Det var en ny fase i deres intime forhold. Anita kunne godt lide, at han gav udtryk for sin længsel efter hende. Det havde han altid haft svært ved. Han var hendes chef – formelt – og da deres hemmelige forhold var begyndt, var det sket, mens de var ude på en sag i Vestjylland. De havde haft influenza, men det havde ikke forhindret, at de var endt sammen i hans seng. Siden da havde de været kærester, når de var ude. Det var et komplekst forhold. De passede godt sammen fysisk. De var gode til at gøre hinanden glade, og deres sporadiske, arbejdsrelaterede sexliv havde en afsmittende effekt på kreativiteten i deres arbejde.
Men Thor havde aldrig været god til at tale sødt for hende. Han havde det sådan, at hvis der var noget, så var der noget, og hvis ikke, følte han det forkert at arbejde for sagen. Men den dag ude i Helskovs beklumrede, uddøde hus, havde han mærket noget nyt. Anita havde åbnet op for det ved at sige det med et kurfyrsteligt knald. Det havde affødt andre bemærkninger i bilen på vej op til Allerød. Det var bare ord, fjollede sexfraser, men han kunne mærke, at hun følte sig opildnet alligevel. De talte aldrig om sex, de gjorde det bare. Men nu vidste han, at hun – som man sagde – tændte på, at han sagde den slags barnlige ting. Forstå det, hvem der kunne. Måske gav de hende en følelse af at have overtaget, hvis han stillede sig an som en liderlig konfirmand. Han havde opgivet at dechiffrere det yderligere, og det havde vist sig at være ligegyldigt. De havde spist på en italiensk restaurant og var derefter gået op til ham og havde afviklet det kurfyrstelige knald uden yderligere dikkedarer.
De havde ligget sammen bagefter uden at tale. Han havde kærtegnet hende og kysset hende. Da hun var faldet i søvn, tog han sin slåbrok på og gik ind i stuen og forsøgte at mobilisere den lette, kreative tilgang til arbejdet, som sex med Anita næsten altid gav ham. Man kaldte det endorfiner. Han vidste ikke, hvad de var for nogle, men de skulle stimulere følelsen af glæde og evnen til at tænke klart. Så han forsøgte at tænke klart.
To drab.
Det første tilstået af det andet offer.
To drabsmænd – en far og en ukendt.
Indtil videre var der intet, der havde sået tvivl om, at Henrik Helskovs tilståelse var ægte. Ingen tekniske omstændigheder modsagde det. De oplysninger, de siden havde samlet om Henrik, var på sin vis konsistente, fra Nina Brøssners harske ord, over Henriks egen fars nøgterne karakteristik af sin søn som lidt af en vatnisse, til psykologens forklaring om en lukket mand, som muligvis var bange for noget i sig selv, men ikke vidste, hvordan han skulle lukke op – til den amerikanske arbejdsgivers lidt anonyme, men dog oplysende karakteristik. Og endelig lægen Jes Færchs beskrivelse af fritids-Henrik, lege-Henrik, som på en snescooter eller blandt rener og samer langt fra den dysfunktionelle familie, den dominerende og ambitiøse Irene og hendes familie, langt fra det akavede og muligvis hårdt tilkæmpede forsøg på i det mindste at være en god, venlig far for August – kunne give slip og have det lidt sjovt.
Og så drabet på August.
Ingen ville under de foreliggende omstændigheder anfægte, at Henrik havde kvalt sin søn. Han havde muligheden. Han havde tilstået. Der var ingenting, der tydede på, at en anden skulle have gjort det.
Alligevel gav det hurtige, brutale forløb ham en følelse af, at drabet måske var en kende underbelyst. Mentalundersøgelsen af Henrik ville givetvis have bragt dem tættere på en forståelse af, hvad der var foregået i tankerne hos Henrik umiddelbart før drabet. Han havde selv spurgt Lise Bartholin, hvad hun mente. Psykiateren havde ikke villet lægge hovedet på blokken. Hun var hverken sikker på, at Henrik havde gjort det, eller at han ikke havde gjort det.
– Alting kan tænkes, Belling, sagde hun. – Alting findes.
Så meget for sagkundskaben. Det mest sandsynlige var, at Henriks tilståelse ville forblive uimodsagt.
