Henrik Helskov havde tidligere på året konsulteret en psykolog. De havde fundet regningen i den dødes korrekt afstemte bilagsmappe. – To besøg, sagde Thor. – 1800 kroner plus moms. Det kalder jeg penge ud af lommen.
Psykologen hed Melissa Hoppe og havde sit kontor på tredje sal i en smal, skæv ejendom i Skt. Peders Stræde. Thor gik bag Anita op ad den smalle trappe. Han betragtede Anitas ballemuskler og så, hvordan de arbejdede fint og rytmisk under hendes sorte nederdel.
Melissa Hoppe havde sagt, at hun havde et hul i sin kalender klokken elleve, men at hun ikke var vild med at diskutere sine klienter. – Det drejer sig om en mordefterforskning, havde Thor sagt i telefonen, – men vi kan godt gøre det på stationen med din advokat til stede.
Nej, så var det bedre klokken elleve. Der var ikke højt til loftet i psykologens praksis, og Thor tænkte på, at han ville have svært ved at lukke op for sine personlige problemer her i den skæve stue. Melissa Hoppe sad i en kurvestol ved vinduet, Anita i en tilsvarende, hvor patienterne øjensynlig sad. Selv sad han på en pindestol midt på sisaltæppet.
– Du har måske læst om Henrik Helskov, sagde Anita. – Vi efterforsker hans død, og vi har fundet en regning fra dig blandt hans papirer.
Psykologen nikkede. Hun var nok et sted først i tredverne. Hun var pæn og nydelig, men langt fra hvad Thor umiddelbart forbandt med akademisk autoritet. Hun havde ferskt, lyst hår. Hun sagde, – Ja, jeg har selvfølgelig læst om det. Forfærdeligt. Dybt tragisk.
– Vi er interesserede i at vide, hvad han opsøgte dig for, sagde Anita. – Som du ved, var han i forvaring, efter at han havde tilstået drabet på sin lille søn.
Melissa Hoppe nikkede. – Jeg har fundet mine notater frem, sagde hun og åbnede en mappe, der lå på hendes knæ. – Men jeg skal lige sige, at han jo kun var her to gange.
– Hvordan kan det være? sagde Thor. – Plejer psykologbehandling ikke at være en mere langvarig affære?
Hun nikkede. – Jo. Jo, det er meget begrænset, hvad man kan nå på to gange. Det første jeg gør, er altid at spørge direkte, hvad problemet er. Patienter har som regel en ret klar opfattelse af deres akutte problem. Det viser sig så som regel at være mere indviklet.
– Og hvad sagde Helskov? sagde Anita.
– Ja, han virkede jo udadtil ikke stærkt plaget. Han havde faktisk svært ved at formulere, hvorfor han var kommet.
– Er det normalt?
– Det sker. Jeg vil sige, at han afgjort tilhørte den type, man skal fiske tingene ud af. Han var kontaktsøgende, og han ville gerne snakke. Men han lagde ikke ud med et konkret problem.
Melissa Hoppe kiggede i sine notater. – Han forklarede ret detaljeret om sine familieforhold. Konen, sønnen, deres arbejde, økonomi og så videre. Der var ikke noget påfaldende ved det. Det var mere som en formel præsentation. Lidt som om han var til jobsamtale. Men det sker somme tider. Nogle mennesker buser direkte ud med deres problemer – at de tænker på selvmord, at de er blevet forladt eller har mistet nogen. Men det gjorde han ikke. Så jeg måtte spørge ind.
– Og? sagde Anita.
Melissa Hoppe så på hende, og Thor fik en følelse af, at psykologen ikke var vant til, at andre stillede spørgsmålene.
Hun konsulterede igen sine noter. – Ja, han følte sig ensom, sagde han. Det er en ret kontant udmelding fra en ung far, så jeg bad ham uddybe det.
