– Jeg traf Henrik tilfældigt i Lapland, sagde Jes Færch senere på dagen. – Jeg arbejdede som lægevikar deroppe. Han kom ind, fordi han var kørt galt med en snescooter og havde dislokeret skulderen.
Jes Færch boede alene på en stilfærdig villavej midt i Allerød. Han var en høj, tynd mand med tætbarberet, stålgråt hår og skæg. Hans hjem var smagfuldt, tænkte Thor. Ikke prangende, men smagfuldt. Et ungkarlehjem. Færch kunne godt lide moderne kunst af den slags, som ikke sagde Thor for fem flade øre, og som altid fik ham til at tænke på, hvad kunstneren havde fået for det klatværk.
– Jeg ved selvfølgelig, hvad der er sket, sagde lægen. – Det var en grim historie. Har I fundet dem, der har skudt ham?
– Nej, sagde Thor. – Det er det, vi er i gang med nu. Men vi har fundet en telefon hos Henrik, som ser ud til kun at have været brugt til at sende sms’er frem og tilbage mellem ham og dig.
Jes Færch smilede. – Ja. Ja, vi udvekslede en del beskeder.
– Hvorfor det?
– Henrik skrev meget om Nordnorge og området deroppe. Det nordlige Finland. I har sikkert set hans artikler på Traveleisure dot com. Han var vild med at tage derop.
– Hvorfor det?
Færch så overrasket ud. – Hvorfor? Sådan er der da mange, der har det. Det er også derfor, jeg arbejder deroppe. Henrik fik altid plads til en dag eller to på ski. Jeg hookede ham op med nogle samer, som tog ham med ud, når de drev rener. Jeg var med ham nogle gange. Som I kan se af beskederne. Vi aftalte at mødes der og der. Somme tider kunne han ikke finde vej. Så guidede jeg ham frem. Det var det, vi sms’ede om.
– Så I var venner, og du gav ham tips om lokale steder, som han enten kunne skrive om eller besøge, fordi han godt kunne lide sne og høj himmel?
Færch nikkede. – Ja, det er ret præcist. Vi sludrede godt. Jeg er kommet på de kanter i mange år, og det var da dejligt, når han kom op.
– Så du noget til ham, når I var hjemme i Danmark?
– Nej. Nej, her sms’ede vi også. Hvis det er vigtigt, kan jeg godt prøve at forklare jer, hvad de sms’er betyder. Som jeg husker det, var de fleste meget korte.
– Det er ikke nødvendigt lige nu, sagde Anita. – Vi prøver at danne os et indtryk af, hvem Henrik omgik.
– Jeg tror ikke, han havde mange venner, sagde Færch. – Han talte aldrig om nogen.
– Men han talte om sin familie, går jeg ud fra?
Færch skar en lille grimasse. – Ja.
– Du trækker på det.
– Njah ... altså Henrik gav indtryk af at være det, man kalder en drengerøv.
– Hvordan?
– Ja, det var ikke noget, vi talte meget om. Jeg tænkte, at han måske havde giftet sig og fået drengen i en ung alder. At han ikke rigtig var klar til det. Hans kone var mere ... voksen. Henrik kunne godt lide at være på eventyr. Jeg tror, han glemte alt om det herhjemme, når han fik et par ski på. Det forstod jeg glimrende. Det er som en anden verden. Jeg kender det fra mig selv. Da jeg begyndte at tage arbejde deroppe, var det da også en slags flugt.
– Fra hvad? sagde Anita.
Færch grinede. – Fra det hele. Kærestesorg. Grå vinter. Danmark. Alt det gråmelerede. Nogle tager til Gran Canaria, ikke? Da jeg først fandt ud af, at jeg kunne lide at arbejde deroppe og samtidig tjene nogle penge, lære noget og være til gavn, var jeg solgt. For eksempel. Jeg har alle dage været interesseret i ortopædkirurgi. Hænder og fødder. Ikke sådan at jeg har uddannet mig til speciallæge. Men det har altid interesseret mig at kunne reparere håndskader ordentligt. Oppe nordpå er der meget af den slags. Skiløbere, der falder og kommer rigtig grimt til skade. Der er meget med remme og tømmer. Mange slags skader. Sener, muskler og knogler.
– Var Henrik interesseret i dit arbejde?
Færch grundede over spørgsmålet. – Ja, på en måde. Jeg tror, han godt kunne lide atmosfæren, hvis han var med på en tur ud til en klinik i ødemarken.
– Hvor mange gange besøgte han dig deroppe?
– Årh, det ved jeg ikke. En del. Somme tider skrev han bare, at han havde mulighed for at komme. Vi har vel været ude deroppe, forskellige steder alt efter hvor jeg arbejdede, jeg vil sige ti-tolv gange. Noget i den stil.
