39.

Thor vågnede tidligt. Han lavede kaffe og satte sig ved computeren, hvor han googlede Lothar Zolle. Resultatet var forbløffende magert. Lothars gråmelerede karriere var tilsyneladende ebbet ud, før internettet kunne indfange ham, og et øjeblik vaklede han.

Tog han for hårdt fat? Det mente Anita åbenbart. Hun havde en lidt mere ungdommelig og fremadrettet holdning til jobbet, og Thor kendte om nogen risikoen for at ende som gammel og besat af for længst glemte sager, som ingen gad høre om.

I morgenlyset var han fristet til at lade den dovne side i sig selv tage over. Men så fandt han en hjemmeside ved navn ‘oldschoolbadguy.dk’, som rummede en henvisning til Zolles navn. Han gik ind på siden. Den var kulørt og hjemmelavet at se på. Forsiden viste et sort-hvidt fotografi af smugleren Bent ‘Ricardo’ Madsen, som stod foran en åben sportsvogn. Mens han betragtede den smilende forbryder, skiftede billedet til et tankefuldt portrætfoto af en anden gangster fra gamle dage, ‘Lille Jørgen Danmark’, som iført læderjakke sad på en beværtning og så ud, som om han fortrød alt. Kavalkaden fortsatte, og han følte sig opildnet. Han undersøgte siden, fandt en underside, som helt og holdent handlede om Lothar Zolle.

Der var et ældre, mørkt billede af en skummelt udseende Lothar. Han læste

Flygtningebarnet fra Nazi-Tyskland, Lothar Zolle, har alle dageeller i hvert fald i halvtredserne, tresserne og halvfjerdserneværet lidt af en grå eminence i den danske underverden. Alle kender Lotharder er bare ingen, der har særlig lyst til at tale om ham’.

Han kunne godt lide tonen på siden. Han søgte efter en kontaktmulighed og fandt navnet på sidens ophavsmand. ‘Oldschoolbadguy.dk’ var skabt af en mand ved navn Michael Sohngaard Madsen. Andet stod der ikke. Thor googlede navnet, men fandt ingenting. Han måtte ringe ind på stationen og få Michelle i registraturen til at finde nummeret.

– Her er han, sagde hun. – Michael Sohngaard Madsen, Vigerslev Sideallé 47, Valby.

Han skrev nummeret ned og så på sit ur. Halv ni. Han tastede og ventede, indtil en stemme sagde, – Det er Michael.

– Ja, hej, sagde han, – du taler med Thor Belling, Drabsafdelingen.

– Ja, dav, sagde manden tøvende.

– Jeg sidder lige og kigger på din hjemmeside, sagde Thor.

– Javel, ja, lød det lavmælt fra Valby.

– Jeg har nogle spørgsmål angående Lothar Zolle.

– Javel. Jeg ved ikke så meget om Zolle.

– Det er der ikke nogen, der gør.

– Næh, det kan du have ret i. Hvad er det, du vil vide?

– Det er lidt kringlet. Og lidt vagt. Men det drejer sig om en drabsefterforskning, hvor jeg har brug for noget baggrundsinformation om Zolle. Det er ikke konkret. I hvert fald ikke endnu. Men jeg tænkte, at du måske kunne hjælpe mig i den rigtige retning.

– Joeh, sagde Michael Sohngaard Madsen, – jeg kan da prøve. Men det er nok bedst, du kommer forbi.

– Det er ikke noget problem. Hvornår passer det?

– Du kan komme, når du vil. Der er kaffe på kanden.

Så han kørte til Valby, fandt opgangen i den store beboelsesblok, gik op på tredje og ringede på. Han var selv opvokset i dette kvarter. Efterkrigtidsbyggeriets lange facader og lugten på terrassoopgangen fyldte ham med en tung melankoli, som han prøvede at abstrahere fra. Han ringede på.

Michael Sohngaard Madsen var aldersmæssigt ubestemmelig. Han var klejn, gammeldags klædt i strygefri skjorte og en strikvest. Han havde Beatleshår og bar billige, blå cowboybukser og hjemmesko. Han smilede bag brillerne.

– Kom indenfor, sagde han.

Entreen var af den let gulnede slags. Her havde manden boet i mange år, måske altid. Efter lugten at dømme var han ungkarl. Dette indtryk blev bekræftet, da Sohngaard Madsen førte ham ind i stuen. De gammeldags, gule rullegardiner var trukket halvt ned, og Thor havde med et fornemmelsen af at befinde sig i et mormorhjem, som af uransagelige årsager var blevet overtaget af en populærkulturel fanatiker.

– Jeg har brygget frisk, sagde manden og slog ud med hånden mod en termokande på spisebordets voksdug. – Det er kolbemokka, men den er frisk.

– Jeg skulle have taget rundstykker med, sagde Thor og smilede.

