Der var ikke gået en time efter afhøringen af Irene, før Thors mobil ringede, og Richard Brøssner sagde, – Irene kom herud for lidt siden. Jeg ville bare sige tak. Det gjorde du hurtigt.
– Jeg gjorde ikke noget, Richard. Det gør mig ondt.
Brøssner gryntede et eller andet. Så sagde han, – Du ved godt, hvad jeg mener, når jeg siger, at det er en lettelse, Thor. Både for mig og for Nina.
– På en måde. Jeg er ked af, at det forholder sig sådan.
– Ja, sagde Brøssner, – og det er vi selvfølgelig også. Men når det nu er sådan, er det da i det mindste en guds lykke, at han krakelerede så hurtigt.
Thor kunne høre, at chefen var alene. Han forestillede sig, hvordan Nina trøstede sin datter et andet sted i huset. Brøssners tonefald var nærmest djærvt.
Han sagde, – Det er svært at kapere. Men kaperes skal det. Og det bliver det også.
– Det er jeg ikke i tvivl om.
– Irene har livet for sig.
Brøssners ord og tonefald bød Thor imod. Han havde ofte siddet på sin chefs kontor og aflagt rapport, når de kom hjem fra provinsen efter at have opklaret et drab. Især for år tilbage, da han var yngre, havde han somme tider hældt vand ud af ørerne. Det var sket, at han havde bebrejdet sig selv for en detalje, eller at han havde været personligt berørt og havde brug for nogle beroligende ord fra sin chef. Dem var Brøssner god til at give. Han kunne være næsten faderlig. Hans fysik var en del af det. Brøssner havde tyngde, og hans professionelle omsorg var vel ment. Thor havde aldrig forladt hans kontor efter sådan en samtale uden at have det bedre med sig selv.
Nu følte han modvilje mod den ældre mand ude i Gentofte. Hvad skulle han sige, når Brøssner sagde, at Irene havde livet for sig?
Han sagde, – Ja, det har hun.
– Der er ingen grund til at stikke noget under stolen her, Thor. Du var her forleden aften. Du kender udmærket vores følelser for Henrik.
– Ja. Jeg er ked af, at det er sådan.
– Ja, du har selv set, hvad han er for en i dag, ikke?
– Jo.
– Hvad skal man mene om en mand, som kvæler sin egen søn?
– Jeg ved det ikke.
– Der er jo noget galt med ham, ikke? Han er jo syg.
– Ja, det er jo udgangspunktet.
– Udgangspunktet? Det er vel realiteterne, Thor.
– Henrik vil blive mentalundersøgt. Helt efter bogen. Indtil da er min mening irrelevant.
Der var en pause. Så sagde Brøssner, – Er der noget, du ikke fortæller mig?
– Nej.
– Mener du ikke selv, at han er gal?
– Jeg mener, at han er meget ulykkelig, og at hans handling muligvis er lige så uforståelig for ham som for os andre.
– Ulykkelig? Hvad har det med sagen at gøre?
– Ikke noget. Det var bare en personlig bemærkning, Richard.
Der var endnu en pause, inden chefen sagde, – Nå. Men hvorom alting er, så går sagen vel sin gang.
– Ja.
– Hvor har I indsat ham?
– På Lundager.
– Javel. Det er nok klogt. Så han bliver undersøgt derude?
– Det er planen. Men der er også sikkerhedshensynet. Det er kun de betjente, der kørte ham derud, der ved, at han er der. Og så vagterne og Lise Bartholin, selvfølgelig.
– Jeg talte med Granitz i dag, sagde Brøssner. – Han fortalte, at han havde talt dunder til Egholm ude på instituttet. Du ved godt, at Ekstrabladet havde en forside om drabet, endnu før August var obduceret.
– Ja.
– Aviserne går grassat, når de opdager, at Henrik er manden.
– Det er stærkt beklageligt, sagde Thor. – Men det kan ikke være anderledes. Forhåbentlig lader de jer i fred nu, hvor vi har opklaret det.
– Drabschefs barnebarn kvalt af svigersønnen? Tror du virkelig, de lader den dø ud sådan uden videre?
– Nej. Men man kan håbe, at det bliver kortvarigt. Hvis man skal være kold, kan man sige, at det er en effektiv måde at få det ud af systemet på.
Brøssner gryntede igen. – Jeg har aftalt én måneds orlov.
– Godt.
– Ring til mig, Thor.
– Det skal jeg nok.
– Godt arbejde.
– Tak.
Han sad lidt og kiggede ud i luften. Chefen Brøssner. Han var ikke i tvivl om, at Brøssner begræd sit døde barnebarn. Alligevel var han overrasket over sin modvilje mod samtalen og Brøssners forcerede, næsten afstumpede tone.
Han vendte sig i stolen og så Anita stå henne i døråbningen. Han havde en følelse af, at hun havde stået der længe.
Hun sagde, – Så nu ved ofrets morfar, at Henrik befinder sig på Lundager. Jeg troede, at vi med vilje havde anbragt ham der, så han var ude af systemet. Jeg troede, Richard var inhabil.
Han skar en grimasse. – Hold nu op, Anita. Det er chefen.
– Du er en idiot, sagde hun og forsvandt.