En time senere var det ved at blive mørkt. Anita havde hentet kinesisk mad, som allerede lugtede brugt og papagtigt på bordet. André Blangstrup sad på en stol med en blok foran sig.
Thor skovlede ris i munden, mens han sagde, – Ja, drabsmanden er efter min mening mellem tredve og femogtredve. Han er indfødt. Han er ikke fra provinsen, men han er muligvis heller ikke københavner.
– Hvorfor ikke?
André rystede på hovedet. – Nej, han tæler ganske vist med flæde a’er, men der er også noget andet. Måden, han siger ordet ‘doktor’ på. Som ‘dåk-to-er’. Det er sjællandsk. Sjærlarndsk, hvis man skal overdrive det. Det er et andet tryk. En ærkekøbenhavner ville sige ‘dågder’. Mere glat, mindre kantet.
– Hvad mere? sagde Thor.
– Ja, han har jo tydeligvis et ret rutineret forhold til vold, sagde André og spærrede øjnene lidt op. – Der er ikke noget tøvende over ham. Han ved, hvordan man skal gøre, og hele vejen igennem har han en distance til det, han foretager sig.
– Beskriv distancen, sagde Thor.
– Jo, han tager ligesom volden for givet. Det er ikke noget, han skal psyke sig selv op til at gøre. Han kan det bare. Jeg vil tro, han har mishandlet folk på samme måde før.
– Men distancen?
– Ja, man lægger mærke til, at han ligesom opretholder sådan en svagt humoristisk tone, hvis man kan kalde det det. ‘Hr. doktor’, siger han. Og ‘der mærkede du nok et lille prik’. Han leger med lægerollen. Lader, som om han selv er i lægens sted. Denne syge humor toner lidt ud, når han bliver ophidset. Han bliver tydeligt følelsesmæssigt vred, når han taler om ofrets homoseksualitet. Så bliver skældsordene direkte og vrede. ‘Bøssesvin’, ‘bøssemordersvin’. Det er affekt.
– Javel, sagde Thor. – Jeg er enig.
– Så hvis du skal karakterisere ham samlet? sagde Anita.
– En dansk mand, født op opvokset et sted på Sjælland, har levet i København i et godt stykke tid, rutineret voldsmand, muligvis psykopat, men ikke et monster. Han har humor. Han kan sagtens være en sjov fyr, rask i replikken.
– Hvor vil du placere ham?
– Et sted i det ultrakriminelle miljø. Han har den tone. Han er ikke rå og ufølsom. Han laver på en måde en lille sketch ud af det, som om han spillede en scene i en kriminalfilm. Han virker som en type, der godt kan lide at sige sjove ting, ikke mindst når han samtidig laver sådan noget.
– Typen, der synes, at forbryderne i ‘Reservoir Dogs’ er cool, sagde Anita.
André så på hende. – Det er der mange, der synes. – Forskellen er, at ham her gør det, de gør i ‘Reservoir Dogs’. Og han gør det godt. Der er ikke ét tidspunkt, hvor han falder ud af rollen. Den gemytlige bøddel.
– Men han er ikke alene, sagde Thor.
André rystede på hovedet. – Nej. Nej, han lyder, som om han er sendt ud for at lave den optagelse. Han er sendt i byen for at finde nogle svar. Han har muligvis slet ikke nogen personlig interesse i Færch.
– Sendt i byen af hvem?
– Aner det ikke. Nogle endnu grimmere drenge med en lidt højere IQ.
– Men ham her er ikke dum.
– Nej, han er ikke dum. Slet ikke. Han er velformuleret. Men han er afstumpet. Hans homofobi stikker ud. Mit gæt er, at han er en velbetalt håndlanger. En gorilla. Vesterbro, Amager ...
– Og han har hjulpet os, sagde Anita.
Teknikeren så på hende. – Med hvad?
– Ja, med tilståelsen. Færch dræbte både August og hans far, ikke? Det kan vi vist godt tro på.
André nikkede. – Somme tider finder man hjælpen, hvor man mindst venter det.
Sidst på aftenen sad de på ‘Rosas’ tæt ved Anitas lejlighed og drak en øl. Thor sagde, – Jeg har kvajet mig.
Hun satte sit glas. – Hvordan?
Han kiggede ud gennem vinduet og rettede derefter blikket mod hende. – Ja, du ved det jo. Jeg har talt over mig.
– Til Richard?
Han nikkede. – Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Da August blev slået ihjel, var min første tanke at få Richard af vejen. Jeg kunne ikke forestille mig at gennemføre den sag med ham inde på kontoret, vel?
– Nej, men han tog jo også orlov.
– Ja, men ... ja, du sagde det jo selv på et tidspunkt. Du stod henne i døren, mens jeg talte med ham i telefonen, og da jeg var færdig, sagde du, at jeg var en idiot.
Hun sagde, – Hvad er problemet? Jeg mener – jeg forstår udmærket dit forhold til Richard. Han er din chef. I har altid arbejdet godt sammen. Nogle ville kalde ham en faderfigur for dig.
– Det er måske så meget sagt.
– Er det?
Han så på hende. Hun smilede.
– Nej, måske ikke.
– Du har altid haft brug for ham. Han er god at vende tingene med. Han har tillid til en, ikke?
– Jo.
– Hvorfor føler du så, at du har kvajet dig nu?
– Fordi det var mig, der fortalte ham, at vi havde kig på Færch. Det var ikke nødvendigt. Men jeg sagde det, fordi jeg havde ondt af ham. Jeg ville gerne fortælle ham, at vi nærmede os.
