grine. Hun virrede med hovedet. Endelig begyndte hun at græde.
Mikael Leunbach sagde, – Jeg er helt med på, at det er vigtigt at foretage denne afhøring, men kunne man forestille sig, at vi lige tog fem minutter? Jeg vil godt lige tale med Irene alene.
– Selvfølgelig, sagde Thor og rejste sig.
På gangen sagde Anita, – Hvad er alternativet?
– Til hvad?
– Ja, til at det er Henrik.
– Hvorfor skulle der være et alternativ? Han har aflagt en fuld, detaljeret tilståelse, som ikke modsiges af hverken vidner eller tekniske spor.
Hun nikkede. – Det ved jeg godt. Men alligevel. Det er dig, der er længst inde i den familie. Jeg siger bare, at det går hurtigt. Er der et alternativ?
– Jeg forstår ikke, hvor du vil hen.
Hun sænkede stemmen. – Hør nu. Henrik har hele tiden virket underlig. Så langt er jeg med. Nu tilstår han så pludselig. Okay. Det passer med, at han har været underlig og båret på noget. Men det kunne jo også være noget andet, ikke?
– Hvad?
– Ja, at han dækker over nogen.
– Hvem, Anita? Irene? Irene var ikke hjemme. Henrik var hjemme. Efter hvad vi ved, befandt Henrik sig tyve meter fra stedet, da August blev kvalt. Efter alt at dømme var der ingen andre i nærheden. Er det ikke mest sandsynligt, at der er et eller andet i ham, der er slået klik?
– Slået klik, gentog hun. – Er det ikke en let forklaring?
– Det ved jeg ikke. Han siger, det slog klik. Han siger, at han gjorde det, men han ikke ved hvorfor.
Hun nikkede. – Okay.
– Okay hvad?
Hun trak på skuldrene. – Det passer lidt for godt, ikke? Det er Brøssners barnebarn, og vupti, så bryder Henrik sammen og tilstår.
– Hvad fanden skal det betyde?
Hun så på ham. – Kan du ikke se det?
– Nej, det kan jeg ikke. Jeg ventede det ikke, Anita. Der gik bare hul på bylden.
– Okay, nikkede hun. – Jamen, så går vi ind og pirker videre i bylden.
De gik ind og tog plads. Irene var roligere nu. Hun så ned. Mikael Leunbach sagde, – Irene og jeg har talt om det. Irene vil gerne sige noget.
– Vi lytter.
Irene sagde, – Jeg vil gerne gøre det klart, at jeg ikke på noget tidspunkt har haft nogen som helst konkret mistanke om, at Henrik kunne finde på at gøre August fortræd.
– Javel, sagde Thor.
Hun fortsatte, – Samtidig er det ikke nogen hemmelighed, at vores ægteskab har været problematisk. Men Henrik har aldrig gjort August noget. Tværtimod. Han har altid været en kærlig far. Måske mere kærlig end jeg. Han har i hvert fald altid været nærværende og omsorgsfuld.
– Hvordan vil du så beskrive det problematiske? sagde Irene.
– I ved jo godt, at det var mig, der tjente pengene.
– Er det et problem? sagde Anita. – I vore dage?
– Nej, det behøver det ikke at være. Men det var det altså for os. Det ... det forstærkede nogle problemer, som altid har ligget i luften.
– Hvordan? Hvilke problemer?
Hun trak vejret ind. – Henrik er ikke særlig ambitiøs. Han har ingen kompetencer. Han har arbejde, men det er sporadisk. Det var ikke noget, vi kunne satse på. Jeg har altid arbejdet hårdt. Og det udviklede sig til en slags evig konflikt mellem os. Henrik er let at vippe af pinden. Jeg er bange for, at jeg tit har fået ham til at føle, at han ikke ... ja, at han ikke slog til. Det er min fejl. Henrik har efter min mening altid haft et dårligt selvværd. Han er opdraget med øretæver. Jeg ved godt, at jeg burde have tacklet det anderledes. Jeg ved godt, at det sidste, han havde brug for, var at blive dukket endnu mere. Men jeg kunne ikke hjælpe ham. Jeg kunne ikke respektere ham. Han prøvede at gøre sit bedste med August, og han gjorde det også fint. Men det var svært for mig at acceptere, at rollerne var sådan fordelt. Jeg ved godt, at det var dårligt af mig. Hvis jeg havde elsket ham mere, havde jeg accepteret ham. Så havde jeg givet slip på tanken om, at han både skulle være ambitiøs og tage sig så meget af August. Men jeg elskede ham mindre og mindre. Fordi han var sådan.
