Sidst på dagen, mens Anita afhørte en læge ved navn Thomas Opstrup, som ved flere lejligheder havde arbejdet sammen med Jes Færch i Nordsverige, ringede Thor til psykiateren Lise Bartholin ude på Lundager. Han spurgte hende, – Kender du en læge ved navn Jes Færch?
– Jes? gentog psykiateren. – Ja selvfølgelig gør jeg det. Ham brugte vi som somatisk konsulent i flere år. Hvorfor spørger du?
Thor stirrede ud af vinduet. – Det kan jeg ikke fortælle dig, Lise. Det var i virkeligheden bare en tilfældig indskydelse, at jeg ringede.
– Er der sket ham noget?
– Ja, han er død.
Der var en pause. Så sagde psykiateren, – Er han blevet slået ihjel?
– Ja. Men jeg kan ikke fortælle dig mere.
– Det forstår jeg. Det var da forfærdeligt.
– Vil du sige, at Jes Færch havde et detaljeret kendskab til Lundager? Jeg mener ikke bare arbejdsgang og administrativ struktur, men rent fysisk? Vidste han for eksempel, hvor mentalundersøgelsesrådet holder møder? Hvor de indsatte sidder? Geografisk kendskab, mener jeg.
– Ja, selvfølgelig havde han det. Han tilså de indsatte. Hvis der var tale om særlige lidelser af fysisk art, tog han dem med udenfor, hvis det var nødvendigt. Han var en fremragende læge. Meget rummelig. Fuldstændig pålidelig. Det gør mig ondt at høre, at han er blevet slået ihjel.
– Ja, sagde Thor. – Men du skal have tak. Dine oplysninger er meget værdifulde.
– Ja, det kan jeg ikke bedømme, sagde hun. – En anden ting – Jes gik også på jagt. Det var sådan et lidt atypisk træk ved ham, tænkte jeg.
– Ja, sagde han igen. – Vi ved, at han var medlem af en skytteforening.
– Han tog det meget alvorligt.
– Ja, sagde Thor, – det gjorde han.
Da han havde lagt på, stirrede han i lang tid ud i luften. Hans tanker var delte. På den ene side passede alt som fod i hose. Henrik Helskov kvalte sin søn. Jes Færch skød Henrik Helskov. Så langt var de kommet. Der var ingen tvivl. Men det endte i den anden del af hans tanker, hvor ingenting længere passede. Hvis de havde konfronteret Jes Færch med indholdet af sms’erne i hans og Henriks hemmelige telefon, ville tingene måske være gået anderledes. Færch havde måske erkendt sit forhold til Henrik, men hvad så?
Mordet på Færch var en ny dør, der var blevet slået op, og han havde ingen anelse om, hvad der befandt sig i det ny rum. Det gav ham en frustreret, udmattet følelse. Drabet på Færch var et overskudsdrab, udført af nogen, som havde en dagsorden og ressourcer, som slet ikke stemte overens med hverken Henrik Helskovs utilregnelighed eller det lidenskabelige raseri, som efter alt at dømme havde drevet den kompetente læge til at skyde Henrik.
Ved sekstiden kom portvagten med en hvid, foret prøvekuvert.
– Den her er blevet afleveret i eftermiddag, sagde han.
– Af hvem?
Vagten trak på skuldrene. – Det ved jeg ikke. Der er ikke frimærker på. Der er nok nogen, der bare har lagt den på skranken.
Han takkede og så på kuverten, mens han iførte sig et par tynde latexhandsker fra sin skuffe. På kuverten var skrevet ‘Belling’ med sort marker. Han lirkede forsigtigt den bulende kuvert åben og hældte indholdet ud på sit skriveunderlag.
Kuverten indeholdt to ting – en menneskefinger i en lille plasticpose og et sort og sølvfarvet apparat på størrelse med en pakke cigaretter. Thor genkendte den som en digital optager af den type, som journalister bruger til interviews. Undertiden kunne man se en skov af dem rakt frem mod politikere på Christiansborgs gange.
Han løftede forsigtigt posen med den blodige finger. Han forstod, at den skulle understrege ægtheden af det, digitaloptageren måtte indeholde. Han lagde posen ned i sin skuffe og betragtede digitalapparatet. Det var en Roland Edirol R-09. Optageren rummede én optagelse af 31 minutter og 42 sekunders varighed. Han trak headsettet ud af sin computer og stak jack’en i Edirolen. Derefter tog han hovedtelefonen på og trykkede ‘start’.
Han hørte en susende lyd, som var maskinens fortolkning af lyden i et lokale. Over baggrundslyden hørte han en skramlende lyd, som derefter hørte op. En stemme sagde, – Hvad fanden i helvede laver du, mand?
