Brøssner havde parkeret på den stille, skrånende vej ned mod søen og betragtet Lothar Zolles gulstensvilla på skrænten med en svag følelse af nederlag.
Lothar var ejendomsadministrator. Han ejede 28 udlejningsejendomme i København. Nu om dage var det pæne ejendomme med orden i sagerne, men sådan havde det ikke altid været. Brøssner vidste om nogen, hvordan Lothar havde skabt sin formue ved hjælp af investering af hvidvaskede penge tjent på andres nød. Det var primært piger og narkotika. Så enkelt kunne det siges. Men Lothar havde været forud for sin tid. Lothar var børnehjemsbarn. Han var kommet til Danmark fra Tyskland som dreng. Og Brøssner havde gennem årene fået et klart indtryk af Lothars mentalitet. Lothar var velbegavet, men det, man kaldte tidligt forrået. Det var ikke godt at vide, hvad han havde set som dreng, men det stod klart, at Lothar havde været entreprenant, målbevidst og hensynsløs fra starten. Lothar var gået til den, hvor andre ville være gået til. I tresserne – før Bagmandspolitiet var blevet oprettet – havde han været langt forud for det danske bureaukrati. Han havde et højt udviklet netværk af stråmænd, som inddrev huslejerne fra Lothars første, skidne lejekaserner i brokvartererne med hård hånd. Lothar havde ingen kvababbelser over at blive kaldt ‘bolighaj’. I sine unge år – før han havde investeret i fast ejendom – havde Lothar beskæftiget sig med kunsttyveri. Og det forekom sandsynligt, at han sideløbende med sin ejendomsspekulation i mange år havde været bagmand for omfattende prostitutionsvirksomhed og finansiering af narkotikaindsmugling. Men manden var ekspert i at beskytte sig selv. De manglede altid forbindelsen mellem Lothar Zolle og de mennesker, som udførte hans forretninger.
Men det var fortid nu.
Lothar var pensioneret og levede godt af helt lovlige indtægter. Politiet havde lukket bogen om Lothar Zolle – alle vidste, hvad han var, men Lothar havde klaret sig igennem, og derfor skubbede Brøssner nu sin nederlagsfølelse til side. Han var udmærket klar over, at hans besøg her i dag var motiveret af forfængelighed. Kampen mellem ham selv og Lothar Zolle var slut, og Brøssner havde en forestilling om, at hans egne erindringer – foruden sejrene, som fyldte det meste – også kunne rumme et gentlemanagtigt afsnit om Lothar Zolle. Brøssner havde råd til at erkende enkelte nederlag. Det var kun fair. Det viste ham som et menneske.
Lothar Zolle var ligeglad med, hvad verden mente om ham, og det pirrede Brøssners embedsmandsjæl. De var forskellige som nat og dag. Hvor Brøssner alle dage havde søgt fremgang gennem at tækkes de rigtige, havde Lothar søgt det samme ved at være inderligt ligeglad med sine medmennesker.
Og den dag, da han gik op gennem Lothar Zolles pæne, men let upersonlige have, havde drabschefen et vagt, men inderligt håb om, at han selv kunne blive den, der satte det sidste punktum i historien om Zolle. Det ville ikke forhindre, at visse personer rundt omkring ville opfatte hans tilnærmelse til den gamle gangster som upassende fraternisering med fjenden, men de var et fåtal. Læserne af Brøssners bog ville forstå, at han selv havde gjort, hvad han kunne, men at Lothar Zolle var én modstander – måske den eneste – som han aldrig havde besejret.
Han ringede på døren til den store gulstensvilla. Efter et kort øjeblik blev den åbnet af en lille, asiatisk kvinde i gammeldags stuepigeuniform. Hun smilede til ham og sagde, – Lichard Bløssner?
Han nikkede overrasket. – Goddag.
Hun åbnede døren, og han fulgte efter kvinden gennem hallen og op ad en trappe. Huset var af en type, som Brøssner ikke brød sig om. Det gule murværk var også synligt indendørs, og det gav ham en følelse af at befinde sig i ufærdige omgivelser.
