Færchs sorte Mercedes-van holdt i indkørslen, men han lukkede ikke op.
– Han er i det mindste ikke kørt nordpå, sagde Thor. – Måske er han cyklet til bageren.
Han tog i døren, men den var låst.
De gik rundt om huset, som de plejede, når nogen ikke var hjemme. Færchs hus var pænt, hvidpudset og velholdt. Haven var nærmest en naturgrund med en høj, lidt vild hæk omkring. En græsplæne, ingen blomsterbede, tre store lærketræer, et sorttjæret skur med en gul havkajak lænket fast i beslag på bagsiden. Thor kiggede ind gennem vinduet og så havemøbler og en stor Webergrill dækket til med et betræk.
Vinterbader, kajakroer, socialt bevidst læge uden grænser, ordenssans, kvalitetssans, aktiv, udadvendt, overskud – og kunstsamler uden smag. Et sammenhængende billede uden ting, der stak ud eller ikke passede.
– Thor, kaldte Anita fra træterrassen. Han gik derhen.
– Havedøren står åben, sagde hun.
Det lange gardin derinde blafrede lidt ud i det fri.
Thor åbnede glasdøren helt og kaldte, – Færch? Hallo? Det er Belling fra politiet.
Han så på hende. – Han er her ikke.
Reglerne sagde, at de ikke skulle gå ind. Anita så på ham.
Thor sagde, – Sæt nu han ligger hjælpeløs oppe i soveværelset?
– Det ville ikke være godt.
Han gik ind.
På det store spisebord lå lægens oppakning – eller en del af den – sirligt anbragt. Rygsæk, etuier, lygte, en Trangia-spritkoger, tov, GPS, en sammenfoldet termovest. På gulvet stod et par kraftige vandrestøvler.
– Klar til afgang, sagde Anita.
Thor kaldte igen. – Hallo? Færch?
Men han vidste, at lægen ikke var hjemme.
– Han er nok cyklet til bageren, sagde han. – Vi kigger lige.
Han tog trappen op til første sal. Kokostæppe på trinnene, mere farvestrålende kunst på trappegangen, hvide vægge.
Ovenpå var der to enkle, nydelige værelser og et badeværelse. På badeværelset stod den farmaceutiske del af Færchs oppakning klar. En stor, dyr toilettaske og en nylontaske med et batteri af flasker, glas og foliepakker.
Værelserne var tomme.
Han gik ned igen og hørte Anitas stemme langt borte. – Thor. Hernede.
Han gik gennem den smalle mellemgang til køkkenet og fandt en åben dør til kældertrappen. Han gik ned ad de stejle trin, hun stod for enden.
– Lad mig gætte, sagde han, – et fitnessrum.
Hun nikkede. – Han er derinde.
Thor gik hen til døren og kiggede ind i det første kælderrum, som tydeligvis engang havde været vaskekælder. Jes Færch sad fastspændt i en sort, kranlignende motionsmaskine. Hans hænder var fastgjort til de opadrettede metalstænger, hans hoved hang ned mod brystet. Der var meget blod.
– Se hans venstre hånd, sagde hun bag ham.
Han kiggede. Hånden manglede lillefingeren.
Han sagde, – Ringer du lige?
Hun var i gang med sin telefon, og Thor betragtede Færch på afstand. Det var ikke et gerningssted, man kunne nærme sig, før teknikerne havde været der. Men det spillede heller ikke nogen rolle. Færch var død og havde været det i nogen tid. Det så ud, som om han var blevet tævet ihjel. En finger klippet af. Der var ingen våben eller redskaber at se i rummet.
Lægens hænder og fødder var fastgjort til motionsmaskinen med hvide plasticstrips, hans krop spændt ind mod maskinens stamme med noget, der lignede en kuffertrem.
Da hun havde ringet, sagde hun, – Tyve minutter.
Thor sagde, – Meget voldeligt og beslutsomt. Overordnet planlagt, måske improviseret for så vidt som drabsmanden muligvis ikke vidste, at der er et fitnessrum. Han har haft stripsene og remmen med. Se blodsporene på gulvet.
En række udtværede, røde fodspor gik fra motionsmaskinen hen til døren, hvor de holdt op. Thor satte sig på hug. – Jeg vil tro, han har stukket fødderne i plasticfutteraler. Han har også haft en rosensaks eller en tang med.
