Allerede sidst på eftermiddagen havde Richard Brøssner set på TV2 News, at et stort antal politifolk havde indledt, hvad der lignede en omfattende eftersøgning i området omkring Lundager vest for København.
Han så tit TV2 News på kontoret, og i dagene siden han var blevet sendt på orlov, havde han næsten konstant haft fladskærmen på sit arbejdsværelse tændt. Det gav ham en følelse af at være med. Nina brød sig ikke om det. Hun havde været efter ham, og han havde forbandet det hele. Han længtes efter sit kontor. Til sidst var hun marcheret ind på hans arbejdsværelse og havde slukket for TV2 News. – Jeg kan ikke holde ud, at du har det kørende hele tiden, Richard, sagde hun. – Det går mig på nerverne.
– Det går mig på nerverne, når det ikke kører, sagde han.
Sådan var det. Det var ikke meningen, at det skulle være sådan, men sådan var det nu. Der var ikke noget, han kunne gøre ved det. Han var nødt til at gå her, i sit tavse hus, i en måned, mens han prøvede ikke at gøre Nina endnu mere ked af det, end hun allerede var.
Han var også ked af det. Men han var vant til at beskæftige sig med forfærdelige ting. Han kom stadig til at græde, når han havde talt med Irene i telefonen eller kom til at falde i staver, mens han betragtede billedet af August på sit skrivebord. Men han vidste, hvad han følte, og han vidste, at det ville gå over.
Det var anderledes med Nina. Chokket havde fortaget sig, men det havde givet plads for noget andet. Hun græd ikke længere. I stedet talte hun om, hvorfor det var gået sådan. Hendes ord var tunge af fortrydelse og bitterhed. Hun lod til at mene, at det, der var sket, på en eller anden måde var uundgåeligt. Han brød sig ikke om hendes bitre ord om Henrik. Da Henrik så hurtigt og overraskende havde tilstået drabet, havde hun sagt, – Jeg vidste det.
Det var naturligvis ikke rigtigt. Det var absurd. Hun vidste det ikke – hun brød sig bare ikke om Henrik. Og hvor Henriks tilståelse havde fået ham selv til i det mindste at se en afslutning på hele denne forfærdelige sag – en hård, trist og traumatisk afslutning, men en afslutning, trods alt – havde Nina med det samme set Henriks tilståelse som en bekræftelse af alt det, hun altid havde ment om sin svigersøn. Henrik ville tilbringe resten af sit virksomme liv i fængsel og ikke længere tilhøre familien.
De havde spist til aften, og han havde med vilje ikke omtalt aktionen, han havde set på TV2 News. Ubekræftede forlydender om en skudepisode. Ambulancer. De havde forsøgt at gennemføre et middagsmåltid, hvor de ikke talte om det, de tænkte på, men i stedet forsøgte at anslå en normal tone. Han havde sagt noget om, at han ikke vidste, hvad han skulle stille op med sig selv, og at han så langt ville foretrække at være på sin post, hvor han i det mindste kunne foretage sig noget fornuftigt.
Hun havde set på ham over bordet. – Hvorfor skriver du ikke på din bog? Nu har du tiden til det.
Bogen. Han havde selv tænkt på det, men afvist tanken, fordi det forekom overfladisk og vidtløftigt at kaste sig over den slags nu. Ikke desto mindre glædede det ham, at hun så sådan på det og tilsyneladende ikke ville finde det mærkeligt, hvis han tilbragte tiden med at skrive på den erindringsbog, som et forlag havde tilbudt ham at udgive. Han havde arbejdet på den i perioder. Han vidste ikke, hvad den skulle hedde endnu.
– Jeg ved ikke, om jeg orker det nu, sagde han, mens han følte, at det ikke passede. Tanken og Ninas forslag gav ham lyst til det.
– Du kunne da prøve. Det er i hvert fald bedre end at sidde og se de samme nyheder om og om igen.
Hun havde ret, og han besluttede at sætte sig ved computeren senere på aftenen og gennemlæse det, han allerede havde skrevet.