Lothar Zolle tog imod ham i en art pejsestue med en formidabel udsigt over søen nord for København. Den udsigt ville Brøssner gerne have haft. Stuens indretning overraskede ham ikke. Lothar Zolle havde en forkærlighed for traditionel, tung malerkunst og gyselige lædermøbler. Det kunne være stuen i en mindre, provinsiel skibsreders hjem.
Lothar stod midt på gulvet, og Brøssners første indtryk var, at manden var gammel og slunken. Han var klædt i sort og bar et farvestrålende natklubslips. – Velkommen til min ydmyge bolig, hr. drabschef.
Lothar havde en ganske svag, lidt kantet accent. De fleste ville ikke bemærke den, men Brøssner havde altid været sig bevidst, at manden oprindelig var tysker.
– Goddag, Zolle, sagde han og gav hånd. Tæt på duftede Lothar af barbervand. Hans hud var gullig, hans hænder store. Han havde tabt det meste af sit sorte hår, men havde omhyggeligt friseret de få tilbageværende hovedhår hen over issen. – Det er pænt af dig at tage imod mig. Jeg tror aldrig, vi har mødtes privat, sagde Brøssner.
– Nej, sagde Zolle, – det har vi ikke.
Han slog ud med hånden mod sofaen. – Sid ned, Brøssner.
Brøssner satte sig. – Her bor du flot.
– Jeg er tilfreds, sagde Lothar. – Hvor bor du?
– I Gentofte.
– Også rart.
Lothar satte sig i en læderstol på forkromet fod. Han sagde,
– Hvad må jeg byde dig? Kaffe?
– Kaffe ville være dejligt.
Lothar smilede til kvinden, som stod inden for døren. – Mai Ling, vi vil gerne have kaffe.
Hun nikkede og forsvandt.
– Og du har husholderske og alting, sagde Brøssner. – Det ser man ikke tit mere.
– Mai Ling har været hos mig i atten år. Siden Solvej døde. Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skulle stille op uden hende. Hun laver min mad, hun vasker mit tøj, hun sætter rengøringsfolkene og gartneren i gang. Nej, uden hende gik det ikke.
– Men ellers bor du her alene?
Lothar nikkede. – Jeg havde en veninde. Lulu Sylvest. Vi var gamle venner. Hun rykkede herud nogle år efter, at Solvej døde. Det var hyggeligt. Hun var en sød pige, var Lulu.
– Hvor er hun nu?
Lothar så alvorligt på ham. Hans øjne var stadig meget mørke.
– Hun døde også. Ja, der er ikke nogen retfærdighed til, vel? Jeg havde aldrig troet, at jeg gamle støder skulle overleve to koner. Plus det løse. Men de er væk, begge to. Cancer. Søde piger. Gæve. Hvem skulle have troet det?
– Det gør mig ondt.
Lothar nikkede. – Men jeg læser i aviserne, at du også har haft din andel af uretfærdighed her på det sidste. Det er jeg ked af. Og så et barn.
– Ja, det er en tragedie.
– Jeg har aldrig haft børn. Det er måske meget godt. Men jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det må være at miste et barnebarn. Uforståeligt. Grusomt.
– Ja, det er grusomt, sagde Brøssner. – Men det er overstået.
Lothar nikkede. – Ja, det kan man sige. Også i den grad. Hvem fanden skød din svigersøn derude? Hvad? Ikke at jeg ikke selv ville tænke, nå ja, sådan kan det gå, hvis jeg var i dit sted. Men alligevel. Brutalt.
– Jeg har orlov, sagde Brøssner. – Sandt at sige imod min vilje.
– Ja, det siger sig selv. Nej, du måtte sendes hjem.
Lothar smilede kort. – Nogen kunne finde på at sige, at du selv havde alle tænkelige grunde til at være glad for den skytte.
Brøssner tillod sig selv et tyndt smil. – Ja, det kunne man forestille sig.
– Er du? Glad for, at din svigersøn blev skudt?
Brøssner rystede på hovedet. – Selvfølgelig er jeg ikke det. Min svigersøn var syg. Mentalt syg.
– Men han kvalte dit barnebarn.
– Ja, det gjorde han.
