Ben Robertson sagde, – Jeg har allerede fortalt politiet alt, hvad jeg ved om Henrik. Not much really.
Manden på den anden side af bordet sagde, – Det er jeg klar over. Men det her drejer sig som sagt om en privat efterforskning.
Ben betragtede manden, som havde identificeret sig som Allan Jensen, privatdetektiv, og vist ham et lille id-kort, som godt nok bar hans smilende billede, men som enhver på den anden side kunne have lavet.
– Hvem arbejder du for? spurgte han Allan Jensen.
– Familien.
– Henriks familie? Hans forældre?
Detektiven rystede på hovedet. – Nej. Jeg kan ikke fortælle dig hvem. Det forstår du godt.
Gjorde han? Han sagde, – Henrik arbejdede for mig, men jeg kendte ham ikke ret godt. See? Han arbejdede for mig online. Og jeg har ingen ide om, hvad du gerne vil vide.
Allan Jensen sagde, – Vi vil gerne vide, hvem Henrik kendte.
– Kendte?
– Hans venner. Hans omgangskreds. Om han kom nogle bestemte steder.
Ben Robertson tænkte. Han havde aldrig hørt om privatdetektiver i Danmark. Allan Jensen forekom ham at være bedrager. Ben vidste, hvad alle andre vidste – Henriks svigerfar var chef for Drabsafdelingen. Det var det, der gjorde både drabet på August og nedskydningen af Henrik ekstra interessant.
Så det virkede sandsynligt, at Allan Jensen var journalist, og at hans mission var at finde stof til artikler, som kunne holde liv i historien om tragedien i drabschefens familie.
Han sagde, – Hør nu her. Jeg kan ikke hjælpe dig. Selv hvis jeg gerne ville. Jeg havde et professionelt forhold til Henrik. Jeg mødte ham måske fem gange. Vi har aldrig drukket en øl sammen. Vi har aldrig snakket mere end et kvarter. Jeg aner ikke, hvad han lavede. Jeg ved, at han var gift og havde en søn. Jeg ved også, at hans svigerfar er en stor kanon i politiet. Det står i aviserne. Men jeg ved ikke noget om Henrik. Måske spillede han på casino. Måske var en han en ivrig ... paraglider. Men jeg ved det ikke.
Allan Jensen betragtede ham. Han var ikke noget særligt at se på. Mager fyr. Men Ben kunne ikke lide hans måde at stirre på.
Ben sagde, – Det her er bullshit. Jeg ved ikke, hvilken avis du arbejder for, mister, men jeg har ikke noget at fortælle dig. Hvis du vil excuse me, jeg har arbejde at gøre.
Et kort øjeblik kunne han se noget andet i Allan Jensens smilende, afventende øjne. En undren, måske. En mild forbløffelse over, at Ben lige havde kaldt hans ærinde for bullshit.
Allan Jensen rejste sig og sagde, – Jamen, så skal du have mange tak.
Ben blev siddende.
Da reporteren var gået, rejste han sig og gik over til vinduet. Han så manden krydse Skindergade og gå op ad Fiolstræde, mens han talte i sin mobil. Fucking cowboy.
Han overvejede at ringe til hende strømeren, som han havde mærket en speciel kontakt med. Men det var mest, fordi han bare gerne ville tale med hende igen. Hvad skulle han sige? At der var en fyr heroppe, han sagde, han var privatdetektiv, men jeg tror, han var en fucking amatør fra medierne? Han ville vide noget om Henrik, men da jeg ikke ved en skid, fortalte jeg ham ikke noget.
Han opgav og bøjede sig over computeren og artiklen, som Jeff Bluhm havde sendt ham. Den hed ‘Serengeti in The Heart’ og var skrevet for at promovere bæredygtig fotosafari, men Ben kunne tydeligt mærke, at Jeff Bluhm havde tabt sit hjerte til gnuerne big time og brugte flere superlativer, end troværdigt var. Så han gav sig til at redigere artiklen.