Denne sandsynlighed var vokset, da Henrik blev skudt. Thor vidste om nogen, at motivationen til for alvor at sætte spørgsmålstegn ved en tilståelse blev drastisk svækket, hvis den, der havde tilstået, selv afgik ved døden. Det var menneskeligt.
Man kunne hævde, at netop fordi Henrik var blevet skudt, var det desto mere magtpåliggende at efterprøve hans overraskende tilståelse. Men det var svært, al den stund Henrik netop var død. Thor vidste, at en stædig insisteren på at blive ved med at tæske rundt i drabet på August ville blive mødt med en stigende grad af passivitet, indtil nogen på et tidspunkt ville bede ham om enten at komme op med noget afgørende eller at lade sagen ligge.
Drab nummer to gjorde billedet endnu mere forvirrende. Det springende punkt var, om Henrik Helskov var blevet skudt, fordi han havde kvalt sin søn eller af en helt anden grund.
Hvis det første var tilfældet, var der to muligheder. Enten var Henrik blevet skudt af en selvbestaltet hævner – det kunne være en dygtig skytte, som måske have oplevet noget lignende eller bare var drevet af sine færdigheder med en riffel i kombination med en primitiv retsfølelse. Det var afgjort muligt. Der var stadig mange løse tråde med hensyn til drabets udførelse. Hvordan havde sådan en eventuel ensom hævner ude fra riffelland vidst, hvor han skulle slå til?
Den anden mulighed var, at riffeldrabet var bestilt arbejde. Allerede den aften ude på Lundager havde tanken været fremme. Uffe Granitz havde selv sagt, – Brøssners har penge. Og ordene havde ligget i luften, men havde ikke fået yderligere næring, fordi det ganske enkelt var langt ude at forestille sig, at landets drabschef skulle ty til den slags midler, uanset hvor vanvittig af sorg og raseri han måtte være.
Altså – den ensomme, ukendte riffelmand, som kun handlede ud fra sin egen overbevisning om rigtigt og forkert, og som ikke havde noget personligt kendskab til sit offer, var den mest oplagte forklaring – hvis man fastholdt, at motivet var hævn for det drab, Henrik selv havde tilstået.
Men hvis motivet til drabet på Henrik intet havde at gøre med, at han netop havde kvalt sin egen søn, så tingene helt anderledes ud.
Det var det, de nu arbejdede på.
De havde ikke meget.
Han havde to måder at tolke afhøringer på. Der var tolkningen af de faktuelle oplysninger, en afhørt gav. Disse oplysninger kunne efterprøves og vurderes som solide eller mindre troværdige. Den anden måde at tolke en afhøring på havde at gøre med den afhørtes fremtoning. En afhørt kunne godt give troværdige oplysninger, men alligevel gøre et utroværdigt indtryk. Når det skete, kunne Thor mærke, hvordan afhøringen var uforløst. Men fremtoningen var ofte noget, han forholdt sig intuitivt til. Anita var tit af en helt anden mening. Alligevel holdt han fast. Hvis han ikke troede på et vidne, kunne han ikke lave om på det, uanset hvor troværdig forklaringen måtte lyde.
Han gennemgik i tankerne de mennesker, de havde talt med.
Psykologen Melissa Hoppe havde været troværdig. Han kunne godt se bort fra den naturlige modvilje, hun havde mod at diskutere sagen. Melissa Hoppe kunne måske – og sådan måtte hun tænke, da de afhørte hende – have opdaget, at der var noget alvorligt galt med Henrik. Thor havde ingen problemer med Melissa Hoppes fremtoning.
Arbejdsgiveren, amerikaneren Ben Robertson, var set med de intuitive briller fuldstændig troværdig. Han var oprigtig, hurtig og klar i sine svar. Hans emotionelle reaktion svarede nøje til det forhold, han havde haft til Henrik. Og hans oplysninger førte direkte frem til det billede, lægen Færch havde givet dem.