Lothar trak på skuldrene. – Ja, jeg ville nødig have været i dine sko i den situation, Brøssner. Men jeg ville have klappet i mine buttede hænder, også selv om stodderen var min svigersøn. Nu er du fri for at have den knallert siddende på anstalten resten af dit liv. Klods om benet.
– Det er én måde at se det på.
– Er der andre måder at se det på? Lothar betragtede ham roligt.
– Det ved jeg ikke, sagde Brøssner.
Lothar gav et kort nik. – Du må undskylde. Jeg ville ikke gøre dig ked af det. Mere end du må være i forvejen. Og det er heller ikke derfor, du er kommet for at besøge mig.
– Nej, sagde Brøssner og følte lettelse. – Nej, min kære kone, Nina, har opfordret mig til at bruge min orlov på at arbejde videre på min bog.
– Arbejde er det bedste middel mod sorg, sagde Lothar.
– Netop.
– Klog kone, din Nina.
Brøssner nikkede.
Mai Ling kom ind i stuen med en stor sølvbakke, som hun anbragte på sofabordets marmorplade. Hun rettede hurtigt kopperne an, skænkede, bukkede og forsvandt igen.
– Tak, min pige, sagde Lothar.
Brøssner anslog, at han havde været her i ti minutter. Han var meget overrasket. Han havde forestillet sig, at han selv ville være den, der førte ordet. Han var gået ud fra, at Lothar Zolle ville være beæret over hans besøg. Hvorfor havde han tænkt sådan? Lothars direkte ord havde givet ham en akut og ubehagelig følelse af Lothars hårdhed og hans egen tilsvarende blødhed. Lothar var. Brøssner følte sig som ingenting. Hvem var han selv? Og hvad havde han selv, som kunne matche Lothars rå, uformindskede væren? I det øjeblik forekom bogen og erindringerne ham som det rene narreværk.
Men han kom sukker i sin kaffe og sagde, – Jeg læste en artikel om dig for nogle år siden. I et blad.
Lothar løftede sin underkop, og med den anden hånd førte han koppen op til munden. Han slubrede kaffe ind med en bævrende, lille lyd, som fik Brøssner til at tænke på, om manden havde gebis.
Lothar satte koppen og grinede. – ‘Mig knaldede de aldrig’, sagde han. – Ja, den var god, ikke?
Brøssner nikkede. – Og sand. Lad mig tale rent ud, Lothar. Vi ved begge to, at vi var mange på Gården, som godt vidste, hvad du og Svend Thevis og en række andre gik og lavede. Vi vidste det, men vi kunne ikke bevise noget.
Lothar nikkede. – Somme tider kunne I. Men I var bedst til de små, ikke? Fissekarlene og bøllerne. Dumhovederne. Men når der var for meget papir involveret, gik det lidt sløvt for jer med hovedregningen. Thevis knaldede I heller ikke, men I prøvede.
– Ja, sagde Brøssner. – Vi prøvede.
Lothar smilede et vemodigt smil. – Det var på mange måder gode tider. Det kan du også huske. Nu er det jo ved at være borte alt sammen. Ja, man ser da somme tider noget om det i fjernsynet. Jeg så Sorte Holger – de havde lavet en hel film om ham. Det var også gået slemt ned ad bakke. Ja. Og af og til er der en, der skriver en bog – eller får den skrevet, skulle man måske sige. Der er ikke mange af de gamle drenge, som kan stave til Ib uden at kløjes i det. Jeg har læst lidt i nogle af dem. Det er altid sådan lidt ynkeligt. ‘Mor og jeg boede i tredje baggård i Saxogade 51, og vi var rent ud sagt fladt på røven’, og den slags. Jeg ved ikke, hvorfor den slags interesserer folk.
Brøssner mærkede Lothars mørke blik.
– Som du siger, det er en svunden tid.
– Røverhistorier, sagde Lothar. – Men selv om jeg kendte de gutter sådan til husbehov, så var der nu alligevel langt imellem os.
– Var der det? sagde Brøssner. – Eller fik du det bare til at se sådan ud?
– Tag nu smugling, sagde Lothar og lænede sig lidt frem. – Dér var en mand som Ricardo, ikke? Tapper mand med hår på brystet. Jeg kendte da Ricardo, men det betød jo ikke, at jeg dansede på bordene som en anden spradebasse med ham, vel?
