Bjarne havde lige røget det meste af en skunkjoint, mens han så ‘Lille doktor på prærien’. Han kunne godt lide den – især Dr. Quinn. Hun var en pige, der kunne tage fat, og Bjarne havde let ved at forestille sig, hvordan det ville være at tage fat på hende. Han havde set serien før, da han var dreng. Det havde været gode tider. Ham og Steen alene hjemme, mens hans mor var på arbejde. Dengang havde de røget rigtig chillum, og det passede på en eller anden måde godt til Dr. Quinn og byen på prærien. Steen sagde, at han ville vædde på, at indianerne røg tjald. Det var det, der gav dem indsigt, mente han. Han havde mistet kontakten med Steen. Nogle år senere havde han hørt, at Steen havde fået kræft i halsen. Det var den indsigt, tjalden havde givet ham. Bjarne havde været på vej ud på Bispebjerg flere gange for at sige farvel, men han havde ikke nået det.
En af indianerne, Black Kettle, var ved at få en skideballe af Dr. Quinn, da det bankede på. – Kom ind, råbte han.
Før han fik rejst sig op, stod to pansere i hans værelse. Han blev siddende i sofaen og så på dem.
– Bjarne Lystrup? sagde den ene, en bred fyr med sort skæg og kasket.
– Ja, sagde Bjarne. – Det er mig.
Strømeren sagde, – Du er anholdt. Du skal til afhøring. Nu.
Bjarne rørte sig ikke. – Hvorfor det?
– Det får du at vide på stationen.
– Jeg skal ingen steder, sagde Bjarne. Han greb remoten på bordet og skruede op for lyden.
Den anden strømer, en damestrømer med en fed røv og håret proppet op i kasketten, gik over til væggen og hev stikket ud. Skærmen døde. Hun smilede til ham. Hun lignede et badedyr, der var pustet lidt for hårdt op.
– Hey, sagde Bjarne. – Hvad fanden laver du?
Strømeren med skægget bøjede sig ned over hans sofabord.
– Og røgvarer har du, sagde han. – Kom nu, Bjarne. Tag dine sko på.
– Er det jointen? sagde Bjarne. – Så giv mig en bøde. Jeg har kun den.
– Det er ikke jointen, Bjarne, sagde damestrømeren.
– Hvad er det så?
– Det får du at vide. Sko og jakke.
De lod til at mene det, så han rejste sig langsomt.
– Jeg vil gerne have min advokat med.
– Det er ikke vores afdeling, Bjarne, sagde skægaben. – Det må du snakke med dem om ovre på stationen.
Det ragede ham. Han opdagede, at han var godt basket. Det ene øjeblik var det Dr. Quinn, det næste øjeblik var det ‘Rejseholdet’.
– Skal jeg have håndjern på? sagde han og rakte hænderne frem.
– Vil du gerne det, da? sagde damestrømeren. – Har du tænkt dig at lave numre? Stikke af ned ad gangen?
Han lod hænderne falde og fandt sine støvler, mens skægaben fejede jointen ned i en lille plasticpose, som han puttede i lommen. – Nu bliver du månedens medarbejder, sagde Bjarne, – din fede narrøv.
Skægaben smilede til ham. – Du kommer ingen vegne med billig smiger, Bjarne. Se nu bare at blive færdig.
Han stod midt på gulvet. – Jeg er klar, sagde han.
– Skal du ikke slukke lyset? sagde damestrømeren. Hun var fra Jylland, kunne han høre. – Det kan godt blive sent.
– Sent? sagde han, – du kan rende mig i røven, din sindssyge so. Jeg er tilbage inden ‘Hammerslag’.
Det forbløffede ham lidt, da hun tog et skridt hen imod ham og gav ham en knytnæve i maven.
– Ouuuhf, pustede han.
Skægaben sagde, – Ida.
Hun sagde, tæt på hans ansigt, – Tal pænt, Bjarne.
Så de mente det. Hun tvang hans arme om på ryggen og lagde jernene på ham, før hun skubbede ham hen mod døren.
De stod meget tæt, mens elevatoren kørte ned fra femte. Han kunne lugte dem. Damestrømeren lugtede af tyggegummi og kanel. Skægaben lugtede af omklædningsrum og et eller andet mentollort fra munden.
De gik over forhallens gulv, og Bjarne fangede lige et glimt af Holger, der stod ovre bag skranken med hovedet lagt tilbage, mens han stirrede på dem gennem sine store briller.
– Jeg går lige lidt, sagde han højt over skulderen.
Holger betragtede ham bare med hagen skudt lidt frem.
Udenfor satte damestrømeren hånden på hans hoved og tvang ham ind på bagsædet. Før han vidste af det, sad hun på hans anden side, mens skægaben kørte bilen ud i gadens tusmørke. Det regnede, gaden var fuld af mennesker. Damestrømeren sagde, – Kig dig godt omkring, bette Bjarne.
Han sagde, – Uh, hvor er jeg bange.