Lothar Zolle havde fået kuverten med posten, og han havde læst det, Brøssner havde skrevet om ham.
‘Lothar Zolle var kommet til Danmark som flygtningedreng efter krigen. Efter en turbulent barndom og ungdom i børnehjemssystemet kom han hurtigt i kontakt med retssystemet. På Gården begyndte vi at høre mere og mere om den entreprenante unge tysker, som tilsyneladende plejede omgang med de folk, vi allerede kendte i det kriminelle miljø på Vesterbro. Zolle var en eksotisk figur på den tid. Hans mørke fremtoning og hans sorte tøj gav mindelser om amerikanske gangstere. Vi vidste allerede tidligt, at Zolle var bestemt for noget stort, og vi holdt et vågent øje med ham. Han omgav sig med flotte piger, men han skejede ikke ud. Hans forbindelse med kendte kriminelle var ikke åbenlys. Han var diskret, og han var omhyggelig. Han købte allerede i midten af tresserne flere ejendomme i indre by, og der var en udbredt formodning om, at pengene kom fra kriminalitet. Problemet var at bevise det. Hér var Zolle lysår forude, og det er en af min karrieres store nederlag, at det aldrig lykkedes mig eller mine folk at forbinde Lothar Zolle med noget som helst, der kunne føre til en egentlig straffesag.’
Lothar gryntede og tog sine læsebriller af. Han forstod ikke, hvor Brøssner ville hen med det. Hvorfor ville han skrive noget i sin bog om, hvor inkompetente og dumme de havde været derinde? Hvad var fidusen i det?
Måske var Brøssner bare et sentimentalt, gammelt fjols. Måske var hans såkaldte bog bare en udtjent pansers forsøg på at få tiden til at gå, nu hvor han var blevet sendt hjem, fordi hans egen familie var ramt af en tragedie. Brøssner havde selv fortalt ham, hvordan hans kone – Nina – havde opfordret ham til at skrive på sin bog. Lothar så en elegant Gentoftefrue for sig. Han kunne se sådan en pæn dame forsøge at loppe manden op. Lothar følte medlidenhed. Han havde set Brøssner mange gange i fjernsynet. Brøssner var god til at skabe tillid til ordensmagten. Han lignede det, han var. Hans smil var alvorligt, officiøst og selvretfærdigt. Lothar regnede ham for en kransekagefigur. Brøssner var lidt dummere end sine chefer, som derfor vidste, hvor de havde ham. Men han var ikke så dum, at han ikke skaffede resultater. Han havde været drabschef i mange år. Han havde gode folk. Danmark var ikke et land, hvor folk myrdede hinanden i stor stil. Det var mest uplanlagte seksualdrab, bonderøve, der drak og kom i slagsmål – og så selvfølgelig alle de nye arabere, som nok kunne hærge og skyde vildt omkring sig, men som på den anden side stak så tydeligt frem og ikke havde nogen særlig ide om, hvordan man fik folk til at forsvinde. Dem havde Brøssner og hans afdeling tilsyneladende greb om.
Han rejste sig fra skrivebordet og lagde sig over på sofaen. Han lå meget. Han var nødt til det. Han var træt. Han var altid træt, og det deprimerede ham. Når han lå, havde han ingen fred. Han tænkte. Han savnede Lulu Sylvest. Lulu var den sidste, han havde været i stand til at hive bukserne af på en måde, der gav mening. Lulu var den sidste, han kunne få til at pibe som en mus, når han tog hende med sine store hænder. Han savnede det. Hvad var meningen med, at han skulle ligge her og savne Lulsens piben og lugten af hende, når Lulsen selv for længst var ædt op indefra, død, brændt og nedsat i en glaseret urne?
Der havde været en tid efter Lulsen, hvor den kære Mai Ling – som havde en uselvisk indstilling til kødets lyster – somme tider havde knælet ned på gulvet, hevet kalorius frem og masseret den. Mai Ling kunne ikke gøre ham rigtig hård, men hun kunne tage trykket. Det tryk, der var. Hun kunne lave hans blødkogte æg. Det var lidt det samme.
Spændingen ved Brøssners besøg havde været forbigående. Der var noget halvhjertet og inderligt uinteressant ved de sider, han havde sendt. Hvorfor søgte Brøssner tilflugt i alt det gamle møg? Brøssner var ikke træt og nedbrudt som han selv. Og Lothar tænkte nu, at det hele var et spørgsmål om fortrængning hos den bløde panserchef.
Hvad tænkte Brøssner mon på, når han sad og prøvede at hidse sig op til at skrive godmodige anekdoter om livet på det gamle Vesterbro, og fru Nina kom ind med eftermiddagsteen i Gentofte?
Lothar mente, at han tænkte på andre ting end Porno-Arne og razziaerne mod spillebulerne for et halvt århundrede siden.
Han tænkte vel på sit barnebarn.
Han tænkte vel på sin sindssyge svigersøn, som nogen havde skudt med en riffel på flere hundrede meters afstand.
Det ville han selv have tænkt på.
En tanke slog ned i ham.
Brøssner havde et stærkt motiv til at ønske sin svigersøn død. Lothar grundede. Hvis nu han selv og Solvej havde haft en datter, som var blevet gift og havde fået et barn – hans barnebarn – og svigersønnen så havde kvalt dette barn, ville han så ikke selv have gjort noget ved det?
Svaret var jo.
Selvfølgelig ville han det. Men nu var han jo heller ikke drabschef. Lothar ville have talt med nogen, som så igen ville have talt med nogle andre, og en skønne dag ville den sindssyge barnemorder – når han var blevet idømt livsvarig forvaring og sad og så dyreprogrammer i et hyggefængsel – løbe ind i nogen i et baderum eller på et værksted. Og de ville så afregne. Der var mange måder at gøre det på, og Lothar ville ikke have tøvet med at bruge en af dem. Men han ville vide, hvordan han skulle gøre det. Ingen ville nogensinde kunne bevise, at han, en gammel mand, skulle have noget med det at gøre. Ingen ville kunne gennemtrænge den mur af tavshed, som Lothar Zolle kunne bygge op om sådan et drab.
Han følte sig helt oplivet.
Han håbede næsten, at Brøssner stod bag det. Men det var usandsynligt. Hvordan skulle han have gjort det? Brøssner hørte til på den anden side af skrivebordet. Og så alligevel. Det kunne tænkes. Måske var Brøssner ligeglad, om så han blev taget. Og mange ville have forståelse for det, hvis Brøssner i et anfald af mandsmod havde hyret en eller anden gammel jagttosse til at ordne galningesvigersønnen ude i Ballerup.
Spørgsmålet interesserede ham.
Han tvang sig op fra sofaen, gik lidt rundt i stuen og tog derefter telefonen. Han tastede omhyggeligt nummeret ind. Da den blev taget, sagde han, – Hallo. Hvad ved vi om ham barnemorderen, der blev ombragt ude på Lundager?
Han lyttede.
Så sagde han, – Ja, det vil jeg gerne.
Og lidt efter, – Nej, men nogen ved det.
Han lyttede igen. Så sagde han, – Det er jeg ligeglad med. Nej, du ved, hvad jeg mener. Jeg vil bare gerne vide noget om det.
Han lyttede igen. Så sagde han, – Ja, men så gør det. Nu.
Han lagde røret. Det var sikkert tåbeligt, men man vidste aldrig. Og det ville glæde ham inderligt, hvis han kunne mødes med Brøssner igen og fortælle ham et par ting om noget, der rent faktisk betød noget, og ikke alt det gamle lort fra gamle dage.