Anita var i kantinen, hvor hun havde spist og nu anbragte sin bakke i stativet, da Thor kom ind gennem svingdøren.
– Vi skal af sted, sagde han. – Nu.
Da de sad i bilen, og han kørte op fra kælderen, sagde han,
– Helskov og en vagt ved navn Erik Andersen blev for en lille halv time siden skudt ude på Lundager.
Hun vendte blikket mod ham, mens han manøvrerede bilen hurtigt ud i trafikken. – Hvad?
– De er tilsyneladende skudt med en kraftig jagtriffel på lang afstand. Der er uklarhed over, hvorfra skuddene faldt.
– Er de døde?
– Vagten er. Helskov lever endnu, men er kritisk. Han er på vej til Riget i ambulance.
– Og hvor er vi på vej hen?
– Først til Riget. Jeg sætter dig af. Du skal holde dig tæt på Helskov. Der er ikke nogen, der aner, om han overlever. Jeg kører ud på Lundager. De render rundt som høns. Palle Christensen er på vej, han indkalder alt disponibelt mandskab.
– Hvad fanden foregår der?
– Jeg ved det ikke. En tilfældig skytte? En, der har læst Ekstrabladet og fundet ud af, hvor Henrik er? En retfærdig borger, der vil aflive en barnemorder?
– Medierne ved ikke, hvor Henrik befinder sig, Thor. Der har ikke stået noget om Lundager nogen steder.
– Det ved jeg godt.
Lidt efter sagde hun, – Brøssner ved, hvor han er.
Thor svingede ud på Søgade. – Ja, det ved jeg godt. Jeg ved også godt, at du kaldte mig en idiot, fordi jeg fortalte ham det. Det var måske dumt af mig. Men du tror vel for helvede ikke, at Brøssner har givet sig til at rende rundt med en riffel ude i Ballerup for at pløkke sin svigersøn?
– Nej, men ...
– Jeg ved det ikke, Anita. Jeg ved bare, at vi har undervurderet det her. Det var en fejl at anbringe ham derude. Der er nogen, der er forud for os.
– Hvem fanden skulle det være?
– Ja, det aner jeg ikke. Men vi er på skideren. Af flere grunde. Dels får vi aldrig klarlagt drabet på August, hvis Henrik dør. Dels har vi fejlbedømt risikoniveauet. Og nu står vi så sandsynligvis med et dobbeltdrab på en sagesløs vagt og en erkendt, men ikke dømt drabsmand.
Hun sagde ikke noget.
Han kørte ind til modtagelsesrampen på Riget. Der holdt en høj, gul og rød ambulance i solen. De steg ud og identificerede sig for de to reddere. – Har I lige indbragt et skudoffer fra Lundager.
Den ene redder nikkede. Han røg på en cigaret. – Ja.
– Er han i live?
Redderen rystede på hovedet. – Nope. Han døde på vej ind. To skud, et gennem mellemgulvet, et midt gennem brystet. Jeg vil tro, det sidste rev rygsøjlen over. Han havde ikke en chance.
– Satans, sagde Thor.
– Der er to til, sagde redderen. – To vagter. Den ene døde på stedet, den anden stod bag ham her og tog et af skuddene, der gik lige igennem i albuen.
– Hvor er han nu?
– Herlev. Den døde vagt bliver kørt på instituttet senere.
De gik tilbage til bilen. – Hold da kæft, noget lort, sagde Thor.
– Kør mig ud på Herlev. Han er det eneste vidne.
– Ja. Jeg kører videre ud på Lundager. Ring Uffe Granitz op med det samme. Vi har brug for alt det, vi kan skaffe. Palle har brug for folk. Hvordan fanden i helvede ...
Hun sagde, – Det er ikke vores skyld.
Han sendte hende et blik. – Sig det til Brøssner.
Hun virrede med hovedet. – Brøssner? Det handler ikke om Brøssner, Thor. Det er to ting. Henrik slog sin søn ihjel. Det har vi ingen grund til at tvivle på, vel?
– Nej.
– Vi ved ikke, hvad der er sket. Vi aner ikke, om skytten derude vidste, hvem han skød på. Det kan være fuldstændig urelateret.
Han svarede ikke, men kørte vinduet ned og anbragte det blå udrykningsblink på taget af den grå Ford. Han kørte hurtigt, og hun mærkede på tavsheden, at hverken hun selv eller Thor for alvor troede, at drabet på barnemorderen på nogen måde var tilfældigt. Så tog hun sin mobil og ringede politidirektøren op.