De fandt telefonen den næste dag. Thor kunne huske en tid uden mobiletelefoner. Han kunne også huske de første, og han kunne huske en tid, hvor man gik og viste hinanden sin nye Nokia.
Henrik Helskovs Nokia var sådan en. Den lå i en opbevaringsboks under Henriks nette skrivebord. Den var blå. Irene havde givet dem nøglen. Huset havde en underlig død atmosfære nu.
– Hun sælger det nok, sagde han. – Det ville jeg gøre.
Han sad med telefonen i hånden. – Hvad havde han af telefon, da han blev kørt på Lundager?
– iPhone, sagde hun. – Teknisk har den. Jeg har en foreløbig rapport.
– Og?
– Ikke noget. Sms’er til August og Irene. Opkaldsloggen tager længere tid, især fordi vi ikke aner, hvad vi leder efter. Eller om vi leder efter noget.
Han holdt den blå Nokia op. – Hvad med den her?
– Sæt den i laderen. Hun pegede på bordet. Thor forbandt telefonen og tændte den. Efter nogle sekunder lød den sprøde opstartsmelodi.
– Overturen til Wagners ‘Nokia’, sagde han.
– Det er det, jeg kalder ‘Nokia-øjeblikket’. Du ved, når man lander med flyveren og står foroverbøjet under hattehylden, og alle tænder mobilen. Hun sang med klar pigestemme, – Dadadada – dadadada – daah.
– Du skulle lave en video til YouTube. Du ville få femten millioner hits i løbet af to timer.
– Er der noget på den?
Han manipulerede den aflagte mobil. – Underligt, så hurtigt de kommer til at se gamle ud, sagde han. – Teksten ligner noget fra Tekst-tv’s spæde barndom.
– Tjek sms, sagde hun.
Han tjekkede. – Hallo, sagde han. – Det var da underligt.
– Hvad var underligt.
Han klikkede. – Der er ingen samtaler i loggen. Men der er 243 afsendte sms’er. Det ser ud, som om de går til det samme nummer alle sammen. Og ... vent, 188 modtagne. Fra det samme nummer.
Hun fiskede en kuglepen op af brystlommen. – Giv mig nummeret.
Hun skrev det ned, mens Thor bladrede i beskederne. – Korte beskeder. Her er en. ‘Er der om 30’. Og ‘Forsinket ca 10’.
Men Anita talte allerede med en i Teknisk på sin egen iPhone. Thor var standset op ved Smartphone. Dér gik hans grænse. Han behøvede det ikke. En almindelig mobil var rigeligt.
Anita sagde, – Ja, jeg skal have et navn på en mobilabonnent. Nummeret kommer her.
Thor ventede.
Lidt efter skrev hun noget ned. – Jep. Ja, det er fint. Tak, Poul Erik.
Hun slukkede sin telefon og sagde, – Nummeret tilhører en Jes Færch. Han bor i Allerød. Hvad om vi kørte ind og fik printet hele den sms-korrespondence ud? Jeg bliver sindssyg, hvis vi skal klikke igennem dem.
– God ide, sagde han. – Jes Færch? Det siger mig ikke noget.
– Heller ikke mig. Men det er underligt, ikke?
– At hvad er underligt?
– Ja, en telefon uden samtaler, men med masser af sms’er mellem Henrik og én enkelt mand. Jes Færch fra Allerød.
– Joh.
– Nu får vi printet det ud, og så læser vi det. Og så googler vi Jes Færch imens. Og hvis der ikke er en eller anden totalt banal forklaring, så kører vi til Allerød og taler med ham Færch.
Han så på hende. – Okay.
– Har du et bedre forslag?
– Jeg sagde okay, ikke?
– Ja, men mener du det?
Han trak på skuldrene. – Jeg ved ikke. Jeg har en følelse af, at hvis vi gik ind til Granitz om to uger og sagde, desværre, vi kan simpelthen ikke finde den skytte – ville han så ikke bare sige, ‘det var da ærgerligt’?
Hun betragtede ham roligt. – Der skal vi ikke hen, Thor Belling.
– Hvorhen?
– Derhen. Hør lige, hvad du står og siger.
– Hvad står jeg og siger?
– At du er ligeglad. At vi skal lave dårligt arbejde, fordi det i virkeligheden er et drab, som passer Uffe Granitz og Richard Brøssner ganske udmærket.
– Det sagde jeg ikke.
– Nej, men det er det, du mener, ikke?
– Næh. Selv om – hvis Brøssner nu ikke havde været den, han er, hvis han havde været sådan en lidt mere hård gut, så kunne han jo godt selv have fundet på at få Henrik skudt, ikke?
Hun nikkede. – Jo. Og netop derfor er det desto vigtigere, at vi knækker den, ikke?
– Jo. Går jeg ud fra.
– Hvorfor fanden er du så lunken?
Han så på hende. – Det ved jeg ikke.
– Du trænger til et knald.
– Jeg ved det.
Hun så på ham et øjeblik. Så sagde hun, – Jes Færch. Og så et kurfyrsteligt knald. Senere.