– Og han har været ude efter mere end bare at slå Færch ihjel, sagde Anita. Det dér har taget et stykke tid. Han har været ude efter noget. At Færch skulle sige noget.
Thor nikkede. – Ja, det er forhør med tortur. Han har slået hårdt og længe.
– Jeg kan ikke se fingeren nogen steder.
– Den har han nok taget med.
– Hvad fanden er det her for noget? sagde hun. – Dagen efter, vi var her?
– Vi er her, fordi jeg har en formodning om, at Færch og Helskov havde et forhold. Det tænkte vi ikke på i går.
– Tror vi stadig det?
Han nikkede. – Ja. Gør du ikke?
– Jeg ved det ikke.
– Jeg går ind til naboen. Men det er vigtigt, at vi holder det helt ind til kroppen. Ring til Clarissa Spetsas på instituttet. Jeg vil ikke have det her på løbesedlerne i morgen. Jeg vil helst have, at Clarissa tager det. Hun kan godt forstå det. Det ville være bedst, hvis du kan få hende med på noget fifleri. Uidentificeret trafikoffer. Hvad som helst. Bare der ikke er nogen, der finder ud af det med det første.
– Okay.
Han gik ud i gangen og kiggede ind i de øvrige rum i kælderen. Et værksted med høvlebænk. Et lille rum med vaskemaskine og tumbler tættest ved døren ud til kælderhalsen.
– Han er muligvis gået ud der, sagde han og pegede. – Så han ikke har været nødt til at gå op gennem stuerne igen. Jeg ser lige, om der er nogen hjemme ved siden af.
Til højre, i et lavt typehus, lukkede en Else Schmidt ham ind. Han identificerede sig og sagde, – Jeg vil gerne stille dig nogle spørgsmål om jeres nabo.
– Færch? sagde Else Schmidt. Hun var en trivelig dame med kort, brunt hår og et smilende ansigt. – Er der sket noget med ham?
Han nikkede. – Ja, desværre. Jeg kan ikke fortælle dig om det, og jeg vil bede dig om kun at omtale det for din mand indtil videre.
Hendes udtryk blev bekymret. – Selvfølgelig. Men ... du er fra drabsafdelingen. Vil det sige, at Jes er død?
Han nikkede. – Ja.
– Gud, sagde hun. – Det var dog forfærdeligt.
– Kender du ham godt?
– Godt og godt ... vi hilste da. Vi har været naboer i mange år. Vi har er fint forhold. Ikke at vi ... sås privat, men vi har da tit lige vekslet nogle ord om praktiske ting, hegnet, træer og den slags.
– Javel. Havde du nogen fornemmelse af, hvem der kom hos ham?
Hun trak vejret ind. – Der kom ikke så mange. Han er, var, jo tit væk. Som læge.
– Havde han en veninde?
Else Schmidt så trist på ham. – Nej, det havde han ikke.
– Havde han haft det?
Hun rystede på hovedet. – Nej. Nej, det er ikke noget, jeg ved, men Einar – min mand – og jeg har da altid haft en ret klar fornemmelse af, at Jes var ... ja, til mænd.
– Okay. Du skal have tak.
Han vendte sig i entreen, da hun sagde, – Er han blevet slået ihjel?
– Ja.
Hun så ned. – Det er forfærdeligt.
Hun så op igen. – Og I tror, at det har noget at gøre med, at han var bøsse?
– Det ved jeg ikke. Det var bare en formodning, som jeg gerne ville have bekræftet. Det kommer til at stå i avisen inden så længe. Men af forskellige årsager er det vigtigt, at vi holder efterforskningen lidt for os selv. Vi vil helst ikke have pressen herud. Vi vil meget nødig have overskrifter om mord på homoseksuel læge.
– Jeg siger ikke noget, bedyrede hun. – Men jeg må godt fortælle det til Einar?
– Selvfølgelig. Jeg har ikke talt med andre end dig herude, og jeg vil sætte stor pris på, at det ikke kommer ud lige nu.
Hun nikkede og lukkede ham ud.
