Henrik Helskov havde næsten udelukkende faktureret et firma ved navn Traveleisure for sit arbejde. Anita afhørte en amerikaner ved navn Ben Robertson, som arbejdede fra et lille kontor over Yorcks Passage.
Robertson var først i fyrrerne. Han havde brune bakkenbarter og gammeldags, kraftige briller. Han bar en tomatfarvet rullekravetrøje. Anita kunne ikke afgøre, om han stammede fra en tilbagestående del af USA – der var en del muligheder – eller om mandens look var en omhyggelig retro-konstruktion. Robertson bad hende tage plads. Hun sad med udsigt op mod Fiolstræde gennem det høje vindue. Kontoret virkede rodet og uprofessionelt, og Robertson mærkede hendes overraskelse.
– Vi er netbaserede, forklarede han, – det er derfor, vi ikke bruger pengene på expensive furniture.
Hun nikkede. Manden, der lignede en intellektuel filminstruktør fra den ny bølges dage, talte dansk med en accent, som lød jysk. Han havde en uanstrengt evne til at flette engelske ord ind, når det kneb med det danske.
– Der kommer hardly nogen her, sagde han. – Derfor er der lidt rodet.
Hun nikkede. – Henrik Helskov arbejdede for dig. Jeg går ud fra, at du ved, hvad der er sket med ham?
Ben Robertson nikkede. – Meget tragisk. Shocking really.
– Hvornår så du ham sidst?
– Det er måske, ja, hvad, et par måneder siden. Han afleverede alting på mail.
– Og hvad lavede han helt præcis?
Robertson lænede sig tilbage i sin stol. – Han skrev forbrugerstof til vores site, Traveleisure dot com.
– Hvordan foregik det?
– Jo, vi havde en bestemt arbejdsgang. Vi samarbejder med en række hoteller og feriedestinationer i hele Skandinavien. Og Henrik havde sådan en rundtur. Han holdt sig updated med de nye ting, der dukkede op på vores destinationer – så skrev han en artikel om, at for instance Hotel Turku Star i Finland var blevet moderniseret. Og så updatede han lige sin artikel om Turku samtidig – det kunne være nogle nye udflugtsmål til et vodkadestilleri, white water rafting, eller mulighed for at spise dinner på en autentisk herregård.
– Så han rejste meget?
Robertson trak på skuldrene. Hun havde en skyggefuld følelse i det støvede kontor neden for Domkirkens solskinnende tårn.
– Skandinavien er ikke noget stort territory, sagde amerikaneren, – vi har skribenter, som er på farten, langt mere end Henrik var – jeg har folk ude, som er on the road op til 240 dage om året. Henrik havde en fast rytme. Han kunne bedst lide at flyve ud og hjem hurtigt. Frem og tilbage, så han skrev herhjemme, tror jeg. Der er andre, som more or less er på farten hele tiden. Men han havde jo familie. Poor bastard.
Anita nikkede. – Var han dygtig?
Robertson trak igen på skuldrene. – He was okay. Hans sprog var godt. Hans engelsk. Han forstod ... du ved, hvad amerikanere siger om Skandinavien?
Hun rystede på hovedet. – Næh, ikke rigtig.
– Det er jo sådan nogle standardfraser. Fordomme if you like. Det der lidt tungsindige. Tåge, sne, bjerge, mørke. The midnight sun. I spiser meget fisk. I bader om vinteren. I kører på cykel. I går i sauna. I har lyst hår.
Hun nikkede. – Ja, og vi puster grimme vaser i gult glas.
Ben Robertson grinede. – You got it.
– Så Henrik forstod den tone? Er det det, du siger?
– Ja, han vidste, hvad vores læsere vil have. Du ved, ‘enjoy a hearty breakfast and a schnapps with the rugged locals at the gorgeously refurbished ‘Badeanstalt’ which hails back to the days of ... Djengis Khan.’ You know?
– Ja, sagde hun. – Ligesom bladet i flyveren til Barcelona.
– Lokal kolorit. Where to shop. Where to sleep.
Hun nikkede. – Så han var dygtig og stabil? Ingen problemer med penge? Ingen problemer?
Ben Robertson betragtede hende. Hun kunne faktisk godt lide ham. Han var en bleg nørd, men han var samtidig underligt tiltrækkende, og hun kunne høre sig selv begynde at sige ‘you know?’ til sidst i sine sætninger, hvis de blev ved med at tale sammen.
– Jeg vidste selvfølgelig, I ville komme, sagde han. – Guy kills his kid and gets whacked in custody. Jesus. Det havde jeg ikke set komme. Men jeg har tænkt. Nu siger du ‘stabil’. You know, i vores branche er folk all over the place. De kan tilrettelægge deres arbejde frit, så længe de leverer det, vi har aftalt, til tiden. Men der var Henrik lidt ... odd.
– Hvordan?
– Jeg har prøvet ligesom at konkretisere det. Han leverede sine ting okay. Ingen problemer med billing og penge. Det var helt okay. Men nogle gange lavede han noget ekstra.
– Ekstra?
Robertson nikkede og lænede sig ind over bordet. – Ja. Jeg kan give dig et eksempel. Henrik er i Finland. Han skal opdatere sin hotelguide. Så får jeg en mail fra ham. Han er oppe nordpå – way up north. Så skriver han, at han har fundet et helt vildt outfit, som flyver folk op på bjerge og arrangerer jagt på fucking reindeer. Luksusturisme. Vildmarksattraktioner for folk med big bucks. Du forstår – noget ekstra. Noget, vi ikke har aftalt.
– Så han foretog sådan nogle afstikkere?
– Ja, han var vild med det der Arctic shit. Svøm med pingviner. Og jeg var altid, du ved, overrasket. What – er du ikke i Helsinki, mand? Men hvis han kunne sende nogle gode billeder hjem, så købte jeg den. Hvorfor ikke? Så stod han der og grinede i sneen, i sin fucking parka.
– Okay. Så han havde det sjovt, når han var på arbejde? Er det det, du siger?
Ben Robertson grinede. Så blev hans nørdeansigt alvorligt.
– Fuck, sagde han.
– Hvad?
Han så på hende. – Det virker bare ... forkert, ikke? Hvad han gjorde. Hvorfor helvede gjorde han det? Jeg mener – sin egen søn. Fuck.
Hun ventede et øjeblik. Så sagde hun, – Hvor tit traf du ham?
– Ikke tit. Han har måske været her fem gange. Det var alt sammen online. Vi aftalte online, han leverede online, og han sendte sine regninger online. Jeg kunne godt lide ham. Han havde været tjener i Seattle. Han talte pissegodt engelsk, meget bedre end jeg taler dansk.
– Du taler ellers ret godt dansk, sagde hun.
De så på hinanden et øjeblik, og Anita kunne se en anden situation, en situation, hvor de havde mødt hinanden under andre omstændigheder, og hvor de måske fik et par drinks sammen.
Så sagde hun, – Jeg siger tak. Det kan godt være, vi kommer igen. Men du må meget gerne ringe, hvis du kommer i tanker om et eller andet. Bare et eller andet.
Hun rejste sig, og det gjorde Ben Robertson også. – Okay, sagde han. – Har du et kort?
Hun gav ham det, og da hun gik ned ad trappen, forestillede hun sig, at han sad ved sit bord og kiggede på kortet med hendes mobilnummer og tænkte, at han måske også kunne ringe, selv om han ikke kom i tanker om noget som helst, andet end at han gerne ville tale med hende igen.