Granitz havde ringet, mens de drak kaffe, og Nina havde tændt for det rigtige fjernsyn for at se en udsendelse om engelsk havearkitektur. Han havde lyttet til politidirektørens lange rapport og kun afbrudt med få spørgsmål og bekræftende, små grynt.
Da han havde lagt røret, havde han siddet længe og stirret ud i haven fra sit arbejdsværelse, mens han kunne høre den fjerne, men tydelige lyd af en engelsk speaker, som roligt og kultiveret talte om haver og store huse.
Han havde ventet, til udsendelsen var slut, før han var gået ind i dagligstuen. – Sluk fjernsynet, Nina, sagde han.
Hun så på ham gennem de kraftige briller, som hun brugte, når de så tv. – Hvorfor? Hvem ringede?
– Granitz, sagde han. – Det er vigtigt.
Hun greb remoten, slukkede og så afventende på ham. Han satte sig i lænestolen. – Der er sket noget. Ude på Lundager. Der er en, der har skudt derude. De mener, det er en mand med en riffel.
Hun stirrede på ham.
Han fortsatte, – Det skete i formiddags. Det lader til, at Henrik blev eskorteret fra én bygning til en anden for at blive afhørt af rådet. Men han blev skudt ude på terrænet. Begge vagterne blev ramt. Den ene døde med det samme, den anden er kun overfladisk såret. Men han har ikke set noget.
– Og Henrik? sagde hun. Han kunne se, at hun sank.
Han nikkede. – Henrik er død, Nina. Han blev ramt af to skud. Thor og Anita er derude, og Palle Christensen har indkaldt alt disponibelt mandskab.
– Jamen ... sagde hun, – hvorfor?
Han vidste ikke hvorfor. Han sagde, – Du har jo selv set aviserne. Alt det, de skriver om barnemorderen. Drabschefens barnebarn.
– Hvordan kunne nogen vide, hvordan Henrik så ud, eller hvor han var?
– Det ved jeg ikke. Det er der ingen, der ved, Nina. De arbejder for fuld kraft. Jesus, en død vagt. Han havde kone og to børn.
– Vagten? sagde hun, og hendes stemme var stærkere nu. – Det er vel tilfældigt. Hvem skulle skyde en vagt? De har vel skudt for at ramme Henrik.
Han nikkede. Det var det mest sandsynlige. – Ja. Men det ved vi ikke endnu.
Hun rejste sig. – Hvad har du tænkt dig at gøre? Ved Irene det?
Han nikkede. – Ja, de har underrettet hende.
– Hvorfor har hun ikke ringet?
– De taler nok stadig med hende.
– De tror vel for fanden ikke, at hun kan have noget med det at gøre.
Han så op på hende. – Det er deres arbejde, Nina. Det ved du godt. Det er de nødt til at undersøge, ikke?
– Undersøge? Hvad er der at undersøge? Skulle Irene have ... jeg ved ikke, fået en eller anden til at skyde Henrik derude?
– Det er der ingen, der tror. Men hun har et motiv, ikke?
Nina satte sig igen. – Det er for vanvittigt, Richard.
– Ja, sagde han, – det er vanvittigt. Men det er altså det, der er sket. Og Thor og Anita er nødt til at tale med Irene. Hun ringer nok snart.
Hun gik ud af stuen, og han hørte hende fylde elkedlen og sætte vand over. Nu ville hun lave te. Han sad i sin stol og tænkte. Han tænkte på chancen for at finde frem til en skytte med en kraftig riffel, som havde affyret dræbende skud på flere hundrede meters afstand fra et sted, man ikke kendte. Chancerne var små. Alligevel ville Thor og Anita arbejde døgnet rundt for at prøve. Han hørte hende lave teen, og han opdagede, at han ikke rummede nogen medfølelse med Henrik Helskov. Tværtimod. At han var blevet ombragt så ekspedit, var – hvis han skulle være ærlig – det bedste, der kunne være sket. For ham selv, for Nina, og for Irene.