Derefter lød der nogle dumpe lyde og nogle gisp.
Thor slukkede maskinen. Stemmen tilhørte Jes Færch.
Han ringede til Anita og bad hende komme. Derefter fandt han et kort kabel, som sad i den forstærker, de brugte til at forbinde enten med en videomaskine eller et tv, og som igen var tilsluttet to højttalere.
Han afprøvede lyden. Det virkede.
Han gik ned ad gangen for at lade vandet, mens han tanker arbejdede. Hvis Edirolen indeholdt en optagelse af drabet på Jes Færch, var det en teknologisk variation, som han aldrig var stødt på. Det gav ham et forstærket indtryk af drabet.
Han ventede, til Anita var kommet. Hun sagde, – Færchs arbejdskollega fra Sverige bekræfter to ting: Færch var en fremragende skytte, han havde jagttegn både i Norge og i Sverige. Og – han var homoseksuel. Det var ikke noget, de talte om, men Færch lagde ikke skjul på det. Thomas Opstrup havde aldrig oplevet, at Færch lagde an på ham.
Thor sagde, – Jeg var heldig. Jeg ringede til Lise Bartholin. Det var bare en indskydelse. Færch har været lægelig konsulent derude i en længere periode for år tilbage. Han kendte stedet ud og ind.
– Okay, sagde hun. – Godt indfald.
– Og det betyder, sagde Thor, – at vi nu i teorien har opklaret drabene på August og Henrik.
– Men at vi ikke er ét skridt tættere på Færchs drabsmand.
Han nikkede over mod bordet. – Det var derfor, jeg ringede efter dig. Han åbnede sin skuffe og løftede plasticposen med fingeren op.
– Færchs finger. Afleveret af en ukendt person i vagten her til eftermiddag sammen med den her. Han pegede på Edirolen.
– Det er en digital optager, som indeholder én optagelse på godt en halv time.
Hun stirrede på fingeren. – Fy for satan.
– Ja, fy for satan, sagde han, – men vi ved jo godt, hvem den tilhører. Vi skal have den ud til Clarissa, men der er ingen præmie for at gætte ejermanden. Det er en lillefinger.
– Hvad er der på optageren?
– Jeg har kun hørt det allerførste.
Hun rullede sin kontorstol over til højttalerbordet. – Jeg kan næsten ikke vente, sagde hun.
Han tog plads og tændte optageren.
Efter få sekunder var der ingen tvivl. De lyttede til en optagelse af mishandlingen af Jes Færch. Lyden var krystalklar og gav et godt indtryk af de fysiske bevægelser, mens Færch sagde, – Hvad fanden i helvede laver du, mand? i et rasende tonefald, som blev afbrudt af to dumpe slag og et overrumplet ‘Aaargh!’ fra lægen.
Der lød mere bevægelse, skramlen, og lyden af genstande, der berørte hinanden, indtil en stemme sagde, – Sådan, hr. doktor, så sidder vi godt. Og nu fortæller du mig så, hvordan du skød Henrik Helskov ude på Lundager.
– Han er ung, sagde Thor. – Vil du ikke sige det?
Hun nikkede. – Dansker. Ingen accent.
Færchs stemme sagde, – Jeg ved ikke, hvad du taler om, din forpulede psykopat.
– Forpulede? gentog mishandleren, – Ja, det ved du mere om end mig, dit lille bøssesvin.
– Jeg ved ikke, hvad du snakker om.
– Jo, du gør, din lægehomo. Men du kan gøre det på to måder. Den hurtige eller den langsomme. Der er den forskel, at den hurtige ikke gør så ondt.
Tavshed bortset fra lyden af Jes Færchs åndedrag og hans forsøg på at vride sig fri.
– Den langsomme, sagde mishandleren. – Ja, jeg er ligeglad. Resultatet er det samme.
Tavshed. Derefter lød der flere dumpe slag, som fik lægen til at skrige højt.
– Ja, der mærkede du et lille prik, sagde mishandleren. – Ville det ikke være lettere, hvis du bare sagde det?
– Rend mig i røven, hviskede Færch.
– Så er vi dernede igen, hvad, sagde mishandleren. – Men okay.
Flere slag, flere skrig. Thor så Anita fortrække ansigtet og bide i sin kno.
Det varede længe, og da mishandleren igen talte, var han forpustet. – Kom så, hr. doktor. Du skød Henrik Helskov ude på Lundager. Sig det.