Thor sagde, – Jeg afhørte ham et par gange, og under den afhøring, hvor han tilstod drabet på sin søn, forklarede han mig, at hans ægteskab – eller rettere, hans seksualliv – ikke fungerede og ikke havde gjort det længe.
Melissa Hoppe nikkede. – Det er sandt. Det fortalte han også mig. Men han gjorde ikke meget ud af det. Det var en del af familiemønsteret, efter drengen blev født. Han gav egentlig ikke udtryk for nogen seksuel frustration.
– Vi er helt klar over, at du ikke kendte ham særlig godt, sagde Anita. – Men alligevel betyder det noget, hvordan du opfattede ham. Han gav altså ikke udtryk for ét konkret problem?
– Nej. Nej, det gjorde han ikke. Jeg fik indtryk af en lidt passiv mand med et lavt libido. På den anden side kræver det en vis indsats overhovedet at opsøge en behandler. Han gav udtryk for, at han var nedtrykt og ensom i sit parforhold. At han havde svært ved at sætte sig igennem.
– Hvordan passer det, sagde Thor, – med, at han efter alt at dømme slog sin egen søn ihjel?
Hun rystede langsomt på hovedet. – Den slags ting kan man ikke se på folk. Umiddelbart ville jeg sige, at det passede dårligt – den slags tænker man jo gudskelov ikke om andre, bare sådan. Alligevel blev jeg ikke særlig overrasket, da jeg læste om det.
– Hvorfor ikke?
Melissa Hoppe lukkede mappen og lagde den i vindueskarmen. – Jeg tænkte, at det betød, at han slet ikke havde fortalt mig, hvad der for alvor plagede ham. Sexlivet, joeh. Knas i parforholdet, joeh. Det har de fleste mennesker i en eller anden grad. Nogle forstørrer det i tankerne og bliver ulykkelige og fokuserede på det, som andre ville kalde bagateller.
– Var han sådan en?
Hun skar en grimasse. – Ikke kun.
– Hvad mere var han?
– Ja, som jeg siger – da jeg læste, hvad han havde gjort, tænkte jeg, at der måtte være noget langt mere alvorligt i ham.
– Vil du sige, at han selv var klar over det, da han var her? Altså at han var klar over et dybereliggende problem, men af en eller anden grund ikke kunne give udtryk for det?
– Ja, det vil jeg tro. Det er meget svært at vide, præcis hvad der foregår i tankerne på et menneske, som gør den slags. Jeg tror ikke, at Helskov havde planlagt at slå sin søn ihjel. Men jeg tror på den anden side, at han har været klar over nogle ting i sig selv, som han var bange for.
– Kender du romanen ‘Havets Helte’? sagde Thor.
Melissa Hoppe løftede øjenbrynene. – Nej. Hvorfor?
– Den læste Helskov ude på Lundager i dagene op til, at han blev skudt. Og vi ved fra psykiateren derude, at han var meget glad for den. Han havde læst den som dreng.
– Jeg ville tro, at Lise Bartholin derude kunne fortælle jer meget mere end jeg, sagde Melissa Hoppe. – Hun er meget dygtig.
– Ja, men vi vil gerne vide, hvorfor Henrik opsøgte dig for fire måneder siden.
– Og hvor kommer den bog ind i det?
– Det ved jeg ikke. Men Lise Bartholin har forklaret os, at Helskov efter hendes mening identificerede sig med en person i bogen. En rig dreng, som samles op af en fisker, som ikke tror på, at han er rig. Drengen må arbejde på fiskekutteren i månedsvis, før de kommer i land, og fiskeren bliver klar over, at drengen faktisk er søn af en af de rigeste mænd i Amerika.
– Og ham identificerede Helskov sig med?
– Det mener Lise Bartholin.
– Men hvorfor?
– Det ved vi ikke. Det lyder måske primitivt, men det, vi leder efter, er en hemmelighed. Hans hemmelighed. Vi håbede, at du kunne hjælpe os.
