Bjarne Lystrup var ikke noget særligt at se på. Han kunne tilhøre den kreative klasse med sit askeblonde, skødesløst fedtede hår. Han kunne være fotograf, studerende, småbørnsfar eller sælger. Men Thor lagde med det samme mærke til, at knoerne på hans magre, hvide hænder var røde.
De sad i afhøringslokalet, hvor Henrik Helskov havde tilstået drabet på sin søn. Thor sad bag bordet, Anita stod lænet mod vindueskarmen.
Bjarne sagde, – Jeg forstår ikke, hvad I vil. Ud over at genere almindelige mennesker. Hende den fede gav mig en mavepuster.
– Havde du sagt noget grimt til hende? spurgte Anita. – Det bryder KA Ida Svenstrup sig nemlig ikke om.
Thor sagde, – Vi er enige om, at du er Bjarne Lystrup, at du bor på Hotel Copenhagen, og at du arbejder for hotellets ejer, Willy Gustavsen?
– Ja, sagde Bjarne. – Så langt er vi enige.
– Hvad består dit arbejde i?
– Handyman. Jeg fikser ting. Ringer efter håndværkere, superviserer visse administrative opgaver.
– Såsom?
Bjarne trak på skuldrene. – Det være sig indhentning af tilbud fra underleverandører såsom vaskeriet, telefonfolkene, netudbyder, kontakt med håndværkere, tilsyn med hotellets faciliteter såsom varmeanlæg, intern telefon, generelt opsyn – det er mig, der ringer, når der er vand i kælderen. Alt muligt.
– Okay. Hvor længe har du arbejdet for Gustavsen?
– Fem år.
– Hvor befandt du dig natten mellem onsdag den tredje og torsdag den fjerde i denne måned?
Bjarne lænede sig tilbage. – Hvor fanden i helvede skulle jeg vide det fra? Jeg var vel derhjemme. På Copenhagen. Jeg er der det meste af tiden.
– Du bor øverst oppe?
– Ja, det følger med jobbet. Det er en tjenestebolig. Jeg er der næsten altid.
– Hygger dig med tv og en joint, klar til at supervisere.
Bjarne nikkede. – Ja. Det er mit job. På dén måde har jeg aldrig fri.
– Det kender jeg godt, nikkede Thor. – Kender du en mand ved navn Jes Færch?
Bjarne rynkede brynene og kiggede op i loftet. – Jes Færch. Jes, Jes, Jes ... no, ham kender jeg ikke. Yes we have no Jes, hr. chief super intendent ... officer. Ham har jeg aldrig hørt om.
– Hvad har du gjort ved hænderne? sagde Anita. – De ser noget afbarkede ud.
Bjarne grinede. – Træning.
– Træning?
Bjarne rejste sig og lod sig falde forover. De så ham støtte på sine knyttede næver, mens han bevægede sin magre krop op og ned som et bræt. Så rejste han sig. – Det holder mig hård.
– Det vil jeg tro, sagde Anita.
– Jes Færch, sagde Thor, – var en læge, der boede oppe i Allerød.
Bjarne satte sig på sin stol. – Javel. Og?
– Og natten mellem den tredje og den fjerde fik han besøg hjemme i sin privatbolig.
– Gjorde han det?
– Ja, det gjorde han. Han fik besøg af én person, en mand. Vi tror, at denne mand havde en pistol. Har du en pistol, Bjarne?
– En pistol? gentog Bjarne. – Nej. Hvad fanden skulle jeg bruge den til?
– Denne mand, fortsatte Thor, – truede Jes Færch til at gå ned i sin kælder, hvor han blev spændt fast til en motionsmaskine, hvorefter manden med pistolen gav sig til at tortere ham, mens han stillede spørgsmål.
– Spørgsmål? sagde Bjarne. – Om hvad?
– Om nogle andre mennesker, som var blevet slået ihjel.
Bjarne virrede med hovedet. – Det lyder fandeme uhyggeligt. Men undskyld jeg spørger – hvad fanden har det med mig at gøre?
Thor nikkede. – Okay.
Han så på Anita. Hun sagde, – Så vil vi gerne spørge dig om noget andet. Kender du en kvinde ved navn Irene Brøssner?
Bjarne så på hende. – Ja, dér kan jeg godt hjælpe. Jo, jeg kender Irene.
– Hvor kender du hende fra?
– Hun var så venlig at få mig frikendt for en totalt sindssyg sag ude i Østre Landsret. Hun arbejder for min advokat, altså hotellets advokat.
– Hvad var du sigtet for?
– Det var noget voldspis i en kiosk. Jeg havde nul og en skid med det at gøre. Som den høje ret sagde.
Thor kiggede i sine papirer. – Du var idømt tre måneder ved Byretten.
– Ja, men det var ikke mig.
– Og Irene Brøssner førte din appelsag?
– Ja, hun havde ingen problemer med at rede trådene ud.