Denne gang var der ingen lyd af slag, men et eller andet gjorde mishandleren alligevel, for Færch skreg igen. De kunne høre ham bide tænderne sammen, så lyden af smerten kom ud som en snerren, – Uuuuuh, uuuuuh.
– Du er tapper, hvad? Jamen, der er mere, hvor det kommer fra. Jeg skal ikke noget. Kom så.
Flere slag i kort rækkefølge. Færch skreg. – Nej! Hold op! Jeg skød ham, for helvede.
– Ja. Det var fint. Og hvorfor gjorde du det?
– Fordi ... fordi ...
– Fordi?
Slag.
– Fordi han havde gjort det forbi mellem os.
– Nå, okay. Men han skulle jo alligevel i spjældet ikke?
Færch hulkede i smerte.
– Han ... tog ... skylden, græd han.
– Skylden? For hvad?
– August.
– Ja ... drengen. Tog skylden? Han kvalte ham.
– Neeej ...
– Nej? Siger du nej? Helskov kvalte ikke August?
To hurtige slag. Tavshed.
– Du kan sgu da ikke stoppe nu, sagde mishandleren. – Du er ude i det, doktor. Kom nu.
Men Færch måtte være besvimet. De hørte mishandleren bevæge sig. – For satan. Hallo? Doktor? Er du derinde?
Lyden af klask.
Færch stønnede.
– Hvem kvalte August? sagde mishandleren.
– Det ... gjorde ... jeg, hviskede Færch.
– Det var også dig? sagde mishandleren overrasket. – Der kan man bare se. Du er da en giftig fætter. Hvorfor gjorde du det?
– Han ... ville ikke mere.
– Helskov ville ikke være din bøssekæreste mere?
– Nej.
– Så du kvalte hans søn?
– Ja.
– Det var satans. Og så tilstod Helskov?
– Ja.
– Hvorfor fanden gjorde han det?
– Han ville hellere ... hviskede Færch, før hans stemme ebbede ud.
– Hellere hvad?
Klask. Færch tav.
– Okay, sagde mishandleren eftertænksomt. De hørte ham rode med noget. – Vi skal lige have en lille opfrisker.
De hørte den grenagtige gunk, da lillefingeren blev klippet af.
Færch skreg igen. Han blev ved.
Mishandleren sagde højt, over skrigene, – Kom så med det, for helvede, så vi kan blive færdige. Helskov ville hellere hvad?
– Hanvillehellereifængselendværebøsse, mumlede Færch.
– Jaså. Det var da utroligt. Du kvalte simpelthen knægten for at straffe Helskov, og da Helskov så tog skylden, skød du ham.
– Uuuuuunh, savlede Færch.
– Dit bøssesvin, sagde mishandleren. – Dit lede bøssemordersvin.
Resten af optagelsen gengav kun lyden af slag, skrig og stønnen. Selv bødlen stønnede, da slagene endelig holdt op, og optageren skramlede, da bødlen greb den for at slukke.
Thor slukkede Edirolen.
De sad på det stille kontor uden at se på hinanden.
Anita rejste sig og gik hen til vasken. Han så hende komme koldt vand i ansigtet og tørre det længe i håndklædet.
– Vi tog fejl, sagde han. – Henrik var uskyldig.
– Giv mig lige fem minutter, sagde hun.
Thor tog latexhandskerne på igen, tog Edirolen og gik hen mod døren. – Jeg får lige fat i André.
Han gik ned i kælderen, hvor André Blangstrup sad bøjet over nogle stykker stof. Han så op.
Thor sagde, – Den her optager blev afleveret for et par timer siden. Den indeholder en optagelse af drabet på Færch. Konvolutten indeholdt også Færchs lillefinger.
– Fuck, sagde André.
– Ja, fuck. Har du tid?
– Selvfølgelig.
– Jeg vil gerne have dig til at tjekke optageren for aftryk. Jeg tror, den er renset af. Men jeg vil gerne have dig til at lytte optagelsen igennem. Den er ægte, så meget ligger fast. Men jeg vil gerne have dig til at lytte til drabsmanden. Du er god til stemmer. Skriv alt, hvad du kommer i tanker om, ned. Vi skal have fat i ham.
André nikkede. – Hvorfor fanden optager han det og afleverer det til jer?
– Det forstår jeg heller ikke. Men måske har han ikke selv afleveret det.
André virrede med hovedet.
Thor sagde, – Under alle omstændigheder. Jeg vil vide alt, hvad den stemme siger dig.
Teknikeren havde allerede hovedtelefonen i hænderne. – Og fingeren?
– Ja, den kører vi ud til Clarissa. Men den er ikke så interessant.
– Jeg lytter, sagde den unge tekniker. – Og så kigger jeg op.