Mens Sohngaard Madsen omhyggeligt skænkede kaffe, så han sig om. Stigereoler med hundredvis af tegneserier, vinylalbum, kassettebånd og dvd’er stod sirligt i lange rækker. Mod den ene væg stod et bord med hi-fi-udstyr, pladespiller, store, forkromede tunere fra firserne og modemer, der blinkede grønt og orange i deres ophæng af ledningslianer. Han så et stort akvarium i den næste stue.

– Her bor du godt, sagde han.

Manden smilede. – Man indretter sig.

– Du er samler.

– Hæ, det kan man vist roligt sige.

– Rockkoncertbilletter? sagde han.

Sohngaard Madsens udtryk blev alvorligt. – Er der noget bestemt, du er ude efter? I sidste uge solgte jeg en Dylanbillet. Brøndbyhallen ‘81. Perfekt stand. Grøn.

– Hvad fik du for den, hvis jeg må spørge?

– 250 euros. Det var en englænder, kompletist.

– Kompletist?

– Han har 1800 af dem. Kun Dylan.

– Det må være dejligt, sagde Thor. – Der er meget, man ikke ved.

– Men du vil tale om Lothar Zolle, sagde nørden, mens de tog plads på hver sin side af bordet.

– Ja.

– Er han ikke ude af spillet? Han må være gammel.

– Han er 77. Men det er netop det. Er han ude af spillet?

Sohngaard Madsen kom sukker i sin kolbemokka. – Zolle har på en måde altid været udenfor. Det er det, der gør ham interessant. Det ved du vel allerede.

– Det kan du tro. Det er blandt andet derfor, jeg kommer til dig. Vi har ikke ret meget på ham.

Sohngaard Madsen grinede. – Det vil jeg tro. Støvede kasser i kælderen.

– Jep.

– Men jeg er nysgerrig. Hvad er det helt præcis, du gerne vil vide?

– Jeg leder efter noget. Som du selv siger, er Lothar både gammel og slidt. Han foretager sig næppe ret meget mere. Men jeg arbejder på at udelukke ham fra en efterforskning, som peger i retning af en eller anden form for bagmand, som kunne være en mand som Zolle.

– Aha. Hvad går efterforskningen ud på?

– Ja, dér er jeg lidt bundet. Jeg kan ikke være specifik. Jeg kan præsentere dig for en hypotese, som du kan tage stilling til. Men alt, hvad jeg fortæller dig, er sådan set hypotetisk.

Sohngaard Madsen nikkede ivrigt. – Jeg er med. Denne samtale har aldrig fundet sted.

Thor grinede. – Det er det, jeg mener.

– Du kan stole på mig.

– Ja, det gør jeg også, bedyrede han. – Altså, vi har et drab. Et brutalt drab. Det er udført med stor omhu, og formålet har tydeligvis været at aftvinge ofret nogle bestemte oplysninger.

– Forhør og aflivning, nikkede Sohngaard Madsen.

– Præcis. Det virker som bestilt arbejde. Og så – i et andet hjørne af denne efterforskning – dukker Zolles navn så pludselig op.

– Ja, nikkede Sohngaard Madsen. – Det forstår jeg.

– Ved første øjekast virker det ikke gangbart for os. Der er på mange måder for langt mellem Lothar – som Lothar er i dag – og vores likvidering.

– Men på den anden side.

– På den anden side kunne drabet være bestilt af Lothar.

– Det kunne det vel. I teorien.

– Og i praksis?

Sohngaard Madsen tog sine stålbriller af og pudsede dem i en papirserviet. Hans brilleløse ansigt virkede nøgent, næsten blindt. Han åndede på linserne. – Der er jo ingen tvivl om, at en mand som Lothar kender folk. Mange af hans samtidige er jo væk. Gorm Poulsen lever endnu. Han sidder på et plejehjem i Utterslev med alzheimers. Så er der Kim Flyvbjerg – ham, de kaldte Charlie – som kørte inkasso for Zolle gennem mange år. Plus en del andre ting. Han bor i Marbella, men han er vist ikke andet end et blåviolet drankervrag.

– Jeg kan godt huske Charlie.

– Det er, hvad der er tilbage af den gamle garde. Næste generation er lidt mere udflydende. Ikke så farverige typer. Mere diskrete, flere advokater, flere revisorer og økonomiske stråmænd. Dér har du en mand som Karim Mahmoud – ‘Det flyvende tæppe’. Tæppehandler, ja, godmorgen, født her af egyptiske forældre, klog dreng, snusede lidt til hotelbranchen, men gik ind i tæpper – som så var hans egen gabardinefacade over en række massagehuse på Vesterbro, som i de senere år er flyttet ud til Værløse, Herlev ... helt over mod Roskilde, tror jeg. Holbæk. Det er mere over i håndværkerbordellet for den travle snedker, pænere klientel, ikke så meget narko, ingen kriminel handel med piger. En kæde af moderne forstadsbordeller, kan man sige. Jeg ved, at Lothar for måske tyve år siden lejede ud til Mahmoud på velvillige betingelser. Lothar kunne godt lide Mahmoud. Indvandrer, fremmed dreng med ambitioner.

