Han sad på sengen i cellen, de havde anbragt ham i. De havde kørt ham ud af København i en almindelig politibil. Han havde haft håndjern på, og i bilen havde politimanden ved hans side låst håndjernene fast til en bøjle bag på førersædet.
Han havde kigget ud på de kendte steder og tænkt på, om han nogensinde ville komme til at gå ud ad Vesterbrogade igen som en fri mand. Han troede det ikke, og tanken generede ham ikke.
Hverken han selv, chaufføren eller hans ledsager havde talt på turen. For dem var han en barnemorder. Han mærkede ikke foragt fra dem, de gjorde bare deres job.
De havde kørt et stykke på motorvejen, hvor han selv ofte havde kørt. Det sidste stykke kørte de gennem Ballerup og videre ud på landet. Han kendte ikke området. Ingenting havde forbløffet ham ved Lundager. Det var som at se en film. Han havde set mange film, hvor en forbryder blev anbragt sådan et sted. Der var en lille bygning ved en port, hvor de holdt ind. Det tog kun et øjeblik. Derefter kørte de videre hen mod nogle træer. Det var tilsyneladende ikke noget særlig velbevogtet sted. Han havde set høje hegn for sig, mure med pigtråd, kameraer. Sådan var det ikke her. Det mindede om en blanding af et gammeldags hospital og en kaserne. Han kunne se nogle huse, som var forskellige. Nogle små pavilloner bygget sammen med ældre murstenshuse og endelig en større bygning i to etager, hvor de standsede.
Han var blevet ført ind i hallen i det store hus og videre ind i et kontor, hvor politifolkene havde overladt ham til en kvindelig sekretær og to vagter, som ikke var i uniform, men bar gråt arbejdstøj.
Han var blevet registreret og ført over i en anden del af huset, hvor hans celle lå. Den lå på første sal. Cellen var større, end han havde forventet. Det var et bart lokale med linoleumsgulv, en fastboltet metalseng, et lille skrivebord og et vindue med tremmer for. I det ene hjørne stod en toiletkumme i rustfrit stål, uden bræt. Gennem vinduet kunne han se plænen foran huset. Et stykke vej borte stod en klynge træer.
På kontoret var han blevet bedt om at klæde sig af og iføre sig en hvid coveralldragt. Han havde fået et par sokker og et par træskolignende sko med en bøjelig gummisål. Han vidste, at både cellen og hans påklædning var udformet, så han ikke kunne tage livet af sig. Der var ingen ledninger, ingen bælter, ingen snørebånd.
Han havde lagt sig på sengen og var faldet i søvn under tæppet. Han havde ingen planer om at tage livet af sig.
Han tænkte dårligt nok på August.
Han tænkte flygtigt på Irene, men han havde ikke noget at fylde tanken om hendes person med.
Senere på dagen hørte han den lille luge i den hvide metaldør blive skudt til side, og efter nogle sekunder blev døren lukket op, og en af vagterne trådte ind sammen med en ældre kvinde i almindeligt tøj.
Han havde rejst sig fra sengen.
Kvinden havde sagt, – Goddag. Mit navn er Lise Bartholin. Jeg er psykiater. Og du er så Henrik Helskov.
Han nikkede. Lise Bartholin var et sted i halvtredserne. Hun havde gråt, opsat hår og briller. Hun mindede ham om frøken Bruun, hans gamle børnehavefrøken ude fra Søborg. Hun udstrålede den samme rolige venlighed.
Hun sagde, – Du skal være i forvaring her, Henrik, mens vi laver en mentalundersøgelse. Det er mig, der står for undersøgelsen. Men der er andre involveret til at hjælpe mig. Det er mig, der koordinerer undersøgelsen.
Han nikkede. – Javel.
Hun smilede og nikkede. – Jeg regner med, at der vil gå nogle dage, før vi skal holde det første møde. Det foregår på den måde, at du bliver hentet og taget med over i et mødelokale. Der vil du blive præsenteret for de mennesker, du skal tale med. Det er nok to-tre stykker foruden mig. Indtil da skal du være her. Du har mulighed for at vælge tre bøger fra vores lille bibliotek, hvis du kunne tænke dig at læse. Der er ikke så meget at foretage sig her.
– Det gør ikke noget, sagde han. – Jeg er træt. Jeg vil gerne hvile ud.
Hun nikkede. – Det er godt. Føler du dig ellers rask?
– Ja. Ja, jeg fejler ikke noget.