Mikael Leunbach sad tæt på hende og betragtede dem. Irene begyndte igen at græde, men denne gang var gråden ikke så dramatisk. Hun græd over det, hendes ord betød.
– Jeg troede, vi kunne klare det. Jeg var meget forelsket i ham, da vi lærte hinanden at kende. Jeg ville gerne hjælpe ham. Og han ville gerne. Han var sød, meget sødere, end jeg nogen sinde har været.
Hun beherskede sig og tørrede sine øjne. – Det var så ulige fordelt. Jeg kunne ikke respektere hans svaghed. Jeg kunne ikke. Selv ikke når jeg besluttede mig for det. Jeg kunne mobilisere al min rimelighed, al min tålmodighed. Al min vilje. Og to minutter senere råbte jeg ad ham.
Hun så igen ned og græd uhæmmet. Lidt efter sagde hun, – Det er min skyld.
Ingen sagde noget.
Efter en tid sagde Mikael Leunbach, – Er det ikke muligt at stoppe for i dag? Jeg må henvise til, at Irene er under et meget stærkt pres og først inden for den sidste time er blevet bekendt med det tragiske forløb. Men hun er indforstået med at lade sig afhøre yderligere snarest, hvis det er påkrævet.
Da de var gået, sagde Thor, – Køligt eller ægte?
– Spiller det nogen rolle? sagde Anita. – Tror du virkelig, at hun havde set det komme?
– Nej. Men jeg tror, hun har ret i, at hun har plaget ham godt og grundigt.
– Drevet ham til vanvid?
– Det ser sådan ud, ikke?
Hun strakte sig i stolen. – Der er et eller andet meget glat over det her.
– Hvad mener du?
– Psykologien i det.
– Hvor vil du hen?
– Ingen steder. Jeg siger bare, at det er glat. Net og fint. Slappe Henrik blev vanvittig og tilintetgjorde det eneste, han har skabt i dette liv. Irene har sin pæne, bekymrede sagførerchef. Han får fem minutter, og så aflirer hun en helt adækvat, fiks og færdig forklaring. Hun siger, at det er hendes skyld. Ja, hurra. Det er let at sige, når det er Henrik, der bliver erklæret sindssyg og får sikringsanstalt, til han er så medicineret, at han ikke længere kan huske noget. Irene kan blive til en Brøssner igen. Hun kan gifte sig med rapanden Leunbach, få flere små babyer med juristpander – men denne gang er det rigtige jurister.
– Jeg forstår stadig ikke, hvad du prøver at sige. Er der noget galt med det? Jeg kan ikke se det.
– Nej, men du har også lige gjort et flot stykke arbejde. Brøssner bliver glad – eller så glad, som han nu kan blive.
– Det er bare sådan, det er, Anita.
Men hun var vred. Hun forlod kontoret og lukkede døren hårdt bag sig, og Thor sad tilbage i sin stol. Hendes reaktion påvirkede ham mere end dagens øvrige begivenheder. Han havde gjort sit arbejde. Han forstod det ikke.
Hun lukkede døren op igen og sagde, – Ved du hvad?
– Nej.
– Jeg tror ikke, vi er færdige. Jeg tror dårligt nok, vi er begyndt.
– Hvordan skal det forstås?
– Jeg tror, vi er blevet fuppet.
– Fuppet? Hvordan det?
– Det ved jeg ikke. Men hvis jeg har ret, finder vi ud af det snart.
Hun lukkede døren igen. Hendes ord gjorde ham urolig. Det var ikke en uro, han kunne gøre noget ved. Han tænkte tingene igennem. Når Anita reagerede på den måde, var det sjældent uden grund. Hun mærkede ting, han ikke forstod. Men han kunne ikke gøre andet end at tage telefonen og rapportere til Uffe Granitz.