Det indledende møde forud for mentalundersøgelsen på Lundager var fastsat til klokken elleve om formiddagen på ugedagen for drabet på August Helskov.
Lise Bartholin havde orienteret ham aftenen inden. – Det er ikke noget langt møde, sagde hun. – Det drejer sig mest om, at vi gerne vil høre om forløbet, sådan som du selv husker det.
– Hvem er der? havde han sagt.
– Jeg er der, min sekretær, rådets to retspsykiatriske konsulenter og en repræsentant for politiet. Men vi kommer til at holde flere møder, Henrik. Det må du forberede dig på.
– Jeg skal ikke noget, sagde han.
– Nej. Jeg råder altid folk i din situation til at være sig selv og tage det, som det kommer. Sige, hvad du føler. Der er ingen mening i at være strategisk omkring det.
Han havde smilet. – Strategisk? Jeg har ikke noget tilbage at miste, vel?
– Det kan du sige.
– Jeg mener – jo mere skideskør, jeg er, jo bedre, ikke?
Hun smilede sit rolige smil. – Sådan fungerer det ikke. Det er det, jeg prøver at forklare dig. Det bedste er, hvis du svarer helt oprigtigt.
– Tror du, at jeg er sindssyg?
– Det kan jeg ikke udtale mig om. Det kender jeg dig ikke godt nok til at vide.
– Hvad skal de bruge den rapport til, når den er færdig?
– Det handler mest om strafegnethed. Om du skal sidde i fængsel, om du findes egnet til behandling, eller om man anser, at du skal afsone på en sikringsanstalt.
– Hvad tror du?
– Jeg tror ikke noget. Henrik, du forstår godt min position. Jeg er den, som har den daglige kontakt med dig her. Vi taler om dagligdags ting, ikke?
Han nikkede.
– Men det andet ligger ude i tiden. Så det kan vi ikke vide noget om. Og derfor skal vi heller ikke snakke om dem.
Henrik nikkede.
Lise Bartholin gik over på sit kontor. Det hørte med til det indledende arbejde, at hun selv skrev en kort rapport om fangens adfærd og fremtoning i den tid, han havde været i deres forvaring. Hun havde ikke haft meget at skrive. Henrik Helskov var en upåfaldende mand. Næsten uden udstråling. Ingen voldsomme tegn på anger. Ingen vrede.
Hendes kollega, Øjvind Lehman, sad på kontoret, bøjet over sit eget arbejde. De arbejdede med hver deres indsatte, men udvekslede ofte tanker om dem.
Øjvind så op, da hun kom ind og satte sig. Han var ti år yngre end hun selv. Han var gift. Det var hun ikke selv. Øjvind så tingene fra et andet synspunkt. Nogle mentalundersøgelser blev udfærdiget, før skyldspørgsmålet var afklaret. Sådan var det ikke med Henrik Helskov. Det, den unge familiefar fra Nordvest havde gjort, var indtil videre efter alt at dømme konsistent og udtømmende belyst, og mentalundersøgelsen havde derfor primært til formål at fastslå, i hvor høj grad manden kunne siges at lide af personlighedsforstyrrelser eller decideret mental sygdom, som kunne forklare hans handling.
Øjvind Lehman sagde, – Har du været ovre hos Helskov?
Hun nikkede.
– Er der problemer? Du ser ud, som om du spekulerer.
Hun smilede til ham. – Det er ret ukompliceret, tror jeg.
– Hvordan?
– Har du læst ‘Havets Helte’?
Han så på hende. – Ja, det har jeg. Da jeg var dreng. Rudyard Kipling. Hvorfor?
– Den læser Helskov. Jeg ved godt, at sortimentet på bogvognen ikke er noget at råbe hurra for, men det var altså den, han valgte. Han har også læst den som dreng. Han virker meget optaget af den.
– Så han er regressiv.
Hun trak på skuldrene. – Det ved jeg ikke. Det var vel bare en tilfældighed. Men den rummer åbenbart gode minder for ham.
– Javel. Hvad lægger du i det?
– Jeg har ikke læst den bog. Hvad vil du sige, at den handler om?