– Jeg ved ikke, om han havde en hemmelighed, sagde psykologen, – men jeg forstår godt tanken. Jeg kan godt forbinde det med ham. Hvis et menneske har en hemmelighed – en indre frygt for noget i sig selv – forekommer det, at den person vil forsøge at få andre til at lokke det ud af dem.
– Hvorfor siger de det ikke bare? spurgte Anita. – Især da hvis de går til en psykolog og betaler for at blive lyttet til?
– Fordi det kan virke befriende for sådan en person, at en anden gætter det eller selv spørger sig frem til det.
– Kan du give et eksempel? sagde Thor.
Hun tænkte. – Ja. Lad os sige, at en mand som dreng har fået mange tæsk. Han er blevet afstraffet, typisk af sin far. Det præger ham stærkt, han vokser op og lider under den skam, som er forbundet med at være blevet fysisk afstraffet af en person, som burde have udvist kærlighed. Den skam vil i mange tilfælde forhindre personen i at forklare, hvordan tingene forholder sig. Sådan en person kan ikke bare sige, ‘min far tævede mig gul og blå, og nu har jeg det ad helvede til’. Sådan fungerer det ikke. Men en anden person kan spørge og lytte og gøre det lettere at få det frem. Det mildner skamfølelsen.
Thor nikkede. – Det er et godt eksempel. Kunne det overføres på Helskov?
Hun trak på skuldrene. – Det er ikke udelukket. Det var faktisk mine egne tanker om Helskov, som fik mig til at vælge det eksempel, tror jeg.
Thor smilede. – Vi ved, at Helskov voksede op med en dominerende far. Vi ved, at der faldt lussinger i ny og næ.
– I ny og næ, sagde psykologen, – kan gøre hele forskellen.
– Men hvordan passer det med, at han kvæler sin egen søn? sagde Anita. – Ville man ikke forvente, at han i stedet blev en far, som netop ikke slog sit eget barn?
– Så enkelt er det ikke. Helskov fortalte mig, at han gik hjemme, mens hans kone arbejdede inde i byen. Han tog sig efter min mening godt af drengen. Jeg vil tro, at drabet på sønnen har en anden forklaring.
– Hvilken?
Melissa Hoppe rystede langsomt på hovedet. – Jeg ved det ikke. Jeg havde ingen grund til at tro, at den slags overhovedet var inde i billedet.
– Lise Bartholin har fortalt os, at Helskov efter hendes mening havde en side, som ingen kendte til.
– Det er også min opfattelse. Men så langt nåede vi aldrig. Jeg havde indtryk af en usikker, nedtrykt mand, som ganske enkelt havde meget svært ved at forstå grunden til, at han havde det sådan. Jeg tilbød ham selvfølgelig flere samtaler, og han sagde, at han ville ringe. Men det gjorde han altså ikke.
Da de stod nede på gaden, sagde Anita, – Det blev vi unægtelig ikke meget klogere af.
– Det ved jeg ikke, sagde han. – Små brikker.
– Meget små.
– Giv hende en chance. Hun talte med ham i to timer. Jeg fik da et lidt klarere billede.
– Hvordan?
De gik hen mod bilen. – Ja, han var bange for sig selv, ikke?
Anita rullede med øjnene. – Hvad fanden betyder det?
– Han kunne ikke lukke op. Jeg tror slet ikke, han kunne kommunikere med Irene. Kan du ikke se det? Han følte sig ensom. Inferiør. Han havde mistet sin kones kærlighed. Han kunne ikke engang lukke rigtig op over for den psykolog, han havde mandet sig op til at se.
– Og så eksploderede han.
– Ja. Der var et eller andet i ham, der fik ham til at ødelægge det hele.
Hun standsede og pegede på bilen med sin nøgle. Bilen gav et lille, elektronisk klynk. – Det er det, jeg siger – det har vi jo vidst hele tiden.
– Ja, men Melissa Hoppe har lige bekræftet det. Små brikker.
Hun åbnede døren og satte sig ind. Thor gik rundt om bilen og satte sig ind på passagersædet.