– Og ham kunne Lothar stadig være i kontakt med?

– Ja, det kunne han. Men om Lothar ville ringe til Karim, hvis han havde brug for at få nogen nakket – det er jeg straks mere tvivlende over for. Mahmoud er smart. Han bruger ikke vold. Ikke ret meget, i hvert fald.

– Du ved meget, sagde Thor. – Har Lothar andre yngre venner?

– Ja, jeg sidder lige og tænker på en mand som Willy Gustavsen.

– Ham kender jeg. Hotelejer på Vesterbro.

– Ja, og en del andre ting. Han er en mand, der på mange måder har lært af Zolle. Jeg tror kun, Willy har én dom – det var noget vold på et bordel. Lidt af et uheld, hvor Willy mistede besindelsen og blev udpeget af en svensk kunde, som havde nosser til at stå frem, selv om det kunne koste ham. Jeg mener, Willy sad to år. Nu kan jeg huske det. Det var to afrikanske piger. De knaldede Willy, fordi ham svenskeren udpegede ham fra klinikken, og fordi bilen, som de kørte pigerne ud til Hvalsø i, før de smed dem ud på en mark splitterfornøjede, viste sig at være Willys. Men Willy er jo mest forretningsmand. Han er ikke en gangstertype. Men det betyder jo ikke, at han ikke kender folk. Jeg ved da, at han har nogen ret hårde typer tæt på sig. Willy er på mange måder mere beskidt end Karim Mahmoud. Flere stoffer. Flere piger af den allernederste slags, du ved, containere og indespærring. Men han er åbenbart dygtig.

– Kunne du se Lothar ringe til Willy Gustavsen og bede om en tjeneste?

Sohngaard Madsen tænkte over det. – Altså, jeg tror aldrig, Lothar og Willy har været specielt tæt på hinanden. Willy er nok tyve år yngre end Lothar. De tilhører forskellige generationer, og jeg tror ikke, de har set meget til hinanden. Men på den anden side så ligger det sådan lidt i luften, at Willy er vor tids Lothar, hvis du forstår, hvad jeg mener.

– Ja, det forstår jeg.

– Jeg vil sige, at Willy Gustavsen er et godt bud. Man kan slet ikke udelukke, at Willy skylder Lothar. Han kan skylde ham nogle meget store tjenester, akkumuleret gennem årene. Så selv om de ikke er bonkammerater, så kan jeg ikke komme på andre, som er mere sandsynlige.

Thor nikkede. – Det er en meget stor hjælp.

Michael Sohngaard Madsen smilede. – Det undrer mig lidt, at I ikke har den slags ressourcer selv.

Thor trak på skuldrene. – Det har vi måske også. Men som du måske kan fornemme, så er jeg lidt ude i det spekulative.

– Mandetimer koster.

– Netop.

– Så du er den ensomme ulv.

– Lidt. Bortset fra dig.

– Ja, jeg siger ikke noget, sagde eksperten. – Desuden er det mere og mere musikken, jeg beskæftiger mig med.

– Dylanbilletter?

– Ja, og vinylerne. Jeg var ikke en af dem, der skrottede samlingen, da cd’en kom. Cd’en var ikke mig. Alt for højfrekvent og komprimeret. Så det er blevet til lidt af en samling.

– Det kan jeg se.

– Sælger nogen på auktion af og til.

– Og det er der penge i?

– Jeg klager ikke. Men okay, jeg klarer mig også uden speedbåde og krokodillejagt i Australien. Har du selv dine LP’er?

– Jeg har da nogle.

– Er de i god stand?

– Det ved jeg ikke. De har bare stået i reolen.

– Du ligger vel ikke inde med et eksemplar af George Harrisons ‘All Things Must Pass’?

– Triplealbummet?

– Ja, det er det, der gør den speciel.

– Jo, den har jeg. Jeg har ikke hørt den i årevis. Årtier, måske.

Sohngaard Madsens øjne lyste bag brilleglassene. – Kan du huske, om der ligger sådan et grønt promotionark i den? Det gjorde der i førsteoplaget.

– Det kan jeg ikke huske, grinede han. – Men du må gerne få den.

– Få? Jeg fik en forespørgsel på nettet fra en gut i Johannesborg den anden dag. Han vil give 1100 euro for et førsteoplagseks. i god stand med promoark.

Thor rejste sig. – Alligevel. Jeg sender den bare til dig. Anonymt. Betragt det som en tak for ydet service.

Sohngaard Madsen rejste sig også. – Man takker. Og denne samtale har aldrig fundet sted.