Jes Færch havde været uforbeholden i sin forklaring. Hvis han havde nogen grund til at underspille eller forklejne sit forhold til Henrik, havde han ikke vist det. Det lignede lidt et far-søn-forhold. Her passede pengene. Jes Færch var tilfældigt kommet ind i Henriks tilværelse der, hvor den unge familiefar tilsyneladende udfoldede sig bedst – på de eventyragtige ekspeditioner i Nordskandinavien, som Henrik kunne maskere som arbejde, ofte med god ret. Thor tænkte på Henriks egen far – den brunmelerede, kontante fritidsmaler i Søborg. Jes Færch var en mere sofistikeret faderskikkelse. Han var veluddannet, dygtig og autonom. Han havde mod på eventyr, ganske som Henrik for år tilbage havde haft det, da han var rejst til Seattle, hvor han, så vidt hans far håbede, havde fået noget amerikanerfisse. Det var ikke svært at forestille sig, hvor meget det betød for Henrik at kunne søge tilflugt i Jes Færchs verden.
Jes Færch havde i kraft af sin uddannelse og sociale status mere til fælles med familien Brøssner end med Henriks egen familie. Men hvor Henrik altid havde lidt under familien Brøssners nedladende holdning, havde den venlige læge tydeligvis accepteret ham og givet ham mulighed for at tilfredsstille sin trang til social accept.
Men hvis Thor sammenholdt psykologen, arbejdsgiveren og Henriks lægeven, var det alligevel Jes Færch, som intuitivt generede ham mest.
Hvorfor?
Han kunne ikke uden videre sige det. Og hvis han insisterede på at lytte til sin intuition, ville det være nødvendigt, at han kunne præcisere, hvorfor noget ved Jes Færchs fremtoning skurrede. Ellers ville Anita feje ham af banen – hvilket hun også skulle.
Han tænkte på Jes Færch.
Høj mand, benet, stærk, i slutningen af fyrrerne. Pænt hjem, overskud, en samling af moderne kunst – som, uanset at Thor fandt den mindst lige så hæslig som katten i jollen i Søborg, næppe kunne lægges manden til last – dygtig læge, en forkærlighed for humanitært arbejde i øde egne, selvbevidst, sandsynligvis en livsnyder på en samvittighedsfuld og uegennyttig måde. Færch lignede en vinterbader. Hans hud var solbrændt, hans hår og skæg effektivt trimmet ned til praktiske stubbe som metalsplinter.
I Færchs hjem havde han mærket, at Anita følte beundring for lægen – ikke alene for hans beretninger fra Det Høje Nord, men for hans person. Færch var tiltrækkende i Anitas øjne, på samme måde som en mand som Thor Heyerdal kunne gøre tidens kvinder bløde i knæene. En viking. En lægeviking blandt rener, fødende samekvinder og gud ved hvad. Et rigtigt mandfolk.
Kunne Anitas slet skjulte indtagethed i manden være forklaringen på, at han selv intuitivt følte sig frastødt af Jes Færch?
Det var sket før, at hendes tillid til en tiltrækkende mand havde fået ham selv til at reagere kontrært.
Det skulle ikke ske igen.
Han måtte have mere. Han måtte finde noget, som selv i Anitas øjne kunne gøre Færch værd at se på i et andet lys. Han måtte berettige sin intuition.
Men hvordan?
Han rejste sig i sin mørke stue, gik ind i soveværelset, smed slåbrokken og lagde sig bag Anitas varme krop. Efter en tid kunne han mærke hendes søvnige vellyst. Han lagde sig tæt ind til hende, og hun rakte armen bagud, tog om hans nakke og pustede, – Igen?
Det tog ikke lang tid. Han hviskede til hende, – Sov videre, skat, og hun rullede om på maven og sagde uventet, – Ay ay, sir. Han grinede i mørket og tog sin slåbrok på.
I stuen følte han sig lysvågen. Han skænkede et glas gin og nippede til det, mens han lod de mystiske endorfiner blande sig med det milde sus af alkoholen, før han lænede sig tilbage i sofaen og konstruerede sig frem til den teori, som selv Anita ikke ville kunne afvise. Den var simpel, næsten primitiv. Men den var uafviselig.
Nogle timer forinden ringede det på døren i Allerød, og Jes Færch rejste sig fra bordet, hvor hans computer stod. Han så på uret. Halv tolv. Han ventede ikke besøg. Han havde næsten pakket færdig. Han gik ud og lukkede op.