– Nej, sagde Brøssner, – du gik mere stille med det.
Lothar Zolle smilede med sine lange tænder. – Det siger du.
Brøssner sagde, – Der er én ting, som jeg ville spørge dig om.
Lothar rettede sig op. – Uha da. Skal jeg ringe efter min advokat?
Brøssner rystede på hovedet og smilede. – Nej, nej, Lothar. Det er slet ikke sådan. Men jeg tænker på, om du måske ville løfte sløret for en enkelt ting. Hvis du ved noget om den. Det er muligt, at du ikke gør. Under alle omstændigheder vil det ikke inkriminere dig.
Lothar smilede igen. – Det er gratis at spørge.
– Kan du huske en pige, der blev kaldt ‘Napstjerten’?
Lothar sagde, – Ja, hende kan jeg godt huske.
– Hun hed i virkeligheden Anne Marie Guldborg. Hun arbejdede en tid som sekretær på Gården. På et tidspunkt opstod der en følelse af, at nogen i afdelingen lod information sive ud i gaden. Vi satte nogle folk til at holde øje med Anne Marie Guldborg. Og det viste sig, at hun kom en del på ‘Flaskekroen’.
– Ja, ja, sagde Lothar. – På Gasværksvej. Det var den, vi kaldte ‘Det Blodige Røvhul’.
Brøssner nikkede. – Anne Marie Guldborg blev set i selskab med flere af gutterne – Lille-Bent, Bingo og Kai Pedersen, blandt andre.
Lothar fnøs. – Dem? De var bare nogle skidesprællere.
– Ja, men de arbejdede jo for nogle andre, ikke.
– Joeh, det gjorde de vel.
– På Gården skønnede man, at det var nok. Anne Marie Guldborg blev afskediget. Og kort tid efter forsvandt hun.
– Ja, der var noget ...
– Hun blev aldrig fundet. Jeg var på sagen sammen med Otto Meyer. Ham kan du godt huske.
– Meyer, Meyer, Meyer, sagde Lothar, – ikke sådan lige.
– Det betyder ikke noget. I hvert fald arbejdede vi ud fra den teori, at Anne Marie Guldborg havde været informant for folk i gaden. Og at hun muligvis havde gjort sig ud til bens, da hun blev fyret og ikke længere kunne fortælle, hvad de gik og lavede i afdelingen.
– Ja?
– Og at nogen derefter skaffede hende af vejen, da hun ikke længere kunne skaffe oplysninger og måske blev besværlig og irriterende og måske truede med at sladre om et eller andet, hvis hun ikke fik penge.
Lothar nikkede. – Jeg husker hende som en fordrukken pige.
– Ja, hun havde et alkoholproblem.
– Problem? Det tror jeg ikke. Hun drak det bare.
– Det er det, jeg mener. Hun var vist kæreste med Orla Kaj Jørgensen, som arbejdede for dig på det tidspunkt.
– Det er sandt, nikkede Lothar. – Det kan jeg godt huske. Det var noget lort med Orla. Du ved godt, at han blev vanvittig, ikke?
– Vanvittig?
– Ja, han bestyrede nogle ejendomme for mig. Men jeg tror også nok, at han lavede andre ting. I hvert fald tog han noget medicin af en slags. Det var dengang med hende ‘Napstjerten’. Orla blev mere og mere underlig i hovedet, og til sidst var jeg nødt til at fyre ham – han var skideskør. Jeg kan godt huske, at hun forsvandt. Det var ellers hedt mellem dem. Der var engang, hvor Orla havde taget hende i at sutte pik på en eller anden sømand, eller hvem det nu var. Orla tævede hende, så hun måtte have nogle tandbehandlinger ude hos en gulvbrækker på Østerbro. Det kostede en formue. Og så forsvandt hun sgu. Jeg kan ikke huske, om hun havde fået bisserne fikset. Hun var der flere gange. Og Orla var ude af sig selv. Og så forsvandt hun. Tjah.
– Men det var ikke enden på historien, vel?
