Lothar Zolle vidste udmærket, at gamle stødere som Brøssner og han selv på et eller andet tidspunkt begyndte at skrive bøger om deres liv, men det overraskede ham alligevel lidt, da Richard ringede og spurgte, om han måtte komme forbi og diskutere nogle detaljer angående ting fra gamle dage, som Richard og Lothar havde været involveret i.
Lothar havde følt sig en lille smule smigret. – Selvfølgelig, havde han sagt, – glad for at kunne hjælpe.
Lothar havde intet imod at snakke minder med Richard Brøssner. Tværtimod. Alle ville gerne sætte sig et minde. Richards ville blive et minde om den retlinede panser med paradeuniform og et selvretfærdigt flødesmil. Lothars, derimod, ville snarere blive mindet om en farverig slubbert, en smugler med speedbåde og hår på brystet, sprut og damer. Lidt porno, lidt boligspekulation, ikke helt fin i kanten, men ikke for alvor nogen ond mand.
Det passede Lothar godt. Sådan et kulørt billede fjernede opmærksomheden fra virkeligheden. Det var glimrende.
Lothar havde selv været emnet for en lang artikel i et herreblad, skrevet af en yngre journalist ved navn Kim Nagel. Det havde været interessant og lærerigt. Det var ham, der havde lært ham om internettet, mens de havde siddet i Lothars stue, og journalisten havde stillet ham spørgsmål.
Kim Nagel var en frisk og pågående ung fyr. Lothar kunne godt lide ham. Han havde været velforberedt, og Lothar havde sagt, – Hvor fanden ved du det fra? når den unge journalist diskede op med en oplysning, som Lothar selv næsten havde glemt.
Kim Nagel havde forklaret det.
– Før jeg gik i gang med det her, sagde han, – har jeg researchet røven ud af bukserne på dig, Lothar.
Det var en af de første gange, de sad hos ham og snakkede. Kim havde en flad computer med en lysende dims i siden. Kims computer kunne både optage lyden af Lothars stemme – der var slet ikke nogen rigtig båndoptager – samtidig med, at journalisten kunne lede på internettet, hvis der var en eller anden ting, han kom i tvivl om. Hvis Lothar talte om en bestemt bilmodel, kunne Kim Nagel i løbet af få sekunder få et billede af den selv samme bil frem på sin flade computer.
– Researchet røven ud af bukserne på mig? gentog han.
Og Kim Nagel havde vist ham forskellige ting på internettet. Der var noget, der hed hjemmesider, som var sådan en slags udklipskasser, hvor entusiaster af alle slags præsenterede det, de nu var entusiastiske over. Som for eksempel ham selv.
– Her kan du se ... det er et galleri med danske svindlere og ... ja, skal vi sige mere lyssky typer. Med al respekt.
Og vups, der var han selv, et billede fra engang i halvtredserne, hvor han havde siddet og grinet med en overretssagfører, der hed Preben Scheuermann. Lothar stirrede.
Kim Nagel havde læst højt, – ‘Glade tider på Wivex. Det høje humør skyldes, at ovrs. Scheuermann netop har fået den blege herre til venstre frikendt, selv om alle ved, at Lothar Zolle er manden, der har organiseret tyveriet af grosserer Michaelsens samling af præ-colombiansk kunst. Scheuermann er den skarpe advokat – og det er også ham, der senere hvidvasker pengene, da samlingen for evigt forsvinder ud af Danmark, formentlig til en samler i Buenos Aires’.
– Det var nu Asuncion, sagde Lothar.
Kim Nagel grinede og så op på ham, mens Lothar stod bøjet over skærmen.
Så læste journalisten videre. – ‘I 1967, med politiet i hælene, tager Scheuermann livet af sig på sin eksklusive landejendom i Skanør’.
– Det var noget værre noget, sagde Lothar og rystede på hovedet. – Hans kone mente, det var min skyld.
