– Så du er sikker? sagde Thor. – Irene kender ikke Jes Færch?
– Nej, det tror jeg ikke. Hun tog spørgsmålet alvorligt. Hun tænkte over det. Jeg kunne ikke mærke noget på hende, andet end at hun tænkte over det og ikke kom i tanker om noget. Hun var mest optaget af, at Leunbach ikke vil have hende tilbage i retten endnu.
Han nikkede. – Det forstår man godt. Irene har ikke gjort noget.
– Det sagde jeg også til hende.
– Svær tid for dem. Så du Richard?
– Nej. Nina lukkede mig ind.
Han sagde, – Vi har ikke noget greb om det.
– Nej, men vi ved, at Færch skød Henrik.
– Og vi finder aldrig ud af hvorfor.
– Måske ikke.
– Jeg prøver hele tiden at gøre det enkelt. Og på en måde er det enkelt. Vi får det bare aldrig belyst. Henrik kvæler August – ja, det ved vi. Vi ved bare ikke helt hvorfor. Færch skyder Henrik. Det er det samme – vi når aldrig helt ind til det. Og så bliver Færch slået ihjel. Det er svært ikke at tro, at Færchs drabsmand har tvunget alt det ud af ham, som vi ikke ved.
– Medmindre det ikke havde noget at gøre med Henrik og August.
Han rystede på hovedet. – Det må det have.
Hun sagde, – Der var en mand ude hos Brøssner. Han gik, da jeg parkerede.
Thor så på hende. – En mand?
– Ja, en gæst. Jeg lagde mærke til ham, fordi han så underlig ud.
– Hvordan underlig?
– Tynd fyr. Gammel – over halvfjerds. Han så syg ud, sådan gullig og afpillet. Sort jakkesæt, meget mørke øjne.
– Og du er sikker på, han havde været inde hos Brøssner?
– Ja. Han kom ud derfra, satte sig ind i sin bil og kørte. Der var et eller andet ... gustent over ham. Han lignede en hærget gammel overtjener.
– Og bilen?
– Lys gul Mercedes. Ikke helt ny, men velholdt. Ren.
– Tog du nummeret?
Hun fiskede sin blok frem. – Ja.
– Tjek det.
Han fyldte kaffefilteret, mens hun gik ned ad gangen. Kaffen var begyndt at løbe igennem, da hun kom tilbage.
– Bilen tilhører en Lothar Zolle, sagde hun.
– Hvad?
– Lothar Zolle, gentog hun. – Bor i Bagsværd. Kender du ham?
– Det var satans. Ja, jeg kender ham. Det er før din tid.
– Der var et eller andet bekendt ved ham.
– Du har måske set billeder. Vent.
Han gik hen til sin computer og fandt et billede. – Var det ham?
Hun nikkede. – Ja. Han så meget ældre ud, men det var ham.
Thor gik hen og fyldte en kop. – Lothar Zolle er gangster, Anita. Gangster af den gamle slags. Aldrig dømt for andet end småpisseri – skattefusk, inkassotrusler, den slags. Lothar er Richards gamle fjende. Richard prøvede igennem mange år at knalde Lothar for alt det, alle vidste, han i virkeligheden havde lavet, men det lykkedes aldrig. Jeg har ikke hørt noget om ham i årevis.
– Hvad fanden laver han ude hos Richard?
– Det kunne jeg også godt tænke mig at vide.
Han kørte til Gentofte og ringede på. Da Nina åbnede, sagde hun, – Er det nu dig, Thor? Sikke en trafik.
– Er Richard hjemme?
– Ja, han arbejder. Kom indenfor.
Brøssner så op, da han trådte ind og lukkede døren efter sig.
– Thor. Det var da hyggeligt. Hvordan går det?
– Travlt, sagde Thor og satte sig i Richards gæstestol. – Anita var herude tidligere i dag for at tale med Irene.
– Var hun det? sagde Richard. – Hun kunne da godt have kigget ind og sagt hej.
– Hun har lige fortalt mig, at hun så Lothar Zolle køre herfra, da hun kom.
Richard smilede. – Nårh, nu er jeg med. Det er du pikeret over.
– Pikeret? Det ved jeg ikke. Men jeg synes, det er underligt.
– Så du kørte herud for at spørge mig?
– Ja.
Richard nikkede. – Ja. Det forstår jeg godt. Det forholder sig sådan, at jeg har brugt en del af min påtvungne orlov til at arbejde lidt på mine erindringer. Det var Nina, der opfordrede mig til at tage det op igen. Nu, hvor jeg ikke havde noget at bestille.
– Dine erindringer?
– Ja, jeg er blevet opfordret, Thor. Af et forlag.
Richard betragtede ham med et smil.
– Hvor kommer Zolle ind i billedet?
– Som du ved, har Zolle alle dage været lidt af en øm tå for mig.
– Ja, det ved jeg.
– Jeg havde næsten glemt, hvor mange kræfter vi brugte på ham dengang. Men da jeg så begyndte at skrive, kom det hele tilbage. Og så fik jeg den tanke, at det ville klæde min bog at medtage et kapitel om Zolle. Så det ikke kun skulle være den lyse side, hvis du forstår.
– Du ville skrive et kapitel om den store fisk, som du aldrig fangede.
– Præcis.
– Det forklarer stadig ikke, hvorfor Zolle kommer i dit hjem, Richard.
Brøssner sagde, – Aner jeg retfærdig harme?
Thor beherskede sig. – Det kan du godt sige. Jeg finder det underligt, at drabschefen modtager besøg af en mand som Lothar Zolle.
– Dér er du helt på linje med Nina, nikkede Brøssner. – Hun kan heller ikke døje ham.