– Javel. Og har du set noget til hende siden da?
Bjarne grinede. – Det kan man godt sige. Vi lavede sådan en lille aftale. Irene kom og besøgte mig en gang om ugen. Så jo, dér så vi noget til hinanden.
– Du havde et forhold til Irene Brøssner?
– Det kan man godt sige.
– Og det stod på fra det tidspunkt, hvor hun fik dig frikendt?
– Ja, det begyndte vel et times tid efter.
– Kører det forhold stadig?
– Yes my boys, sagde Bjarne. – Det kører. Hun kommer og kommer og kommer.
– Har du kendskab til Irene Brøssners private forhold?
Bjarne blev alvorlig. – Ja. Ja, det kunne jeg jo dårligt undgå. Det var forfærdeligt. Hun var faktisk sammen med mig den dag, hendes søn blev kvalt. Af hendes mand, fandeme. Det var overalt i aviserne. Det ved I vel også.
– Ja, det ved vi. Du vidste altså, at Irene havde en familie?
– Ja. Ja, efter det der blev det jo mere sådan med at trøste hende. Hun havde jo ikke nogen tilbage.
– Så var det godt, hun havde dig.
Bjarne trak nøgternt på skuldrene. – Jeg gav hende en skulder at græde ud ved, kan man sige.
Thor kunne se, at Anita var ved at sige noget, men beherskede sig. Han sagde, – Okay. Du har et forhold til Irene Brøssner, men Jes Færch kender du ikke noget til.
Bjarne nikkede.
– Nu skal du høre, sagde Thor. – Vi har tænkt os at afspille en lydoptagelse for dig. Den varer en halv times tid, men vi skal ikke høre det hele. Vi skal bare have en smagsprøve.
Bjarne Lystrup reagerede ikke. Han sad stille i sin stol. Thor startede Edirolen, som nu var tilsluttet apparatet på bordet, som de normalt brugte til at optage afhøringer.
Lyden af Jes Færchs første rasende protester lød metallisk ud i det lille lokale sammen med lyden af personer, der bevægede sig. Derefter kom stemmen, der sagde, – Sådan, hr. doktor, så sidder vi godt. Og nu fortæller du mig så, hvordan du skød Henrik Helskov ude på Lundager.
Bjarne Lystrup sad helt stille de næste minutter. Anita stod ubevægelig ovre ved vindueskarmen, og Thor betragtede altmuligmanden fra Hotel Copenhagen. Bjarnes udtryk var ubevægeligt. Minutterne føltes lange.
Efter fem minutter slukkede Thor. Der var ingen, der sagde noget. Der nåede at blive så stille, at Thor begyndte at blive opmærksom på lydene fra det store hus og lyden af trafik udenfor.
Endelig sagde Bjarne, – Og hvad så?
Thor så på ham. Indtil han havde startet optageren, havde Bjarnes udtryk skiftet. Han havde været hånlig, han havde forsøgt at gøre sig morsom, og han havde svaret ligefremt og direkte på banale spørgsmål. Nu var hans ansigt frosset fast i en nøgtern, let afvisende mine.
Thor sagde, – Du kender resten.
Bjarne betragtede ham uden at svare.
– Så du har ikke været helt ærlig over for os, Bjarne. Vel?
– Hvad mener du? sagde Bjarne.
– Hold nu op. Det er jo dig. Ikke?
– Mig, der hvad?
Thor lod hænderne falde ned på skrivebordet. – Ja, det er jo dig, der slår Færch ihjel på den optagelse. Det kan enhver idiot jo høre. Det er din stemme, Bjarne.
– Det kan du ikke vide.
Thor løftede øjenbrynene. – Mener du det? Jeg vil sige, at ti ud af ti tilfældige personer, som hører dig tale og derefter hører lydoptagelsen her, vil sige, at det er dig.
– Jeg vil have en advokat.
– Fint, sagde Thor. – Mikael Leunbach? Eller Irene? Hun var jo dygtig og fik dig frikendt i Landsretten.
– Bare en advokat.
Anita sagde, – Jeg ringer.
Hun forlod afhøringslokalet, og Thor sagde, – Mellem os, Bjarne. Der er noget, jeg slet ikke forstår her.
Bjarne så på ham. – Hvad?
– Jo, jeg kan måske godt forstå, at du gjorde det. Du har måske flere følelser for Irene Brøssner, end du har fortalt os. Det accepterer jeg. Og på en måde kan jeg også godt forstå, at du finder frem til Færch og slår ham ihjel. Hvad jeg ikke kan forstå, er, at du optog det. Og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor optagelsen af drabet pludselig lander på mit skrivebord.
Bjarne sagde, – Hvem siger, det er mig?
Thor smilede og rystede langsomt på hovedet. – Du ved, det ikke funker, Bjarne. Jeg kan godt forstå, du er chokeret. Det var ikke os, der skulle høre den optagelse, vel?
– Det er så din mening.