Lothar rystede på hovedet og så ned. – Nej. Nej, et stykke tid efter, at hun var forsvundet, tager Orla så sit liv. Han skød sig ude i Guldbergsgade. Det var noget værre lort.
– Der var dem, der mente, sagde Brøssner, – at Orla slog Anne Marie Guldborg ihjel og kort tid efter begik selvmord, fordi han ikke kunne holde det ud, og fordi han var stofmisbruger.
Lothar spærrede øjnene op. – Ja, dét ved jeg ikke noget om. Jeg ved bare, at Orla blev tingelingelater, og at det tog en hel uge at male stuen om i Guldbergsgade. Ak ja.
Brøssner betragtede manden. Lothar drak med mellemrum af sin kaffe på samme måde, ved at løfte både kop og underkop helt op til sine læber.
Lothar satte koppen ned. – Hvor vil du hen med alt det her, Brøssner? Håbede du, at jeg ville sige, ja, den er god nok, Orla sprættede ‘Napstjerten’ op i jalousi, og vi kørte hende gennem kværnen ude på benmelsfabrikken i Hvalsø? Er det den slags, du gerne vil have mig til at fortælle i din bog?
– Nej, sagde Brøssner. – Jeg tænkte bare på, om du måske vidste, hvad der var blevet af hende. Hun arbejdede for mig.
– Jeg ved intet om det, Brøssner. Jeg ved bare, at Orla var vild på kareten og kunne blive meget hidsig.
– Okay, nikkede Brøssner.
Han kunne mærke et skift i Lothars humør. Gangsteren brød sig ikke om at tale om den slags. Det var fair nok.
Brøssner sagde, – Måske er det her ikke nogen god ide alligevel.
Lothar så på ham. – Nej, måske. Jeg bliver nedtrykt, når alt det gamle lort kommer på tale.
– Men måske, sagde Brøssner, – er der alligevel nogle ting, vi kan tale om.
– Jeg ved ikke, hvad det skulle være.
– Hør nu, Lothar. Jeg er ikke interesseret i at genere dig. Det er bare en bog om gamle dage.
– Jeg tror ikke, jeg kan hjælpe dig, Brøssner. Jeg får nerver.
Brøssner nikkede. – Her er mit forslag. Jeg sender dig noget, jeg har skrevet. Det handler lidt om dig. Så kan du læse det, og hvis du mener, det er noget, vi kan tale om, så ringer du til mig. Måske har du et andet billede af det. Hvad siger du til det?
Han rejste sig. Lothar gjorde det samme. – Det kan du da godt, sagde han. – Men jeg lover ikke noget.
Brøssner rakte ham hånden. – Tak for kaffen, Lothar. Du hører fra mig.
Lothar så ham gå ned gennem haven fra vinduet på trappen. Satans Brøssner. Hvad fanden ville han? Lothar fik det fysisk dårligt af at tale om Orla. Han havde ikke tænkt på Orla i årevis. Og hvor kom det med benmelsfabrikken i Hvalsø fra? Nu så han Orlas stue ude i Guldbergsgade for sig, Orla på gulvet, hvor de havde fundet ham. Orla, som havde siddet derude med sin morfin og sine flasker og ævlet om ‘Napstjerten’, hans lille kæreste, som han havde ødelagt så grundigt, at der ikke havde været noget valg. Lothar vidste ikke, hvordan Orla have gjort det. Han var også ligeglad. Det betød ikke noget. Men han vidste, at han ikke havde lyst til at fortælle Richard Brøssner noget om alt det gamle pis. Brøssner havde følt ham på tænderne. Brøssner lignede et fjols, men han var kommet her i dag og havde været forberedt. Han havde været forberedt på at ryste ham, Lothar Zolle. Det var ikke til at sige hvorfor. Det var ikke engang til at vide, om der fandtes nogen bog. Måske var Brøssner ude på noget andet.
Han så Brøssners mørkegrønne bil vende og køre op ad bakken. Nu var han nødt til at læse, hvad Brøssner sendte ham. Han fortrød, at han havde taget imod drabschefen. Han skulle have sagt nej.
Han gik ned ad trappen. Han ville bede Mai Ling om to blødkogte æg til frokost. Og så ville han hen at ligge. Det gik ham på nerverne.