– Hvad skulle Zolle her? Interviewede du ham til din bog?
– Nej, ikke helt. Nej, det er faktisk bedre end det.
– Hvordan?
Richard bankede med fingeren på en gul konvolut på skrivebordet. – For nogle år siden skrev en mand en bog om Lothar.
Lothar, tænkte Thor.
– Og den fortalte Lothar mig om, da jeg tog kontakt med ham.
– Du tog kontakt med ham?
– Ja. Research, Thor.
Thor løftede øjenbrynene og pustede luft ud. – Oh boy.
– Herregud, sagde Brøssner, – er der noget odiøst i det? Se nøgternt på det. Lothar er en gammel mand. Han har intet udestående med samfundet. Han er pensionist. Hvorfor skulle jeg ikke tale med ham?
– Fordi han er gangster, Richard. Dømt eller ej. Det er forkert. Det ser forkert ud. Kan du ikke se det?
– Næh, hvis jeg skal være ærlig, kan jeg kun se to gamle stødere, der udveksler minder om gamle stridigheder.
– Det er naivt og efter min mening en fejldisposition, Richard.
Richard nikkede bag sit bord. – Det er noteret.
– Hvilken rolle spiller den bog, som jeg går ud fra Zolle afleverede til dig i formiddags? Hvis der allerede findes en bog om Zolle?
– Njarh, men den blev aldrig udgivet.
– Hvorfor ikke?
– Ja, forfatteren – Hansen, hed han – sendte Lothar en kopi af manuskriptet. Men så gik han hen og døde. Hansen. Erling Hansen. Journalist.
– Han døde?
– Ja, han omkom i en trafikulykke. Fik et diabetisk ildebefindende.
– Før bogen udkom, men efter at Lothar havde læst den?
– Netop, sagde Richard.
– Hvornår var det?
– Det ved jeg ikke. Det er vel sket inden for de sidste ti år, vil jeg tro.
– Okay, sagde Thor. – Og så tager du kontakt med Zolle, som gerne vil medvirke i din bog, og Zolle tilbyder dig så at læse Erling Hansens uudgivne manuskript, som han så kommer og afleverer. Er det korrekt?
– Næsten, smilede Richard. – Dog med den tilføjelse, at det ikke er hele Hansens manuskript.
Thor lukkede øjnene et par sekunder. Så så han på sin chef igen. – Lad mig gætte. Zolle har fjernet de dele af Hansens manuskript, som måske kunne tænkes at indeholde uudgivne oplysninger af negativ karakter om Zolle?
Brøssner klukkede. – Det vil jeg tro. Ville du ikke gøre det?
Thor sagde, – Richard, din ven Zolle spiller på dig, som om du var en trækharmonika. Kan du ikke se det?
– Pjat med dig, sagde Brøssner. – Han er da bare en gammel forbryder, der gerne vil med i mine erindringer.
Thor lænede sig frem. – Jeg kan ikke acceptere det, Richard. Det er helt forkert. Hvordan kan du gøre det? Hansen døde, før hans bog blev udgivet. Sjovt tilfælde. Netop som han har skrevet en bog om Lothar Zolle, som i parentes bemærket er en person, som vi udmærket ved har beordret folk slået ihjel.
– Du ser spøgelser, sagde Brøssner. – Det er ikke sådan.
– Hvordan helvede kan du vide det?
Richard trak mundvigene ned. – Det ved jeg bare.
– Nej, det ved du ikke. Du kompromitterer dig selv, Richard. Det er uacceptabelt. Og det holder ikke. Det er helt hen i vejret. Kan du ikke se det?
– Næh, sagde Brøssner. – Egentlig ikke. Lothar har ikke noget udestående med nogen.
– Nej, men grunden til, at det her overhovedet finder sted, er jo netop, at du og jeg – og en del andre mennesker – ved, at Zolle slap af sted med stort set hvad som helst, ikke? Forekommer det dig ikke moralsk betændt?
– Det er måske så meget sagt.
– Nej, det er helt præcist. Jeg vil vædde på, at du for eksempel ikke har fortalt Uffe Granitz, at du sidder her og hygger dig med de gamle minder.
– Nej, Uffe ved da ikke noget om det.
– Nej, men du kan jo spørge dig selv, hvordan han ville reagere. Han ville blive hvid i hovedet, Richard.
– Mener du det?
– Ja, det kan jeg forsikre dig om, at jeg gør. Hvad havde du forestillet dig? Én ting er, at fallerede journalister skriver kulørte bøger om gamle småforbrydere. Men du kan da ikke i ramme alvor mene, at du som drabschef kan samarbejde med Lothar Zolle om at skrive en bog?
– Så du ser det på dén måde?
– Richard. Jeg er fuld af forståelse for, at det har været en forfærdelig tid for jer. Det ved du – jeg sidder jo selv med det hver dag. Men efter min mening er det her en stor fejl. Jeg vil råde dig til at vikle dig ud af dit forhold til Zolle. Lad være med at læse det manuskript. Returner det. Drop det.
– Ja, det siger Nina også.
– Hun har ret, Richard. Og hun ved, hvad hun taler om. Hun stod last og brast med dig, da Zolle og hans hurlumhej var ved at knække dig.
– Zolle er ved at dø.
– Så lad ham dø. Men lad være med at plette dig selv. Det dér er der ingen, der vil takke dig for.
Brøssner så ned. – Det overrasker mig, at du ser så kategorisk på det.
Thor rejste sig. – Det burde det ikke. Du er ude, hvor du ikke kan bunde.
Brøssner løftede hagen. – Vi får se, sagde han.
Thor forlod arbejdsværelset uden at lukke døren efter sig. Han lukkede sig selv ud af huset uden at se Nina.