I løbet af ugen var han kommet i vane med at forestille sig, hvordan det ville være, hvis han skulle tilbringe de næste mange år her i cellen.
Som udgangspunkt havde han ikke noget imod tanken, men han havde alligevel tilladt sig at forestille sig nogle små tilføjelser, som kunne gøre et permanent ophold ikke bare udholdeligt, men også behageligt, og det var gået op for ham, hvor lidt han egentlig krævede.
Det ville være rart at kunne tale med Lise Bartholin ofte, måske hver anden dag.
Det ville være rart, hvis den korte, daglige tur under konstant ledsagelse – først til baderummet, derefter et kvarters tid i fri luft i den aflukkede gård bag bygningen – kunne være lidt længere.
Det ville også være rart med et lille tv og flere bøger.
Computer behøvede han ikke, og det overraskede ham, at den ubegrænsede adgang til internettet, som i årevis havde styret hele hans liv, slet ikke figurerede på listen over det, han for alvor havde brug for.
Hans far måtte gerne komme på besøg. Han havde en følelse af, at han under disse besøg ville kunne komme tættere på den gamle, og at hans far ikke alene ville være i stand til at tilgive ham, men også at holde af ham.
Ud over det kunne han ikke komme på noget særligt. Måske en rigtig dyne. Lidt mere tøj. Og måske adgang til et sted, hvor han kunne træne lidt og holde sine muskler ved lige.
Men bortset fra disse ting – som i hans øjne virkede realistiske og opnåelige – havde han ingen ønsker eller forhåbninger.
Han ville blive hentet klokken lidt i elleve.
Tanken om mødet gjorde ham let nervøs, men ikke mere, end når han i sit gamle liv e-mailede en artikel om de mest trendy cocktailbarer i Stockholm til sin arbejdsgiver og ventede på accept og betaling.
Han var klar, da vagterne hentede ham. De gik nedenunder. Han var ikke helt klar over, i hvilken bygning mødet skulle finde sted.
De gik ud i det fri. Han havde fået håndjern på. Han havde forestillet sig, at han – hvis han havde haft mod på det – måske kunne rive sig løs fra vagterne og forsøge at flygte ud i terrænet. Han ville ikke nå langt. Men det interesserede ham heller ikke.
Så snart de var ude i solen, længtes han efter at få det overstået og komme tilbage til sit værelse. Han håbede, at undersøgelsen ville kræve mange møder, og at han kunne blive her.
Han kunne godt lide Lundager, især når solen skinnede. Han kunne godt lide den varme, brune glød i murstenene i bygningerne, den åbne, blå himmel, atmosfæren af stille ensomhed og orden, når eftermiddagen gled af sted, og det tidspunkt nærmede sig, hvor han kunne få sengelampen tændt. Ved sekstiden kom de med hans mad. Selv maden kunne han godt lide. Den smagte ikke af noget særligt, men han havde vænnet sig til de upersonlige, flade stykker, som fik en til at se frem til lørdag og søndag, hvor man fik varm mad klokken halv tolv.
Mellem bygningerne løb asfalterede stier. De gik hen over det flade område. Langt ude i det fjerne kunne han se en høg eller en falk cirkle langsomt over et skovbryn.
Han vidste ikke, om de ville erklære ham sindssyg. Han håbede det. Og hvis han svarede åbent og oprigtigt på deres spørgsmål, som Lise Bartholin havde sagt, var der nok en god chance.
Han kunne se, at de gik over imod den bygning, som blev kaldt pavillonen. Det var der, Lises kontor var. Han forestillede sig et mødelokale som et klasseværelse. Han forestillede sig alvorlige mennesker i et panel bag et langt bord dækket af et grønt klæde som til eksamen. Han forestillede sig, hvordan han sad på sin stol med ansigtet mod de mennesker, og hvordan det ville falde ham let at svare på det, de spurgte ham om.
De var nogenlunde midt mellem hovedbygningen og pavillonen, da han hørte en lyd langt borte og i det samme så det rykke i vagten på hans venstre side. Han så manden i det grå arbejdstøj gribe sig til halsen. Henrik så blodet før vagten på hans anden side. Vagten til venstre vendte sig imod ham. Henrik så hans forbløffede udtryk og hans arm hen over brystet, hans hånd allerede rød, mens den krampagtigt lagde sig om siden af hans hals. Men blodet kom ud flere steder – det pulsede også ud af et hul i den anden side af hans hals.
Han mærkede den anden vagts hænder på sine skuldre og hørte ham råbe, – Ned! Ned, for helvede!
Den blodige vagt tog nogle skridt, mens han selv følte sig tvunget ned i knæ. Han hørte lyden igen, to gange, og følte et slag mod sit mellemgulv. Det var et hårdt, sugende slag, som gennemborede ham. Han hørte vagten bag sig udstøde et prust, og i næste sekund mærkede han slaget igen, denne gang i brystet.
Han faldt.
De faldt alle tre omkuld.
Han lå på ryggen. Der var helt stille. Over ham var det blå himmelhvælv. Han kunne ikke mærke noget. Han tænkte ikke på noget. Han stirrede op mod den blå himmel, som blev mere og mere dyb blå, indtil den virkede sort. Han hørte en knitren fra en radio tæt på.