Kim Nagel havde foræret ham sin gamle computer, som ikke var flad, men mere som et rigtigt fjernsyn. Han havde lært Lothar at gå på internettet, og Lothar havde forstået, at hvis man skrev et eller andet ord i Google-ruden, var der stort set ingen grænser for, hvad man kunne se.
– Hvad bruger folk det til? havde han sagt til Kim. – Jeg mener – det er da underholdende, men hvad bruger man det til?
– Det mest udbredte er pornografi, sagde Kim.
Lothar nikkede langsomt.
– Jeg kan huske engang i Marokko, sagde han, – det var mig og en, der hed Kong Karl.
– Bordelkongen, nikkede Kim. Lothar glemte hele tiden, at journalisten i virkeligheden vidste mere end han selv, også om ting, Lothar selv havde været med til.
– Han var gammel på det tidspunkt. Jeg kan ikke huske, hvorfor vi skulle af sted. Vi røg kif – det gør man jo dernede – og så tog Karl mig ellers med på horehus. Det havde jeg i og for sig ikke noget imod, men det undrede mig lidt, for Karl var bestemt ude over dén alder. Så kommer vi ind, og der bliver ført piger ind. Karl skal ikke have noget, men jeg kan vælge frit. Så jeg siger, hvad med dig, Karl? Det viser sig så, at Karl skal overvære sådan en forestilling, hvor en af de der gudesmukke drenge dernede gør det med en af pigerne. Karl siger til mig, – Man bliver aldrig for gammel til at kigge, Lothar. Ja ja.
– Jeg vil ikke høre mere om det nu, sagde Kim og grinede.
– Men du skal nok få lov til at fortælle om det igen, når mikrofonen er tændt.
– Jeg tænkte bare, sagde Lothar, – at det er ligesom internettet. Sådan en verdensomspændende dingenot, og så kan folk sidde der og kigge på frække piger.
Men som Kong Karl var han nu selv ude over den alder, og selv om han havde kigget – der var nok at kigge på – blev han hurtigt træt af det. Det var meget organiseret, men pigerne var underligt radmagre og havde ikke længere hår på fissen. Lugten af menneskekroppe manglede også. Lothar kunne tydeligt huske lugten af hende den marokkanske luder, Kong Karl havde købt til ham. Hun lugtede af sved, tung parfume og dadler.
Nej, nutidens pornografi var ikke noget for ham.
Kim Nagels artikel var blevet trykt i et glittet herremagasin. Der var sort-hvide fotos af ham, hvor han havde gjort sig umage for at se lyssky ud, siden det nu var det, Kim Nagel gerne ville have. ‘Mig knaldede de aldrig’, hed den. Det var sandt. Han havde aldrig siddet i fængsel. Det havde været tæt på, og selvfølgelig vidste Richard Brøssner, at Lothar havde lavet alt muligt. Richard havde bare aldrig kunnet bevise det. Richard – mente Lothar – så ham selv nogenlunde, som han tog sig ud i Kim Nagels artikel. Højt smørrebrød, fisse og cremegule sportsvogne, krokodilleskindssko og ferietabletter.
Det passede Lothar fint, hvis Richard Brøssner ville have mere fra den skuffe til sin erindringsbog. Det var åbenbart sådan, folk helst ville se mennesker som ham. Det var fint. Hellere det.
Så han havde inviteret Brøssner på besøg. Underlig verden.
Lothar børstede sit sorte tøj, fandt en karrygul skjorte i skabet, som han prøvede til bukserne. Han så sig i spejlet. Den karrygule skjorte havde næsten samme farve som hans hud. Han lignede noget, der lige var gravet op. Han fandt i stedet en sort skjorte, som Mai Ling havde strøget nydeligt. Sort skjorte, sort jakkesæt. Han valgte et slips med håndmalede hulapiger og palmer på. Det var bedst at ligne en rigtig gemytlig gangster, hvis nu drabschefen havde en fotograf med. Han smilede let. Den noble panser og den charmerende gangster. Tjah, det solgte vel. Men hvad så, tænkte han, med virkeligheden? Er der ingen, der er interesseret i den længere? Hvor blev nosserne af?