– Hvordan reagerede du, da du læste, at han havde kvalt sin søn?
Færch rystede langsomt på hovedet. – Ja, hvordan? Jeg blev meget chokeret. Og så blev han selv skudt ... ja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Han var en kammerat. Der var mange ting i hans liv, jeg ikke anede noget om. Det med sønnen ... det var ikke noget, jeg kunne forbinde med Henrik. Jeg havde indtryk af, at han ofte brugte sit arbejde som en undskyldning til at tage en tur op nordpå. Men han rejste meget. Han kendte folk på Færøerne. Han fortalte om Grønland. Han viste mig billeder af synagogen i Helsingfors. Han kendte hotelfolkene og restauratørerne rundt omkring. En gang fortalte han mig, at han havde været med nogle islandske natklubfolk i et af de der geyserbade. De havde drukket og røget hash. Det havde været en fantastisk oplevelse. Jeg kendte ham som en flink fyr. På en måde var hans liv vel ret eksotisk. Han kom mange steder, som de fleste ikke kender noget til. Så jeg gjorde mig egentlig ikke mange tanker om, hvorfor han havde kvalt sin søn. Jeg kunne ikke forestille mig hvorfor. Jeg mener – er der nogen, der kan det? Medmindre folk er totalt psykopater, kommer den slags jo som et lyn fra en klar himmel, ikke?
– Jo, sagde Thor. – Og drabet på ham selv?
Færch trak vejret ind og spærrede øjnene op. – Ja, det er jo det samme. Som et lyn fra en klar himmel. Da jeg læste, at han havde tilstået drabet på drengen, tænkte jeg vel, at han var blevet sindssyg.
– Havde du set nogen tegn i den tid, I var sammen, på at han kunne have tilbøjeligheder i den retning?
Lægen rystede på hovedet. – Nej, aldrig. Men det sker. Sådan en voldsom psykose kan udløses af et eller andet pres i omgivelserne. Måske noget ægteskabeligt. En magtkamp. Men da han så selv blev skudt, kom jeg til at tænke på noget mere gangsteragtigt. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at han måske havde været kurer.
– Narkokurer?
Færch nikkede. – Han var meget rutineret i at rejse. Meget tjekket med sine ting. Han havde et ærinde. Han var på arbejde. Måske havde han ting med til Island. Måske skyldte han nogen penge. Men jeg aner det ikke.
Thor sagde, – Okay. Vi siger tak for hjælpen.
Færch rejste sig. – Jeg skal til Nordnorge om tre dage. Er der noget til hinder for det?
Thor så på ham. – Hvad mener du?
Færch smilede let, og hans ansigt blev lidt mørkere. – Måske har jeg bare set for mange kriminalfilm. Somme tider får folk besked på, at de ikke skal forlade byen.
Thor smilede. – Du kan roligt tage af sted og ... øh, lappe hænder hos samerne. Men vi vil gerne have dit nummer.
Færch hentede et kort på sit skrivebord.
I bilen sagde Thor, – Hvad fik du ud af ham?
– Det ved jeg ikke rigtig.
– Det ved jeg heller ikke.
– Han tilbød selv at gennemgå de sms’er med os. Forklare dem.
– Ja.
– Det skulle vi måske have fået ham til.
– Måske.
– Jeg kan ikke forstå, at der kun er sms’er på den telefon. Og hvorfor havde Henrik en telefon, som han kun brugte til at kontakte Færch?
– Aner det ikke.
– Man skulle tro, at de også havde ringet sammen.
– Ja. Det gjorde de måske også. Måske ringede de sammen på fastnettelefonen. Henrik ringer fra et hotel, de laver en aftale, og så sms’er de, når Henrik er på vej og ikke kan finde stedet.
– Måske.
Lidt efter sagde Thor, – Hvad er det grimmeste, vi kan forestille os?
– Om Færch?
– Ja.
– Det ved jeg ikke, sagde hun. – Jeg synes, han var troværdig. Du tænker på, om han kan have skudt Henrik?
– Ja.
Hun tænkte. – Hvorfor?
– Det ved jeg ikke. Enten var han totalt solid og troværdig, eller også var han formidabel til at lyve.
– Jeg kunne godt se billedet. Jeg kunne godt se drengerøvs-Henrik gå på eventyr med sin lægekammerat. Kunne du ikke det?
– Jo, det kunne jeg.
– Men?
– Jeg ved ikke, om der er et men. Jeg ville bare ønske, at der var.
De nåede ned på motorvejen, og Thor satte farten op. Lidt efter sagde han, – Der er noget med de sms’er.