Øjvind tænkte. Så sagde han, – En rig, forkælet dreng falder i havet. Han samles op af en fiskerbåd. Han prøver at overbevise skipperen om, at hans far er mangemillionær – hvilket er sandt – og vil belønne skipperen, hvis han sejler ham i land med det samme. Skipperen og hans besætning tror ikke på ham. Drengen tvinges til at deltage i arbejdet og forblive på havet, indtil sæsonen er slut. Han lærer, hvad hårdt arbejde er. Han aflægger sine forkælede vaner. Han bliver til et rigtigt mandfolk. Og da han genforenes med sin far, og skipperen indser, at drengen talte sandt, takker faren skipperen for, at han handlede, som han gjorde. Hvis det ikke var sket, var drengen forblevet en forkælet, uduelig knægt. Skipperen gjorde det, faren med alle sine penge ikke selv kunne gøre. Han har opdraget drengen til at blive et voksent menneske.
Lise smilede. – Det må jeg nok sige, Øjvind. Den bog har gjort indtryk, hvad?
– Den er god, sagde han. – Det er Kipling.
– Det lyder som en moralfabel. En udviklingshistorie.
– Ja.
– Den kan Helskov godt lide.
– Det kunne jeg også.
– Jeg tænkte på, sagde hun, – hvordan reagerer drengen, da det går op for ham, at skipperen ikke tror på ham?
– Han fornærmer ham. Siger grimme ting om, hvordan hans rige far kan købe skipperens lortebåd tusind gange. Noget i den stil.
– Hvad siger skipperen til det? Kan du huske det?
Øjvind nikkede. – Ja. Tydeligt. Der er en tegning i bogen, hvor drengen ligger på dækket, efter at skipperen har stukket ham en ordentlig en på torsken.
Hun nikkede, – Da han nu er fiskeskipper.
Øjvind grinede skævt. – Det kan du sige. Meget stolt mand, den skipper. Disko Troop, hedder han.
– Men Disko Troop bliver ikke klar over, at drengen taler sandt, før de kommer i land?
– Nej. Det er hele spændingsmekanismen. Læseren ved, at han taler sandt, men ingen på skibet tror ham.
– Javel, sagde hun. – Helskov sagde noget om det.
– Hvad?
– Ja, vi talte lidt om bogen og hans oplevelse ved at genlæse den. Jeg spurgte ham, om han identificerede sig med drengen. Han havde refereret handlingen – ikke så præcist som dig – men jeg forstod nogenlunde, hvor vi var henne.
– Hvad sagde han så?
– Han sagde, at han forstod, hvordan drengen havde det.
– Fordi ingen troede ham?
Hun nikkede. – Han sagde, ‘de tror alle sammen, at han har slået hovedet, da han faldt over bord, men i virkeligheden er han en helt anden, end de tror.’
Øjvind Lehman sagde, – Det er bare en drengebog, Lise. Hvis jeg var dig, ville jeg ikke lægge noget særligt i det.
– Nej, sagde hun, – det gør jeg heller ikke. Der var bare et eller andet.
– Hvad?
– Ja, han ser jo ikke på én. Ikke meget øjenkontakt. Han frygter selvfølgelig fordømmelse. Men lige da han sagde det med, at drengen er en anden, end besætningen på fiskerbåden tror, så han mig lige i øjnene.
Øjvind sagde, – Lise, jeg forstår godt, hvad du siger. Du mener, at han prøvede at fortælle dig noget?
– Måske.
– Hvad?
Hun så på ham. – Ja, at han er en anden, end vi tror.
– Det ville jeg muligvis også prøve at slå på, hvis jeg var ham. Er det ikke lidt tyndt?
– Jeg studsede bare over det. Det var det eneste, han sagde, mens han så på mig. – sagde Lise Bartholin. – Men jeg fortolker det ikke. Jeg tænker bare over, hvad han sagde, og hvordan han sagde det.
– Men du ved også godt, sagde hendes kollega, – at en gang imellem er en cigar bare en cigar?
Hun smilede. – Ja, en gang imellem er en cigar bare en cigar. Og somme tider er den noget andet.