– Det er sådan, at du har mulighed for at blive tilset af en læge. Du har også mulighed for at få en beroligende pille til natten. Derudover kan vi ikke give dig noget. Tager du medicin i det daglige?
Han havde forklaret, at han hverken led af diabetes eller noget andet, at han næsten aldrig tog medicin. Han havde følelsen af, at Lise Bartholin betragtede ham med venlighed og ikke skjulte noget. Han bemærkede, hvordan hun kun fortalte ham de ting, som var nødvendige. Hun nævnte ikke årsagen til, at han var her.
Da han var blevet alene igen, slappede han af.
Verden var blevet lille.
Det passede ham godt.
Han havde sagt, at han gerne ville have lidt at læse i, og om aftenen kom de to vagter. Den ene kørte en lille rullevogn med nogle slidte bøger. Han havde valgt ‘Havets Helte’ af Rudyard Kipling.
Han havde sagt, – Er det muligt at slukke lyset i loftet?
Den ene vagt sagde, – Vi kan slukke i loftet, men så skal du have sengelampen tændt.
Over sengen sad en lille lampe indbygget i væggen. Han bad om, at de tændte den og slukkede i loftet. Lidt efter havde han fået en bakke med fire stykker mad og et blødt plastickrus med saft.
Da det blev mørkt, og han havde spist ved den lille bordplade, lagde han sig på sengen og begyndte at læse. Han havde læst ‘Havets Helte’, da han var dreng. Det var den samme udgave – Gyldendals udødelige ungdomsbøger. Han kunne huske tegningen på omslaget tydeligt. Det viste fiskere på dækket af en skonnert og stævnen af en stor damper, som kom pløjende gennem det grå hav med retning mod de rædselsslagne fiskere.
Han gav sig til at læse og huskede med det samme stemningen i historien om den rige, blærede rigmandssøn, der falder i vandet fra damperen på vej over Atlanten og bliver samlet op af fiskeskonnerten og derefter må tilbringe resten af fiskesæsonen med at hjælpe til om bord.
Harvey, hed drengen.
Henrik huskede, allerede da han læste de første sider, hvordan den rige Harvey fortæller den garvede fiskeskipper, at han er søn af en millionær, hvordan han kræver at blive sejlet i land – og hvordan skipperen ikke tror på ham og sætter ham i arbejde.
Det var en historie om at blive en mand.
En historie om at blive voksen og indse, hvordan tingene hænger sammen.
Han læste ti sider, før han følte sig træt og ude af stand til at koncentrere sig.
Han rejste sig fra sengen og begyndte at gå frem og tilbage på gulvet.
Oplevelsen af at genlæse historien fra sin barndom havde ændret hans humør. Han følte sig pludselig overvældende ulykkelig og indespærret.
Det er kun begyndelsen.
Du valgte det.
Nu må du tage det.
En dag kan du få besøg. Hvem kommer?
Hans far, måske.
Han tvivlede på, at Irene ville komme.
Hans mor ville ikke kunne klare det.
Men hans far ville måske komme.
Han begyndte at græde. Han gik langsomt frem og tilbage på gulvet den første aften i cellen på Lundager, hen til vinduets sorte firkant, tilbage til døren. Lyset fra sengelampen skinnede i gulvets bonede linoleum.
Hans far ville måske være den eneste, der kom.
Hans far ville forstå ham. Måske ville han endda holde om ham. Hvis det var tilladt. Han følte sig panisk ved tanken om, at nogen skulle forhindre hans far og ham selv i at holde om hinanden.
Han var faldet i søvn med hovedet i fodenden. Han kunne mærke varmen fra sengelampen ganske svagt på sine fødder.
Den næste eftermiddag var han ved at give efter.
Det er en fejltagelse.
Det er alt sammen en fejltagelse.
Jeg vil ikke.
Men han havde valgt. Du har valgt det, tænkte han, fordi det var det bedste. Det var den eneste løsning.
Der gik tre dage. Han læste bogen færdig. Han havde vænnet sig til at være her. Han gjorde sig ingen tanker om det forestående møde, undersøgelsen, eller hvornår den ville begynde. Han kendte dens resultat allerede. Han ville blive erklæret sindssyg og idømt en forvaringsstraf. Han behøvede blot at fortælle det igen og igen. Han havde hørt Irene fortælle om sine sager i tilstrækkelig mange år, til at han havde en følelse af, hvordan det kørte.
Han ville blive indsat på en sikringsanstalt, hvor han med tiden ville få mulighed for at omgås andre. Det ville være hans liv. Det var ikke så slemt. Det var kun slemt, hvis man tænkte for meget på verden derude.