– Min mening? Hold nu op. Du ved jo godt, at gåsen er kogt, Bjarne. Men jeg vil give dig en chance. Jeg ved, og du ved, at du slog Færch ihjel. Du skal sådan set bare fortælle mig, hvem der bad dig om at gøre det. Jeg tror ikke på, at du gjorde det for Irenes skyld. Nej, du gjorde det, fordi nogen havde bedt dig om det. Og den eller de personer, som bad dig om det, gav dig også optageren, så du kunne give dem beviset på, at Færch var blevet slået ihjel.
– Jeg har ikke noget at sige.
– Nej, men du tænker, ikke?
Bjarne sagde ikke noget.
– Jeg ville også tænke, hvis jeg var dig. Jeg ville tænke på den idiot, som har solgt dig, som om du var en gammel kommode, Bjarne.
Bjarne så bare på ham.
– Vi ved begge to, at du bliver dømt for drab, Bjarne. Du kunne lige så godt have lagt en løkke om din egen hals. Men du stolede på ham, ikke?
– Hvem?
– Ja, det er dét.
Bjarne trak på skuldrene.
– Det, jeg siger, sagde Thor, – er, at du har muligheden for i hvert fald at tage ham med i faldet. Hvis du har nosserne til det. Hvis jeg var i dine sko, ville der være en forskel. Du kan tage faldet, eller du kan sørge for, at han tager sin del af det. Så enkelt er det.
Men han kunne se på Bjarne Lystrup, at han havde truffet sin beslutning. Thor sagde, – Er du virkelig så bange?
Bjarne blinkede et par gange. Hans øjenlåg sitrede, og han var endnu blegere, end da de kom ind med ham.
– Jeg siger ikke noget. Jeg vil tale med min advokat.
– Okay, sagde Thor. – Så gør vi det sådan. Du tager faldet alene. Respekt. Jeg kan love dig, at du får masser af tid til at tænke over det. Masser. Hvad du gjorde ved Færch, er det værste, jeg nogensinde har hørt, så på dén måde passer det mig fint, at du får hvad ... tolv, fjorten år. Jeg ved ikke, hvad du fik for at tortere Færch ihjel. En hel del, vil jeg tro. Du har muligvis tænkt, at det var en god hyre – du gik i hvert fald til arbejdet med brask og bram. Du havde bare ikke troet, at hyren var så høj, fordi du selv skulle slagtes bagefter. Måske er du slet ikke blevet betalt endnu. Måske er du bare blevet et offer, præcis som du selv gjorde Færch til et offer. Med den forskel, at du skal sidde et eller andet sted de næste mange år og spekulere på, hvordan du kunne være så dum.
Men hans forsøg var forgæves.
Anita kom ind. – Mikael Leunbach er her om tyve minutter.
– Fint, sagde Thor. – Så må vi håbe, at Willy Gustavsen stiller op igen og betaler gildet. I mellemtiden kan vi sigte hr. Lystrup. Hr. Leunbach vil måske forsvare hr. Lystrup. Leunbach skulle være god. Men jeg er bange for, at den her ikke bliver særlig lukrativ for ham.
Anita så på Bjarne. – Hvorfor fortæller du os ikke bare, hvem du gav den optagelse til, Bjarne?
– Bjarne tør ikke, sagde Thor.
Men Bjarne sagde, – Jeg gav den sgu da til jer, for helvede.
De så på ham.
Han sagde, – Kan I for helvede ikke se det?
– Se hvad? sagde Anita.
– Ja, jeg ser Irene, ikke? Hun er helt færdig. Først hendes søn, så hendes mand. Og I kan ikke finde ud af en skid. Så på et tidspunkt siger hun til mig, om jeg ikke kan gøre det? Finde dem, der nakkede hendes mand. Så jeg finder ham homolægen. Og så optager jeg det og afleverer optageren til jer. Så Irene kan få fred.
– Du gjorde det simpelthen for at hjælpe Irene og os? sagde Anita.
Bjarne nikkede. – I kunne jo ikke.
Thor sagde, – Det er et godt forsøg, men det halter lidt, Bjarne. Ja, du fandt frem til Færch. Men optagelsen? Hvorfor lavede du den? Du kunne jo bare have tævet det ud af Færch og så ringet til os. Du havde da ikke behøvet ligefrem at sende os optagelsen med dig selv på.
Bjarne tav igen. Han så ned mod gulvet.
Thor sagde, – Nej, det er det, jeg siger. Bjarne tør ikke tage sin arbejdsgiver med. Han tør simpelthen bare ikke.
Men løbet var kørt. Anita sendte ham et kort nik og trak på skuldrene.
– Okay, vi sigter hr. Lystrup, sagde Thor. Han så på sit ur. – Du bliver fremstillet senere i aften eller i morgen formiddag. Du bliver varetægtsfængslet her, og så må vi se, hvad advokat Leunbach kan præstere af mirakler.