20.

Hun lå på sin seng på sit gamle værelse. De havde overtalt hende til at blive nogle dage. Mikael Leunbach havde sagt, – Du har ferie nu. Mindst to uger.

Hun havde protesteret. – Jeg har verserende sager.

– Det er ikke til diskussion, Irene. Dine sager er overdraget. Det er ikke noget problem. Du skal ikke i retten, før det her er overstået.

Så hun og hendes far var kørt ud på hver sit sidespor. Nu kunne de gå rundt om hinanden i hendes barndomshjem, mens hendes mor forkælede dem.

Det var et mareridt.

Hverken hun eller hendes far havde gjort noget.

Hun lå i mørket og tænkte på én ting – Lyse. Lyse på sit hotelværelse, hvor der aldrig herskede tvivl om noget, hvor ingenting blev forklaret, men alting forklarede sig selv. Hun lagde hånden mellem sine ben og lukkede øjnene. Der var alligevel ikke andet tilbage. Hun kunne se ham, men hun kunne ikke mærke ham. Hun havde følelsen af at masturbere sig selv halvt til døde, og bagefter græd hun og ønskede, at hun var helt død.