Hun tog en slurk øl, lod en finger glide over læberne og sagde, – Okay, en fodfejl.
– Mere end det, tror jeg.
– Hvorfor?
Han trak på det. – Jeg ved ikke, om du kender det. Følelsen af at have fortalt nogen noget med de bedste hensigter, og så med det samme vide, at det var dumt. Jeg vidste, at jeg ikke skulle have nævnt Færchs navn den dag i telefonen. Jeg vidste det, da jeg lagde røret. Det gav mig en helt uforholdsmæssig stærk følelse af at have ... ja, kvajet mig.
Hun bevægede sig lidt på stolen og lagde den ene arm op på ryggen af den tomme stol ved siden af. – Thor, sagde hun, – kan du ikke bare spole frem til det?
Han så op. – Jeg prøver.
– Hvorfor er det så vigtigt nu?
– Fordi ... fordi jeg fik en grim fornemmelse, da det gik op for mig, at Lothar Zolle kom hjemme hos Richard.
– Ja, og så tog du derud og gav ham en opsang. Rullede principperne ud, mindede ham om, hvad der er op og ned.
– Ja, det gjorde jeg.
– Og han lyttede.
Thor gav et lille fnys. – Ja, sådan da. Men ... der er et eller andet hul, Anita.
– Et hul?
– Jeg har set det før. Det har noget at gøre med magt. Magt korrumperer. Jeg mener – både du og jeg er ret samvittighedsfulde, ikke? Orden i bilagene, fuldstændig konsekvens i rapporteringen, dokumentationen og proceduren.
– Jo.
– Men sådan er Richard ikke. Der er ingen, der skal fortælle ham noget. Han er magten. Og selv om Uffe Granitz er placeret over ham, så er det ikke det samme. Granitz er ti-tolv år yngre. Richard har respekt for ham, men ikke kun. En del af Richard ser Granitz som en ung mand med manglende erfaring. Det, jeg mener, er, at Richard til en vis grad mener, at han godt må bøje reglerne.
Hun plirrede med øjnene. – Thor, klokken er snart halv tolv. Jeg tager hjertens gerne med dig på dybdepsykologisk safari, men jeg aner simpelthen ikke, hvor du vil hen. Jeg forstår, hvad du siger, men jeg ved ikke, hvorfor du siger det.
Han nikkede. – Undskyld. Det har været en lang dag. Men somme tider kan jeg kun komme derhen, hvis du sidder over for mig og hører på det.
– Ja, det ved jeg.
Han sagde, – Jeg tror, at Richard fortalte Lothar Zolle, at vi havde kig på Færch. Jeg tror, at Lothar ringede til nogen, som overhalede os indenom, før vi kunne knække Færch. Jeg tror, at min åbenmundethed over for Richard førte direkte til drabet på Færch.
Hun grinede. – Okay, så spolede du. Ja. Men Thor – det er jo helt vildt.
– Jeg ved det.
– Hvorfor fanden skulle Zolle gøre det?
– Fordi det er en del af dynamikken mellem ham og Richard.
– Dynamikken?
– Ja, jeg sagde til Richard, ‘Zolle spiller på dig, som om du var en banjo’. Eller måske sagde jeg ‘trækharmonika’. Richard kunne slet ikke se det. Richard synes, det er fedt at omgås Zolle. Hvis det var KA Kristensen, der hang ud med Zolle, ville Richard reprimandere ham herfra til Bloksbjerg. Men Richard må godt.
– Og så er det din teori, at Lothar Zolle i et anfald af en eller anden form for morder-gavmildhed har påtaget sig at slå Færch ihjel og sætte et punktum for tragedien i Richards familie.
Thor nikkede langsomt. – Det er en gave fra Lothar til Richard.
– Det mener du ikke.
– Jo, det mener jeg. Kan du ikke se det? Lothar klarer det, vi ikke kan. Kontant afregning. Og mens Richard fedter rundt med sine hyggelige erindringer, giver Lothar ham en gave, som samtidig beviser én gang for alle, hvem der er stærkest.
– Det er fortænkt. Du har dårlig samvittighed, fordi du talte over dig.
– Ja, selvfølgelig har jeg det. Men det er ikke fortænkt, Anita. Særlig ikke nu.
– Nu?
– Ja, tænk på Andrés karakteristik af Færchs morder. Det er præcis sådan en type, Lothar ville kunne mobilisere.
– Spekulation.
– Ja, men det passer. Det er som en cirkelbevægelse. Jeg siger et navn til Richard, Richard nævner det – eller Lothar får ham til at sige det – Lothar trækker i sine håndtag, og vips bliver Færch aflivet på det grusomste. Det passer endda med optagelsen. Lothar har bedt om den optagelse. Han vil selv høre, at tingene er gjort ordentligt. Han vil have det dokumenteret. Og så sender han os optageren. Så er det op til os at se, om vi kan knalde morderen. Og – hvis vi er virkelig skrappe – knalde Lothar. Han leger med os, Anita.
Hun sad stille. – Du har tænkt over det, hvad?
– Det kan du bande på. Det er mig, der har startet det, ikke?
– Okay, jeg kan godt følge dig. Og jeg siger ikke, at det er forkert. Men jeg kan ikke mere nu. Hvis du stadig har det sådan i morgen, så kigger vi på det. Selv om jeg ikke ved, hvor vi skal kigge.
– Det ved jeg, sagde han. – Jeg er ikke træt. Det her skal bare ikke ende med, at Lothar sidder og griner.
– Who gives a fuck? sagde hun. – Betal. Jeg vil hjem i seng.