Nina lukkede op og så Lothar Zolle stå på trappen. Hun genkendte ham med det samme. Han var gul som nikotin, skind og ben i sit sorte tøj. Han holdt en foret, gul kuvert under armen.
– Goddag, fru Brøssner, sagde han, – Mit navn er Zolle. Er Deres mand hjemme?
Hendes indskydelse var at smække døren i, men hun sagde, – Nu skal jeg se, om han har tid.
Zolle nikkede.
Hun lukkede døren til og gik ind på arbejdsværelset. Richard sad bag sit bord. – Hvem er det? sagde han.
– Det er Lothar Zolle, hviskede hun højt. – Han står derude med en kuvert.
Richard rejste sig. – Nå. Ja, han lovede at sende mig nogle papirer, men så kommer han åbenbart med dem.
– Richard, hvad er det her for noget? Lothar Zolle? Her?
Han sagde, – Tag det roligt. Det er til min bog. Det er helt i orden. Jeg skal nok få ham verfet ud i en fart.
– Jeg laver ikke kaffe til Lothar Zolle, sagde hun.
– Nej, nej, selvfølgelig ikke. Det er ikke min ide, Nina. Jeg har ikke inviteret ham.
Han gik forbi hende ud gennem hallen og lukkede gangsteren ind. – Kom indenfor, sagde han. – Jeg går ud fra, du har noget til mig?
– Ja, sagde Zolle. – Jeg kommer vel ikke til ulejlighed?
Richard svarede ikke, men førte Zolle ind i arbejdsværelset og lukkede døren.
– Du gav min kone lidt af en forskrækkelse, Lothar.
Zolle bøjede hovedet. – Beklager.
– Ja, Nina er skeptisk over for min bog. Eller – hun har svært ved at forstå, at vi to overhovedet er på talefod.
– Det kan man godt forstå, sagde Zolle.
– Men du har noget til mig?
De stod stadig på gulvet. – Ja, sagde Zolle. – Det er det, ham Erling Hansen skrev. Eller noget af det.
– Jeg kigger på det.
Der var en pause. Så lagde Zolle kuverten på bordet. – Dejligt hus, I har.
– Ja, sagde Richard.
Anita parkerede på den modsatte side af vejen. Lige før hun steg ud, så hun en mand komme ned ad havegangen foran Brøssners villa, gå rundt om en cremegul Mercedes og sætte sig ind. Det var en gammel mand. Han bevægede sig langsomt, tynd som en rive, gusten. Der var et eller andet ved ham. Han var tydeligvis ikke rask, hans hoved og hænder virkede store, hans udtryk mørkt og besværet. Hun så bilen rulle ud fra fortovet, og hun skrev dens nummer ned. Så steg hun ud.
Nina Brøssner så forjaget ud, da hun lukkede op. – Er det dig, Anita? sagde hun og smilede blegt. – Du skal vel tale med Richard?
– Nej, jeg har faktisk en aftale med Irene, sagde hun. – Hun sagde, hun var hjemme.
– Hun er ovenpå.
– Det er bare nogle rutinespørgsmål.
– Så du skal ikke bruge Richard? Han arbejder.
– Nej, men hils ham. Jeg finder Irene.
– Tredje dør nede ad gangen.
Anita gik op ad trappen, stadig med tankerne rettet mod manden, der netop havde forladt villaen. Hun bankede på.
Irene åbnede døren uden at sige noget.
Anita trådte indenfor og lukkede døren. – Du bor stadig på dit gamle værelse, sagde hun. – Jeg vil vædde på, at du er ved at gå bananas.
Irene lænede sig mod vindueskarmen i kammeret. – Det er ikke løgn. Jeg kan ikke arbejde, jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med huset, jeg kan ikke holde ud at være nogen steder.
– Hvorfor kan du ikke arbejde?
Irene spærrede øjnene op. – Min chef mener, det er for tidligt. Han mener ikke, jeg kan gå i retten eller rådgive klienter så længe, folk stadig taler om det.
– Det forstår jeg ikke, sagde Anita. – Du har jo ikke gjort noget. Du har mistet din søn og din mand. Hvorfor skulle det påvirke folks opfattelse af dig negativt?
– Spørg Mikael Leunbach, sagde Irene. – Jeg fatter ham heller ikke.
Kammeret var ikke stort nok til, at de kunne finde hver sin plads og tale længe. Så Anita sagde, – Jeg skal spørge dig om noget. Kender du en mand ved navn Jes Færch?
Irene så frem for sig i nogle sekunder. Så rettede hun blikket mod Anita. – Det tror jeg ikke. Jeg er ret sikker. Hvem er han?
– En mand, vi efterforsker.
– For hvad?
– Det kan jeg ikke fortælle dig. Men det er vigtigt for mig at vide, om du for eksempel nogensinde har hørt Henrik nævne ham.
Irene smilede glædesløst. – Jeg tror det ikke, men jeg er ikke sikker.
– Måske i forbindelse med en rejse?
– Hans arbejde? Nej, Henrik fortalte altid vidt og bredt om sine ture. Som en lille dreng. Men jeg er bange for, at det er længe siden, jeg hørte godt nok efter til at huske den slags.
– Jes Færch, sagde Anita igen.
– Jeg ville kunne huske det navn, hvis det var en af mine klienter, sagde hun. – Men jeg har aldrig truffet nogen, der hed Færch, på arbejde. Henrik kan godt have talt om en Jes Færch, en eller anden nordmand eller svensker eller hvad ved jeg.
– Okay, sagde Anita. – Det var bare det. Du skal have tak.
Irene sagde, – Har I stadig ingen ide om, hvem der skød Henrik?
– Vi arbejder på det, sagde Anita. – Og vi finder ud af det.
Irene lukkede døren op og fulgte hende hen ad den tæppebelagte gang og ned ad trappen. Irene sagde ikke mere, men gav hende et kort nik, da hun lukkede hende ud ad hoveddøren.