Sidst på eftermiddagen var Jes Færchs lig kørt til instituttet, hvor Clarissa Spetsas i overensstemmelse med Thors ønske havde fiflet midlertidigt med registreringen af liget og nu foretog en obduktion af det, der angiveligt var et trafikoffer ved navn Per Hansen. – Dem er der ingen, der interesserer sig for, sagde hun i telefonen til Anita.
Ved femtiden kom chefteknikeren André Blangstrup ind på kontoret og aflagde en foreløbig, mundtlig rapport.
– Drabsmanden bar handsker, sagde han. – Vi har ikke fundet andre aftryk end ofrets. Det er meget tjekket lavet.
Han lagde en mappe med farvefotos på bordet. – Stump vold, måske en knippel. Fingeren er klippet af med ét klip. Det lader til at være gjort, efter at ofret var fastspændt.
– Han har nok haft en pistol, sagde Thor. – Til at true med.
– Han har haft værktøjskassen i orden, sagde teknikeren.
– Strips, remmen, plasticposer til fødderne, handsker, en saks af en slags ... jaeh. Meget brutal aflivning.
– Vi tror, at drabsmanden aftvang Færch information, inden han slog ham ihjel. Vi tror også, at han fra starten var indstillet på, at Færch skulle slås ihjel.
Blangstrup nikkede. – Kan vel tænkes.
– Hvor længe vil du tro, de har været i kælderen?
– Mellem en halv og en hel time.
– Og tidspunkt, sådan ungefähr?
– Det kan Clarissa sige mere præcist. Men ud fra blodet – koaguleringen – vil jeg sige i aftes. Sent.
– Færch var ikke gået i seng, sagde Anita.
– Okay, sagde Thor. – Det er fint. Spørgsmålet er, hvad Færch vidste, som var så vigtigt. Og om han sagde det.
– Jeg ville have sagt det, sagde Blangstrup. – Hvis han ikke sagde det, da drabsmanden klippede fingeren af ham, har han været mere end almindeligt hård.
Thor nikkede. – Ja.
– Én ting til. Det er muligt, at Clarissa finder noget dna. Spyt, et eller andet.
– Godt arbejde.
Teknikeren sagde, – Det er kun jer, mig, Lasse Åberg og fotografen, der ved noget. Og så selvfølgelig Clarissa.
– Det kunne ikke være bedre.
– Vi er derude nogle timer endnu.
Da teknikeren var gået, sagde Anita, – Vi skal have noget mad.
De gik ned i kantinen, hvor mulighederne begrænsede sig til træt smørrebrød. De sad over for hinanden og spiste længe i tavshed.
– Hvor er vi? sagde han endelig.
– Lige bag nogen, som er lidt foran os.
– Ja, der er nogen, der har gang i noget helt andet. Hvad var de ude efter?
– Det samme som os? En bekræftelse af, at Færch og Helskov havde et forhold?
– Ja, eller noget helt andet.
– Hvad?
– Jeg tænker på det, Færch sagde. At Helskov kunne være kurer. At hans arbejde var noget andet end bare at skrive turistinformation.
Hun nikkede. – Det kan være helt urelateret.
– Noget andet, der tilfældigvis krydser ind over, netop som vi finder frem til Færch.
– Det er muligt.
– Men alligevel – der er en eller anden tilståelse involveret, ikke?
– Jo, men det betyder ikke, at vi ikke er på herrens mark.
Thors mobil ringede. – Belling, sagde han.
Anita så ham lytte, oplyst af lysstofrørene i loftet.
Thor hørte teknikeren sige, – Inde i værkstedet? Med høvlebænken? Der står et metalskab, lidt som sådan et skab i et omklædningsrum. Ikke så højt, mere solidt. Kraftig hængelås. Vi åbnede det lige før.
– Og? sagde Thor.
– Ja, der står to jagtrifler. Gedigne sager, meget værdifulde våben. Præcisionsrifler af fineste slags. Med sådan en riffel kan du dræbe et stykke storvildt på ... ja, 3-400 meters afstand. Jeg ville lige sige det med det samme.
– Det var godt, André.
– Er det vigtigt?
– Ja.
– Godt, sagde André. – Vi kigger videre.
Han gengav teknikerens oplysninger og sagde, – Vi skal finde ud af, hvor god en skytte Færch var.
– Og matche projektilerne fra Lundager med de rifler.
Han nikkede. – Nu begynder det at ligne noget.