Samme aften ringede telefonen hjemme hos Brøssner. Han var ved at fodre cikliderne i sit akvarium, da Nina kom ind på arbejdsværelset.
– Lothar Zolle er i telefonen, sagde hun og sendte ham et blik.
Brøssner rettede sig op. – Fint.
Hun sendte ham endnu et blik, før hun gik ud af arbejdsværelset og lukkede døren demonstrativt, som om Al Capone var i røret. Han sukkede. Havde hun ikke selv bedt ham om at skrive videre på den bog for at loppe sig selv lidt op?
Han satte sig ved skrivebordet og tog røret. – Brøssner.
Han hørte Lothar sige, – Jeg har læst de sider, du sendte mig.
Brøssner nikkede. – Ja. Tror du, der er noget, vi kan snakke videre om?
– Jeg ved det ikke. Jeg synes, det er lidt tyndt, Richard.
– Hvordan tyndt?
– Jo, sagde den gamle mand, – hvis jeg endelig skal være med, så synes jeg, jeg fortjener bedre.
Brøssner smilede. – Ja? Hvordan?
– Du siger, jeg kom til Danmark fra Tyskland.
– Er det ikke sandt?
– Jo, men det er meget overfladisk. Der er meget mere i det, hvis du endelig vil have en forklaring på, hvorfor jeg overhovedet kom ind i branchen.
Brøssner smilede stadig. – Jeg forstår. Måske skulle du skrive en bog selv. Den fulde historie.
Lothar hostede. – Det har jeg sgu ikke åndsevner til, sagde han. – Men netop derfor ville det være dejligt, hvis din bog i det mindste havde lidt mere kulør, når jeg nu endelig skal blandes ind i det.
Det var godt, tænkte Brøssner. Han havde set rigtigt. Lothar kunne ikke modstå fristelsen. Lothar ville lige så gerne have malet sit portræt som Erik Ninn-Hansen.
– Kulør, sagde han. – Jeg forstår godt, hvad du mener. Men hvordan gør vi det?
– Dér kan jeg muligvis hjælpe dig, sagde Lothar. – Det ligger sådan, at en mand ved navn Erling Hansen for nogle år siden sendte mig en stak papirer, han havde skrevet. Om mig. Det skulle blive til en bog, sagde han.
– Javel.
– Den hed ‘Zolle’. Slet og ret.
– Men den blev ikke færdig, eller hvad?
– Njarh, sagde Lothar. – Der skete det sørgelige, at ham Hansen kørte galt. Fik et ildebefindende. Diabetiker.
– Døde han? sagde Brøssner. Kendte Lothar Zolle overhovedet nogen, som ikke var døde?
– Ja, sagde Lothar, – han døde.
– Hvordan var bogen? Eller det, han havde skrevet?
– Det var ... blandet, sagde Lothar. – Noget godt, andet mindre godt.
Hvor ville han hen?
– Men, fortsatte gangsteren ude fra sin skibsrederstue ved søen, – selv om en del af det var noget løgnagtigt bras, så var der nogle ting i starten, som var gode. Han havde fundet ud af alt muligt fra den tid, hvor jeg kom til Danmark. Børnehjemmet, adoptionen og sådan. Det kunne jeg sende dig. Hvis du er interesseret.
Brøssner smilede igen. – Hvorfor sender du ikke bare hele stakken?
– Ha ha, lo Lothar raslende. – Det kunne du lide.
– Ja, hvorfor ikke?
– Jeg sagde jo, at det mestendels var løgnagtigt. Ukorrekt.
– Så du vil kun sende mig de pæne bidder?
– Ville du ikke gøre det, hvis du var mig?
– Jo, det ville jeg vel.
– Så kan du jo se, om det er noget. Hvis du synes, kan vi mødes igen og sludre. Det tager tid at lave sådan noget. Men hvis det er værd at gøre, er det også værd at gøre ordentligt, ikke?
– Bestemt, sagde Brøssner. – Det er en god ide.
– Hvad er din adresse?
Brøssner gav ham den.
– Hvordan går det med efterforskningen? sagde Lothar.
Brøssner måtte tænke et øjeblik for at skifte spor. Han sænkede stemmen lidt. – De har ikke meget. Det er lidt vanskeligt. Jeg har talt med Belling et par gange. Ja, han må jo ikke fortælle mig noget.
– Belling er dygtig, sagde Lothar.
– Ja. Men efter hvad jeg kan forstå, har han ikke et ben at stå på. De har afhørt en, der hedder Færch, oppe i Allerød. Andet ved jeg ikke.
– Nå, sagde Lothar.
– Jeg spurgte, om ham Færch var inde i billedet? Om han var interessant? Men det sagde Thor selvfølgelig nej til. Så jeg ved ikke.
– Hvem ved? sagde Lothar. – Nej, men jeg sender så de sider af ham Erling Hansen. Så kan du kigge på det.
– Det er fint, sagde Brøssner.
Bagefter sad han lidt. Det gik, som han havde håbet. Der var mere i Lothar. Fidusen var at få ham til at komme med det selv.
Nina stod i døren. – Lothar Zolle? sagde hun. – Skal han ringe her?
Brøssner løftede hagen. – Han er med i min bog, Nina.
Hun så på ham. – Er han det?
Han nikkede. – Der skal være en vis balance i det, ikke, Nina? Vi knaldede aldrig Lothar.
– Nej, sagde hun.
– Det vil give bogen tyngde. Autenticitet.
Hun nikkede. – Det kan jeg godt se. Men ligefrem at konversere med ham i telefonen? Jeg mener – jeg husker da tydeligt, hvordan du kaldte ham morder og alting.
Han smilede. – Det er sandt. Lothar har givet mig grå hår. Men jeg har også givet ham nogle. Jeg tror, der kunne komme interessant læsning ud af det.
Hun sagde, – Det er muligt. Men du må hellere passe på.
– Selvfølgelig passer jeg på. Lothar er gammel. Han er helt ude af alt det der. Lever fedt og godt af sine ejendomme.
– Så siger vi det, sagde hun. – Men du inviterer ham ikke til te, Richard. Det vil jeg ikke være med til.
Han løftede den ene hånd. – Jeg sværger.
Da hun var gået, sad han en tid og stirrede på billedet af August. Det blev ikke lettere. August smilede til ham, og han smilede igen. Lille August. Hvem fanden brød sig for alvor om bogen eller om Lothar Zolle? Det var alt sammen bare tidsfordriv. Ingenting ville bringe August tilbage, det var bare sådan, det var faldet ud.